Læsetid: 3 min.

Fakta eller fiktion i The New Yorker

The New Yorker diskuterer sandhedsværdi i fakta og fiktion, Nouvel Observateur spørger hvad maj '68 betyder i dag, The Atlantic analyserer Irakkrigens betydning i Hollywood og Cover guider dig rundt i Paris
28. marts 2008

Velkommen til magasinresuméet

The New Yorker
The New Yorker (fra d. 24. marts) bringer en artikel om forholdet mellem historiefortælling, roman og erindring. Skribenten ser historie- og romangenren i et historisk perspektiv og diskuterer genrernes forskellige sandhedsværdi: ”Historie er vigtig, men de bedste romaner kan præstere en form for sandhed, som selv den bedste historiebog aldrig vil kunne fremvise. Og når historiebøger er forkerte kan de være forfærdeligt, latterligt forkerte (...)”
Det nye nummer af The New Yorker (d. 31. marts) er tilgængeligt på nettet og her er der blandt andet mulighed for at læse en anmeldelse af soul-sangerinden Erykah Badus nye cd ”New Amerykah Part One (4th World War)”. Anmelderen er begejstret for udgivelsen, som uden at glemme sine musikalske rødder er nyskabende både på form- og indholdssiden. Der afsluttes med bemærkningen: ”I denne tid – en dybt apolitisk tid inden for R. & B. – bør vi simpelthen være taknemmelige for at en ægte popstjerne stille har bragt politik og larm tilbage i den sorte pop.”

www.newyorker.com, 24. og 31. marts, udkommer ugentligt, 4,50 $

Le Nouvel Observateur
Denne uges Nouvel Observateur tematiserer maj 68’s betydning i det franske samfund i dag. I en tale kort inden præsidentvalget lovede Sarkozy at aflive 68-ånden. Han sagde blandt andet: ”Vi har to dage tilbage til at få likvideret arven fra maj 68”. Nouvel Observateur har iværksat en undersøgelse for at efterprøve om Sarkozy nu også havde fingeren på pulsen da han sagde sådan. Resultatet af undersøgelsen viser blandt andet at 74 % af de adspurgte vurderer, at perioden maj 68 har haft en positiv indflydelse på samfundet, og at 65 % af dem med denne holdning faktisk stemte på Sarkozy i 2007. Artiklen, som derfor indleder med at vurdere, at ”spørgsmålet om likvideringen ganske simpelt er ... likvideret” er foranlediget af en ny bog af Daniel Cohn-Bendit med titlen ”Glem 68”. Le Nouvel Observateur bringer et uddrag fra bogen, som først udkommer i april.

www.hebdo.nouvelobs.com, 27. marts, udkommer ugentligt

The Atlantic
The Atlantic går tæt på paparazzifænomenet, som i disse år når uanede højder især med forfølgelsen af Britney Spears. 30 – 40 fotografer følger hende hver dag hele døgnet. Men hvordan er paparazzi-virksomheden blevet så stor og så lukrativ, spørger The Atlantic, og finder blandt andet svaret i et historisk tilbageblik.
Magasinet bringer desuden, blandt en lang række interessante artikler, en analyse af d.11. september og Irakkrigens betydning for de film der produceres i Hollywood. Skribenten afliver fordommene om, at Hollywood ville reagere med konservative, patriotiske film à la “Pearl Habour”. Tværtimod har 1970’ernes kyniske, paranoide, end-of-empire-stil fået et comeback. Bourne-filmene, “Good Night and Good Luck”, “The Good Sherperd” og “V for Vendetta” er nogle af de film, der nævnes som eksempler på den kritiske Hollywood-reaktion på USA’s rolle efter 11. september.

www.theatlantic.com, april 2008, udkommer månedligt

Cover
Cover er gået på udkig efter alt det bedste fra Paris. Gennem hele magasinet er der artikler om alt lige fra mode til Carla Bruni.
Den franske designerdronning Sonia Rykiel interviewes – hun fortæller blandt andet om sin holdning til naturlighed: “ Jeg hader det naturlige! Selv om man er nøgen skal man ikke være naturlig. Naturlighed er ikke sjov. Naturlighed er ikke interessant.”, udtaler Rykiel.
Desuden er der gode tips til den frankofile dansker – her nævnes blandt andet Grands Franske Film Mandage og den franske bogcafé i fiolstræde som steder, der er et besøg værd.

www.cover.dk, april 2008, udkommer månedligt, 49,95 kr.

Serie

Seneste artikler

  • Topmøder i det tyvende århundrede

    25. april 2008
    Times Literary Supplement anmelder bog om de politiske topmøders fiasko, Arkitekten argumenterer for gennemtænkte uderum, The New Yorker skriver om alternativ engelskundervisning og Plys om tegneseriehelte
  • Salman Rushdie: Vi er for slatne

    17. april 2008
    The Spectator interviewer Salman Rushdie, Outlook India diskuterer Rushdies nye roman, Reception skriver om børnelitteratur og Rue89 anmelder russisk bog
  • Lyrik for alle

    11. april 2008
    Litlive anmelder tegneserielyrik, Kritik diskuterer kulturbegrebet, London Review of Books kritiserer behandlingen af britiske muslimer og Vanity Fair interviewer Madonna
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu