Læsetid: 7 min.

Hvis ånden først slipper ud af flasken, kan man ikke beherske den

Den hollandske forfatter Geert Mak modtog i aftes 'Prisen for Europæisk Forståelse' på bogmessen i Leipzig. Mak, som rejste Europa rundt i det 20. århundredes sidste måneder, fortalte i en samtale i Literarisches Colloquium i Berlin om sit arbejde, om det emotionelle forhold til øst og om Tyrkiets plads i Europa
Jeg har altid ment, at det var vigtigt at binde Tyrkiet til Europa. Som et islamfyrtårn, som et håb for alle de fremskridtsvenlige mennesker i den islamiske verden. Det har aldrig voldt mig problemer, at Tyrkiet er en islamisk nation, siger Geert Mak

Jeg har altid ment, at det var vigtigt at binde Tyrkiet til Europa. Som et islamfyrtårn, som et håb for alle de fremskridtsvenlige mennesker i den islamiske verden. Det har aldrig voldt mig problemer, at Tyrkiet er en islamisk nation, siger Geert Mak

Agentur bildschön

12. marts 2008

BERLIN, WANNSEE - Længere vestpå i Berlin kommer man ikke. Her ligger i en smuk villa det fine Literarisches Colloquium. Her holdt den legendariske tyske forfattergruppe Gruppe 47 møder. Her har forfattere som Max Frisch, Heinrich Böll og Elias Canetti kunnet finde et pusterum, hvor de har arbejdet i fred og ro.

Denne aften skal den hollandske forfatter Geert Mak tale med professor Karl Schlögel. Anledningen er, at Mak har fået tildelt 'Prisen for Europæisk Forståelse', der uddeles på den årlige bogmesse i Leipzig. Hermed kan han stille sig op i en række, der også tæller forfatterne Ryszard Kapuscinski, Péter Nádas og Imre Kertész.

I modsætning til publikum, der alle er vestberlinske bedsteborgere i stiveste puds med three-piece-suits og leopardprikkede silketørklæder, er Geert Mak en lidt kompakt mand med rodet krøllet gråt hår og en mørkeblå skjorte under den blå jakke.

De seneste 10 år har Mak, der lever som forfatter og journalist i Amsterdam, skrevet en række bøger, der alle behandler Europa før og nu: Amsterdam - byens biografi, Broen i Istanbul - en rejse mellem Orient og Aftenland, Min fars århundrede, Da Gud forsvandt fra Jorwed - landsbyens undergang i Europa og I Europa - en rejse gennem det 20. århundrede hedder de fem bøger, han får prisen for. Ingen af dem er endnu kommet på dansk.

Man kunne også tilføje den hundrede sider lange pamflet Mordet på Theo van Gogh. Historien om en moralsk panik, hvori Mak på forstandig vis manede til besindelse, efter at hans landsmand filminstruktøren Theo van Gogh blev skudt og fik skåret struben over på åben gade af en fundamentalistisk muslim i november 2004.

Fælles historie?

"For at give noget atmosfære," indleder Geert Mak med at læse af prologen til I Europa. Ideen til bogen opstod, fordi han i de sidste måneder af 1900-tallet gennemrejste Europa på kryds og tværs for den hollandske avis NRC Handelsblad. Hver dag skrev han en kort historie, der blev bragt på avisens forside.

"Har vi europæere en fælles historie?" spørger han retorisk og læser: "Det 20. århundredes verdensorden, for så vidt man kan tale om 'orden', forekommer endegyldigt at tilhøre fortiden. Og dog: Berlin kan man umuligt forstå, hvis man ikke kender Versailles; London forstår man ikke uden München; Vichy ikke uden Verdun, Moskva ikke uden Stalingrad, Berlin ikke uden Dresden, Vásárosbec ikke uden Jalta, Amsterdam ikke uden Auschwitz."

Professor Karl Schlögel synes, at det er et godt stykke, fordi man får alle lyde med.

"Vi bærer alle rystelserne fra det 20. århundrede i os," siger han og vil vide, hvordan det mental map over Europa, som ligger til grund for bogen, opstod i Maks hoved.

"Det her er jo ikke bare en flanerende spadseretur gennem Europa. Hvordan opstod det kort? Hvor meget brugte De Deres rejse? Er det Deres generations Europa-kort? Eller Deres fars?," spørger Schlögel.

"Først og fremmest er det Norman Davies'," siger Geert Mak. "Hans Europe. A History, der udkom i 1996, er en vidunderlig bog. Dernæst er det min generations. Det er ikke et politisk Europa-kort, men et kulturelt. De små stykker, jeg skrev hver dag til avisen, mens jeg rejste rundt, var virkelig kun til avisen. Jeg var mit eget lille produktionsbureau, hvor jeg skulle organisere hele den næste uge, og hvor jeg sørgede for at være forskellige steder på forskellige vigtige datoer. For eksempel i Spanien i slutningen af april, i Ungarn i oktober, i Berlin i begyndelsen af november. For 60 procents vedkommende var det ikke en spontan rejse. Jeg nåede slet ikke til Norge, Bulgarien og Albanien. Jeg var kun én aften i Danmark, og jeg var alt for lidt i Portugal. Samtidig måtte der kun være 223 ord i hver artikel, og det kræver en vis intensitet, som slet ikke går i en bog."

Schlögel bemærker, at de historier, der fortælles i bogen, har rod i de skuepladser, hvor begivenhederne har fundet sted.

Landsby og barndom

Detaljerigdommen og tætheden i betragtningerne finder man også i Maks 12 år gamle Da Gud forsvandt fra Jorwed. Schlögel sammenligner det med rigdommen hos de hollandske maleres stilleben.

"Jeg har arbejdet længe som byjournalist i Amsterdam," siger Mak, der er født som præstesøn i en frisisk landsby i 1946.

"Den store sociale revolution de sidste 20-30 år er ikke foregået i byerne, men i landsbyerne. Jeg var nødt til selv at bo i en landsby, hvis jeg ville skrive en bog om det. I den frisiske landsby Jorwed var der i september 1993 et ledigt hus, og jeg tænkte: Lad mig prøve. Jeg læste den provinsavis, der kom ind ad døren, og vænnede mig til landsbyens rytme. Jeg så bare, hvad der skete. Jeg talte med folk som en anden politimand og gik så hjem og skrev det hele ned. Folks sprog fik stor indflydelse på mig. Gennem mit ophold fik bogen landsbyens rytme. Jeg var lidt bange for at komme tilbage, da den var udkommet, men da den blev præsenteret i den lokale kirke, flagede de. Da tænkte jeg: 'Gud være lovet'," siger Geert Mak og lægger hånden på brystet og bøjer hovedet.

"Ville De finde noget, som De havde taget afsked med? Som når tyskerne tager østpå for at møde deres barndom?," spørger Schlögel.

Geert Mak forstår følelsen:

"Jeg var i Görlitz (Tysklands østligste by, red.). Det var en grå dag, og jeg så en lastbil, der solgte bananer fra ladet. Der er noget med barndom og bananer. Frugten, der kom med bådene efter krigen. Pludselig så jeg mig selv løbe som barn. Jeg vil aldrig glemme det. Jeg har mange venner, der har det sådan med øst. Det er emotionelt. En tidsrejse. Især for vores generation. Det er også landet over for byen. Jeg ser de marokkanske bønder med deres børn i Amsterdam og tænker: 'Åh, min Gud, hvad skal der blive af disse børn?'" siger han.

Tyrkiet som EU-medlem

Schlögel griber tråden og spørger til Maks hang til at tage politisk stilling i forskellige sager. Mak giver sig til at tale om den europæiske union.

"EU har udviklet sig på en måde, som man ikke kunne forestille sig. Dengang i begyndelsen ville man bare have fred. Aldrig mere krig. I mange år handlede det mest om tomater og økonomi. Europa var et teknisk system og et vedhæng til USA. Men nu må vi stå på egne ben og selv lave politik. USA har travlt med at bekymre sig om Kina og Indien. Stillehavet er vigtigere for dem end Atlanterhavet. Vi må organisere vores eget forsvar og vores egen økonomi. Den dybere filosofi bag EU, det fælles tankegods og de fælles værdier må udvikles, så vi kan have en fælles udenrigspolitik. EU er et stort eksperiment. Og det går godt. Ikke kun økonomisk, men også med freds- og stabiliseringsprojektet og med moderniseringen. Se på en spansk provinsby og hvad der er sket de sidste 40 år," siger Geert Mak.

Han har altid været en varm fortaler for at optage Tyrkiet som medlem af EU. Er han stadig af den opfattelse?

"USA presser af strategiske grunde på for at få Tyrkiet optaget i EU. Og strategisk set har de ret. Jeg har altid ment, at det var vigtigt at binde Tyrkiet til Europa. Som et islamfyrtårn, som et håb for alle de fremskridtsvenlige mennesker i den islamiske verden. Det har aldrig voldt mig problemer, at Tyrkiet er en islamisk nation. Men Tyrkiet går længere end til Ankara. Det grænser op til Iran, Syrien og Irak, og hvad der fik mig til at tænke nærmere efter, var en oplevelse, jeg havde i Istanbul. På Galata-broen var der eksploderet en bombe. På åstedet talte jeg med en tyrkisk journalist, en moderne mand: 'I fra Vesten har ingen anelse om, hvad der sker her. Hvor svært det er at modernisere. Denne bombe blev placeret af folk, der vil destabilisere landet. Det kan gå hurtigt. Og hvis ånden først slipper ud af flasken, kan man ikke beherske den. Bomber kan destabilisere et land, men en for hurtig udvikling kan også destabilisere det. Selv den skrækkelige Saddam Hussein sørgede for noget stabilitet,' sagde den tyrkiske journalist. Jeg har ofte tænkt på denne samtale. De politiske problemer i Tyrkiet, hvor der er stærke nationale kræfter, er store, og som medlem ville Tyrkiet få stor vægt," siger Geert Mak.

Han foreslår i stedet, at man skaber en zone af privilegerede partnere, som ikke kun skulle være Tyrkiet, men også Ukraine, Hviderusland og andre.

"En sådan zone skulle laves hurtigt. Inden for de næste fem-ti år. Men fuldgyldigt medlem? Der skal man nok ikke tænke i år, men snarere i årtier. Måske 40-50 år," siger Geert Mak.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu