Læsetid: 11 min.

Eventyr med bagside

Guldregn og aske. Norske Per Petterson har oplevet, hvad de færreste nordiske forfattere oplever. Med romanen 'Ud og stjæle heste' er han slået godt og grundigt igennem internationalt, salgstallene vokser, og de store priser regner ned over ham. Han lægger ikke skjul på, at berømmelsen har kunnet drive ham til fortvivlelse. Den har forhindret ham i at skrive
6. marts 2008

I slutningen af 1980erne, hvor den norske forfatter, Per Petterson, var midt i 30erne og arbejdede som boghandlermedhjælper, fik han at vide, at hvis han ikke nu tog sig sammen og begyndte at skrive, ville han dø ulykkelig. Hidtil havde han ikke vovet det, for hvis det nu mislykkedes, ville alt være slut, syntes han, men nu tog han mod til sig og skrev novellen »Aske i munden.« Da forlagsredaktør Torleiv Grue på Oktober havde læst den, ringede han til Per Petterson og bad om flere. – Blot havde Petterson ikke flere. Men opringningen var det skub, der fik ham til at fortsætte, og resultatet blev hans første bog, novellesamlingen Aske i munden, sand i skoene med umiskendeligt selvbiografiske træk. Alle novellerne handler om drengen Arvid, hans opvækst til han er omkring 12 år, samt om hans søster og far og mor.

Priser i stimer

Op igennem 1990’erne skrev Per Petterson fire romaner, som alle blev vel modtaget, men uden at opvise sensationelle salgstal. Så i 2003 udsender Per Petterson romanen Ud og stjæle heste. I begyndelsen af 2005 har den solgt over 100.000 eksemplarer i Norge. I foråret 2006 modtager romanen The Independent Foreign Fiction Prize på omkring 100.000 danske kroner. I januar 2007 følger Prix Médicis, en af de tunge franske litteraturpriser. I Tyskland går den som varmt brød og er på kort tid kommet i 10 oplag. Det går rigtigt godt, men det kommer til at gå endnu bedre.

Den 14. juni 2007 falder appelsinen i turbanen, verdens største pris for et enkelt værk, IMPAC prisen på ca. 800.000 kr. Den internationalt set endnu relativt ukendte nordmand vinder prisen i konkurrence med J.M. Coetzee, Cormac McCarthy, Jonathan Safran Foer og Salman Rushdie. Out Stealing Horses er nu solgt i næsten 150.000 engelske eksemplarer. Den er oversat til 11 sprog.

Nu udsendes den i USA, og i december 2007 er den blandt årets
ti bedste bøger ifølge The New York Times. Og mens Information interviewer Per Petterson i København, er den norske forfatter blevet nomineret til endnu en pris, Los Angeles Times Book Prizes 2007. Det ved han dog ikke noget om selv, og jeg har strenge pålæg fra hans norske forlag om ikke at røbe nyheden for ham.

En vis forskel

I stedet vender jeg mig derfor mod hans første bøger. Aske i munden, sand i skoene samt romandebuten Ekkoland fra 1989 udkommer nemlig begge på dansk i år. Så hvordan opfatter Per Petterson selv sin udvikling fra slutningen af 1980erne til i dag?
»Der er en vis forskel, ikke sandt? Jeg har kigget lidt i mine første bøger, og jeg kan se, at sætningerne i den seneste er omkring en tredjedel længere, end i de første. Jeg var meget forsigtig i begyndelsen, kunne kun kontrollere helt små sætninger,« smiler den vejrbidte nordmand. »Men Aske i munden, sand i skoene var den eneste bog, jeg kunne skrive på det tidspunkt.«

Per Petterson kommer ikke fra nogen boglig baggrund. Hans far var skovarbejder, og selv om sønnen havde fået udgivet sine to første bøger, før faderen døde, nævnte denne dem aldrig med et ord. Per Petterson tror ikke, han vidste, hvad han skulle sige. Hans egen interesse for bøgerne blev vakt, da faderen indførte ’et møbel’ i huset, fuldt af bøger. Vistnok en bogreol fra et dødsbo. Selv åbnede faderen aldrig bøgerne, han var fuldt tilfreds med falde i søvn med Walt Slade. Men moderen, der ligeledes var arbejder – hun havde job på Freias chokoladefabrik – læste altid. »Hun var intellektuel. Men hun var jo også dansker,« griner Per Petterson.
Også hos sønnen fængede det skrevne ord imidlertid, så snart han fik fingrene i boghyldens indhold. Han læste rub og stub, og da han nåede til Hemingways noveller, vågnede forfatterdrømmen. »Jeg kunne ikke se, hvad det var, Hemingway gjorde, men jeg kunne se, at han gjorde noget,« har Petterson udtalt.

Familien igen og igen

Der skulle gå næsten 20 år, før Per Petterson vovede at føre drømmen ud i livet, og sin familie har han aldrig forladt. Det er den han, i det mindste indtil Ud og stjæle heste, atter og atter har kredset om. Fra bog til bog rutscher han op og ned ad generationsstigen, vælger snart barnets, snart den voksne søns og snart moderens eller den unge piges synspunkt, men temaet er det samme. »Hvorfor skulle jeg dog gå over åen efter vand,« har han spurgt.
Nu siger han: »Nogle forfattere skriver om forskellige emner fra bog til bog, nogle kredser om det samme tema. Og det er rigtigt, at min familie er mit tema. Det opdagede jeg dog først efter den fjerde bog, men man skriver jo det, man kan skrive. Også det, der forekommer tilfældigt, føjer sig ind i et mønster, hvilket man dog først ser bagefter. Jeg planlægger ingenting.«

– Derimod skaber du problemer for dig selv, som du så er nødt til at løse, har du tidligere sagt?
»Som når jeg i Ud og stjæle heste skriver, at faderen og hans nabo ikke kan se hinanden i øjnene, ja. Først skriver jeg det, og så begynder jeg at tænke på, hvordan det nu kan være. Og når vi er i 1948, så kan det næsten kun være noget med krigen.«

– Og så kan årsagen næsten kun være enten illegitim kærlighed eller at naboen har været nazist?
»I Norge ville det være en kliché at gøre ham til nazist, og det ville heller ikke være ordentligt af mig, følte jeg. Ikke at gøre præcis den mand til nazist.«

’En såret mand skal man ikke spøge med’

Alverdens journalister har efterhånden ønsket udtalelser af Per Petterson om Ud og stjæle heste, og en af hans genkommende forklaringer er, at han tidligere har skrevet så meget om dårlige og besværlige far-søn forhold, så han i Ud og stjæle heste ville skrive den modsatte historie: Om en far og en søn, som elskede hinanden. »Det var min klare intention, at det skulle være en kærlighed, der varede bogen ud,« har han sagt.

Romanens fortæller, den 67-årige Trond, beretter både om sit nutidige liv og historien om den sommer, hvor faderen og han selv som femtenårig var sammen i den hytte på sæteren, som faderen netop havde købt. I romanens løb afsløres det, at faderen som kurér til Sverige under krigen har været på sæteren før, hvor han også mødte den gifte kvinde, som han nu vælger at blive sammen med deroppe. Han lader Trond rejse hjem fra ferien med et løfte om, at han snart vil følge efter. Men han kommer aldrig.

Faderen forsvandt altså ud af den femtenårige Tronds liv i 1948. Så jeg foreslår Per Petterson, at en del af hans tema måske også drejer sig om umuligheden af at være far.

Per Petterson tænker sig lidt om. Så fortæller han, at læsere tit vil vide, hvorfor Trond ikke senere rejste op og fandt sin far. Det vil jeg også gerne, nu Pettersons læsere har bragt mig på sporet, men han svarer, at han heller ikke selv ved det. »Men folk vil vide, hvordan det egentlig har været,« siger han. Så forsøger han alligevel en slags forklaring.

»Hvis der er nogen, der kan blive såret, så er det mænd, særligt sønner. Døtre tænker lidt anderledes, de tænker, ’far behøver mig’, de bygger bro, hvor sønnen vender ryggen til.«

»En såret mand skal man ikke spøge med! Mænd er bange for at strække hånden ud, for tænk nu, hvis den ikke bliver taget. Så er alt slut, og de har tabt ansigt.«

Per Petterson har selv to døtre, fortæller han, og de ringer og spørger, hvordan han har det, hvis de ikke hører fra ham. »Selv kan jeg sætte mig ned på en stol og tænke over noget, at så er der gået 14 dage. Men de passer på mig.«

I Ud og stjæle heste lader Petterson faktisk Tronds datter opsøge ham, »jeg tænkte på mine egne døtre, da jeg skrev hans datter ind i historien.«

– Da hun spørger, om hun hellere skulle være blevet væk, svarer han, at han ikke ved det ...
»... men så bliver han rædselsslagen for, at hun skal gå og ikke komme igen!«

Det tomme mellemrum

I Ud og stjæle heste flyder handlingen frem og tilbage mellem sommeren 1948 og nutiden. Det samme gør sig gældende i romandebuten Ekkoland fra 1989, men dér kommer flash backs’ne unægtelig snublende noget mere bardus og knap så elegant. Her kan man virkelig se en udvikling, foreslår jeg.

»Det er noget, jeg har arbejdet med,« svarer Per Petterson. I Det er okay med mig fra 1992 opererer jeg med to tidsspand, det ene hvor hovedpersonen er 12 år, det andet, hvor han er 18. I Til Sibirien er fortælleren en 60-årig kvinde, men hendes nutid har ingen plads i bogen. Derfor tænkte jeg, at hvis jeg skal operere med en gammel fortæller som Trond i Ud og stjæle heste, så skal han have sin egen nutidige platform. Det er spændende at insistere på at skrive om to tidsspand, uden at der er noget imellem dem. Jeg synes, det er dejligt ikke at fylde dem ud med noget. Selv om altså læserne bliver nysgerrige.«

»I min nye roman er der ligeledes et stort tidshul – måske er det ved at blive en maner,« fortsætter han eftertænksomt. »Men for mig er det frugtbart ikke at fortælle hele historien. Det er spændende at tænke på det tomme mellemrum.«

Præcision og emotion

Også i sit sprog dyrker Per Petterson antydningen. Som i Aske i munden... hvor den 12-årige hovedperson, Arvid, en aften kalder på sin søster med bemærkningen: »Mor går tur igen«, hvilket får søsteren til at vågne og vælte ud af sengen. Læseren kan gætte, at der er noget galt mellem forældrene, men hvad får vi kun enkelte korte vink om.

Det er ikke vigtigt at forklare, mener Per Petterson. »Sammen med nogle forfattervenner har jeg lavet en slags manifest: At skrive drejer sig om præcision og emotion. Det er vigtigt at være præcis i detaljen, snarere end at forklare. Det almene forbinder man alligevel ikke noget med. Men alle lever i en slags præcision, og der skal være rum for læserens følelser.«

Adspurgt understreger Per Petterson, at det med manifestet ikke skal tages alt for alvorligt. De norske forfattere har ikke dannet et broderskab eller en hemmelig loge. »Det er bare nogle, som jeg har drukket nogle pilsnere sammen med,« smiler han.
Men hvad mener han præcist med præcision?

»Den litteratur, som er præcis, tilfører læserens liv den præcision, som det faktisk har, men som ikke dagligt bliver reflekteret.«

– Den trækker læsernes liv op i konturerne?
»Ja, og præcision skaber genkendelse. Også en læser, der aldrig har set Norge, kan genkende noget, hvis ens beskrivelse er præcis. Så kan en læser i Minneapolis få lige så stort udbytte af læsningen som en nordmand.«

En forfatter er nødt til at være lokal, mener Per Petterson, fordi man ikke kan genkende det almene. Man må være det sted, man er. »Hvis der er en elv, må man beskrive den, som man ser den, og selv om folk aldrig har set en elv, vil der opstå en slags genkendelse, også for folk, som bor i Mississippi.«

- Og emotionen?
»Det bliver ikke sentimentalt, hvis præcisionen er til stede,« erklærer Petterson, men afbryder sig selv: »Det lyder vel nok fint, ikke? Det er første gang, jeg har formuleret det, og jeg har ikke tænkt det igennem, men jeg tror, det hænger sådan sammen. Jeg tror, der er en dialektik mellem præcision og følelse. Mens sentimentalitet bare er noget, der skvulper rundt.«

»Men man skal ikke være bange for følelser. For nylig læste jeg op fra min nye roman, og da der var to, der græd, tænkte jeg: Yes!«

Lykken

Lykken, derimod, er ikke litterært interessant, siger han. I sin nye bog har han et ungt par, som vi møder i 1975, hvor det hele går fint. »Det er vældigt ondt af mig,« erkender ophavsmanden, »for til slut går alt ad helvede til. Men livet er nu engang livet,« tilføjer han så, og hæver spøgefuldt-belærende pegefingeren. »Mao Tse Tung har sagt, at ’enhver tendens dækker en anden.’ Og måske bevæger den sig en anden vej, så man får den lige i fjæset.«

– Gælder det også romanskriveri?
»Jeg er forberedt på, at næste gang bliver helt anderledes,« svarer Per Petterson. Måske alene af den grund, at de seneste tre år har formet sig så kaotisk, at han har måttet opgive sin vante skriverutine. Han har tidligere fortalt, at han var så langsom og nøjeregnende og omhyggelig i sine beskrivelser, at han aldrig skrev om, når han først var færdig. Han afleverede kapitlerne til forlaget ét for ét. Nu siger han:
»Når jeg skriver, skriver jeg normalt på min intuition, dog med en vis disciplin. Men de sidste par år har der været så megen virak, at min sædvanlige måde at skrive på er helt ødelagt. Når man skriver på sin intuition, er det vanskeligt at komme tilbage, hvis der er gået et stykke tid. Jeg har prøvet alligevel, men har for første gang været ude for, at jeg måtte kassere noget, jeg havde skrevet. Det var en uvant følelse, og ikke nogen god følelse! Jeg blev faktisk vældig deprimeret.«

Ja til Istanbul

Per Petterson understreger, at de seneste år har været et eventyr for ham, »men eventyret har også sin bagside. Det holder mig væk fra det, jeg vil. Jeg har prøvet at sige nej. Men nogle gange siger jeg alligevel ja til indbydelser. Jeg har aldrig før været i Paris og New York, og nu har jeg været der to gange inden for det seneste halve år. Hvis nogen ringer fra Istanbul og inviterer mig, ja så kommer jeg også.«

Han kan altså arbejde på andre måder?

»Omstændighederne tvinger mig til det. Men det betyder en anden slags komposition med korte scener, nærmest som i filmen Babel. På en mærkelig måde går det dog alligevel op. Min nye roman er skrevet i en slags fortvivlelse over hele tiden at tabe tråden. Men i stedet for at synke hen i depressionen, skrev jeg bare noget andet i stedet for!«

– Fordi det, som du engang har sagt, lykkes til sidst, blot du ikke arbejder imod materialet, men med det, ligesom en billedhugger?
»Denne gang har jeg arbejdet imod materialet! jeg kunne godt se det, men alligevel fortsatte jeg.«

– Det lyder irrationelt?
»Jo, men hvis man er fortvivlet nok, så gør man det!«
Per Petterson er blevet »definitivt meget klogere,« siger han. Og samtidig er han forberedt på, at sådan som det er gået med Ud og stjæle heste, kommer det ikke til at gå igen.
»Men som Dag Solstad har sagt til mig, så må jeg være forberedt på, at jeg aldrig mere vil kunne gå tilbage. Jeg ved, at mit liv er anderledes fra nu af.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu