Læsetid: 3 min.

Arabiske lande boykotter europæiske bogmesser

Flere arabiske lande har meddelt, at de ikke ønsker at deltage på to af Europas største bogmesser i henholdsvis Paris og Torino. Beslutningen sker efter at bogmesserne har udråbt israelske forfattere til æresgæster
Foreløbig har fem arabiske lande meddelt, at de udebliver fra Europas to største bogmesser i protest mod, at arrangørerne har valgt at invitere 39 israelske forfattere som æresgæster i 60-året for oprettelsen af Israel.

Foreløbig har fem arabiske lande meddelt, at de udebliver fra Europas to største bogmesser i protest mod, at arrangørerne har valgt at invitere 39 israelske forfattere som æresgæster i 60-året for oprettelsen af Israel.

Marco Billo

6. marts 2008

Flere arabiske lande har meddelt, at de ikke ønsker at deltage på Europas to største bogmesser, Salon du livre i Paris og Fiera Internazionale Libro i Torino. De to bogmesser har i år valgt at invitere en række israelske forfattere som æresgæster, hvilket har fået den islamiske uddannelse-, videnskabs- og kulturorganisation Isesco til at opfordre alle arabiske lande til at boykotte bogmessen:

"De israelske overtrædelser af menneskerettigheder i palæstinensiske områder kalder i sig selv på en fordømmelse af Israel," udtaler en talsmand fra Isesco og understreger, at "det er uværdigt at invitere Israel som æresgæst på en international bogmesse". Indtil videre har lande som Iran, Libanon, Marokko, Tunesien og Algeriet meddelt, at de ikke agter at deltage på bogmesserne.

Bøger og politik

Salon du Livre i Paris, der i år foregår fra den 14. marts til den 19. marts, har inviteret i alt 39 israelske forfattere til at indtage den prestigefulde ærespavillon på messen. Blandt de inviterede er forfattere som David Grossman, Amos Oz, A.B. Yehoshua og Aharon Appelfeld. Den parisiske bogmesse er kendt for sin stærke offentlige profil, der hvert år sætter fokus på et specifikt lands litteratur.

Derfor er festivallederen for den parisiske bogmesse, Christine de Mazières, også noget overraskede over de arabiske landes beslutning om at boykotte bogmessen. Hun beklager beslutningen, men understreger, at festivalen langtfra ønsker at være et politisk organ:

"Det, som sker i Mellemøsten, er sørgeligt, men det er ikke forbundet til vores begivenhed. På bogmessen bliver Israel ikke hædret for sin politik, men for sine forfattere."

Bogmessens organisator, Serge Eyrolles, er enig: "Jeg er meget overrasket over, hvilken politisk drejning bogmessen pludselig har taget. Det var langt fra vores mål. Vi har inviteret israelsk litteratur, ikke staten Israel."

Isesco har påpeget, at invitationen af de israelske forfattere sker for at markere 60-året for den jødiske stats oprettelse. Denne påstand benægter Eyrolles. Også beskyldningerne om bevidst at tilsidesætte arabiske forfattere dementerer festival-ledelsen, der henviser til de arabiske forfattere, der vil være repræsenteret på messen i franske oversættelser.

Kommunistisk støtte

Ikke desto mindre opfattes invitationen af de israelske æresgæster på både bogmessen i Paris og i Torino som en markering af 60-året for dannelsen af den israelske stat - en beslutning, der i sig selv tilsidesætter arabiske forfattere, siger præsidenten for foreningen af egyptiske forfattere, Mohamed Salmawy. Han henviser til, at "forfattere i hele den arabiske verden er chokeret over beslutningen om at gøre israelske forfattere til æresgæster".

Den muslimske teolog og akademiker Tariq Ramadan skriver på sin blog, at det var Egypten, der først var tænkt som æresgæst på den italienske bogmesse. Men da festivalledelsen blev opmærksomme på, at det i år er 60 år siden, at staten Israel blev dannet, skiftede de mening. Tariq Ramadan påpeger, at det hverken er "normalt eller tilforladeligt at hylde Israel, når man er bekendt med landets brud på menneskerettigheder".

En af de forfattere, der har meldt afbud til bogmessen i Torino, er den engelsk-pakistanske forfatter Tariq Ali, som i et åbent brev til det amerikanske nyhedsbrev Counterpunch siger:

"Det er en grim provokation at invitere 36 israelske forfattere som æresgæster til bogmessen, uden også at invitere 36 palæstinensiske forfattere. Det er værd at huske, at det ikke kun er 60-året for dannelsen af den israelske stat, men det er også 60 år siden, at palæstinenserne blev udvist fra deres landsbyer, hvor folk blev dræbt og kvinder voldtaget."

Også internt i Italien bliver bogmessen debatteret livligt. I italienske medier kan man således læse om både behovet for censur såvel som forholdet mellem kunst og politik. De arabiske landes utilfredshed med Torinos bogmesse får opbakning fra flere italienske, venstreorienterede, politiske aktivister, blandt andet fra lederen af Torinos lokale kommunistparti, Vincenzo Chieppa: "En prestigefyldt begivenhed som denne bogmesse kan ikke lade som om, at den ikke ved, hvad der sker i den del af Mellemøsten."

Flere italienske politikere tager stærk afstand fra denne kritik, hvilket 36 medlemmer af det italienske parlament udtrykkeligt har ønsket at gøre staten Israel opmærksom på. Derfor har de sendt en undskyldning af sted til staten Israel.

En talsmand for det franske udenrigsministerium beklager også den situation, som den parisiske bogmesse er landet i, men fastholder at begivenheden vil forløbe som planlagt.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu