Læsetid: 7 min.

Villemoes har selv valgt sit martyrium

Som ny chefredaktør på Information bestemte Lasse Ellegaard i eftersommeren 1990, at avisens medarbejder Lars Villemoes ikke skulle dække retsmøderne i Blekingegadesagen. Det var en fuldstændig korrekt beslutning, fastholder Ellegaard i dag
2. februar 2008

"Jeg gider ikke hænge på journalist Lars Villemoes selvvalgte martyrium. Som redaktør på Information stolede jeg ikke på, at han kunne levere et tilstræbt objektivt referat fra retsmøderne i Blekingegade-sagen, og det står jeg ved også i dag," siger Lasse Ellegaard, der fra januar 1990 og fire år frem var chefredaktør på Information.

En af Ellegaards mest omstridte beslutninger som redaktør var, at bladets medarbejder Lars Villemoes ikke skulle dække retsmøderne i Østre Landsret, da Blekingegade-sagen startede i eftersommeren 1990. Selv om - eller rettere netop fordi - Villemoes havde skrevet en række opsigtsvækkende og stærkt engagerede artikler om banden, vurderede Ellegaard, at Villemoes ikke magtede at levere et tilstrækkeligt nøgternt retsreferat.

"Det jeg ville have fra retsmøderne, var simpelthen klassisk retsreportage: Så siger anklageren det, så svarer forsvareren sådan, så siger vidnet det ... Villemoes var alt for optændt af sagen til at levere sådan et stykke arbejde," siger Ellegaard og fremviser en retsreportage, som Villemoes skrev i oktober 1990, efter han havde skiftet til Weekendavisen.

I artiklen kommenterer Villemoes anklagemyndighedens afhøring af en række "usagkyndige", som Villemoes omtaler dem. "Resultatet af denne dobbeltsidede amatørisme blev et retsmøde, der var rent tidsspilde," konkluderer Villemoes.

"Bare af de første linjer kan enhver se, at Villemoes er på en mental adrenalinsprøjte. Han skriver en heftig anmeldelse af en forestilling, der delvis foregår i hans eget hoved. Han er voldsomt utilfreds og skælder ud til højre og venstre, han betragter alle de andre som uvidende amatører og uddeler dumpekarakterer til vidner, anklagere og forsvarere," fortsætter Ellegaard.

Villemoes skrev godt

Selv om Villemoes ikke skulle dække retsmøderne, ville Ellegaard gerne have ham til at skrive om sagen. Ellegaard havde derfor bestemt sig for en tre-deling af opgaverne: Ellegaard skulle skrive ledere om sagen, Villemoes skulle skrive baggrundsartikler, mens retsmøderne blev dækket af en anden journalist.

"Jeg ville i allerhøjeste grad gerne have Villemoes til at skrive om sagen i Information. Hans artikler var jo både godt skrevet og gav et enormt spændende indblik, og der var også stor opmærksomhed blandt læserne. Men da det gik op for Villemoes, at han ikke ene mand skulle eller kunne have monopol på Informations dækning, valgte han at gå over til redaktør Tøger Seidenfaden på Weekendavisen."

Ifølge Villemoes var Ellegaards tilbud om at skrive baggrundsartikler dog kun på skrømt. Når Villemoes ikke skulle dække retsmøderne, ville hans artikler blive degraderet fra journalistik til meningsmageri. Det ville han ikke finde sig i, har han forklaret til Information (30. januar 2008).

Det synspunkt giver Ellegaard ikke meget for.

"Villemoes' artikler var i forvejen meget farvede af hans personlige meninger. Med et politiudtryk var hans artikler 'høje i tindingerne', dvs. meget engagerede. Det var jo netop dét, der gjorde dem spændende. At han ikke ville kunne følge og skrive om sagen journalistisk, fordi han ikke skulle dække retsmøderne for avisen, det er noget fis. Det var nok en af de mest pressedækkede retssager nogensinde. Sagens kerne er en anden, nemlig at jeg ønskede et nøgternt, tilstræbt objektivt retsreferat. Og det stolede jeg ikke på, at Villemoes kunne levere," siger Ellegaard og peger på artiklen fra Wekendavisen.

"Det Villemoes senere skrev i Weekendavisen fra retsmøderne, viser alt for tydeligt, at jeg havde ret. Men jeg ville gerne have trykt hans tekst ved siden af retsreferatet."

De vakse læsere var tabt

Som mange andre nytiltrådte chefredaktører følte Lasse Ellegaard behov for at rive Information ud af de vante pressefolder. Avisen havde, fortalte han i et tiltrædelsesinterview, mistet de vakse læsere de senere år. Og nu ville Ellegaard sørge for, at disse læsere vendte tilbage.

"Vi var, sådan så jeg på det, nødt til at lave avis for andre end de i forvejen indforståede, altså venstrefløjen, hvis du vil formulere det sådan. Det førte dog i første omgang bare til endnu større læserfrafald," griner Ellegaard.

- Hvorfor var det så vigtigt med de retsreferater?

"Fordi jeg ville have en dækning, der levede op til klassisk journalistisk etik. Et retsreferat er et ret puritansk foretagende. Som nytiltrådt chef følte jeg et ansvar over for bestyrelsen, over for læserne og i øvrigt også over for mig selv. Den tripel-løsning, jeg havde fundet på, var nok ikke salomonisk, men jeg var og er overbevist om, at den ville være vejen frem for Information dengang, simpelthen fordi den ville give os den bedste og bredst mulige dækning og herunder sikre os mod flere angreb fra en frustreret venstrefløj."

- Så det spillede altså en vis rolle?

"Der var stor opmærksomhed på venstrefløjen, og der var da mange, der flippede helt ud og gik i selvsving. Men det spillede i sig selv ikke nogen rolle for min beslutning. Jeg har - bortset fra to uger i Radikal Ungdom - aldrig været medlem af noget parti. Jeg har altid interesseret mig mere for politik på de store linjer, altså hvordan statsmagten ter sig i forhold til befolkningen, end for alle de ekstremismer, venstrefløjen dengang var fuld af," siger Ellegaard, der får "pavlovske reflekser", når han hører ordet "selvopgør".

"Kravet om bodsgang ... ja, hvad skal man dog mene? Uanset hvad Information gjorde, ville det i højrefløjens optik altid kunne udlægges som reminiscenser af angivelig venstrefascisme. Det er noget oplagt vrøvl."

Avis for de indspiste

- Blev Information dengang opfattet som organ for venstrefløjen?

"Problemet med Information var, at avisen i store dele af offentligheden havde fået et image som en holdningsavis, altså lidt det samme som Seidenfaden nu forsøger sig med på Politiken, dvs. en avis der så at sige skriver sig selv fra dag til dag. Derved bliver avisen også en indspist avis, som man dybest set ikke stoler på. Jeg var interesseret i at få brudt det image og gøre avisen mere troværdig."

- Kan du forstå, at nogle senere har udlagt din beslutning som en form for censur af Villemoes?

"Altså, Villemoes solgte sig selv som en stakkels forfulgt martyr til Tøger Seidenfaden, og det gider jeg ikke at hænge på. Jeg bliver gal på Informations og også egne vegne, når jeg gang på gang skal høre, at Villemoes fik censureret sine artikler. Det gjorde han ikke, ikke så meget som et eneste ord. Men det er da korrekt, at han og jeg efterhånden udviklede en kemi, der ikke passede alt for godt sammen."

- Små 20 år senere kan 'kemi' være vanskelig at sætte sig ind i. Hvilken betydning havde det?

"Før jeg kom, havde Villemoes kørt et meget tæt parløb med Lars Hedegaard, der var redaktør før mig. Og Villemoes blev måske skuffet over, at det parløb ikke bare fortsatte med mig. Men jeg var slet ikke så engageret og optaget af Blekingegadesagen som de to."

Ifølge Ellegaard var han egentlig ret begejstret for Villemoes' artikler, da han tiltrådte som chefredaktør. Og i den første måneder fik Villemoes lov til at skrive alt det, han ville om sagen. Ellegaard gik med til, at Information i foråret 1990 betalte en tur til PLO's hovedkvarter i Tunis, hvor Villemoes sammen med et tidligere medlem af KUF (forløberen for Blekingegadebanden) skulle finde nye spor i sagen.

Ellegaard var chefen

"Det kom der aldrig en eneste artikel ud af. Og selv om jeg rykkede og opfordrede Villemoes til bare at skrive, hvad der var sket på rejsen, så var han hele tiden henholdende med det. Jeg oplevede egentlig først en vis distance fra Villemoes' side efter hans Tunis-tur. Efter den blev han sur på mig."

- Hvis der nu ikke var noget at skrive om?

"Jeg fik efterhånden det indtryk, at Villemoes enten slet ikke havde fået noget ud af det - eller også havde han måske fået alt for meget! Jeg fik i hvert fald en fornemmelse af - men kun en fornemmelse - at der var ting, jeg ikke måtte få at vide. Eller også var de spor, han forfulgte, bare varm luft. Men det korte af det lange er, at før retssagen var der ikke nogen egentlig konflikt mellem os, andet end min irritation over at have betalt en masse for en Tunis-rejse, der ikke kom en linje ud af," husker Ellegaard.

"Derfor er det noget pis og dybest set også enormt fornærmende, når Villemoes siger, at 'far var kommet hjem', da jeg blev ansat, og nu skulle venstrefløjen bare masseres."

- Men var der ikke udbredt modstand mod Villemoes artikler på Information?

"Som jeg husker det, var det ikke et punkt på dagsordenen, da jeg kom. Mit indtryk var, at Villemoes var almindelig accepteret på redaktionen. Jeg ville kunne huske, hvis der i 1990 var udbredt animositet mod hans artikler. Stemningen på avisen var helt almindelig, og alle var enige om, at den her sag skal vi følge. Det var altså først, da retssagen blev berammet, at det kom til konflikt. Og Villemoes har da helt ret i, at han ikke bare kunne dække sagen, som han ville. Det var jo mig, der var chefredaktør. Hvis Villemoes selv kunne bestemme, var det absurd, at jeg skulle være chef."

- Hvad ville der være sket, hvis Villemoes' havde fået lov til at dække retsmøderne?

"Så ville avisens dækning kun have haft ét ben, nemlig Villemoes, og ikke de tre, som jeg gerne ville have. I forhold til at lave en avis for andre end de forudindtagede, ville vi være lige vidt."

Serie

Fortidens spøgelser

Leflede Information i 1970'erne, 80'erne og 90'erne for venstretotalitære regimer? Var der en udbredt venstrefascisme blandt avisens skrivende medarbejdere?

Det hævder Bent Blüdnikow, kulturmedarbejder ved Berlingske Tidende (interview i Information den 16/1 2008). På opfordring fra Information har Blüdnikow leveret seks eksempler, som vi nu belyser fra en ende af:

1. Dækningen af Blekingegadesagen
2. Den påståede Sovjet-spion Wilfred Burchett var Indokina-korrespondent
3. Information var gennemsyret af maoisme.
4. Der var sympati for Rote Armée Fraktion i redaktionslokalerne.
5. Information hyldede den østtyske spion Jörg Meyer.
6. Journalist Jørgen Dragsdahl talte Sovjetunionens sag i 1980’erne og 1990’erne.

Seneste artikler

  • Tiltrængt avis til tiden

    8. april 2008
    Siden Begyndelsen af januar har Information øvet sig i at holde historiens spejl op foran avisens synspunkter og holdninger i den periode, som fulgte efter ungdomsoprøret i slutningen af 1960'erne
  • Blüdnikow: En selvforelsket generation

    7. april 2008
    Informations tilbageblik på egen fortid i 1970'erne og 80'erne i serien 'Fortidens Spøgelser' var et godt forsøg, men resultatet imponerer ikke Bent Blüdnikow
  • Fortidens Spøgelser: Sovjetspion eller 'bare en slags politiker forklædt som journalist'

    26. marts 2008
    Ifølge fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var Informations sikkerhedspolitiske medarbejder i 1970'erne og 80'erne, Jørgen Dragsdahl, ikke på sovjets lønningsliste, som han er beskyldt for bl.a. i Jyllands-Posten
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Tusind Tak, dette og ikke mindst de øvrige indlæg fra Villemoes selv og Preben Wilhjelm sætter det hele her lidt i perspektiv. Og man får også lige genopfrisket hukommelsen og det er jo gavnligt

Der kan ikke være nogen tvivl om at information i en sådan sag, og uanset avisens egen uafhængighed og de holdninger der var i staben, balancerede på en etisk knivsæg. På den ene side er sagen vigtig og på den anden side har selv Blekingegadebanden krav på at deres retssikkerhed ikke sættes over styr.

Det der for mig er beklageligt er at det hele endte med at Villemoes gav op.

Som gammel aktivist på dele af venstrefløjen satte jeg meget pris på det selvopgør/opgør med de rabiate sider af fløjen som gryede og som længe havde været stærkt nødvendigt. Information var perfekt placeret til at være fødselshjælper

Det opgør var stærkt nødvendigt for at fløjen kunne lære af det, forbedre sine strategier og nyorientere sig med henblik på at forme en ny bred progressiv bevægelse for det nye gryende århundrede. Der var for mange hellige køer på venstrefløjen og for megen skælden ud på hinanden med beskydninger for afvigelser, og alt det fis burde have været begravet i en lavine af sandhed og lys, så luften og grunden kunne renses så der blev plads til nye formuleringer .

Information kunne have været forum for en bred saglig debat om dette og vi kunne så også have dæmmet op for det misbrug af det manglende åbne opgør som angiveligt blev resultatet. Ikke mindst Bent Jensen og meget af det sludder som WA senere satte på tryk, hvor det først og fremmest handlede om at smadre venstrefløjen med påstande om at vi flertallet til venstre for S var antidemokrater og bruge dette som platform for nykonservatisme.

Skal jeg sige noget kritisk her, og det syns jeg der er grund til at gøre, så er det at man ikke på information (og her er Ellegaards ansvar i mine øjne tungt) sikrede sig at denne side af sagen ikke døde ud efter at Villemoes uheldigvis forlod skuden. Men at det tværtimod blev videreført som en generel dybdeborende analyse af hvad det var der bevirkede at dele af yderfløjen i den grad tippede over der i 67-77. Det kunne man have gjort ved kritiske interview med folk der i perioder havde været knyttet til miljøerne og havde gjort op med det, samt konfronterende tilsvarende med dem af os andre der ikke forstod vigtigheden af også at kunne sige fra.

Det kan jo ikke nægtes at nogen også forsøgte at begrave hele denne debat i noget med at det bør ikke debatteres af hensyn til Blekingegadebandens restsikkerhed. Men virkeligheden er at der var rige og gode grunde til at sikre at det blev debatteret, som Øvigs udmærkede bøger også har vist, og at det ville have været gavnligt at det skete i information på netop dette tidspunkt og ikke i WA som en selvprofilerende forløjet oprør fra højre.

De linier, som Ellegaard refererer til, viser at han gjorde det rigtige.
I øvrigt var Information af en del venstrefløjsfolk anset for at være betalt af CIA, og det er muntert i vores tid at se den beskyldt for at være alt for venstreorienteret. Det havde noget at gøre med enkeltpersoner - nogle var til højre, andre til vensrte og nmogen midtfor.

@Dorte

Man kunne jo stille de samme spørgsmål til Jyllands Posten om karikaturkrisen. Havde de egentlig ret til at dække den? Eller sad de i borgerlig fremmedforskrækkelse til halsen? Kunne de mon se neutralt og objektivt på den sag? Eller ville det have været bedre, hvis en eller anden instans havde frataget dem muligheden for at ytre sig om den?

Har mennesker, der på nogen måde kan have været i flygtig berøring med en sag, ret til at udtale sig om den i det hele taget? Og hvis man fratager dem denne ret, hvad bliver der så af den demokratisk offentlighed?

Jeg prøver på at tydeliggøre, at din måde at ræsonnere på i bedste fald er en billet til en absurd forestilling og i værste fald en billet ud af demokratiet og ind i diktaturet.

Dorte: "Hvad var der sket hvis det havde været en borgerlig chefredaktør der skulle tage stilling til de samme ting, som Ellegaard skulle?"

Jamen, det besvarer artiklen jo så glimrende. Villemoes fik fuld skrue til at skrive tendentiøse retsreportager under Seidenfaden, som på det tidspunkt bestyrede Weekendavisen i borgerlig ånd - omend med højere til loftet for anderledestænkende end hos senere chefredaktører.

Havde den journalistiske faglighed rangeret højere end Weekendavisens rent ideologiske dagsorden burde Seidenfaden naturligvis have ageret nøjagtig ligesom Ellegaard og bedt om en mere nøgtern reportageform fra selve retsmøderne.

Min holdning er ganske enkelt den at man ikke som journalist kan dække en sag man selv er involveret i. En journalist må netop have en vis distance til sin sag for at kunne skrive eller formidle noget om sagen objektivt. Efter at Lars Willemoes blev afhørt af politiet, mener jeg bestemt (heller) ikke, han kunne dække den.

Noget helt andet er jo, at det er chef-redaktøren, der bestemmer, hvordan linien i avisen skal være - ikke den enkelte journalist.

/Karsten

Per Holm Knudsen

Jeg synes, at Lasse Ellegaards redaktionelle valg af, at retsreferaterne skulle dækkes nøgternt, var en korrekt redaktionel beslutning, sådan skal retssager efter min mening osse dækkes dækkes. At Lars Willemoes så (i fornærmethed?) går fra avisen, var Lars Willemoes' eget valg. Og så er den historie vel i og for sig ikke længere.

Uden at gøre mig klog på, hvem der har mest ret i forhold til Informations dækning af Blekingegadebanden, så er det vist temmelig indlysende at den redaktør som satte Villemoes fra jobbet, mener at han gjorde det rigtige. Det næste i bladet bliver vel at Ellegaard interviewer sig selv. Sikke over-raskelser der må komme frem.
Hvad med at bringe noget stof fra dengang, så behøver vi jo ikke at finde bladet på Det Kgl. Bibliotek ? Det er vel de færreste, der helt kan huske, hvad der blev skrevet for snart 20 år siden.

Det generelle i den historie er nok, at de personlige egenskaber, der gør det uforsonlige til det vigtigste består, uanset om personen skifter partibogen ud. De kommisærtyper, som gjorde venstrefløjen ulidelig dengang, flokkes nu om andre bannere, men udnytter tidens medvind på samme måde som før.

Jeg forstår godt, at Ellegård ikke kunne bruge retsreferater, der var skrevet som musikanmeldelser med løftede pegefingre og smagsdommeri i løbende meter. Og det må da forventes af en redaktør, at der anlægges nøgterne vurderinger ind over stoffet og over dets udvælgelse.

Jeg synes egentlig ikke, at Villemoes personlige skuffelser er en samfundsdebat værd. Han var jo bare en medarbejder med primadonnanykker, der stadig forlangte ekstraorganisatorisk kompetence. Den slags har jeg selv mødt, men det er heldigvis meget sjældent.

Information bør roses for at nu har lagt Villemoes første artikel fra maj 1989 ud på nettet, med samt de artikler der kritiserede denne, ikke mindst dem der som Wilhjelm mfl som kritiserede at man offentliggjorde et sådan materiale på et tidspunkt hvor der ikke var faldet dom i sagen.
Til Villemoes må man sige at artiklen er velskrevet og at den isende præcist beskriver hvad medlemmerne af Blekingegadebanden var for nogle størrelser og hvad der havde bragt dem ud i dette her morads. Men det er lige så knasteklart at Villemoes ikke fatter at der er ting i den artikel som det fra et retspolitisk synspunkt er dybt uetisk at offentliggøre på dette tidspunkt. Vi lever jo i et retssamfund ikke en bananrepublik eller i Stalintidens og skueprocessernes tid.

Den artikel burde ganske enkelt ikke have været bragt på dette tidspunkt. At daværende redaktør Hedegaard og Villemoes stadig den dag idag ikke kan se det og oven i købet mener at al den kritik de fik bare var en politisk sammensværgelse falder tilbage på dem selv. Jeg vil snare mene at denne begrænsning i det intellektuelle udsyn og retspolitiske forståelse måske snarere også er det der gjorde at de selv samme to mennesker tidligere helt kritikløst kunne involvere sig i den mere ekstremistiske del af venstrefløjen.

Når vi debattere dette her så er problemet selvfølgelig at der også blandt dem der protesterede over Villemoes på tidspunktet også var flere folk der tydeligvis sympatiserede stærkt med Blekingegadebanden ideologi og ståsted, samt folk der mente at emnet bare ikke burde tages op og at enhver kritik og debat der vedrørte ekstremistiske venstrefløjsgrupper bare skulle lægges låg på da det kun kunne gavne højresiden eller lignende.

Jeg mener som jeg har sagt tidligere at Information svigtede både en vigtig journalistisk opgave og flertallet på venstrefløjen. Dem af os der aldrig nærede nogen tro på anti-demokratiske ideologier og dem os der som Wilhjelm tror og troede på værdien af grundlæggende retsbeskyttelse for enhver der har begået ulovligheder. Der var et stort behov, på dette tidspunkt, for at debattere det forhold at der i en periode der i 70erne vitterligt var mange marginaliserede men stadig meget højtråbende smågrupper som i deres forblændelse af Sovjet, Kina, Cuba. Nordkorea, Albanien, Stalin, Lenin, Mao, Ho eller Trotskij, og hvad ved jeg, havde begravet sig selv i dybt reaktionære og stærkt antidemokratiske opfattelser – opfattelser som direkte sigtede mod at undergrave demokratiet, samt retssikkerhed og ytringsfrihed for alle dem de var uenige med.

Information var i de år i en helt unik position til at begynde at åbne for en bredere debat om dette med interview af frafaldne og andre fra og med dyb kendskab til disse miljøer. Man kunne, havde man indset at dette var en journalistisk pligt, have bidraget til en åben debat som ville have været afklarende og frigørende. Ikke mindst en der ville have taget bare lidt af brødet ud af munden på folk som Bent Jensen og dem på Weekendavisens redaktion. Dette kunne have været gjort og varetaget, også uden at man behøvede at sætte Blekingegadebanden under lys på en sådan måde at det undergravede deres ret til en rimelig afbalanceret retsbehandling og domfældelse. Ikke mindst fordi Blekingegadebanden på ingen måde var repræsentativ for denne form for ekstremisme. De var en bizar aflægger af organisationer og tanker som fostredes i dette miljø og som deltes af visse små fraktioner i VS, flere i DKP (som følge af deres ’Sovjet har altid ret’ tankegang), samt ikke mindst i alle disse bizarre partiforberedende smågrupper med tilknytning til KMLM, DKPml KFML, KAP, RSF, SAP og mange andre lignende som enten nærede eller i hvis rækker der var mange folk der nærede ideer om at omdanne Danmark til et ét partidiktatur i proletariatets navn. Redaktionen kunne have tilskyndet Villemoes til at fortsætte sit arbejde med henblik på en senere artikelserie specifik om Blekingegadebanden, eller han kunne have taget sig sammen (i stedet for at surmule) og gravet lidt dybere og så give os den bog som nu Øvig Knudsen har givet os.

Det er imidlertid stærkt bekymrende at folk som Blüdnikow, Hedegaard og Villemoes mfl., endog efter at de selv i perioder deltog i løjerne og udskejelserne på ’the loony left’ - stadig den dag idag ikke evner at se forskel på politik og retssikkerhed og ikke fatter noget så basalt som de krav men almindeligvis må stille til journalistisk etisk i den henseende.

Somme tider forekommer det mig at der er en gruppe af mannesker for hvem den slags ekstremisme er en slags levevej og livsfilosofi, de flytter sig gennem tiden man de fatter stadig ikke pointen, de går bare fra det ene ekstremistiske synspunkt til det næste, fra den ene fløj til den anden, alt efter hvor de kan få del i Warhols berømte 15 minutters berømmelse.

Men ud over at man svigtede en dabt som burde have været taget dengang så kan jeg ikke se, efter at have genlæst artiklen mv, at Villemoes har krav på nogen undskyldning fra Information over at han blev taget fra opgaven, han var ganske enkelt ikke opgaven voksen, men det var redaktionen så heller ikke - og det sidste er især at beklage