Læsetid: 2 min.

Demokratiet er levende

Den nye demokratikanon er som debatoplæg et velkomment tiltag, men som en facitliste til undervisningsbrug, bliver den af flere fagfolk afvist. Demokratiet er en variabel, der blandt andet opstår i samspillet med eleverne og udspringer af undervisningsformen, lyder kritikken
Kultur
13. marts 2008

Demokratikanonen er landet med hele 35 punkter omkring demokratiet. Planen er, at disse punkter skal implementeres i undervisninger på de danske uddannelsesinstitutioner for at skabe en fællesskabsfølelse som borger i Danmark. Udvalget bag demokratikanonen er kommet med en række vejledende forslag til, hvordan det kunne foregå. Forslag, der ud over at gå på, at alle kanonens punkter skal indgå i undervisning, også kommer med mere håndgribelige forslag. De går blandt andet på græsk kædedans i faget musik, maling af motiver fra det antikke Athen i billedkunst og opsætning af ordene 'demos' og 'kratos' ved skolens indgang.

Dorte Lange, der er formand for Skole- og Uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening, har dog svært ved at se, hvad kædedans har med demokrati at gøre ud over selve det, at man skal indordne sig i en kæde.

"Demokrati er en vigtig del af den måde, man underviser på og er rodfæstet i den kultur, børnene møder i hverdagen, det læres ikke ved, at lærerne står og docerer historie fra tavlen og slet ikke ved at danse græsk kædedans. Det har ingen didaktisk gang på jorden," siger Dorte Lange.

Gerd Schmidt Nielsen sidder i hovedbestyrelsen i Gymnasieskolernes Lærerforening og er formand for undervisningsudvalget. Hun påpeger, at den nye kanon som et debatforslag på sin vis kan være ganske fornuftigt, men hun tror ikke på det som en absolut liste, der skal følges slavisk.

"Hvis man tager afsæt i nogle faste punkter, modarbejder man jo fuldstændig tanken om målstyring. Vi kan ikke støtte op omkring, at man vil bestemme præcis af hvilke veje, eleverne skal nå en givet målsætning. Det er slet ikke foreneligt med, det der står i lærerplanerne i dag," siger Gerd Schmidt Nielsen.

Dialog er velkommen

Hun giver for sin vis Dorte Lange ret i, at man ikke som sådan kan undervise i demokrati, men mener, at man godt kan diskutere forståelsen af demokrati i den vestlige verden. Men der fra og så til at tro, at man med 35 punkter kan udleve en demokratiopfattelse, er der ifølge Gerd Schmidt Nielsen et godt stykke vej. Hun mener ikke, at man kan bruge kanonen som en tjekliste for at sikre, at man nu også fik talt om for eksempel Salman Rushdie. En demokratidiskussion i gymnasieskolen vil nærmere tage udgangspunkt i de lærebøger, der foreligger på området, hvor man ifølge Gerd Schmidt Nielsen let kan inddrage aktuelle sager. I forbindelse med Muhammed-krisen kunne Salman Rushdie for eksempel godt komme op at vende, men ikke fordi det står på en liste.

Hun bruger litteraturkanonen som skrækeksempel på, hvordan for specifikke krav stresser mere, end de gavner, og samtidig ikke gør nogen nævneværdig forskel i forhold til elevernes vidensniveau.

"Så fik man ikke læst noget af Hans Adolph Brorson, men noget af Ambrosius Stub, hvorfor er det lige så vigtigt?" siger Gerd Schmidt Nielsen.

Det sagt, er der ifølge Gerd Schmidt Nielsen altid godt at debattere demokrati, men hvorfor demokratikanonen skulle erstatte de sædvanlige indgange til den diskussion, har hun svært ved at se.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Demokratikanonen er et skønmaleri og romantisering af udviklingen mod vores samfund. En ting er de episoder der er med, mere alvorligt er at en række af de direkte forudsætninger for vores samfundsmodel er udeladt.
Specielt udviklingen i de europæiske grundlove i perioden 1814 til 1836, hvor den borgerlige revolution satte sig igennem i Belgien, Hessen og Preussen.
En proces der bl.a. er belyst i Spiegel special nr. 3/2007 - "Preussen, Der kriegerische Reformstaat". Heri belyses hvordan den parlamentariske statsform og de tilknyttede velfærdsstats elementer såsom, social og arbejderneskyttelses lovgivning var tæt tilknyttet udviklingen af den nationalistiske krigsstat. Dette gennem sikring af familien når manden via værnepligten skulle i krig med de i industrialiseringen udviklede våbentyper.
Oplægget til de altomfattende krige i 19hundrede tallet - og konstitueringen i denne vore nuværende vestlige samfundsform, som siden har hærget kloden som den indtil nu mest ødelæggende samfundsform i menneskehedens historie.

Heinrich R. Jørgensen

Nævner kanonen den teoretiske mulighed for, at nogen kunne være uenige med den tolkning og konklusioner? Eller ville det være anti-demokratisk og udansk?

Hvad med om vores politikere fik et grundkursus i demokrati først? Og når de engang måtte have fattet det mest elementære, kan de forhåbentligt også komme på kurser i hhv. retsstatsprincipper og personlige friheder. Det er faktisk ikke så vanskeligt at forstå, selv om det kan være vanskeligt i praksis...

Den smukke ambition om at belære vores små poder om folkestyre og demokratiets svære kunst, ville sikkert lykkes langt bedre, hvis principperne rent faktisk blev udøvet.

Mvh