Læsetid: 3 min.

Dannelse er den vigtigste dyd

Jeg er først ved at vende mig til, at videnskab og politik hænger sammen, skriver Lars Qvortrup, der i disse dage som dekan på Århus Universitet udfordrer seminarierne med en ny læreruddannelse
7. marts 2008

- Hvad er dit mest udtalte karaktertræk?

Trangen til at sige imod - og ønsket om at blive anerkendt. En uhensigtsmæssig kombination, må man sige. Mon ikke det er en rigtig akademikerting? Giv mig et standpunkt, og jeg vælger det modsatte. Jeg kan bare ikke forstå, at alle de andre ikke straks tilslutter sig min bizarre position.

- Hvad er din yndlingsbeskæftigelse?

At lade skriften skrive. At starte i et hjørne af papiret og lade det ene argument føre frem til det næste, indtil man har nået det uventede, det kontra-intuitive.

- Hvilket teknisk hjælpemiddel vil du nødigst undvære?

Er skriften et teknisk hjælpemiddel? Ja, for den yderliggør tanken og gør fortiden, som hele tiden forsvinder, til nutids fortid. Fordi den står dér på papiret.

- Dine helte og heltinder i det virkelige liv?

Alle de stædige modsigere: Alf Ross, ikke Hal Koch. Luhmann, ikke Habermas. Madvig, ikke Grundtvig. Alle dem der insisterer på det uselvfølgelige.

- Hvad har været dit mest kontroversielle valg i livet?

Valg er noget, vi bliver tvunget til hver dag. Også kontroversielle. Fordi konsekvensen af ikke at have truffet et kontroversielt valg ville have været værre.

- Hvornår føler du dig mest misforstået?

Når jeg foreslår og argumenterer for en forskningsbaseret læreruddannelse og så bliver skudt alle mulige og umulige motiver i skoene. Men måske er problemet, at jeg først langsomt er ved at vende mig til, at videnskab og politik taler forskellige sprog. Jo, i teorien vidste jeg det godt. Men at det faktisk også er sådan i mit virkelige og daglige liv, har jeg svært ved at indstille mig på.

- Hvad er din største bedrift?

At have fået tre vidunderlige, nu voksne døtre: Charmerende, overbærende, begavede og kun momentant irriterende. Opdragelse er et mirakel: Jeg ved ikke, hvordan man gør. Jeg har aldrig haft en plan. Og havde jeg haft en plan, ville det sandsynligvis være gået galt. Men hvad er så bedriften? Bedriften er at lade verden ske. At være der, når verden sker, og ens døtre bliver voksne kvinder.

- Dine største fejl?

Sine største fejl kender man ikke. Jeg sætter stor pris på fortrængninger. Uden dem ville livet være et helvede. Men så de mindre? Manglen på evne til at sige nej. Det er derfor, jeg lige nu sidder og sveder over en poesibog. Men hvorfor kan jeg ikke sige nej? Sandsynligvis fordi jeg føler mig smigret af, at nogle vil ha' mig til at sige ja. Eller også, fordi det er lettere at sige ja end nej. Så bag den mindre fejl ligger de større: Ubeslutsomhed, smigervornhed og vankelmodighed - så sandelig ikke voldsomt tiltrækkende. Og så har jeg endda som sagt fortrængt de største.

- Din drøm om lykken?

For mig er lykken en grænsetilstand. At lykkes er at gå i stå. At ville lykkes er at være på vej.

- Din sindsstemning lige nu?

Café latte og computer i stillekupeen i DSB. Det bedste sted i verden: Privat som på toilettet, men med bedre siddekomfort. Og på toilettet drikker man ikke kaffe. Det er tabuiseret at kombinere ind- og afføring.

- Hvilken dyd er den vigtigste?

Dannelse. At brænde for en sag, men undlade at trænge modparten op i et hjørne. For står man først der, bliver uenighed til borgerkrig.

- Hvilket kunstværk har haft størst betydning for dig?

Da min klaverlærer - jo, sådan en har jeg haft - i 1963 (jeg var 13 år) lånte mig sine lp-plader med Bartoks strygekvartetter. Det var vildt avanceret dengang. Jeg overspillede dem til min spolebåndoptager og hørte dem igen og igen. De lærte mig at trænge ind i nye verdener.

- Hvad betragter du som din største ulykke?

At ligge vågen om natten og se verden - den nære og den fjerne - brænde sammen uden at kunne gøre noget. Om dagen kan vi i det mindste bilde os ind, at vi gør en forskel.

Poesibogen beder hver uge en ny peson svare på en række faste spørgsmål

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu