Læsetid: 6 min.

'Man bruger jo ikke en storm til noget'

Kristian Bang Foss, der i sidste uge høstede anmelderroser for sin anden roman, 'Stormen i 99', vil ikke holdes fast. Hverken på romanens menneskesyn, på fortællerens positioner eller på metaforiske tolkninger. 'Det ville da være ærgerligt, hvis jeg selv sad og dikterede, hvordan læserne skulle forstå bogen,' siger han
14. marts 2008

Kristian Bang Foss kan godt lide at se. Han har en stor del af sit liv dagligt passeret Søerne i København, han lægger mærke til scenerierne omkring sig, og med henblik på sin bog, Stormen i 99, der udkom i sidste uge, har han gået tur på Assistens Kirkegaard ’som en maler’ med blok og blyant, fordi han skulle bruge scenen. Det betyder såm sete detaljer som en snegl, der hænger med hovedet nedad under tværliggeren på ’et hvidt marmorkort med grøn og grå skimmel’. Men han maler ikke selv, siger han. Dog kan han for eksempel godt lide Per Kirkebys bøger og han interesserer sig for malerier.

Fascinationen af det sete afspejler sig gennem bogen. En iagttagende fortæller skildrer hele romanen igennem natur- og gadescenerier fra København, ofte som en slags sætstykker, der danner baggrund for personerne. Til slut tager naturen den helt store tur, og bogen kulminerer med orkanen i begyndelsen af december 1999.

Bogens hovedscene er et lager på Amager, tøjfirmaet InWears, med ’hængende’ og ’liggende stock’, computersystemet Styleman, der hele tiden driller, og et persongalleri der gør Stormen i 99 til en kollektivroman – dog med Anton og Nanna, der engang var skolekammerater og nu bliver kærester, som dem, vi hører mest om.

Ondt i røven

Lagerets indretning og arbejdsgange er skildret med en præcision, man kun opnår, hvis man selv har arbejdet der, og Kristian Bang Foss bekræfter da også, at han for en del år siden havde sin daglige gang på Amager i periode, hvor han skulle tjene nogle penge.
Men personerne er fiktive, understreger han.

Jeg indvender, at persontegningen er lige så sét og aflyttet som de udendørs scenerier, samtidig med at fortællerens karakteristik ikke ligefrem er elskværdig: »Men at have ondt i røven og være om sig er den naturlige opførsel på lageret, hvor folk intrigerer og er ubehagelige lige så ureflekteret, som de trækker vejret,« hedder det et sted.

»Men det har ikke nødvendigvis noget med InWear at gøre,« protesterer forfatteren, »sådan noget er tit tilfældet på arbejdspladser.«

En anmelder har villet se en skildring af velfærdsstaten i lagerets mikroverden, og Kristian Bang Foss har da været bevidst om, at bogens arbejdsplads ville kunne læses som en metafor, siger han, med lageret, hvor de mange arbejder i forskellige hierarkier og etager, og med et adskilt hovedkvarter, kaldet HQ, hvor de få i ledelsen sidder.

»Jeg har da holdninger til, hvordan det skal fortolkes, jeg tror bare på, at bogen er klogere end mig, og er bange for, især når jeg har skriveprocessen så tæt på, at sige noget, der amputerer læserens fortolkning. Det ville da være ærgerligt, hvis jeg selv sad og dikterede, hvordan læserne skulle forstå bogen.«
Selv har Kristian Bang Foss tænkt arbejdspladsskildringen som en studie i gruppemekanismer, hvordan disse fungerer, og de kan vel aflæses som et billede på flere forskellige ting, mener han.

Vanartet roman

Anmelderne af Stormen i 99 har ikke sparet på anerkendelserne, med der har også været indvendinger. Weekendavisens Lars Bukdahl længtes således tilbage til arbejdspladsen under midterdelens udfoldelse af Antons og Nannas forhold, og Informations Tue Andersen Nexø mente, at bogens to spor, arbejdspladshistorien og kærlighedshistorien, tippede æstetisk.

Men hvad er det for kriterier om symmetri og ligevægt, der anlægges, spørger Kristian Bang Foss. Hans sigte med kompositionen har været at gøre bogens form ikke-forudsigelig. »Så der ikke sker det, man har set komme. Jeg vil godt have, at romanen vanarter sig lidt.«
Andre anmeldere som Berlingske Tidendes Mai Misfeldt har erklæret sig i tvivl om Bang Foss’ projekt, men selv svarer han blot, at han generelt er mistroisk over for folk, som har et projekt.

– Hvad ville du så med bogen?
»Jeg ville skrive en roman om en arbejdsplads og om folkeskolen og se, hvor det bar mig hen. Jeg ville have en form, hvor også den store storm kom ind, men jeg havde intet decideret formål. Hvis jeg havde et formål, som jeg kunne udtrykke i en kronik, ville jeg have gjort det,« svarer Kristian Bang Foss og citerer Humphrey Bogart: »Filmfolk med et budskab skulle sende et telegram.«

Ustabil fortæller

At romanen skulle udtrykke et menneskesyn, han selv delte, vil Kristian Bang Foss heller ikke vedkende sig.

»Fortælleren har et menneskesyn, og fortælleren er på mange mder en usympatisk person med sin stadige harceleren. Han er ikke nødvendigvis en instans, jeg kan sige god for.«

Og de skrækkelige historier, der bringes til torvs – voldtægt, kvindemishandling, selvtægt, kantinens kok, der boller frikadellefarsen – er heller ikke stort værre, end hvad der sker i virkeligheden. »Man kan finde mindst lige så slemme historier, hver gang man kigger i Ekstra Bladet,« anfører han.

»Desuden findes der da også lyspunkter, hvor et ægtepar har det godt sammen. Eller der måske kan komme et vendepunkt for en person.«
»Det er heller ikke sikkert, der kun er en fortæller, måske er der mange,« foreslår Kristian Bang Foss. »Jeg kunne måske godt skrive en roman med en stabil fortæller, men jeg ville ikke have, at teksten blev alt for stabil. Fortælleren kommer ind mange steder, og i forskellige positioner i teksten, nogle steder er handlingsforløbene rent lokalt konstruerede, men jeg har gerne villet have både det realistiske og det utroværdige med. Sine steder er personerne rene ludobrikker. Det er en måde at skrive på, der skal overraske læseren, jeg vil gerne give teksten en vis spændstighed og uforudsigelighed. For eksempel spiller selvtægten i slutningen af bogen på noget Hollywood-agtigt – i enhver populærfilm skal der jo være en selvtægt! – men så alligevel ikke, for teksten skrider ud og bliver til noget andet.«

Ustabile personer

Kristian Bang Foss’ syn på fortællerinstansen går igen i hans syn på personerne. »Det er blevet banket ind i en, at personerne skal være psykologisk troværdige. Men jeg er ikke sikker på, at mennesker er psykologisk troværdige,« siger han. Derfor bevæger nogle af hans personer sig fra »det rene satireshow sine steder, til andre steder, hvor de viser det, man traditionelt forstår ved menneskelig dybde.«

– Nu spiller natur- og omverdensbeskrivelser en større rolle i din bog, end man normalt ser. Og historien kulminerer med den store orkan i 99. Er det ikke en konstruktion, der relativerer personerne, så de bliver mindre magtfulde?
»Personerne har ikke magt over deres eget liv, det er rigtigt. Jeg har skrevet en bog, hvor det forholder sig sådan, men det betyder ikke nødvendigvis, at det er sådan. Det er romanen ikke et udsagn om.«

– Så næste gang skriver du en roman, hvor personerne virkelig har magt over tingene?
»Det tror jeg ikke. Men tit, når man skriver, kommer man til at skrive dystre sider frem. Og det er ikke fordi jeg selv er en dyster person. Det er gået mig godt, og jeg er skam taknemmelig.«

Smålighed

– Hvad bruger du så egentlig stormen til?
»Det ved jeg ikke, man bruger jo ikke en storm til noget,« svarer Kristian Bang Foss.

»Jeg blev irriteret over den slags falske forløsning som man finder i romaner og film, og så har jeg prøvet at lege med den. Og jeg har brugt ansatser til populærfilm – som i selvtægten – ’vi må have noget selvtægt med’, har jeg tænkt.«

Dog mener han, at der måske er elementer af forløsning over hans slutning. »Selvtægten føles godt for Rene, som begår den, og det er da på den ene side en fin konsekvens, at retfærdighedssansen bliver tilfredsstillet, på den anden side er det selvfølgelig samtidig problematisk. Man fornemmer måske, at sagen ikke er helt slut.«
Også andre af personerne nr muligvis frem til et vendepunkt, mener Kristian Bang Foss, men det er ikke noget, han er meget for at komme nærmere ind på. Bogen må tale for sig selv.

Dog vil han gerne indrømme, at han helt personligt har ’et mellemværende med smålighed.’ Om noget bliver smålighed hængt ud i bogen, så det under læsningen fik intervieweren til at opfatte størsteparten af personerne som potentielle Dansk Folkeparti-vælgere. Men sådan ser Kristian Bang Foss ikke på dem. »Hvis bare småligheden var begrænset til Dansk Folkeparti, så vidste man da, hvor man havde den,« replicerer han.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu