Fortidens spøgelser: Information og 'Dragen'

Når man pludselig synes at have oplevet en bestemt ting eller situation før...

Déjà vu;

Sådan har journalist Jørgen Dragsdahl det med de gentagne beskyldninger om, at han var agent for Sovjet, mens han arbejdede på Information, siger han i dette interview.

Han skrev sine første artikler til Information i begyndelsen af 1970'erne.

Fra 1977 til 1995 var han ansat og skrev primært om USA, international sikkerhedspolitik og nedrustning. Hans journalistiske produktion på Information, der omfatter langt over 1.000 artikler, er en af de mest anerkendte - men samtidig også blandt de omstridte - i Informations godt 60-årige historie.

Flere gange har Dragsdahl været beskyldt for at have plejet tæt forbindelse til kilder med tilknytning til den sovjetiske efterretningstjeneste KGB. Det skete i 1992-94, hvor Ekstra Bladet med henvisning til den afhoppede KGB-oberst Gordijevskij udråbte Dragsdahl som spion, agent og betalt påvirkningsagent.

Og det skete igen i januar 2007, hvor professor Bent Jensen fra Syddansk Universitet i en stort opsat artikel i Jyllands-Posten anklagede Dragsdahl for at have været KGB-agent nummer ét i Danmark. Jensen skrev sin artikel, efter han som forsker og sikkerhedsclearet på højeste niveau havde haft adgang til en række klassificerede PET-dokumenter.

Til Jyllands-Posten medgav Dragsdahl, at han på ét enkelt punkt havde handlet uforeneligt med sit job som journalist, nemlig da han forsøgte at få sin daværende russiske kone til Danmark - men mere om det senere.

Ekstra Bladet endte med at indgå et forlig i 1994, hvor avisen "uforbeholdent" måtte beklage de fremsatte beskyldninger, udbetale en større erstatning til Dragsdahl samt dække alle sagsomkostninger, efter han havde stævnet avisen for bagvaskelse.

Også Jensen og Jyllands-Posten er for et år siden blevet stævnet for injurier af Dragsdahl, men sagen er endnu ikke berammet ved retten i Svendborg.

Tendentiøs dækning?

Sidst har kulturmedarbejder på Berlingske Tidende, Bent Blüdnikow, fremdraget Dragsdahls indsats som en kritisabel del af Informations fortid.

"Gennem 1980'erne og 1990'erne var det Jørgen Dragsdahl, der dækkede alle aspekter af stormagtsopgøret. Han blev af PET betegnet som Sovjetunionens vigtigste spion. I Jyllands Posten har Bent Jensen fremdraget en række af hans tendentiøse artikler, hvis formål tilsyneladende var at skildre USA som aggressiv og USSR som den svage part. Han fik frit spillerum og spillede en betydelig rolle for Informations læsere og brede kredse," skriver Blüdnikow og spørger til sidst: "Er det rigtigt, at han var tendentiøs og talte Sovjetunionens sag?"

- Er det rigtigt, Jørgen Dragsdahl?

"Jeg føler det oprørende at skulle besvare anklager fra Bent Blüdnikow, fordi han så oplagt ikke har sat sig ind i sagerne. Ord for ord, linje for linje er det forkert, hvad han skriver," svarer Dragsdahl, der er overbevist om, at han kunne få Blüdnikow dømt for injurier for den udtalelse.

"Men okay, her er mine bemærkninger: Det var ikke i 1990'erne, men derimod i slutningen af 70'erne og 80'erne, at der var et stormagtsopgør. Det dækkede jeg to aspekter af, nemlig den amerikanske vinkel og de såkaldte fredsbevægelser. I 90'erne sad jeg i Polen og skrev derfra - især med en del sympati om udvidelsen af NATO. Fra 1995 var det i øvrigt til Weekendavisen, altså til samme blad som Blüdnikow dengang arbejdede på."

"I 70'erne og 80'erne var der adskillige dygtige medarbejdere på Informations udenrigsredaktion, bl.a. Tyge Pedersen, Peter Wivel, Vibeke Sperling og Kirsten Bruun samt ikke mindst adskillige redaktører, der glad og gerne også skrev om Den Kolde Krig. Jeg var altså ikke avisens eneste medarbejder, der skrev om Øst-Vest. Men jeg burde måske føle mig beæret over over den implicitte påstand, at jeg på en avis med et oplag på 30.000 ene mand kunne styre dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik."

Som at træde i hundelort

Det har ikke været helt ukompliceret at få en interview-aftale i stand med Dragsdahl om Blüdnikows kritik, fordi han ikke vil føre proces mod Bent Jensens lignende anklager via nyhedsmedier. Desuden føler han sig i nogen grad snigløbet af nogle formuleringer i to ledere skrevet af Informations chefredaktør, Palle Weis - også mere om det senere. Dragsdahl er også skeptisk over, hvorfor han overhovedet skal medvirke.

"Jamen, det er efterhånden fjerde eller femte gang, jeg skal det her igennem. Og uanset hvor mange gange, jeg med mine gamle artikler og dokumentation med udførlige henvisninger på min hjemmeside imødegår anklagerne, der alle i sidste ende kan føres tilbage til påstande fra én sovjetisk afhopper, så hænger der altid et eller andet ved. Det er som at træde i en hundelort: Selv om jeg skraber alt lort af sålen, så slipper der alligevel nemt lidt lugt med ind i stuen," som han siger.

"I alle mine artikler fra dengang er kildehenvisningerne klare, og jeg har kun modtaget ét dementi - nemlig fra Kjeld Olesen, da han var udenrigsminister, og jeg kunne dokumentere, at dementiet var forkert. Kjeld Olesen har desuden oplyst, at han bad sine embedsmænd kontrollere mine kilder, og de fandt dem i orden," tilføjer Dragsdahl, som også kan udlevere en liste over sine 100 vigtigste kilder i USA.

"Så til det med at PET skulle have betegnet mig som Sovjetunionens vigtigste spion. Hvordan skal det forstås? PET har jo aldrig skrevet sådan. Derimod har en underordnet sagsbehandler fra PET i et referat fra et møde med mig i marts 1986 påstået, at 'Centret' i Moskva kaldte mig 'nummer et' i Danmark. Det var led i en møderække med PET, som jeg selv havde taget initiativ til. I næste afsnit af referatet modsiger sagsbehandleren så endda sig selv, fordi, som han skriver, man kan kun gisne om, hvad KGB har fået ud af 'nummer et'. I øvrigt bruger sagsbehandleren slet ikke ordet 'spion'."

Politiets Efterretningstjeneste har til Justitsministeriet sidste år oplyst, at man ikke kan bekræfte, at denne sagsbehandler gav udtryk for tjenestens vurdering, påpeger Dragsdahl.

Indstillet til Cavling

Blüdnikow gentager mekanisk Bent Jensens påstande fra endnu en af professorens artikler sidste år i Jyllands-Posten, når han bedyrer, at Dragsdahls skrev om "Sovjet som den svage part", mener Dragsdahl.

"Jamen, Blüdnikow overser ganske, at jeg for et år siden over en hel side i Jyllands-Posten og med fuld dokumentation tilbageviste Bent Jensens anklager. Det har jeg som sagt også gjort tidligere i polemikker med Bent Jensen, men trods mandens velkendte trættekære facon har Bent Jensen ikke reageret på min artikel for nu mere end et år siden."

- Det kan jo skyldes din stævning mod ham?

"Nej, det tror jeg ikke. Bent Jensen har nemlig i andre sammenhæng siden hen forstærket sine anklager, bl.a. på et offentligt møde i CEPOS, hvor han sagde, at jeg også skulle have fået penge fra KGB."

- Hvad så med 'frit spillerum'. Fik du det på Information?

"Nej, der var jo dygtige kolleger. Og der var ikke nogen dengang, der tog afstand fra mine artikler, tværtimod blev jeg tre gange, bl.a. af Peter Wivel, indstillet til Cavling-prisen. Da Ekstra Bladets anklager kom i januar 1992, refererede Information dem grundigt i en serie 'Os og KGB', hvor bl.a. KGB-afhopperen Oleg Gordijevskij, som var Ekstra Bladets kilde, samt den russer, der angiveligt havde været min føringsofficer, blev interviewet. Og selv skrev jeg en lang artikel, hvor jeg redegjorde for drivkræfterne i min journalistik."

Ifølge Dragsdahl kom han også "i intensivt forhør" hos Informations daværende redaktør Lasse Ellegaard.

"Konklusionen var, at jeg bare kunne fortsætte. Der var altså - hvad forliget med Ekstra Bladet også viste to år senere - ikke noget at komme efter."

- Var du tendentiøs og talte Sovjets sag?

"Virkeligheden dengang var, at de danske kommunister anså mig for at være både anti-kommunist, anti-sovjetisk og en fjende af fredsbevægelsen. De skrev talrige indlæg i Information mod mig, hvad enhver kan gå tilbage og slå efter. Med trykkested i Prag blev der endda publiceret en pamflet med en voldsom kritik af Kirsten Bruuns og mine artikler, fordi vi kritiserede Verdensfredskongressen, som var styret af Moskva. Det var den ligeledes Moskva-kontrollerede International Federation of Journalists, der udgav denne pamflet."

Hos den østtyske statssikkerhedstjeneste blev Dragsdahl registreret som anti-kommunist og som agent for den amerikanske sikkerhedstjeneste, det vil sige CIA.

CIA-agent ifølge Stasi

"Det mente Stasi uforandret frem til Murens fald. På min hjemmeside har jeg som sagt offentliggjort et væld af gamle artikler og ledere fra de år, så man selv kan læse, at jeg kraftigt og ofte kritiserede både kommunisterne og Sovjet," siger Dragsdahl.

- Var du så tendentiøs i forhold til USA?

"Nej, jeg mener ikke, jeg var tendentiøs overhovedet. Jo, måske i forhold til at fastholde kritikken af atomvåben og samtidig slås for, at fred og frihed hænger sammen, også i forhold til at støtte systemkritikere i Østeuropa og USSR."

- Jamen, hvorfor bliver anklagen så ved med at rumle?

"Jeg oplever det som et bevidst forsøg på at omskrive historien. Og det rummer både et personligt og et politisk aspekt. Hvis jeg tager det politiske først, så mener jeg, at Anders Fogh Rasmussen bruger angreb på de personer, der dengang kritiserede atom-oprustningen, som køller til at afværge kritik af regeringens aktuelle sikkerhedspolitik i dag. Fogh drager jo direkte paralleller mellem at kritisere kampen mod terror i dag og så kritikken af atomoprustningen under den kolde krig. Helt konkret bliver Socialdemokratiet og den såkaldte fodnote-politik i 1980'erne under Schlüter-regeringerne - og derved også mit bidrag til denne kritik - brugt i dag mod kritikerne af krigen i Irak."

"Hvad angår det personlige, så må jeg spørge lige ud: Hvad driver Blüdnikow ud over en trang til selvpromovering? Hvad og hvor ville han være, hvis han ikke havde slået sig op på en kritik af det, han forstår ved venstrefløjen? Og hvis den sovjetiske trussel dengang blev oplevet så alvorligt af ham, eller hvis hans hjerte blødte så voldsomt for de undertrykte befolkninger i Øst, hvordan kan det så være, at hans røst slet ikke blev hørt dengang? Hvorfor var det ikke ham, men derimod mig, der blev svinet til af kommunisterne i Informations spalter? Jeg har spurgt og spurgt, men jeg er endnu ikke stødt på en eneste, der erindrer et læserbrev fra Blüdnikows side dengang. Han er, hvad vi i min familie kaldte "en 5. maj frihedskæmper" - en selvudråbt helt, der først dukker op, når kampen er ovre."

Den russiske hustru

I Jyllands-Postens den 14. januar 2007 erkendte Dragsdahl, at hans kontakter til KGB ved en bestemt lejlighed havde været uforeneligt med hans arbejde som journalist.

Det drejede sig om, at han på et tidspunkt øvede pres på sovjetiske myndigheder for at få sin daværende russiske kone med til Danmark. Mere vil han af hensyn til sin tidligere kone, der stadig bor i Danmark, ikke oplyse.

I et interview til Information to dage senere sagde Dragsdahl, at det var ham "magtpåliggende at understrege, at der ikke er sket nogen bevidst sammenblanding af den kampagne, som jeg førte for at få min kone ud af Sovjetunionen og så det, jeg skrev i Information".

Han forsikrede også, at han aldrig har skrevet noget i Information, "som var mig pålagt af andre eller skrevet noget med en bestemt hensigt."

I samme interview anslog han, at han "over en 10-årig periode fra 1975 og frem til 1986" vel har været til "20-25 frokostmøder med folk fra den sovjetiske ambassade."

- Hvorfor det?

"Enhver, som dengang beskæftigede sig med Øst-Vest- forholdet, havde også kontakter med østdiplomater, hvoraf langt størsteparten selvfølgelig har været efterretningsagenter. Det vidste jeg nu godt dengang, både fordi jeg kendte amerikanere, der var eller havde været aktive agenter, og fordi de sovjetiske repræsentanter, jeg mødte i Danmark, bestemt ikke skjulte, at de havde regelmæssig omgang med politikere, embedsmænd, chefredaktører, forskere og journalister. Ifølge PET havde ikke færre end 10 medlemmer fra regeringens sikkerhedspolitiske udvalg (SNU) således regelmæssig omgang med KGB-agenter."

- Du var selv med i SNU. Hvorfor havde du omgang med KGB-agenter?

"Det er en klassisk journalistisk dyd, at man altid skal høre begge parter i en sag. Når man, som jeg skrev om Øst-Vest-konflikten, var det vigtigt at høre, hvad alle havde at sige. Ellers kunne man ikke trænge ned i problemets kerne. Tag nu de unge indvandrere i dag og de brændende affaldscontainere. Hvis man ikke i reportager eller med andre virkemidler forsøger at forstå, hvorfor de brænder containere af, hvordan skal journalister så dække det?"

Afspænding gik forud

"Det centrale i 70'erne var, at de amerikanske præsidenter Kennedy, Johnson, Nixon og Ford, tilskyndet af europæerne herunder Danmark, havde stræbt efter, hvad vi i dag kalder afspænding. Det betød, at man i vidt omfang måtte se bort fra alle de ting ved det sovjetiske samfund, man ikke brød sig om, for at nå frem til stabiliserende aftaler, som kunne afværge en atomkrig. Det var denne begyndende dialog med Øst, der lagde de frø, der senere i 80'erne betød et brud med kommunismen. Det er barokt, hvis man i dag glemmer, at der forud for murens fald var en meget lang afspændingsperiode."

"Hvis jeg lavede fejl i 70'erne, så var det, at jeg, mens jeg var korrespondent for Information i USA, blev så stærkt inspireret af de amerikanere, der arbejdede for rustningskontrol, at når jeg så siden skrev om Øst-Vest, så fokuserede jeg for meget, for nu ikke at sige udelukkende, på de militære aspekter. Først fra 1980 inddrog jeg koblingen mellem fred og frihed som en central del af min kritik af fredsbevægelserne og Sovjet. Det skete i høj grad under indtryk af begivenhederne i Polen og af de russere, jeg havde lært at kende. Når man lærte russerne bedre at kende, så gav de klart udtryk for, at de var undertrykt."

- Gjaldt det også dine kontakter fra den sovjetiske ambassade?

"Ja, bestemt. Dem, jeg mødte i Danmark og i Moskva, var klart begrænset i deres ytringsfrihed. Men man skulle tale længe med dem, før man fandt ud af, at for mange var det et stort problem."

Dragsdahl ifølge Weis

Dragsdahl støtter, at Information ser selvkritisk på sin egen fortid. Det er altid klogt, mener han.

"Men en forudsætning for at kunne gøre det er, at man så også kender til denne fortid, så man ikke lader sig styre eller forblænde af myter. Jeg har sjældent - om nogensinde - oplevet en decideret politisk diskussion på Information. Alle vores diskussioner - og dem var der mange af, også meget hårde opgør af og til - handlede altid om journalistik. Den eneste gang, jeg har oplevet et politisk direktiv fra avisledelsen var, da Lasse Ellegaard som redaktør bad mig om at tage til USA op til den første Golfkrig og beskrive, hvordan USA udnyttede FN til sine egne formål. Det anså jeg for at være politisk, så det nægtede jeg at efterkomme."

Det er især ordvalget i en leder, som avisens nuværende chefredaktør Palle Weis skrev om Dragsdahl i januar 2007, som han er utilfreds med. I lederen skriver Weis, at Dragsdahl "tydeligvis (har) et forklaringsproblem (...) han indrømmer, at hans ageren i en periode var uforenelig med hans arbejde som journalist. Man kan angribe det moralsk anløbne i handlingerne, og der er næppe tvivl om, at journalisten har vandret på en hårfin grænse."

"Jeg bliver interviewet til Information den samme dag, som lederen er på. Så hvis Weis mener, jeg har et forklaringsproblem, hvorfor har avisens to interviewere så ikke stillet de spørgsmål til mig, som Weis mener, jeg ikke har forklaret? Jeg synes, at Weis løsriver et citat af mig til Jyllands-Posten - nemlig at jeg i forbindelse med min daværende kone i én situation har handlet i strid med min journalistiske integritet, til at det bliver et generelt forklaringsproblem. For mig er det i hvert fald tankevækkende, at Jyllands-Posten næste dag roste Weis for hans formulering." I en anden leder fra januar i år karakteriserer Weis professor Bent Jensen som værende "hævet over enhver tvivl blandt de mest kompetente koldkrigsforskere i landet."

"Med de ord hæver Weis professor Bent Jensen op på en piedestal, hvor han efter min - og mange faghistorikeres - mening slet ikke hører hjemme. Stort set alle landets øvrige koldkrigsforskere har jo sablet Bent Jensens metoder ned. Og endelig er Bent Jensen slet ikke koldkrigsforsker, højst USSR-forsker. Manden erkender selv, at han ikke har nogen viden om USA. Så jeg tvivler da på, om Weis forud for den leder f.eks. har sat sig ind i Justitsministeriets 11 sider lange notat fra december 2007, hvori ministeriet lægger betydelig afstand til Bent Jensens agent-anklager mod mig."

Læs mere om anklagerne mod Jørgen Dragsdahl samt artikler fra Informations serie i 1992: 'Os og KGB' på Dahlins blog på adressen: http://luftskibet.information.dk/dahlin

I morgen følger seriens sidste artikel med bl.a. tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensens vurdering af Dragsdahls virke, mens han var ansat på Information.