Læsetid: 5 min.

'Min første bog ville ikke være blevet forbudt i dag'

Der er emner, som forfattere ikke kan skrive om i Kina, men grænserne forskyder sig hele tiden, fortæller den engang bandlyste sex, drugs & rock 'n'roll-forfatter Mian Mian, der er blevet clean, afholdskvinde og praktiserende buddhist
Kultur
27. marts 2008
Det siger den engang bandlyste forfatter Mian Mian fra Kina, hvor grænsen for censur hele tiden rykker sig

Er det egentlig ikke paradoksalt, at et kommunistisk lands litteratur i Vesten kritiseres for at respondere på markedets efterspørgsel?
- Mian Mian

Der er gået otte år, siden den nu 37-årige shanghainesiske Mian Mian's debutroman, Candy, blev forbudt i Kina, og forfatteren behæftet med titlen 'spiritual pollutant' (åndelig forurener, red.). Den selvbiografiske fortælling - om en ung kvinde, der i Kinas første økonomiske frizones hovedstad, Shenzhen, eksperimenterer med sex og stoffer - brød med alle 'gode' kinesiske normer, og sammen med prædikatet smudsforfatter gav den Mian Mian øjeblikkelig rockstjernestatus.

Siden da er hun blevet stof- og alkoholfri, mor, gift og skilt og har udgivet romanen Panda Sex, hvis titel ironisk leger med hendes tidligere meget omtalte seksuelle udskejelser:

"Pandaen har jo kun sex to gange om året, hvis den endda kan finde lysten til så meget, og det minder desværre om mig i dag," ler Mian Mian.

Bogen behandler mulighederne for kærlighed og meningsfulde parforhold i det moderne, urbane Kina og har rehabiliteret hende i forhold til styret og anmelderne. Nu har Mian Mian en ny, smallere og angiveligt mere genreeksperimenterede version af Panda Sex på vej i april - med samme navn. En bog, hun insisterer på, er ligeså "fucking great!", som den er spiselig for censuren. Men hun er stadig kontroversiel, og det er en rolle, hun gerne tager på sig som sin generations nødvendige byrde:

"Min første bog ville ikke være blevet forbudt i dag. Barriererne er blevet rykket, og det har givet en skov af unge forfattere mulighed for at tilfredsstille bogkøbernes efterspørgsel efter romaner, der underholder og ikke ser bort fra essentielle emner som sex, kærlighed og livskvaler - ligesom det var tilfældet i selv de bedste klassiske værker før revolutionen i 1949," siger Mian Mian.

Hendes navn er et af dem, der ofte er blevet fremdraget, når kritikere har begrædt fraværet af seriøse og politisk engagerede forfattere i det nye Kina. Den fagligt højt respekterede tyske sinolog Wolfgang Kubin har eksempelvis kaldt Candy og den jævnaldrende Wei Hui's sammenlignelige bog Shanghai Baby for "ikkelitteratur" og "rent bras", og kritiseret begge de kvindelige forfattere samt størstedelen af deres nutidige kinesiske kolleger for at være ensidigt kommercielle og ligeglade med "forfatterens moralske forpligtelser".

Mian Mian medgiver, at hun i dag ikke er stolt af sin debut fra et litterært synspunkt, men hun spørger samtidig, hvad rigtig litteratur egentlig er?

"Jeg er en bedre forfatter i dag, og selv om jeg levede som celebrity i et stykke tid dengang, vil jeg til min død nægte, at Candy var villet kommerciel. Den var selvudstillende ærlig og den første bog i Kina, der satte fokus på nye fænomener, som alle unge, der lever i de kinesiske storbyer, kan genkende. Er 'rigtig' eller 'seriøs' romanlitteratur da ikke også levet liv og smertefulde erfaringer, der i fiktionens ramme sætter læserne i stand til at se sig selv og deres tilværelse i et andet lys? Det synes jeg. Man kunne ikke tale åbent om hverken stoffer eller depression i Kina før Candy, og det faktum, at det i dag er muligt, er alt rigeligt for mig," siger Mian Mian.

Uskolet ungdom hersker

Sit personlige forsvar til trods er Mian Mian i vid udstrækning enig i, at kinesisk litteratur er i krise. Hun mener blot, at udviklingen er en logisk følge af historiske og nuværende socioøkonomiske og politiske omstændigheder:

"Undtaget den visuelle kunst og poesien er der meget få åndelige fyrtårne i Kina i dag. 80 procent af alle romaner læses af skoleelever og universitetsstuderende, og ser man bort fra dem, der er gået på pension, læser voksne kinesere meget lidt. De har alt for travlt med at tjene penge og sikre deres familier til at gøre litteratur til en prioritet, og derfor dominerer triviel ungdomslitteratur og letfordøjeligt tidsfordriv som gys eller Bridgette Jones-lignende 'blablabla' til de voksne, der måtte ofre nogle timer på litteratur. Folk er ekstremt pressede i dag," siger Mian Mian.

Hun mener, at en strukturel nedprioritering af litteratur i skolesystemet fra Mao og frem, samt forfatternes mulighed for i dag at skovle penge ind ved at være markedsfokuserede, gør det logisk, at størsteparten af kinesisk litteratur i dag er mere eller mindre uinteressant for 'elitære' udenlandske læsere.

"Men det er nok også vanskeligt for folk, der ikke lever her, at sætte sig ind i, både hvor få 'fastfood'-kulturelle muligheder der tidligere har været i Kina, og hvilke eksistentielle spørgsmål kineserne slås med. I sidste ende er mit eget fokus, selv om jeg er meget stolt over at blive læst i udlandet, at blive læst og diskuteret af mine landsmænd," siger Mian Mian.

Nødvendig omstilling tager tid

Information vil imidlertid gerne vide, om ikke Kinas særlige politiske klima og tilstedeværelsen af markante barrierer for ytringsfrihed og politisk kritik spiller en rolle - og om forfattere ikke har et særligt ansvar, som flere af Mian Mians kolleger i eksil fastholder?

"Jo, selvfølgelig, men spørgsmålet er, hvordan man bedst ændrer ting til det bedre? Jeg respekterer bestemt dem, der skriver deres mening fra udlandet, men hvor meget rykker de her? Meget lidt, er jeg bange for. Mine bøger blev bandlyst, men jeg blev, levede med konsekvenserne, og skrev videre inden for det område, der interesserer mig, og nu kan andre skrive en ny Candy, hvis de vil. Vi ved alle, at der er emner, som forfattere i Kina ikke kan skrive om. Det er selvfølgelig begrædeligt, men professionaliseringen af markedet, de nye små forlags risikovillighed og det enorme udbud af nye udgivelser i bogform og på nettet rykker hele tiden lidt ved censuren."

- Så processen er vigtigere end resultatet?

"Måske. Forhåbentligt. Når de unge talenter har tjent deres penge og solet sig i deres berømmelse, så tror jeg også, der vil være flere, der udfordrer deres egne grænser og talent mere. Mest af alt tror jeg, højkulturen og litteraturen kommer tilbage i fokus, når hastigheden, hvormed dette samfund forandrer sig, daler. Vi er åndeligt fattige lige nu. Folk gisper efter vejret bare for at følge med fra dag til dag. Så længe det er sådan, slapper man ikke af med Kafka," siger Mian Mian.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her