Læsetid: 5 min.

Despoten i dansk dramatik

Det er ikke ham, vi kender. Men vi kender hans ord. Og i øjeblikket er disse ord næsten umulige at overhøre. Dramatikeren Peter Asmussen har i løbet af de sidste par uger været aktuel med intet mindre end tre teaterstykker, en opera og en håndfuld filmmanuskripter
1. april 2008

Han får det til at lyde som noget af det letteste i verden. At have tre teaterstykker, to film og en opera kørende på flere forskellige scener og lærreder rundt om i landet. På én og samme tid.

Forfatteren, dramatikeren og manuskriptforfatteren Peter Asmussen fylder meget, uden at de fleste måske er klar over, hvor meget. I lørdags gjaldt det Operaen, hvor hans manuskript til Astrid Lindgrens klassiker Brødrene Løvehjerte havde urpremiere. Samme dag blev hans manuskript til Christian Kampmanns Familien Gregersen opført på Århus Teater, samtidig med at hans to egne dramaer Djævlene og Ekstrem blev opført på henholdsvis Betty Nansen og Edison. Og med de to film Comeback og Himlens Hjerte på Natfilmfestivalen er det næsten så godt som umuligt ikke at støde på et eller andet, som denne mand har været inde over.

Peter Asmussen er en flittig og meget produktiv mand. Han har faktisk så travlt, fortæller han, at det endnu ikke er alle af hans egne stykker, han har fået set.

Lindgren og Asmussen

Peter Asmussen er nu aktuelt med en operaopsætning af en af børnelitteraturens største klassikere Brødrene Løvehjerte. Og som med så meget andet i Asmussens forfatterskab, syntes tilbuddet om at opsætte et stykke, og endda en opera, som mere eller mindre tilfældigt.

Han havde intet forhold til historien om de to brødre, der med Asmussens egne ord besidder en "usædvanlig dødslængsel". Selvfølgelig kendte han til Astrid Lindgren, og han kendte titlen. Men selve historien havde han aldrig læst, før han blev kontaktet af Operaen.

Klassikeren blev måske netop af denne grund læst med stor åbenhed:

"Jeg var hverken tynget af børnebogstegninger eller andre fastlåste billeder af fortællingen. Jeg læste bogen med voksenøjne, hvilket i den grad er muligt, fordi den taler om meget store og voldsomme emner som evighed, tro og ikke mindst selvmord. Det er voldsomme ting at have i et børneunivers."

Og sådan fik Asmussen øjnene op for Astrid Lindgren og tilføjet endnu et operaværk til sin lange liste af produktioner, der tæller alt fra manuskripter til tv- og radiodramaer, film, teaterstykker og operaer.

Tilfældighedens drama

Det virker ikke umiddelbart, som om det er blufærdighed, der ligger bag den overbevisende lethed i stemmen, som toner frem, når Asmussen fortæller om sit arbejde med operamanuskriptet til Brødrene Løvehjerte. Om det er ydmyghed eller en simpel taknemmelighed overfor realiteterne er heller ikke sikkert. Selv beskriver han sit møde med sit eget forfatterskab som en lettere tilfældighed.

Det var lige omkring den tid, hvor tv-monopolet i Danmark blev brudt. Og det var dengang, hvor der var noget, der hed TV-teatret i fjernsynet, og hvor både Danmarks Radio og TV 2 havde en dramaafdeling.

"Jeg er jo efterhånden en ældre mand, skal du tænke på," tilføjer Asmussen med en kommentar, der nok vidner mere om det danske kulturlivs kollisionsfart end hans 50 år.

Asmussen sendte dengang to manuskripter, en til hver station. En måned efter var begge blevet spillet i fjernsynet.

På lignende vis foregik han første møde med filmverden. En dag ringede telefonen. Det var Lars Von Trier.

"Jeg anede stort set ikke noget om film på det tidspunkt," fortæller Asmussen. Trier ville gerne have hans hjælp til et manuskript. Og således gik det til, at Asmussen, til trods for at han aldrig havde beskæftiget sig med film før, sikrede Breaking the Waves tre Bodiler, fire Roberter og Juryens Grand Prix ved filmfestivalen i Cannes.

At være andre i sig selv

Tilfældighed fungerer dog ikke, uden at der er nogen, der griber den. Det kræver en modtager, der besidder en sær blanding af åbenhed, lyst, mod, samt en evne til at skabe en drivkraft ud af det, der er dramatikerens lod: At stå i skyggen af sine personer.

Peter Asmussens forfatterskab bygger på en evne til at tilsidesætte sig selv, at træde ind i andre personer, for derefter at forlade dem.

"Jeg prøver at ophæve mig selv, når jeg skriver. Hvis jeg skriver om en person, så tænker jeg kun på den person og som den person. Derfor er det tit, at jeg kan kigge tilbage på de personer jeg har skabt og undre mig over, hvor det alt sammen er kommet fra."

En ting er at fordybe sig i personer, der er vokset ud af en selv. Men hvordan læ-rer man at kende personer, som en anden forfatter har skabt?

"Det er altid fascinerende at grave ned i en andens værk og udsætte det for én selv. Det er en fin balancegang mellem at være loyal og selv at være til stede. Man skulle tro, der ville være en stor forskel på forholdet til de personer man overtager fra andre, og dem man selv har skabt. Men i virkeligheden er det punkt, hvorfra man begynder at skabe ens, altså selve skriveprocessen er ens. Du er nødt til at trænge ind i personerne. Blive personerne, så du kan tænke og tale som dem. Og det sker både, når jeg skriver mine egne fortællinger eller arbejder med andres. Man skal kunne historien indefra for at kunne gøre værket til sit eget."

I arbejdet med Brødrene Løvehjerte faldt det ham naturlig at sætte sig ind i Astrid Lindgrens tankegang:

"Det var bestemt ikke en historie, der var mig fremmed. Jeg fandt masser af parallelpunkter mellem denne fortælling, og de ting jeg selv har skrevet. Hun beskriver vigtige temaer som døden og evigheden, og hun bevæger sig i en mærkelig dobbelthed i fortællingen, mellem lys og mørke, og hvor døden bliver en idealtilstand."

Tab og mørke er temaer der går igen i Asmussens egen dramatik. Informations teateranmelder Anne Middelboe har kaldt ham for både "pessimistdramatikeren, der flår illusionerne ud af os" og "kærlighedens mand", og det er lige præcis denne dobbelthed, som kendetegner Asmussens stil. Hans personer kan være nok så væmmelige og kyniske, men stadig virke fuldkommen tilforladelige, som Middelboe formulerer det.

Men som dramatiker er man kun herre over sin egen fortælling ind til det punkt, hvor manuskriptet bliver afleveret. Herefter bliver personer, skildringer og rum forladt lige så brat, som de mødet blev igangsat.

"Jeg vender manuskriptet ryggen, når jeg har skrevet det. Der er for langt mellem manuskriptet til opførelsen, og derfor nytter det simpelthen ikke at blande sig. Når jeg har skrevet det, bliver det instruktørens tekst."

En brutal afsked kunne man kalde det. Men når disse mærkværdige tilfældigheder, som andre ville kalde talent, bliver ved med at strømme ned over Peter Asmussen, er der måske heller ikke tid til at dvæle for langt tid.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu