Læsetid: 8 min.

Fortidens spøgelser: Spionen, der skrev digte

DDR-spionen Jörg Meyer blev anholdt i dybeste hemmelighed i november 1978. Året efter skrev Information tæt på 100 artikler om spionsagen, heriblandt 10 ledere, samtidig med at Informations Forlag udgav Meyers digte fra fængselscellen. Hyldede avisen ukritisk DDR-spionen?
19. marts 2008

SUMMA SUMMARUM
Nu
gider
jeg
ikke
mer'
gi'
mig
et
maskingevær

Sådan lyder i al sin enkelhed et af de 45 digte, som Informations Forlag i september 1979 udgav under titlen Isolationsdigte.

Alle digte var skrevet i isolationsfængsel af den østtyske statsborger Jörg Meyer, der i november 1978 blev anholdt af dansk politi og tiltalt for at være spion for DDR. Meyer var en såkaldt Romeo-spion, dvs. han skulle charmere danske kvinder og lokke dem til at spionere for DDR. I hvert fald i ét tilfælde lykkes det for Meyer at besnære en dansk kvinde, 'Karen', der i to omgange fik et studentermedhjælper-job i Udenrigsministeriets Energikontor, hvorfra hun i sin sko smuglede fortrolige papirer ud. Dokumenterne fik Meyer senere sendt til DDR angiveligt med hjælp fra bl.a. en østtysk sovevognskonduktør på 'Neptun-expressen'.

Ifølge Bent Blüdnikow, der er kulturmedarbejder på Berlingske Tidende, hyldede Information dengang ukritisk Meyer.

"Information kastede sig ud i lange solidaritetsartikler med ham. Avisens forlag udgav hans digte Isolationsdigte og hyldede ham. Han var spion og han har selv indrømmet det. Hvor dybt gik solidariteten med ham," spørger Blüdnikow i en mail til Information.

Allerførst lidt om Jörg Meyer og spionsagen.

Rudolf Samiec

I starten af 1970'erne kommer en ung venstreorienteret vesttysker ved navn Rudolf Samiec til København, hvor han snart gør sig bemærket som en sød og flink fyr. 'Rudi' har markante, men ikke ekstreme, venstreorienterede synspunkter, og efterhånden får han etableret sig med en dansk vennekreds. Han hjælper bl.a. fotografen Jakob Holdt med at oversætte megasuccesen Amerikanske Billeder til tysk, og han kommer derfor også til at sidde i bestyrelsen for Amerikanske Billeder. Han bliver kæreste med 'Karen', som både er kvinde- og studenterpolitisk engageret. Under en rejse til Helsinki møder Karen og Rudolf helt tilfældigt to andre venstreorienterede tyskere, der under en middag på en restaurant meget energisk opfordrer Karen til dog at gøre noget, hvis hun virkelig er så venstreorienteret. Selv om Karen er betænkelig, og selv om hun senere græder og føler sig 'åndeligt voldtaget', som hun forklarer i retten, så ender hun - trods råd fra veninder - med at føje Rudi: Hun bliver i to omgange ansat i Udenrigsministeriets Energikontor som studentermedhjælper, og herfra lykkes det hende at flere hemmelige dokumenter ud ved at gemme dem i sine sko. Så vidt vides handler dokumenterne om Danmarks position under energipolitiske drøftelser i EF (forløberen for EU).

Totalisolation

Den 13. november 1978 anholder politiet i dybeste hemmelighed Rudi, som i virkeligheden viser sig at være DDR-statsborger med navnet Jörg Meyer. Han sigtes efter straffelovens paragraf 107, og sagen bliver fra starten mørkelagt og kører for lukkede døre. Meyer totalisoleres i 11 måneder, og det medvirker til, at sagen får meget stor opmærksomhed. Ikke mindst fra VS-folketingsmedlem Preben Wilhjelm, der som medlem af Folketingets Retsudvalg bl.a. ønsker at få lov til overvære de lukkede retsmøder for at se, om anklagerne står mål med den behandling, Meyer udsættes for.

I december 1978 melder Karen melder sig selv til politiet og lægger kortene på bordet. Hun idømmes senere halvandet års fængsel, men opnår forinden at sidde isolation i syv måneder i Køge arrest, uden at hun af den grund er i stand til at fortælle politiet et kvidder mere end ved den allerførste afhøring. Karen løslades sidst i juli 1979. Hun har i dag skiftet efternavn og ønsker ifølge sine venner ikke at kommentere sagen i dag. Sagen har nemlig, som det nænsomt forklares, været "temmelig traumatisk" for hende.

Selv får Meyer en dom i Østre Landsret på seks års fængsel samt udvisning fra Danmark for overtrædelse af den milde spionageparagraf samt forsøg på at overtræde den hårde spionageparagraf. I marts 1980 bekræfter Højesteret dommen.

I november 1981 bliver Meyer benådet af den daværende socialdemokratiske justitsminister Ole Espersen. Meyer udvises til DDR som led i en større international fangebytning, der bl.a. omfatter bl.a. Willy Brandts sekretær Günter Guillaume, der også viste sig at være DDR-spion.

Sagens elementer

Anholdelsen af Meyer og Karen holdes fra starten i dybeste hemmelighed. Først den 21. januar 1979 skriver Berlingske Tidende om optrævlingen af østtysk spionring i Danmark og fængslingen af en dansk kvinde. Herigennem lykkes det for Karens venner, der i ugevis har mistet enhver kontakt med hende, at finde ud af, at Karen må være den fængslede danske kvinde.

Karens danske bekendte stifter dernæst en støtteforening - "Komiteen af Karen og Jörgs venner" - og får bl.a. gennemført en høring om isolationsfængsling.

Information dækker på line med andre aviser sagen meget tæt, næsten dagligt, typisk med korte opdaterede artikler. Meyer-sagen udvikler sig hurtigt i flere retninger end de to hovedspørgsmål om DDR-spionage og isolationsfængsling. Tidligt i forløbet gennemfører politiet således ransagning på Politikens redaktion, hvor en del dokumenter beslaglægges. Avisen har forud offentliggjort oplysninger fra anklagemyndighedens i den mørkelagte sag. En journalist fra den kommunistiske avis Land og Folk udgiver en afslørende bog om DDR-spioner i Danmark, heriblandt Meyer, og ekskluderes prompte fra partiet. Under sin isolationsfængsling får Meyer ikke lov til at vælge den advokat, han selv ønsker, fordi denne som advokat for DDR's ambassade opfattes som en sikkerhedsrisiko. Meyer får heller ikke lov til at blive tilset af en speciallæge for mulige psykiske skader på grund af den langvarige isolationsfængsling. Senere kommer det også frem, at PET har lokket Meyer med falske løfter om asyl og en ny vesttysk identitet, hvis han ville 'vendes rundt' og spionere mod DDR.

Hvordan dækker Information så den sag?

En tæt dækning

En optælling fra avisens papirarkiv viser, at fra februar til december 1979 - sagens første år - findes der 97 udklip med artikler, læserbreve osv. om Meyer-sagen. Heraf er der ikke færre end 10 ledere. Fra 1980 findes der 27 udklip, heriblandt fem ledere. Fra 1981 otte udklip inklusive én leder og fra 1982 fem udklip. Den foreløbig sidste artikel i papirarkivet med Meyer er et længere interview fra april 1991, hvor Information efter murens fald opsøgte Meyer i Rostock. Her forklarede Meyer, at han har søgt adgang til sin Stasi-mappe, og at han gerne ville retfærdiggøre sig i forhold til den danske offentlighed.

Den medarbejder, der skrev mest om Meyer-sagen, var journalist Alex Frank Larsen.

"Der var to aspekter i sagen, som jeg husker det," forklarer han i dag til Information. "Dels var afsløringen af en DDR-spion, der sneg sig ind i et venstreorienteret dansk studentermiljø, interessant, dels var Meyer udsat for langvarig isolationsfængsling. Der kom en lang principiel debat om denne form for straf på baggrund af sagen."

Larsen afviser, at den omfattende dækning var udtryk for sympati for Meyers handlinger: "Jeg var den første, der skrev hans sande navn og ikke bare kaldte ham 'Rudi'. Men han fik på ingen måde særbehandling, tværtimod blev han behandlet som den spion, han var. Men i tråd med avisens retspolitiske linje blev han anset for uskyldig, indtil han blev dømt. Principielt kunne vi lige så godt have skrevet om isolationsfængsling, hvis det havde været en valutaspekulant, der var blevet behandlet på den måde."

Journalist Kirsten Jacobsen skrev også om Meyer-sagen. Hun fik trods modstand fra Justitsministeriet adgang til at interviewe Meyer, efter han var domfældt. Det fyldte en hel side i Information den 29. oktober 1980.

"Jeg blev faktisk positivt overrasket over at genlæse det. Det er jo helt hæderligt. Faktisk var jeg bange for, at det ville være sådan noget hulk-hulk," siger Kirsten Jacobsen i dag.

Intet ønske om at rense

"Jeg kan stadig fuldstændig genkalde mig, hvad der drev mig til at få interviewet i hus, nemlig at jeg var den eneste, der fik det."

Kirsten Jacobsen afviser, at hun dengang skulle have haft sympati for DDR eller skrevet ud fra et ønske om at 'rense' Meyer.

"Jeg havde alene et ønske om at høre sagen udlagt fra mandens egen mund. Og så at vise Justitsministeriet, at de skulle altså ikke bestemme, hvem jeg måtte interviewe. Jeg er sikker på, at jeg har syntes, det var skidesjovt," siger Jacobsen, der ikke dengang opfattede sig som specielt venstreorienteret.

Også journalist Leif Blædel, der blev ansat på Information i 1947, skrev af og til klummer, der gik i rette med Karens venner og deres udlægning af dommen i Meyer-sagen.

"Det er det rene vrøvl at påstå, at Information hyldede Meyer. Men da manden blev anholdt, har Information da nok holdt med ham, lige som avisen pr. tradition holdt med alle, der var tiltalt - indtil de fik en dom. Avisen har altid været skeptisk over for anklagemyndigheden, og det er sådan set også formålet med offentlighed i retsplejen, at journalisterne skal kunne kontrollere statsmagtens fremfærd over for borgerne. Det efterlevede vi på Information, men at vi hyldede manden, det passer sgu' ikke," siger Leif Blædel.

Erik Meier Carlsen var i slutningen af 1970'erne med i avisens chefredaktion. Han husker ikke Meyer-sagen i detaljer, men han afviser blankt, at avisens dækning skulle være styret af en form for skjult sympati for DDR.

"Det er en fejlopfattelse. Alex Frank Larsen var ikke udpræget venstreorienteret. Til gengæld var han nidkært optaget af sine "sager" og lod dem fylde urimeligt meget i avisen, mente mange. Så det er en helt urimelig forenkling at sige, at avisens dækning var politisk motiveret og igangsat af en eller anden DDR-begejstring," siger han.

Digtene

Så er der Meyers digte. Isolationsdigte på 64 sider udkommer på Informations Forlag i september 1978. Bogen rummer et langt forord af Karens venner om isolationsfængsling, og den blev præsenteret på et pressemøde med deltagelse af bl.a. Preben Wilhjelm og den speciallæge, der ikke kunne få lov at tilse Meyer. I en anmeldelse i Information den 21. september 1979 sables bogen imidlertid ned under overskriften: Dårlige argumenter mod isola-fængsel.

"Læseren får ikke bare en smule at vide om, hvordan ensomheden er (...) Således er der desværre ikke meget håb om, at disse digte kan have nogen særlig øjenåbnende effekt i kampen for afskaffelse af barbariet," skrev anmelderen Hans-Jørgen Nielsen og anerkendte formålet med det erklærede formål med digtene, at skabe opmærksomhed omkring isolationsfængsling.

Alex Frank Larsen husker, at han blev spurgt, om det var en god idé at udgive digtene. Ja, svarede han. Men da han fik læst digtene, var han mindre begejstret.

Bogforlægger Per Kofod, der dengang var leder af Informations Forlag, husker godt digtsamlingen, men ikke særlig meget mere.

"Det var en anden tid dengang, og man talte om tingene på en anden måde end i dag. Alle seriøse forlag kappedes dengang om at udgive ting, man i dag ville kalde venstredrejede. Så Information var langt fra ene om den slags udgivelser," siger han og fortæller, at det i takt med tidens ånd dengang var et særligt bogudvalg, der havde den reelle afgørelse af, om en titel skulle udgives eller ej.

"Selv om jeg står med ansvaret for hver enkelt titel, så havde jeg faktisk kun indstillingsret til bogudvalget," husker han. Til gengæld kan han ikke huske, om Isolationsdigtene blev en 'sællert'. Men han tror det ikke.

Min mund

kan ikke

flyve

regndråber

dækker

den til

Læs nogle af Informations artikler om Jörg Meyer-sagen på Dahlins blog på adressen http://luftskibet.information.dk/dahlin

Serie

Fortidens spøgelser

Leflede Information i 1970'erne, 80'erne og 90'erne for venstretotalitære regimer? Var der en udbredt venstrefascisme blandt avisens skrivende medarbejdere?

Det hævder Bent Blüdnikow, kulturmedarbejder ved Berlingske Tidende (interview i Information den 16/1 2008). På opfordring fra Information har Blüdnikow leveret seks eksempler, som vi nu belyser fra en ende af:

1. Dækningen af Blekingegadesagen
2. Den påståede Sovjet-spion Wilfred Burchett var Indokina-korrespondent
3. Information var gennemsyret af maoisme.
4. Der var sympati for Rote Armée Fraktion i redaktionslokalerne.
5. Information hyldede den østtyske spion Jörg Meyer.
6. Journalist Jørgen Dragsdahl talte Sovjetunionens sag i 1980’erne og 1990’erne.

Seneste artikler

  • Tiltrængt avis til tiden

    8. april 2008
    Siden Begyndelsen af januar har Information øvet sig i at holde historiens spejl op foran avisens synspunkter og holdninger i den periode, som fulgte efter ungdomsoprøret i slutningen af 1960'erne
  • Blüdnikow: En selvforelsket generation

    7. april 2008
    Informations tilbageblik på egen fortid i 1970'erne og 80'erne i serien 'Fortidens Spøgelser' var et godt forsøg, men resultatet imponerer ikke Bent Blüdnikow
  • Fortidens Spøgelser: Sovjetspion eller 'bare en slags politiker forklædt som journalist'

    26. marts 2008
    Ifølge fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var Informations sikkerhedspolitiske medarbejder i 1970'erne og 80'erne, Jørgen Dragsdahl, ikke på sovjets lønningsliste, som han er beskyldt for bl.a. i Jyllands-Posten
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Finn Årup Nielsen

"Så er der Meyers digte. Isolationsdigte på 64 sider udkommer på Informations Forlag i september 1978."

Der må vel være tale om 1979?