Zentropas Peter Aalbæk Jensen og administrerende direktør i Nordisk Film, Michael Ritto, bekendtgjorde i går på et pressemøde i Filmbyen i Avedøre, at Nordisk Film køber 50 procent af Zentropas aktier. Zentropa og Nordisk Film har længe haft et tæt samarbejde, og sammenlægningen af de to selskaber er kulminationen på, hvad Peter Aalbæk kaldte "en forlovelse, som har varet siden 1997".
"Da vi etablerede Zentropa, var Nordisk Film hovedfjenden," sagde Peter Aalbæk, der sammen med Lars Von Trier startede Zentropa i 1992. Hovedformålet med Zentropa var at skabe en platform for Lars Von Triers og andres eksperimenterende film, hvad blandt andet kom til udtryk i skabelsen af dogmekonceptet i 1995. Zentropa har i følge Aalbæk spillet rollen som gøgleren, der forsøgte at råbe folk op.
Isbjørn og murmeldyr
Producer og kommende bestyrelsesmedlem i Zentropa, Mikael Olsen, frygter ikke, at opkøbet vil få negativ betydning for den kunsteriske og eksperimentelle del af dansk film.
"Egmont har ingen interesse i at styre filmproduktionen, og hvorfor skulle et selskab som Zentropa sælge sin sjæl?"
Det vil naturligvis altid være muligt at finde nogen, som vil kunne beklage sig, siger han - "men Nordisk Film er ikke en isbjørn, som forsøger at sætte sig på murmel-dyret".
Henrik Bo Nielsen, administrerende direktør for Det Danske Filminstitut, forstår godt, at sammenlægningen af branchens to største aktører kan føre til panderynken og bekymringer.
Peter Aalbæk Jensen har udtalt, at adel forpligter, og Henrik Bo Nielsen understreger, at et nyt styrket Zentropa må udvise en vis generøsitet over for branchens mindre aktører, hvis ikke sammenlægningen skal få en negativ effekt på dansk film. Han mener dog umiddelbart ikke, at opkøbet vil skade det kunstneriske vækstlag i dansk film.
Nordisk Film og Egmont
Nordisk Film er en del af Egmont-koncernen, og Michael Ritto lagde i går stor vægt på, at det netop er en dansk virksomhed, som har købt sig ind i Zentropa. Aalbæk erklærede sig enig:
"Egmont har interesse i at generere dansk kultur langt ud i fremtiden, til glæde for samfundet."
Nordisk Film kunne fejre 100 års jubilæum i 2006. I kraft af virksomhedens historie og fokus på populære genrer er Nordisk Film langt mere etableret end Zentropa. Det betyder dog ikke, at de to selskaber ikke har et interessefællesskab, understreger Michael Ritto.
Begge selskaber har nemlig i løbet af de sidste år forsøgt sig med atypiske produktioner som eksempelvis Zentropas publikumssucces De fortabte sjæles ø og Nordisk Films Reconstruction. Både Aalbæk og Ritto gjorde det i den forbindelse klart, at opkøbet ikke kommer til at betyde en ændring af det kunstneriske indhold, selvom Zentropa for fremtiden vil satse mindre på mellembudgetfilm og mere på billige og dyre film.
Krise afblæst
I et interview til Information i januar sagde filmproducenten Regnar Grasten, at dansk filmindustri stod over for et krak, der ville få "begivenhederne på Wall Street i 1929 til at blegne". Det er dog ikke en truende krise, der har fået Zentropa til at søge nye veje.
Zentropa har siden selskabets oprettelse kørt uden underskud, hvilket ifølge Aalbæk skyldes, at virksomheden økonomisk er blevet kørt ganske konservativt. En anden grund er, at selskabet de seneste år har haft stadig flere kommercielle succeser, bl.a. med Susanne Biers og Per Flys film. Sidste år havde Zentropa et overskud på 8,5 mio. kroner - og det er således ikke på grund af økonomiske vanskeligheder, at Nordisk Film har fået lov til at købe sig ind. Opkøbet vil imidlertid betyde, at Zentropa i højere grad får mulighed for at etablere sig i udlandet.
Zentropas aktier har indtil nu været ejet af de 110 medarbejdere, hvoraf Aalbæk og von Trier har ejet tilsammen 50 pct. At det netop er præcis halvdelen af aktierne, der overgives til Nordisk Film, betyder, at der skal være enighed, for at der kan tages beslutninger i bestyrelsen, som kommer til at tælle 10 mand.