Læsetid: 3 min.

Den fortabte generation

Tv-serien om 60'ernes oversete børn - nå-generationen - 'Album' startede med at overse børnene. Men der er alligevel grund til at glæde sig
Tv-serien om 60'ernes oversete børn - nå-generationen - 'Album' startede med at overse børnene. Men der er alligevel grund til at glæde sig
10. marts 2008

Nå-generationen, No Future, Generation X. Kært barn har mange navne, og børn er vi stadig - os, der blev født i 1960'erne, os, der voksede op i hippiekollektivet eller bag ligusterhækken i forstaden, os, der fik drømmene ind med modermælken, gjorde oprør med punk, ironi og dekonstruktion - og den dag i dag står i skyggen af vores forældre, selv om vi har passeret 40.

Benn Q. Holm (f. 1962) kom i 2002 med det første generationsportræt i romanen Album, som nu er blevet til en tv-serie på fem afsnit af Hella Joof (f. 1962) med Bo hr. Hansen (f. 1961) som manuskriptforfatter.

Druk, hor og skænderier

Serien handler om familiebånd og skildrer tre forskellige middelklassefamilier, der gennem tre årtier - fra begyndelsen af 1970'erne frem til starten af det nye årtusinde - krydser hinandens spor.

Der er den patriarkalske familie Rolsted, som styres med bogstavelig talt hård hånd af Vilhelm (Jens Jørn Spottag), en kynisk entreprenør, der tjener gode penge på at opkøbe og udstykke landbrugsjord til sommerhusgrunde. Der er den venstreintellektuelle familie Olufsen, der dyrker Maos lille røde og tager på ø-lejr, men hvor den egocentriske far, Søren (Henrik Prip), har svært ved at leve op til sine socialistiske paroler. Og så er der familien Lund Jensen, som bor i parcelhus, spiser frikadeller og er, ja, kedelig normal.

En søn i hver familie skal være omdrejningspunkt i serien, men dem så vi forbløffende lidt til i første afsnit. De optrådte mest som tavse og perifere vidner til deres forældres udskejelser, dvs. fonduemiddage, druk, hor og skænderier. I familien Rolsted fokuserede instruktøren sågar på storesøster Tess (Ditte Henssel Nissen) i en historie med incestuøse undertoner, og der blev kun for alvor skabt identifikation med hippiesønnen Jon Olufsen (Lucas M. Billing), der oplevede flere traumatiserende forældresvigt.

Så for alle os, der cyklede rundt i forstadens stisystemer, slog tiden ihjel i idrætsklubben eller drak milk shakes i storcentret, var der ikke megen genkendelsesglæde.

Multi-plot

Forældrene stjal endnu engang billedet, men portrættet var alt andet end positivt. Forældrene i de to dysfunktionelle familier blev fremstillet så forløjede og åndløse, at det tangerede karikatur.

Var det virkelig så slemt i 70'erne? Næh, der var også magiske lørdage foran fjernsynet med tipsfodbold, slikposer og McCloud. Der var bilfrie søndage, der var badminton i haven, der var sjove pædagoger, og der var forældre, som elskede os og havde drømme på vores vegne. Men okay, en mini-tv-serie har sin egen fortællelogik, og der er grund til at glæde sig til de kommende afsnit, hvor man må formode, at seriens sønner træder i karakter, når de skal ud og erobre verden på egen hånd.

Album er en multi-plot-fortælling a la Robert Altmans Nashville og Paul Haggis' Crash, der fletter en række menneskeskæbner sammen. Det kræver sin instruktør at holde styr på mange personer, tråde og lag plus en stor tidsperiode, og det er en udfordring for Hella Joof, der oprindelig var skuespiller og hidtil har holdt sig til komediegenren og mere enkle historier.

Som instruktør savner hun stadig en sans for at afvikle scener med filmisk præcision (det man i fagsproget kalder point of view), men til gengæld rammer hun med skuespil, scenografi og musik en melankolsk grundtone, som godt kan gå hen og blive seriens force.

Ud af skyggen

Melankoli er nemlig et glimrende signalement af nå-generationen. Vi voksede op med vores forældres tro på lykken, men lykken smuldrede, idealerne blev afsløret og familien faldt fra hinanden. Vi blev desillusionerede romantikere næsten før, vi lærte at gå. Og det har vi lige siden har forsøgt at skjule med ironi, dekonstruktion og meta-fiktion.

Spørgsmålet er, om Album kan hæve sig over sindrige, selvrefererende plot-konstruktioner? Er det nu, nå-generationen træder ud af skyggen og endelig fortæller sin egen historie - råt for usødet?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu