Læsetid: 5 min.

Ærligheden i kroppen

Når alt er tilladt, og det hele eksploderer, må man bruge andre materialer og opfinde nye kombinationer for at genopfinde dansk design. En kropslig tilgang til processen og en fysisk glæde for materialet har foreløbigt resulteret i et par fantastiske møbler og et væld af ideer for en af de unge superstuderende
Sinustaburetten, som Karima Andersen har designet, er antaget på Kunsthal Charlot-tenborgs Forårsudstilling 2008. I år kurateres udstillingen af Karim Rashid. Udstillingens titel er '21' og kan ses i perioden 12. april til 1. juni 2008.

Sinustaburetten, som Karima Andersen har designet, er antaget på Kunsthal Charlot-tenborgs Forårsudstilling 2008. I år kurateres udstillingen af Karim Rashid. Udstillingens titel er '21' og kan ses i perioden 12. april til 1. juni 2008.

Per Gudmann

Kultur
28. marts 2008

Lige siden Karima Andersen startede på Arkitektskolen, har hun ønsket at opfinde materialet 'energi'. Hvis man havde det til rådighed, kunne man jo nå rigtig langt. I ventetiden findes der heldigvis så mange andre materialer, der kan formes i nye kombinationer og til nye udtryk.

Fjerdeårsstuderende på Kunstakademiets Arkitektskoles afd. 11 Karima Andersen har valgt linjen Arkitektur, design og industriel form, fordi hun er vild med materialer og møbler og design og arkitektur og optaget af den energi, der giver en genstand sjæl.

Lad blot taburetten stå

Hun har netop afleveret opgaven et styk kontormøbel i form af en lille og glat robotlignende taburet i skinnende glasfiber. Og har allerede store planer med den. Og så er hun startet i praktik hos tegnestuen Bosch & Fjord, der gerne så, at hun lod taburetten stå hos dem. Bosch & Fjord er ved at færdiggøre 'fremtidens bibliotek' i Hjørring, de laver blandt andet alternative møderum og inventar til skoler og opererer i krydsfeltet mellem kunst og arkitektur. Det er også der, Karima Andersen helst befinder sig, og hendes skammel er da også lige så meget skulptur som ergonomisk korrekt møbel.

"Alt er jo allerede opfundet, det handler om nye kombinationer, om nye materialer og om at finde den ekstra dimension, der taler til en. Og fortæller noget nyt."

Haptisk er godt

Karima Andersen er ikke specielt teoretisk funderet, men oplever en stor glæde ved materialiteten. Tag nu den føromtalte taburet. Den blev fremstillet i glasfiber, fordi hun havde sådan lyst til at røre ved materialet og til selv at prøve at forme det. Og derfor stod hun en hel uge på Kunstakademiets Plastlaboratorium med gasmasker og hænderne nede i den modellerbare form.

Hun glæder sig til at arbejde med nye anderledes materialer som translucent beton og det tynde, men stærke corian, og til at man kan fremstille svævende bordplader - og så har hun en forkærlighed for beton, "der er flot, fordi det er så råt."

"Haptisk er et godt ord for at røre ved ting, det, der har med berøringssansen at gøre. Jeg arbejder altid ud fra en fysisk fornemmelse, hvordan det føles i kroppen, og jeg er meget optaget af genstandens eller stedets energi."

"Det er svært at få sjæl i en ny bygning, fordi der ikke har fundet nogen aktiviteter sted, og fordi der endnu ikke har boet mennesker der, og det er svært at planlægge områder og bykultur - det skal helst opstå af sig selv. Der er jo også en grund til, at kreative mennesker flytter ud i gamle fabriksbygninger og forladte baggårde."

Anything goes

Ifølge den unge arkitekt giver det ikke længere mening at tale om enkelte hovedstrømninger i tiden, for alt er tilladt, der er ikke nogen manual længere, og det hele eksploderer.

Noget af det, hun selv fornemmer i tiden, er foranderlig arkitektur, gennemsigtige materialer, nye måder at oplyse bygninger på, amorfe og computergenererede former, som umiddelbart ser ud til ikke at kunne lade sig gøre.

Mange taler om en krise i dansk design, der ikke rigtig er fulgt med tiden, men er blevet blandt Kjærholm og Jacobsen og de andre klassikere. Men taler man med unge designere og arkitekter, får man nu ikke fornemmelsen af, at det er potentiale og visioner, der mangler.

"Det er fedt, når der sker noget nyt, for det er så ærgerligt, hvis vi alle sammen bare forsøger at tegne Arne Jacobsen-ting. Inden for dansk møbeldesign har der været en lang tradition for en stor ærlighed, at man er meget tro mod materialet og tektonikken, men unge designere og arkitekter i dag er mere vilde og mere orienterede mod udlandet. De lader sig ikke begrænse af realiteterne og godtager ikke bare andres idé om, at det ikke kan lade sig gøre. Mit motto har altid været, at når man kan flyve til månen, kan de fleste andre ting altså også lade sig gøre. Man kan jo ikke bare sidde og vente på, at andre opfinder det, man gerne vil kunne bruge i sine ting."

Ideer til nyt design opstår ud fra mange forskellige fornemmelser og påvirkninger. Det kan være en stemning eller en form for rumlig fornemmelse, et stykke Vivienne Westwood haute couture eller en papirkurv af Karim Rashid. Det kan være Nyhavn i en opdateret version .

"Tænk hvis man kunne overføre det nærvær og den intimitet fra de bygninger til en helt anden genstand."

Selvaccelererende

Godt design er ifølge Karima Andersen, når der kommer en ekstra dimension i den genstand, man arbejder med, når den får sit eget liv. Men det er ikke altid, at ideerne bare kommer til en.

"Man kan opleve meget modstand. Og nogle gange er man helt blank, men så må man bare tage skitseblokken frem og bevæge hånden, indtil der sker noget."

Under sin studietid har Karima Andersen deltaget i et hav af konkurrencer og vundet opførelsen af sin egen strandbar, udstillet en flettet stol i Illum, layoutet et magasin og lavet mock-ups for en stor tegnestue. Når hun er færdig på skolen, vil hun gerne arbejde i idefasen på en tegnestue, gerne med store konkurrencekoncepter og helst inden for både design og arkitektur.

Arkitektskolen har været det absolut bedste bud på en uddannelse, og det vigtigste, hun har lært, er at holde fast i sig selv, 'at give den gas og afprøve så meget som muligt' og lære at se sig selv som en faglig og saglig person.

"Man har i høj grad ansvar for egen læring på skolen, man skal være selvmotiverende og selvaccelererende. Det kan være svært for mange, især i de første år, hvor man måske gerne vil have fastere rammer og gerne vil se lærerne noget mere, men jeg elsker den frie form. Den passer mig perfekt. Man får lov at bryde grænser, så længe man kan argumentere for det. På første år deltog mit hold i en plakatkonkurrence og fik opstilet en masse retningslinjer; det skulle være sort-hvid, man måtte kun rive i materialet osv., men jeg gjorde lige det modsatte - og fik en elendig karakter, men vandt konkurrencen. Det var meget lærerigt!"

Serie

Fremtidens arkitekter

Seneste artikler

  • At sigte højt og komme udenlands

    31. marts 2008
    En brændende storbyinteresse ledte til Londons nyrestaurerede industribygninger og har givet den nyuddannede arkitekt Marja Edén stor indsigt i britisk byggeskik og forhåbentlig en fremtid i bæredygtig arkitektur og moderne international byudvikling
  • En drøm, der går i opfyldelse

    26. marts 2008
    En fantastisk broidé, en målrettet ambition og en dommerkomité uden jantelov sørgede for omvæltningen fra superstuderende til virksomhedsejer og anerkendt arkitekt på vej mod sin internationale debut
  • Unge danske arkitekter rykker

    17. marts 2008
    De er håndværksmæssigt dygtige, de kan bruge computerprogrammer og 3D til at visualisere deres ideer professionelt, og så er de modige og formår at forvalte deres talenter til at nå meget langt
Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her