EDINGBURGH - Bibliotekaren på Edinburgh universitetsbibliotek bringer kasserne op med Arthur Koestlers efterladte breve og manuskripter. Et helt livs papirer er opbevaret og sirligt rubriceret under forskellige temaer. Jeg er på opdagelse i Arthur Koestlers liv og har på en måde været det, siden jeg for nogle år siden hørte en gammel radiooptagelse med den danske forfatter Villy Sørensen, som fortalte, hvor vigtig en inspirationskilde essayet Yogien og Kommissæren havde været. Dengang fandt jeg essayet med uopsprættede sider i et antikvariat.
Skrevet i 1942 starter Arthur Koestler:
"Det morer mig at fantasere om et instrument, der ville gøre det muligt for os at bryde mønstrene for de sociale holdninger, ligesom fysikeren bryder et strålebundt."
Yderst i dette spektrum finder man kommissæren i den infrarøde ende. Han tror på forandring udefra og "at alle menneskehedens mange plager, indbefattet forstoppelse og ødipuskompleks, kan og vil blive afskaffet ved revolutionen; det vil sige ved en radikal reorganisering af produktionssystemet og fordeling af goderne; at dette mål retfærdiggør alle midler ..."
"I den anden ende af spektret, hvor bølgerne bliver så korte og så overmåde hyppige, at øjet ikke længere kan se dem, farveløse, uden varme, og dog gennemtrængende alt, sidder yogien sammenkrøbet, fortonende sig i det ultraviolette."
Yogien tror "det er umuligt at forudsige målet, og at kun midlerne betyder noget". Han arbejder på at forstærke navlestregen til altet ved bevidst at øve sig på at "ville ikke at ville."
Syntesen revolutionær og helgen
Koestler gennemhagler begge positioner i essay'et, der handler om, hvordan følsomhed kommer til at udelukke kollektiv handlekraft og omvendt. Mens yogiens trancetilstand intet gør for at forandre de indiske gældsslavers ulykkelige situation, så mister den revolutionære bevægelse målet for et bedre samfund ved blandt andet at indordne midlerne under målet. Men det interessante i Koestlers tofronts-angreb er, at forfatteren på samme tid er dybt fascineret af begge positioner og allerhelst ville forene disse - ikke i kompromis, men i syntese. En syntese mellem revolutionær og helgen, mellem det aktive og kontemplative liv. Men det er aldrig sket, påstår Koestler, og "ude af stand til at danne en syntese og utilfredse med de sammenflikkede kompromis'er i spektrets midterstråler tiltrækker og frastøder de hinanden med rytmiske intervaller". Derfor ser vi gennem historien "massevandring fra den ene ende af spektret til den anden".
Forsøget på at forene de to positioner er et omdrejningspunkt for Koestlers forfatterskab.
1930'ernes Europa
Men hvad er det overhovedet, der får Arthur Koestler til midt under Anden Verdenskrig at sidde i England og analysere forandringens væsen?
Han har selv gennemgået en heftig forandring efter som aktiv kommunist at have set sine venner i Sovjet blive dødsdømt ved skueprocesser. Samtidig har en anden oplevelse sat sine spor i den unge journalist. I 1936-37 har han været i Spanien som kommunistisk spion og journalist for blandt andet at afsløre, hvordan Hitler og Mussolini støttede Franco militært mod den demokratiske republik. Men han bliver taget til fange af falangisterne og ender på dødsgangen i Sevillas fængsel. Koestlers bog Dialog med Døden er en fantastisk beskrivelse af anholdelsen og tiden på dødsgangen, hvor fanger henrettes hver nat, og ingen ved, hvornår det er deres tur. Men i bogen udelader Koestler den mest epokegørende oplevelse fra fængslet - fordi han mener, at det er for selvbeskuende at fortælle om, mens der stadig er krig i Spanien. Det er først mange år senere i hans selvbiografi fra 1953, at Koestler fortæller den fulde historie.
Timerne ved vinduet
Der sker det på dødsgangen, at Koestler i enecellen repeterer matematiske beviser for sig selv. Med en gammel jernfjeder fra sengen står han og kradser Euklids bevis for, at antallet af primtal er uendeligt, ind i væggen, da en tanke slår ham.
"Jeg var jo i fængsel og skulle vel skydes. Men dette blev øjeblikkeligt modbesvaret af en følelse, som omsat i ord måtte betyde: 'Hvad så? Er det det hele? Har du ikke noget alvorligere at ærgre dig over?' Et så spontant, frisk og muntert svar, som var den forstyrrede ærgrelse blot tabet af en kraveknap. Straks efter flød jeg på ryggen på en flod af fred, under broer af stilhed. Jeg kom intetsteds fra og flød intetsteds hen. Derefter var der ingen flod og intet jeg. Jeg'et havde ophørt med at eksistere."
Koestler bryder sig ikke om at beskrive situationen:
"Det er yderst ubehageligt at nedskrive en sådan sætning, når man har (...) snuset til logisk positivisme samt tilsigter verbal præcision og hader tågetale. Og dog er 'mystiske' oplevelser - som vi med et tvivlsomt udtryk kalder dem - hverken tågede, vage eller uhåndgribelige. De bliver det først, når vi fornedrer dem ved ordforklaringer."
"Når jeg siger, 'jeg'et havde ophørt at eksistere', hentyder jeg til en konkret oplevelse, der verbalt er ligeså uforklarlig som den følelse, der fremkaldes af en klaverkoncert, men ligeså virkelig - ja langt mere virkelig. Faktisk er dens hovedegenskab, at denne følelse er mere virkelig end nogen anden, man tidligere har oplevet; at sløret for første gang er faldet, og at man står i berøring med 'den virkelige virkelighed', med tingenes skjulte orden, verdens røntgenstrålemønster, som normalt er skjult under irrelevansens lag."
Koestler er 32 år, og oplevelsen bliver ved med at vende tilbage. I begyndelsen to-tre gange om ugen, og derefter bliver mellemrummene længere.
Mahatma Gandhi
Det er disse oplevelser af på den ene side at se idealet om socialisme perverteret til uigenkendelighed og på den anden side at opleve, at jeg'et opløses i en følelse af at være i et med alt, som giver brændstof til essayet Yogien og Kommissæren. Og selv om Koestler er dybt fascineret af den mystiske oplevelse, så kaster han sig ikke uden videre i armene på de ultraviolette skeletter. De har måske en teknik til at styrke det, Koestler kalder den 'oceaniske følsomhed', men de kommer ikke til at skabe social retfærdighed. Koestler forfølger tråden og fortsætter med at beskæftige sig med den grundlæggende modsætning.
På biblioteket i Edinburgh dukker f.eks. et essay op, skrevet i 1969 på 100-året for Mahatma Gandhis fødsel og med næsten samme rubrik som det oprindelige; nemlig: Mahatma Gandhi - Yogi og Kommissær.
Med en tone, der er lige dele vred og humoristisk, stikker Arthur Koestler Gandhi ned forfra ved at gennemhagle hans totaltro på ikke-vold. Mens resten af verden hylder Gandhi, fortæller Koestler, hvordan Mahatma under Anden Verdenskrig opfordrede jøderne til "at give sig selv til slagterens kniv for således at bringe Hitler til fald".
Samtidig udstiller essayet Gandhi for hans syn på sex, og man får historien om, hvordan det både er gået ud over Gandhis sønner og Indiens befolkning, som Gandhi mente ikke skulle bruge prævention, men derimod formindske 'den animalske passion' til de tre-fire gange i livet, hvor det var passende at lave børn.
Artiklen slutter: "Når alt dette er sagt, så var Mahatma på hans ydmyge og heltemodige måde den største levende anakronisme i det 20. århundrede, og man kan ikke lade være med at føle - blasfemisk som det lyder - at Indien ville være bedre stedt i dag og med et sundere sind uden arven fra Gandhi."
Antitotalitarisme
Efter sit opgør med Stalin og kommunistpartiet bliver Arthur Koestler en af Sovjets hårdeste kritikere. Som tidligere kommunist og med erfaringerne tæt på livet har han stor troværdighed og hans bog Mørke midt på dagen bliver sammen med George Orwells 1984 et af de stærkeste angreb på totalitarismen.
Koestler "var seende i en tid, hvor alt for mange andre i Vesten var blinde", har mag.art. i filosofi Hans Gade Jensen tidligere skrevet i Information.
I en bibliotekskasse blandt Koestlers efterladte papirer dukker dele af hans FBI-fil op, som han har modtaget i 1980, tre år før han begår selvmord. Den amerikanske sikkerhedstjeneste har fulgt ham og blandt andet findes en granskning fra 1944 af Koestlers bog Mørke midt på Dagen, der viser, at den er fyldt med "kommunistisk filosofi, men dens værdi ligger i klart at vise, at uanset din position i partiet, så kan du ikke afvige en tøddel fra partilinjen ...".
I et telegram fra den amerikanske ambassade i Paris omtales bogen også som værende meget effektiv i at bekæmpe kommunismens udbredelse specielt i Frankrig, hvor den er blevet læst af mange.
Men selv om det vurderes som 'højest ønskeligt', at Koestler, på trods af sin fortid som kommunist, får tilladelse til at rejse ind i USA, så er der også et CIA-notat, der vurderer, at det virker, som om at Koestler "tror på en slags socialisme eller i hvert fald håber, at det i fremtiden bliver muligt at tro på det, som for ham tidligere var en illusion".
Det er, hvad CIA karakteriserer som et "noget forvredet og ustabilt mentalt udsyn".
Den danske forbindelse
Med stor hjælpsomhed og akkuratesse bladrer bibliotekaren forskellige af Koestlers breve igennem. Ved et tilfælde ser jeg danskeren Mogens Fog som afsender på et enkelt. Den tidligere kommunist og formand for Frihedsrådet læge Mogens Fog blev senere rektor for Københavns Universitet, og i den egenskab har han skrevet til Koestler i 1968 for at spørge, om han ville modtage den meget prestigefyldte Sonningpris, der tidligere var blevet uddelt til folk som Churchill, Niels Bohr og Laurence Olivier.
Den danske mag.art. i filosofi Hans Gade Jensen fortæller om Mogens Fog, at han efter krigen havde kritiseret Arthur Koestler for dennes angreb på Moskva og kaldt det "menneskets trang til frygt".
Men i 1968 er tonen hjertelig, og Mogens Fog skriver til Koestler, at prisen gives i anerkendelse af hans "bidrag til litteraturen og til europæisk kultur, som på så mange måder har stimuleret den europæiske debat".
Det er sjovt med Mogens Fog. Min egen farfar har kendt ham, for under Anden Verdenskrig sad de sammen som fanger på øverste etage i Gestapos hovedkvarter, Shellhuset, i København. De skulle fungere som bombeskjold, men slap begge ud efter englændernes bombardement af Shellhuset i 1945.
Sonningpristalen
Arthur Koestler skriver beæret til Mogens Fog, at han gerne vil modtage prisen, og ved prisoverrækkelsen taler Koestler om, hvordan "evolutionen har udstyret menneskearten med en hjerne, hvor vores følelsesbaserede tro er holdt adskilt og i evig konflikt med det fornuftsmæssige intellekt".
"Hvis den diagnose er korrekt, og det tror jeg, der er rigeligt med bevis for i historien og neurologien - så har vi i det mindste et realistisk sted, hvorfra vi kan søge en kur."
Her taler Arthur Koestler igen i forlængelse af hans ungdoms essay Yogien og kommissæren. Det farligste er ikke menneskets aggressivitet eller selvbekræftende tendenser, men derimod menneskets behov for at overskride selvet og tilhøre noget større. I fællesskab - sluttet sammen mod andre - er de største forbrydelser begået. Igen henviser Koestler til den 'oceaniske følelse' af at høre sammen med alt, som han mener, nogle få kan komme i kontakt med, mens langt størstedelen af menneskeheden får denne oplevelse som en primitiv form for identifikation med en social gruppe.
Telepati
Koestler selv bliver mere og mere optaget af, hvordan opfattelsen af vores sind som noget individuelt sandsynligvis er en illusion. Han går tilbage til kvantemekanikkens fædre Einstein, Schrödinger og Heisenberg og den opløsning af vores forestilling om materien, som kvantemekanikken repræsenterede. Hvordan intet af det, vi tror er solid materie, er andet end partikler eller bølger.
Den bog som bedst forklarer, hvorfor han ender med at donere alle sine penge til oprettelsen af et videnskabeligt studie i parapsykologi hedder Sandsynlighedens grænse. Her gennemgår han rækken af nobelpristagere og medlemmer af Royal Society, som har været aktivt involveret i studier af telepati og anden ESP (Extra-Sensory Perception). Han fremhæver de videnskabelige undersøgelser af blandt andet telepati, der udføres på anerkendte universiteter, og hvor J. B. Rhine fra Duke Universitet i USA er førende, og han beskriver, hvordan en lang række forsøg har vist, at telepati eksisterer og odds'ene imod tilfældighedskriteriet når op over millionerne.
"Med andre ord, ifølge al eksakt videnskabs regler, burde spørgsmålet 'eksisterer Extra-Sensory Perception' være afgjort én gang for alle, og stridighederne burde gå over til at dreje sig om næste problem: Hvordan fungerer det?"
Selvmord
Det er netop til det spørgsmål, at Arthur Koestler donerer størstedelen af sin arv, efter at han begår selvmord sammen med sin kone Cynthia i marts 1983. Koestler selv lider af parkinson og leukæmi, mens hans yngre kone ikke fejler noget. Tilsammen efterlader de næsten en million pund, og efter at både Oxford og Cambridge har takket nej tak til at oprette en afdeling for parapsykologi lykkes det ved Edinburgh Universitet. Her arbejder Koestler-enheden under psykologistudiet fortsat på at besvare spørgsmålet om, hvordan vi indimellem ser ud til at være forbundet med hinanden på måder, der bryder fundamentalt med vores opfattelse af at være adskilte individer. Kort tid efter Koestlers død skriver kritikeren Stephen Vizinczkey i Sunday Telegraph, at med beslutningen om at efterlade sin arv til parapsykologi begik Koestler selvmord for anden gang. Interessen i parapsykologi "sikrede i praksis, at ingen ville mistænke tossen Arthur Koestler for at have skrevet nogle af de mest klare og rationelle bøger i vores tid".
Men Koestler har før stået som tossen i vejkanten, der råbte op om det, andre ikke kunne se. Tiden vil vise, om hans sidste brændende nysgerrighed åbner vejen til det, vi endnu ikke fatter, eller om den var et vildspor ind i mørket.
