Læsetid: 8 min.

Fortidens Spøgelser: Sovjetspion eller 'bare en slags politiker forklædt som journalist'

Ifølge fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var Informations sikkerhedspolitiske medarbejder i 1970'erne og 80'erne, Jørgen Dragsdahl, ikke på sovjets lønningsliste, som han er beskyldt for bl.a. i Jyllands-Posten
Palæstinatørklæder og parkacoats - jo jo, uniformen var på plads, når DKP-s fredstilhængere demonstrerede for sovjetparolen: Norden som atomvåbenfri zone (på billedet). Men hvad så når Informations Jørgen Dragsdahl (nederst) skrev artikler, der støttede samme mål? Var han så sovjetisk indflydelsesagent?

Palæstinatørklæder og parkacoats - jo jo, uniformen var på plads, når DKP-s fredstilhængere demonstrerede for sovjetparolen: Norden som atomvåbenfri zone (på billedet). Men hvad så når Informations Jørgen Dragsdahl (nederst) skrev artikler, der støttede samme mål? Var han så sovjetisk indflydelsesagent?

Finn Frandsen

26. marts 2008

"Et afgørende punkt må være, om man har været købt og betalt af modstanderne. Og det har jeg ikke grund til at tro, at Dragsdahl var. Han var bare en slags politiker forklædt som journalist."

Det skriver Uffe Ellemann-Jensen i sin bog Fodfejl fra 2004. Bogen beskriver den såkaldte fodnotepolitik under Schlüter-regeringerne 1982-1993, hvor Ellemann blev sendt af sted til NATO-topmøder med en stribe sikkerhedspolitiske danske forbehold, som han blev pålagt at fremføre af et flertal i Folketinget. Dragsdahl havde som flittig artikelskriver i Information en ikke uvæsentlig del af 'æren' for dette sikkerhedspolitiske flertal, som var på tværs af regeringens linje.

Det er da heller ikke, fordi Ellemann synes særlig venligt stemt over for Dragsdahl. Han beskrives derimod som "en enøjet journalist", der var "fuldbeskæftiget med at skrive om sikkerhedspolitiske emner, som kunne bringe regeringen i vanskeligheder". Desuden havde Dragsdahl ifølge Fodfejl sat sig på "et snævert stofområde", og han "fik tilsyneladende stillet ubegrænset spalteplads til rådighed i Information."

Men - konkluderer den fhv. udenrigsminister efter at have beskrevet Ekstra Bladets kampagne i 1992 mod Dragsdahl for at være sovjetisk 'indflydelsesagent': "Jeg tror ikke på, at Dragsdahl var en 'spion', der var købt og betalt af KGB."

Agent for sig selv

Da Information kontakter Ellemann i februar 2008 - dvs. et år efter at professor Bent Jensen i en stort opsat artikel i Jyllands-Posten januar 2007 gentog Ekstra Bladets beskyldninger - fastholder han uden tøven sit skudsmål om Dragsdahl fra Fodfejl.

Sovjetspion er ellers, hvad Berlingske Tidendes kulturmedarbejder Bent Blüdnikow har kaldt Dragsdahl. I en mail til Information omtaler Blüdnikow med henvisning til professor Bent Jensens artikel Dragsdahl som "Sovjetunionens vigtigste spion", der stod bag en lang række "tendentiøse artikler, hvis formål tilsyneladende var at skildre USA som aggressiv og USSR som den svage part."

Dragsdahl "spillede en betydelig rolle for Informations læsere og brede kredse," fortsætter Blüdnikow og spørger til sidst: "Er det rigtigt, at han var tendentiøs og talte Sovjetunionens sag?"

Gordijevskij

En anden af 1980'ernes ivrige forsvars- og sikkerhedspolitiske debattører, fhv. brigadegeneral Michael H. Clemmesen, afviser på linje med Ellemann, at Dragsdahl skulle være finansieret af Sovjetunionens efterretningstjeneste.

"Dragsdahl var agent for sit eget personlige engagement i den amerikanske venstrefløj, og derudfra forsøgte han at påvirke danske politikere," forklarer Clemmesen, der stadig er skråt uenig med Dragsdahls artikler.

"Fodnotepolitikken var et opgør med NATO-solidariteten, og hvis bare ét land mere havde kørt den linje, var alliancen brudt sammen. Det endte heldigvis ikke sådan. I stedet brød USSR sammen," som han bemærker.

Ifølge Clemmesen var Dragsdahl i øvrigt slet ikke typen, som en efterretningstjeneste kunne finde på at ansætte:

"Han var - og er - naiv. Han var en mand, der f.eks. ville insistere på at ville mødes med alle, hvorved han udsatte sig selv for et muligt pres. Så Dragsdahl var langt fra en listig rad, tværtimod tumlede han nærmest rundt i manegen."

Journalist Per Knudsen var ansat på Information i knap 18 år frem til 1994. I en periode var han stedfortrædende chefredaktør, og da Ekstra Bladet i januar 1992 med den afhoppede KGB-oberst Gordijevskij som kilde beskyldte Dragsdahl (og en række andre danskere) for at være i russernes sold, var det Knudsen, der tog sagen under behandling.

"Vi havde et bevidst ønske om, at Informations læsere skulle være mindst lige så godt orienterede som læserne af Ekstra Bladet," forklarer han.

"Så jeg tog til London, og efter flere forsøg lykkedes det mig at få et interview med Gordijevskij. Det er den længste artikel, jeg nogen sinde har skrevet til Information. To hele sider i det gamle format fyldte det," husker Knudsen.

Dragsdahl fik ifølge Knudsen ikke mulighed for at læse interviewet, før det blev bragt i avisen.

"Dragsdahl var jo part i sagen, selv om han samtidig var en kollega. Vi, dvs. chefredaktør Lasse Ellegaard og jeg - valgte fra starten en tilstræbt objektiv tilgang. Netop for at avisen ikke kunne blive beskyldt for at varetage Dragsdahls interesser, skulle jeg dække sagen som enhver anden sag," siger Knudsen.

- Hvad var så din holdning?

"Vi skulle tage anklagerne alvorligt og efterprøve dem, og vi skulle afdække historien, dvs. skrive hvad vi kunne finde ud af. Så var det op til læserne at vurdere resultatet."

- Men hvad var din egen opfattelse?

"Vi taler om journalistiske artikler gennem flere årtier, og hvis man vil vurdere dem, må man gå til selve teksterne. Det er fint med kritik, men det klæder enhver kritiker at gå efter bolden i stedet for manden," siger Knudsen, der i øvrigt mindes Information "som et åbent sted, hvor man kom længere ned i sagerne end på mange andre aviser."

Et vist sammenfald

Ole Nyeng blev i 1990 ansat som Informations udenrigsredaktør.

"Jeg havde ikke nogen som helst opfattelse af, at Dragsdahl arbejdede for russiske eller sovjetiske interesser. Og det var der heller ikke på resten af avisen," husker han.

Nyeng medgiver, at der var et vist sammenfald mellem, hvad Dragsdahl skrev i Information op gennem 1980'erne og så sovjetiske synspunkter, f.eks. i forbindelse med Norden som atomvåbenfri zone.

"Men jeg har ikke noget som helst grundlag for at tro andet, end at det var Jørgens egen holdning, han gav udtryk for."

En enkelt gang har Nyeng pillet en af Dragsdahls artikler af, husker han. Det gav anledning til et ramaskrig fra ham.

"Han mente, at vi i Vesten var alt for forblændede af Gorbatjov, men der var nogle journalistiske ting i den artikel, som ikke var i orden."

"Der, hvor Dragsdahl havde en vis indflydelse, var omkring NATO's såkaldte dobbeltbeslutning om udstationering af Pershing II-missiler, og der er jeg 100 procent sikker på, at han skrev ud fra sin egen holdning," slutter Nyeng.

Erik Meier Carlsen, der var ansat på Information frem til efteråret 1986, er i dag ikke i tvivl om, at Dragsdahl var tendentiøs.

"Ja bestemt," som han siger: "Der var nok også dengang en fornemmelse af, at han var meget ensidig. Men det var der også andre, der var. Det var der en vis accept af dengang."

- Prøv at forklare det nærmere?

"Dragsdahl har altid stået som en meget stærkt engageret journalist. Da jeg blev ansat i 1971, var han f.eks. meget optaget af det amerikanske Sorte Panter Parti og skrev ud fra den position kritisk om USA og det amerikanske establishment."

Aldrig med ført hånd

Information var, fortæller Meier Carlsen, i høj grad præget af personer, der var engageret, ikke i partier, men i bevægelser om f.eks. dokumentarfilm og den slags.

"Det var den type engagement, avisen levede af," siger Meir Carlsen og henviser til 'ungdomsoprøret', som avisens daværende chefredaktør Børge Outze "lod vælte ind over Information, fordi der lå et engagement, som avisen ikke kunne undvære."

Journalist Vibeke Sperling kom til Information i 1978. Hun mener, at Dragsdahl måske lå under for den på venstrefløjen udbredte tendens, at 'din fjendes fjende er din ven'.

"Jørgen var mere sovjetvenlig end jeg f.eks., var, fordi han så USA's højrefløj som sin hovedfjende. Men han var altså også sovjetkritisk. Og jeg kan garantere for, at han aldrig har skrevet noget med ført hånd."

- Hvordan kan du garantere det?

"Jeg fulgte ham meget tæt, og vi har såmænd gennem tiden haft vores slagsmål. Men netop fordi jeg var så sovjetkritisk, ville jeg have slået ned med det samme i min tid som chefredaktør."

- Hvad så med Dragsdahls flittige omgang med sovjetdiplomater?

"Jeg har selv dyrket den slags kontakter. Da jeg skulle dække Sovjetunionen for Information, blev jeg hurtig klar over, at nogle af de bedste kilder var KGB-folk. De var de mest vidende, og de kendte Vesten bedst."

Åndelig dovenskab

Peter Wivel, der endte som chefredaktør på Information, inden han forlod avisen december 1989, kalder det "åndelig dovenskab" at tro, at Dragsdahl var sovjetagent.

>- Hvorfor det?

"Hvis nogen i ramme alvor kan anklage Dragsdahl for at være KGB-agent - og det er jo det indtryk, Bent Jensen gav med sin artikel i Jyllands-Posten sidste år, og som Blüdnikow nu gentager - så må man være fuldstændig ligeglad med, hvad manden har skrevet i tidens løb. Det er en grotesk og uhistorisk anklage."

"Dragsdahl var derimod en udmærket, ja en fremragende journalist med de mest fremtrædende kilder. Han havde en fænomenal viden. Jeg har aldrig oplevet, at han har manipuleret med oplysninger."

Wivel husker, at SF's daværende formand Gert Petersen skrev "rasende indlæg" mod Dragsdahls artikler om de sovjetiske SS 20 atommissiler. Ifølge Petersen havde Dragsdahl nemlig "glemt", at USA var vores hovedfjende.

"Først da jeg læste Dragsdahls artikler om de sovjetiske missiler, gik det op for mig, hvor naiv jeg selv havde været. At påstå at amerikanerne var vores hovedfjende, det var så grotesk langt ude, at det måtte imødegås. Så det gjorde jeg på lederplads."

I løvens hule

Journalist Kirsten Bruun var ansat på Informations udenrigsredaktion 1983-87 med dækningen af Sovjetunionen som område. Hun er stadig, som hun siger, "en personlig bekendt af Jørgen, forstået på den måde, at vi måske ses en gang om året."

- Var Dragsdahl tendentiøs?

"Han var meget grundig, og han havde altid fremragende kilder til det, han skrev. Sådan vil jeg formulere det," siger Bruun og tilføjer:

"Alle er jo tendentiøse. Alle journalister har en baggrund, en historie og en hensigt med det, de skriver. Så i den forstand var Jørgen da også tendentiøs."

- Var han så mere engageret end andre på Information?

"Det giver ikke mening at svare. Jørgen var utrolig engageret i det, han arbejdede med, men det er ikke det samme som at være tendentiøs. Det er positivt at være engageret."

- Du har fortalt mig, at du er sikker på, at han ikke var KGB-agent. Hvordan kan du være sikker på det?

"Fordi det er noget helt andet end at være journalist. Som journalist er du en del af den demokratiske proces, hvor tingene lægges frem og diskuteres. En agent derimod skjuler sine kilder og arbejder ud fra et dunkelt formål. Jørgen har altid været åben og ærlig om sit formål."

- Hvad så med hans pres mod sovjetiske myndigheder for at få sin daværende russiske kone ud af Sovjet?

"Når man er i en personlig skrøbelig situation, skal man undgå situationer, hvor andre kan mistænke en for at være åben for pression. Derfor bør man ikke gå ind i løvens hule, og det gjorde Jørgen dengang."

- Hvad var dit indtryk dengang af ham?

"En irriterende flittig mand. Han producerede ufattelig mange linjer, altid kun med to fingre på tastaturet. Han var en seriøs kollega med et enormt overblik og et godt hold på detaljerne."

Serie

Fortidens spøgelser

<b>Fortidens spøgelser</b><p>Leflede Information i 1970'erne, 80'erne og 90'erne for venstretotalitære regimer? Var der en udbredt venstrefascisme blandt avisens skrivende medarbejdere? </p><p>Det hævder Bent Blüdnikow, kulturmedarbejder ved Berlingske Tidende (interview i Information den 16/1 2008). På opfordring fra Information har Blüdnikow leveret seks eksempler, som vi nu belyser fra en ende af: </p><p>1. Dækningen af Blekingegadesagen (Bragt 30/1, 31/1 og 2/2 2008)</p><p>2. Den påståede Sovjet-spion Wilfred Burchett var Indokina-korrespondent (Bragt den 17/3) </p><p>3. Information var gennemsyret af maoisme.</p><p>4. Der var sympati for Rote Armée Fraktion i redaktionslokalerne.</p><p>5. Information hyldede den østtyske spion Jörg Meyer.</p><p>6. Journalist Jørgen Dragsdahl talte Sovjetunionens sag i 1980'erne og 1990'erne.</p>

Seneste artikler

  • Tiltrængt avis til tiden

    8. april 2008
    Siden Begyndelsen af januar har Information øvet sig i at holde historiens spejl op foran avisens synspunkter og holdninger i den periode, som fulgte efter ungdomsoprøret i slutningen af 1960'erne
  • Blüdnikow: En selvforelsket generation

    7. april 2008
    Informations tilbageblik på egen fortid i 1970'erne og 80'erne i serien 'Fortidens Spøgelser' var et godt forsøg, men resultatet imponerer ikke Bent Blüdnikow
  • Fortidens spøgelser: Information og 'Dragen'

    25. marts 2008
    Information var tendentiøs i sin dækning af Øst-Vest i 80'erne og 90'erne, og en af avisens journalister var samtidig Sovjet-spion, lyder anklagen fra Bent Blüdnikow, skribent på Berlingske Tidende
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Egentlig troede jeg at Dragsdahl var uddebatteret, men er da glad for at se at der er forskellige synspunkter om ham. I årene før og efter (i alt ca 10 år) dobbeltbeslutningen arbejdede jeg i en fagforening. Et sådant sted er der som regel en del folk til venstre for midten, og det var der også i dette tilfælde.
Flere DKP'ere fortalte mig, at Information var delvis fnansieret af CIA og at Dragsdahl var agent for CIA. Sådan som det fremgik af Stasis arkiver, da de blev åbnet. Han skrev både for og imod Sovjet og for og imod USA, og DKPerne rasede, hver gang der bare var en halv sætning om, at Sovjet kunne gøre noget forkert.

Det bringer mindelser om Herbert Pundiks erindringer, som jeg er ved at genlæse. Han skriver, hvordan han på et tidspunkt var fascineret af verdensfredsbevægelsen, der var styret fra Moskva og fortæller, at "ligesom DKP-folkene og fredsbevægelsens medløberes holdning til Sovjetunionen havde jeg svært ved at se fejlene på israelsk side".
I det omfang han var opmærksom på sådanne israelske fejl, bortforklarede eller fortav han dem. Som DKPerne ville fortie fejl og kritik af Sovjet.

Hvis man nu skriver, at Bent Blüdnikov endnu engang optræder som en narrerøv i verdensklasse, er det så en stødende kommentar og/eller en dårlig tone i debatten ?
Eller sagt på en anden måde, hvorfor bliver Information ved med at lade typer som Blüdnikov, Jensen m.fl. få alenlang spalteplads i avisen med de samme latterliger og helt udokumenterede påstande.
Nu skal Blüdnikov så Gud hjælpe mig igen iflg. ovenstående have mere plads til til at gentage tåbelighederne, som der iøvrigt intet nyt er i.
De florerede allerede i 70'erne og 80'erne efter den dominerende devise "hvis du ikke er med os er du imod os", som Bush nu har hugget til genbrug, når den tids Blüdnikov'er permanent lå i slipstrømmen på USA's imperiale politik i Vietnam mm. og Israelsk kolonialisme i Plalæstina, som en tro kopi af DKP's følgagtighed overfor den anden supermagt Sovjet.
Her gælder åbenbart Marx udsagnet, at historien altid gentager sig, først som tragedie siden som farce, en farce som Information burde se at få stoppet, hellere idag end i morgen.

Enig med Garp. Kender jeg Blüdnikow ret, vil han bare gentage sine injurierende påstande, uanset hvor mange gange de bliver dokumenteret som vrøvl.

Winston
Det kommer vel an på hvad du mener med agent. Agent som i fx Bourdieus feltanalyse eller agent som i selvretfærdig snushane?

Er han ikke bare en elendig historiker med notorisk ondt i røven? Måske en Agent 00ognix med license to STFU?

Tænk at Information lader sig koste rundt på den måde...

Franco, Pinochet, USA i mellemamerika, WOT, Irak, Guantanamo, Bush etc. etc.

Jørgen Garp kalder Blüdnikow en narrerøv og klandrer Information at det giver plads til ham og Bent Jensen, når han nu ved det hele er noget udokumenteret vrøvl.
Og Per Vadmand giver ham ret.
Hvis dette bodeganiveau skal være modspil til Blüdnikows anklager, har han intet at frygte.
Heldigvis udviser avisen mere storsind i forsøget på at indfange en tidsånd, som også herskede på Information.
Hvad Dragsdahl var ved jeg ikke, men Information var aldrig Sovjetvenlig. Det overlod man til Land og Folk og DKP'erne som hadede Information.
Selv i den mest venstreorienterede og måske også frelste periode var Information åben over for andre meninger. Også meninger som slet ikke var populære på venstrefløjen.
Det var jo derfor bladet også var læseværdigt i modsætning til Land og Folk.
Den retorik Jørgen Garp bruger og Per Vadmand bifalder passer rigtig godt til det hedengangne kommunistiske dagblad, men fik heldigvis aldrig indpas på Information.

Jens Peter Hansen, jeg forstår ikke dit udfald mod mig, eftersom jeg hele tiden i denne debat har givet udtryk for nøjagtigt det samme, som du skriver.

Derudover mener jeg blot, at Blüdnikow har fremsat nogle udokumenterede angreb, som er blevet fyldigt og sagligt tilbagevist, og dermed burde den sag være slut. Der er ingen grund til at lade Blüdnikow gentage angrebene.

Jen Peter det er ikke dette bodeganiveau, der er skal forestille at være modsvaret til Blünikov, det turde fremgå med al tydelighed.
Blüdnikov er modsvaret så mange gange veldokumenteret, at gentagelsen i årevis af hans udokumenterede vrøvl til sidst kan få selv en ældgammel abonnent på Information til at miste tålmodigheden og hæve tonen.
Men så fik du da anledning til at få luftet frøken tonen i den anledning!!

Jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjhne, da jeg læste at Bent Blüdniknow har kaldt 'dragsdal for Sovjetunionens vigtigste spion'.
Jeg tror måske nu nok, at Sovjetunionen havde andre og mere vigtige spioner i Vesten,f.eks. øst-tyske spion, som var ansat i regeringskontoret i Bonn i det tidligere Vesttyskland og sikkert mange andre.

Hele humlen i det er jo den at dragsdahl havde en mening, en holdning, og den skrev han efter. Gid flere journalister ville gøre det i dag. Så slap vi måske for at skulle tage stilling til intetsigende ritzautekster, ligegyldige nyehder om at Paris Hiltons nu igen har vist sig trusseløs, eller til diverse politikeres private sexliv.

Jeg ved ikke helt hvilket ærinde Bent Blüdnikow er ude, for hørte han ikke selv til inderkredsen af de revolutionære dengang i 1970erne. Han har måske bare travlt med at tage afstand fra sine egne holding i 1970erne, hvilket jo er helt fint. Men hvorfor han skal inddrage dragsdahl i sit selvopgør, kan jeg altså ikke helt forstå.

Og må jeg ikke erindre alle om at både DDR, Sovjetunionen mv. var akkrediterede stater, som den danske stat havde omgang med. Og som sådan også med ansatte fra disse staters ambassader, dvs. også den sovjetiske. Og det var en offentlig kendt hemmelighed, at mange af ambassadens ansatte var KGB-agenter.

Ig derfor er det muligt, at siden dragsdahl talte med ambassadens ansatte, ja så talte han også med en eller flere KGB-agenter - for at interviewe dem mv. Han talte selvfølgelig også med flere kilder - som man jo bør gøre, når man er en dygtig, vidende og kompetent journalist.

Og jeg vil altså stadig mene, at det at kalde dragsdahl for 'sovjetunionens vigtigste spion' er en vild overdrivelse i 10 potens...

Information prøver på at afdække, hvad det var der var gang i på bladet i de glade dage i slut 60'erne til godt op i firserne. Det er spændende fordi bladets holdere tilhørte den venstredrejede elite i samfundet og bladet selv var talerør for mange af de tanker og bevægelser der var i tiden. Det var en periode hvor mange håbede på og arbejdede for at samfundet skulle ændre sig og hvor store forandringer faktisk skete bl.a. på grund af den generelle venstredrejning i samfundet.
Men der var jo også en fastfrysningstendens i tiden. Munkemarxister, og andre fundamentilister dominerede i en periode universiteter og andre lære-anstalter. Information var også tæt på at blive et menighedsblad, men holdt dog fast i sin tradition om åbenhed i avisen,således at også andre meninger fik spalteplads.
Den tradition fører bladet videre nu. Hvad man end måtte mene om Blüdnikows angeb, så synes jeg ikke det fører nogen steder hen bare at kalde ham en narrerøv og jeg synes ikke det er spor frøkenagtigt at forsøge at holde debatten på sporet.
Det er spændende at læse, hvad nuværende og gamle medarbejdere har at sige i den anledning. De fleste lever jo i bedste velgående. At lukke af for den mulighed ved at sige at Blüdnikow er dum er snydeåndsvagt
Fes den ind på lystavlen?

Man kan sagtens diskutere Informations historie meningsfuldt, men det kan ikke ske med Blünikov og CO. Især fordi avisen i virkeligheden slipper alt for nemt om ved for eks. spørgsmålet om en forhistorie som meninghedsblad mv., fordi det er så simpelt at afvise Blüdvikov & co.'s vanvittige påstande om venstrefascisme osv.
Så det eneste der er feset ind mester er din fokusering på tonen frem for indhold, iøvrigt en grund til at kulturradikale og vensrefløj har så forbasket svært ved at hamle op med regeringen og DF. Småborgerlig pænhed og moralisme og manglende sans for ironi hjælper ikke meget her.

Jeg fokuserer ikke på tonen, men på argumentationsformen:
Han bare dum, så ham gider vi ikke!!!
Jeg forsøger i al jomfruelighed netop at holde mig til indholdet. Jeg har i øvrigt andet steds i bloggen skrevet, at jeg synes at Information, især i forholdet til maoismen, har lidt for mange parader oppe og en sær form for selektiv hukommelse.
Hvis Blüdnikow ikke har gjort andet så HAR han da sat gryden i kog. Og som sagt: Det er ikke altid rart at høre om sine ungdommelige fejltrin og firkantede meninger, men vi var da nogle stykker som syntes at Kina var sagen.
Hvorfor benægte det ? Og vi var ved gud blinde på det ene øje. Det bliver Blüdnikov da ikke større af, men vi andre måske mere sagtmodige, når vi skal bedømme de frelstes udsagn.
Man kan altid blive klogere. Også Blüdnikow. Hvad han vil bruge sit opgør til aner jeg ikke, men det er da helt interessant for os andre at få repeteret hvad vi havde gang i.

Jens peter, det er ikke, fordi Blüdnikow er dum, vi ikke gider ham. Dum er han i øvrigt ikke - han har skrevet en ganske fremragende bog om jødiske flygtninge i Danmark i 30'erne, "Som om de ikke eksisterede". Netop derfor er det så skuffende, når han totaltt dropper sin kritiske sans og sine utvivlsomme evner som historiker for at hyppe private kartofler med gamle venner fra venstrefløjen, der åbenbart engang har trådt ham over tæerne.

Problemet med Blüdnikow er, at han hidtil, når hans angreb er blevet dokumenteret falske, altod blot har reageret ved at gentage dem. Det er DET, vi gerne ville spares for en gang til.

Hvis Blüdnikow mod forventning skulle have noget NYT på hjerte, skal han være velkommen.

Jens Peter: Læs lige Karsten Aaens indlæg ovenfor: "Jeg ved ikke helt hvilket ærinde Bent Blüdnikow er ude, for hørte han ikke selv til inderkredsen af de revolutionære dengang i 1970erne. Han har måske bare travlt med at tage afstand fra sine egne holding i 1970erne, hvilket jo er helt fint. Men hvorfor han skal inddrage dragsdahl i sit selvopgør, kan jeg altså ikke helt forstå." Det er præcis sagen med Blüdnikov, Bent Jensen m.fl og måske også for dig med gamle lovligt glødenden Kina sympatier ?
Jeg er så pisse træt af disse ekstremister fra dengang( iøvrigt ofte arogante typer, dengang som nu), som skal drage alle andre til venstre for Venstre ind i deres usmagelige selvopgør, hvor det eneste der syntes konstant er deres egen ekstremisme, nu blot til højre.
Vi andre mere moderate så og sige skulle så hører på deres flovser dengang og nu Gud døde mig igen, igen !!
De skulle tage og klappe i skulle de !!

Hjælp ! hvad jeg i al ydmyghed har forsøgt, Jørgen Garp, men tilsyneladende uden held, er at sige at det er da meget interessant at høre lidt om hvad det var der drev folk i de glade dage for 30 år siden. Det er da skide godt at høre det fra hestens egen mund i stedet for , når jeg ligger i graven, at skulle læse om hvad nogle meget alvorlige historikere kan blive enige eller uenige om om 30 år.
Jeg har aldrig været maoist, men som så mange andre været optaget af hvordan socialisme kunne manisfestere sig i praksis. I Sovjet var al håb ude, Kina viste noget andet, men også her var der grimme fejl, som jeg og mange andre hurtigt fandt ud af. Min selverkendelse består i at troen på at jeg havde ret, blev afløst af tvivl.
Jeg tror på at skråsikkerheden er begyndelsen til det grimme .

Fint med mig Jens Peter, jeg syntes bare ikke, du får nogen som helst valid information om det du søger ved at høre på Blüdnikov & Co.'s udgydelser. Men den er vel feset ind.
(Iøvrigt er jeg helt enig med Per Vadmand, som det vel fremgår)
Slut herfra.

Jørgen Garb,

Det siges at Blüdnikov selv flirtede med troskiisme på et tidspunkt ligesom Curt Sørensen på et tidspunkt afslørede at Bent Jensen også flirtede med maoisme og dermed med den stalinisme han siden har brugt meget krudt på at afvise.

Så det antydes altså at der er tale om et selvopgør af den slags hvor man gør andre ansvarlige for sine egne vildfarelser, istedet for at feje for egen dør.

Det undrer mig, som tilhørende en lidt yngre generation, hvordan rygterne i virkeligheden opstod.

Hvorfra udspringer og hvem har sat anklagen igang og hvor stammer Dragen som kaldenavn fra - ja tak, Dragsdahl, det kan jeg regne ud, men hvor er det blevet brugt og set?

Er det ikke mere til agent-drømmene end et fejlnotat i et referat engang?

For så er det da ufatteligt at det når sådanne højder.