Læsetid: 3 min.

Bossy Lady

Rebekka Maria Andersson synger en opsang til indie-musikkens forstillede ’lazyness’. Den afslappede stil er en uniform, og nu bryder hun ud af den. Både visuelt og musisk
17. marts 2008

"Say no to cool," synger Rebekka Maria Andersson i sangen "Part of the game" på sit soloprojekt, As In RebekkaMarias, debutplade. Hun har i flere år efterhånden været en del af indiemusikkens mijø, som sangerinde i bandet Lampshade. Men nu går hun egne veje for en stund og gør det som full blown diva med en electronicaplade, der umiddelbart ligger lagt væk fra det skæve undergrunds indierock.

"Jeg er et ekstremt perfektionistisk menneske, og det har nærmest været en befrielse for mig at bryde ud af den der afslappede attitude, som indiestilen er. Jeg er en 'bossy lady', bare spørg mine fotografer og stylister, og jeg har virkelig nydt at være styrende i alle elementer på pladen."

Pladen Queen of France er meget ren i sit visuelle udtryk. Ingen forstyrrende elementer fjerner fokus fra Rebekka Maria Anderssons ansigt og figur på coveret. Hun fortæller, at hun har været inde over alle beslutninger i forhold til den indpakning, hendes plade skulle have. I erkendelse af at iscenesættelsen er en vigtig faktor i hendes generation, har hun taget rollen på sig og med vilje overdrevet den.

En spillebrik

"Jeg ved godt, at det sikkert vil vække afsky hos mange, men jeg er blevet lidt træt af den verden, hvor slidte T-shirts er uniformen og man er så afslappet også i forhold til musikken. Det hele skal være så casual og cool, at det bliver helt forstillet i sin lazyness. Nu har jeg bare påtaget mig en anden rolle. Et andet koncept."

Selvfølgelig er dette alterego også en del af hende selv, men hun kalder det alligevel en rolle.

"Men jeg er bevidst om, at jeg spiller en rolle, og det er nok det der er forskellen. Før flød jeg bare med strømmen som sådan en hovedløs fisk, og det betød utrolig meget for mig, hvad andre tænkte om mig, så jeg tilpassede min musik og mit udtryk efter det."

Hun er stadig en del af bandet Lampshade, og de skal snart i gang med at skrive sange igen, men i dette forår er hun fri til at være diva. "Classy og crazy," som hun selv kalder det.

"Jeg har været en spillebrik i mange år, der flyttede sig rundt i forhold til andre og lod sig flytte rundt. Nu er jeg trådt i karakter som solist, men det er da klart, at der ikke er lige så meget plads til divaen i et band, hvor vi skal blive enige. Alligevel tror jeg aldrig helt jeg forlader denne nyfundne iscenesættelse af mig selv."

Sukkerkantet plade

Da hun forestillede sig soloprojektet, var det egentlig mere arty, end hvad resultatet er blevet. Det lød som skramlet folk i tankerne, da projektet stadig kun var en idé, hun gik og puslede med, mens hun optrådte med Lampshade. Det færdige produkt, der er produceret af synthrockerne Vetos frontmand SuperTroels, lyder mere som rent electropop. Ikke så meget skrammel.

"Jeg fandt tilbage til sukkeret, som jeg havde dyrket meget som teenager, og jeg fik lyst til at lave en popplade med netop sukker, men også med kant, og det er electronicaen perfekt til at levere."

Denne sukkerkantede plade er også et udtryk for et behov for at kunne skabe bevægelse i publikummet under koncerterne. Rebekka Maria Andersson savnede simpelthen at danse. I april sidste år varmede As In RebekkaMaria op for livefænomenet !!!, hvis koncerter er et studie i, hvordan man opnår ekstase uden brug af euforiserende stoffer. Den oplevelse gav Rebekke Maria Andersson og hendes band lyst til at have en plade, der kunne danne grundlag for at den fik sit eget liv på scenen.

"Og der findes ikke noget bedre end pop i den sammenhæng. Er det lavet rigtigt og med rigeligt kant, så kan man skabe den form for ghettoravestemning, som jeg ville elske. Og jeg er parat til at spille den rolle, det kræver."

As In RebekkaMaria: 'Queen of France' udkommer i dag.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu