Læsetid: 6 min.

AGF ligger i Horsens

FCK bankede Superligaens styrkeforhold på plads i kampen mod Lyngby, men det gør ikke forårssæsonen mindre spændende. Vitaliteten blandt ligaens næstbedste er nemlig afgørende for dansk fodbold
Banditter. Horsens-spillere varmer op på deres eget græstæppe, der natten før kampen havde haft besøg af en håndfuld AGF-fans bevæbnet med hvid plasticmaling. Selv AGF-s træner, Ove Pedersen, måtte trække på smilebåndet over aktionen.

Banditter. Horsens-spillere varmer op på deres eget græstæppe, der natten før kampen havde haft besøg af en håndfuld AGF-fans bevæbnet med hvid plasticmaling. Selv AGF-s træner, Ove Pedersen, måtte trække på smilebåndet over aktionen.

Ernst van Norde

22. marts 2008

Sidste weekend blev SAS-ligaens forårssæson skudt i gang. Og i dysten om, hvem der er bedst til at skubbe bolden ind mellem stængerne, synes mantraet om den kreative klasse også at klinge mellem Esbjerg i syd, AaB i nord og FCK mod øst. Uagtet Ståle Solbakkens forsikring om, at førstepladsen ikke betyder alverden, kører hovedstadsholdet stadig med klatten og har i en årrække haft succes med rekrutteringen af kreative hoveder. Spørgsmålet er nu, hvordan man professionaliserer den kreative klasses håndlangere. Dem, der svejser dimserne i vores firhjulstrækkere og passer os, når vi bliver syge. Eller dem, der giver FCK kamp til stregen og sørger for en smule spænding øst for Bæltet. Velkommen til kampen om andenpladsen.

Sidste weekends opgør mellem OB og AaB gav et godt vink om FCK's drillepinde. Med tre point havde odenseanerne håb om ligaguld, men med cifrene 1-1 vurderede én af de mest øjenåbnende aktører på den fynske arena, angriberen Johan Absalonsen, at drømmene snarere skal erstattes af UEFA Cup-pladser. Til gengæld fungerede samspillet mellem Absalonsen og den tidligere Randers-profil senegalesiske Dijby Fall fornemt. Vinterens store samtaleemne har været et farvel til stærke Ulrik Laursen, men på plussiden tæller ankomsten af esser som Atle Roar Håland, Esben Hansen og Fall, og modsat andre klubber i SAS-ligaens medaljeaspirerende ende har de blå- og hvidstribede hentet ni sejre og en uafgjort i testkampene.

Har AaB formatet til at gå hele vejen? Træner Erik Hamrén siger selv, at de tidligere mestre fra 95 og 99 må finde nye måder at skære grønsværen på efter topscorer Rade Pricas exit til Sunderland. Man kan håbe, at en anden svensker, Lars 'Lasse' Nilsson, som er udlejet fra franske St. Etienne, kan stå distancen som afløser for det forfløjne guldæg. Og kritikken af nordjyderne, som ligner en mistænkeliggørelse, rumler videre. Ramte AaB bare momentum tidligere i sæsonen, da næsten alle andre var nede i bølgedale? Og kan AaB's højt besungne teamspirit klare andet og mere end fermt midtbanespil i Pricas fravær? Med 1-1 i Odense får både fynske og nordjyske strateger endnu mere næring til spekulationerne. Læg dertil, at FCK knaldede kuglen fire gange i kassen på udebane mod Lyngby, og styrkerelationerne virker soleklare.

Brøndby på jagt efter fjerdepladsen

Målt i aktuel placering burde Vestegnen ikke få så massiv mediedækning. Men sådan er det med Brøndby, der siden Superligaens start i 1991 har hævet pokalen seks gange. Brøndby har et godt ry i det europæiske - kig bare på den minderige billedvæg i ankomsthallen på stadion - og herude, hvor traditionen brøler på rigtige fans uden designerbriller og mærkevaretøj, kalder man en spade for en spade og begræder tabet af 'Faxe' - for det var jo ham, der for alvor svedte med de blå-gule mænd.

I søndags havde Brøndby besøg af Randers FC, og stærkt spil af ikke mindst Thomas Rasmussen, der kvitterede for lægternes opmuntring med to flotte scoringer, gav resultatet 3-1. Attituden var udslagsgivende. Lækre pasninger og smarte driblinger? Dem la'r vi FC Midtjylland og FCK om. Med Tom Køhlert er der dømt fight og disciplin. Men er det nok til at nå den eftertragtede fjerdeplads? For nu at bruge en kliché, der jo blot er en sygeligt gentaget sandhed: Det må tiden vise.

Den vigtigste vare i kreativ kapital er ikke, som man skulle tro, gode ideer. Det er rekruttering. I en verden af fede fornemmelser og lækkert design skal svingdørene helst stå åbne. Pivåbne. Så duer det ikke med tilknappede nordjyder, som ikke køber store afrikanerladninger ind li'som midtjyderne, eller for den sags skyld Brøndby, som mangler ærkerivalernes tjekkiske duo, Zdenek Pospech og Libor Sionko, som begge scorede mod Lyngby. I fodboldens verden har man længe indset nødvendigheden af af-territorialisering og åbne pengegrænser. FC Midtjyllands purunge afrikanere trækker måske nok overskrifter om mafia-adfærd i den kulørte presse, men set i en bredere optik om fodboldens globaliseringsvilkår er FCM's übernationale merkantilisme et kreativt tegn. Her flyder migrationen - plus-minus legitim lavalder. Men hvad der er godt for fri indvandring, er ikke nødvendigvis lykken for fodboldens klæge stammekulturer.

Stammefolkets tidsfordriv

Kampen om andenpladserne er også en dyst om fodboldens fremtid. Mens FCK'erne stormer stadion i Lyngby og uddeler høvl blandt samdrægtige i provinsen, tromler Don Ø's seddelpresse af sted komplet med jysk hoteleventyr og et hysterisk knæfald for fodboldkulturens nye darlings: den glade familie, der lystigt shopper i online-fanbutikken og har pæne sæsonkort med faste pladser i plasticsæderne. Desto mere tydeligt ser det ud, når tribalismens selvbestaltede helte rejser sig fra netop de pladser, lader familien blive hjemme i samtalekøkkenet og provokerer dem på den anden side af hegnet til diskotæv før og efter matchen. Det er ikke noget, de gør af nødvendighed. Det er tidsfordriv. Lidt li'som guitar for let øvede eller coaching for mellemledere.

Men det er med rødglødende fodboldfans, som det er med demokratiets vogtere. Der skal være plads til mudderkastning og krig på argumenter. Uenighed og dyst til sidste krampetrækning er sundhedstegn, og derfor er vitaliteten blandt ligaens næstbedste en national topprioritet. Om ikke andet kan man håbe, at tvekampen mellem den gamle baggårdsideologi med de skarpe territorialgrænser og den nye kommercialisme med pulserende migration er med til at skille symbolsk fra rigtig vold.

Fotoet af den trodsige FCK-fan, der rækker tunge mod publikum, mens han slæbes væk af politiet, er et interessant sindbillede. Ikke så meget på grund af det studie i maskulin dumhed, som portrættet fryser fast, men snarere ansigtsgrimassens reaktion. Publikums buhen er ikke bare modpartens gengæld, hvor slagsang møder slagsang, og vold møder vold, men snarere et symptom på den domesticerede fodboldkulturs stigende foragt for en sådan inkarnation af postulerende stupiditet. Som om lægterne med sin hilsen til den vrængende FCK'er vil medgive, at fodboldnørder sagtens kan gå til stålet af symbolsk vold med udbasunering af sprogets værste gloser, mens kampen raser. Men også, at de samme røvvendte refræner burde udløse en kollektiv kærlighedserklæring til fjenden efter endt hanekamp. For hvem fanden skulle vi ellers elske, hvis det ikke var dem, vi har så hårdt brug for at hade? Godt, de er der.

Og så trænger vi danskere til noget mere europæisk ramasjang. Det var historieskrivning, da FCK meldte sig ind i Champions League og klædt i hvidt - og en lidt for stor dosis ærefrygt - tog imod titanerne fra Benfica. Men hukommelsen er som bekendt et utaknemmeligt bæst, og nu vil mer' ha' mer'. OB, AaB og Brøndby skal da også med nattog til Europa. Men her er paradokset: Jo bedre FCK klarer sig hjemligt og dermed cementerer den karske todeling af kreativ overklasse og vandbærere, jo mere stiger sandsynligheden for, at Danmark kan klatre op i UEFA's indviklede rangsystem. En fremtid med to klubber i Champions League-kvalifikationen vil være manna for både underholdning og økonomi og på sigt gøre FCK rangen stridig.

Og dog. Glem alt om Brøndbys fight og FCK's Ailton Amedia som fritsvævende joker. Glem også alt om hovedstadens kronragede dukse, som gør gaderne i Næstved og Lyngby usikre og trækker seksløberen, når de hører ordet 'Vestegnen'. Rundens fedeste stunt var ubetinget en håndfuld AGF-fans, som i nattens mulm og mørke trængte ind på Horsens' stadion og bevæbnet med hvid plasticmaling skrev "A-G-F" tværs hen over den ene banehalvdel. AGF's træner, Ove Pedersen, kunne ikke undertrykke en fnisen, selv om han også kunne se det formastelige i joken. Var det ikke noget for OB'erne? Det kræver jo ikke så meget maling.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu