Læsetid: 5 min.

Frihed, lighed og fjendskab

Der er gået politik, måske endda partipolitik, i diskussionen og kritikken af den nye demokratikanon. Er den domineret af Cepos-tankegange, eller fremhæver den tværtimod det socialdemokratiske velfærdssamfund i et forskønnende lys? Det er et af stridspunkterne. To udvalgsmedlemmer afviser kritikken
Kathrine Lilleør, der har siddet i udvalget for demokratikanonen, mener, at den efterfølgende kritik er skudt forbi målet. »Jeg synes, det er en noget mavesur bemærkning, at det er en glorificering,« mener hun.

Kathrine Lilleør, der har siddet i udvalget for demokratikanonen, mener, at den efterfølgende kritik er skudt forbi målet. »Jeg synes, det er en noget mavesur bemærkning, at det er en glorificering,« mener hun.

Carsten Snejbjerg

29. marts 2008

Vi har fået en demokratikanon i Danmark. Derom hersker der ingen tvivl. Derimod er der straks opstået uenighed om resultatet - de 35 punkter, eller milepæle, som opremses i slutdokumentet. Denne kanon er måske for meget af det gode? Det er et af kritikpunkterne. Eller med professor Palle Svenssons formulering:

"Her fremstår vores styreform nærmest som en fuldt udviklet realisering af demokratiet og som slutstenen på mange generationers bestræbelser."

Billedet er med andre ord for harmonisk og for glorificerende.

Det er en kritik, som bestemt affejes af to af medlemmerne af kanonudvalget, sognepræst og ph.d. Kathrine Lilleør samt professor Ove Korsgaard.

"Jeg synes, det er en noget mavesur bemærkning, at det er en glorificering," siger førstnævnte.

"Jeg går ud fra, at vi i dag er fremme ved, at det er udmærket, vi har et demokrati. Og en kanon er jo et forsøg på at pege på nogen trædesten, som er både den åndelige og historiske forudsætning for demokratiet. Det er ikke et forsøg på at glorificere noget som helst."

Ove Korsgaard uddyber tilbagevisningen:

"Jeg kan slet ikke se, at kanonen tegner en glansbilledhistorie. De brydninger, kampe og konflikter, der har været i forbindelse med det danske demokratis historie, er i høj grad med i kanonen, bl.a. under punkterne Den nationalliberale bevægelse, Bonde- og højskolebevægelsen og Arbejderbevægelsen. Så vil kritikken måske gå på, at kanonen fremstiller det, som om vi nu er nået til 'the end of history', når det gælder udviklingen af det danske demokrati. Det mener jeg er helt forkert tolket. Fordi kanonen slutter med punktet Europatraktaterne, der indikerer en ny udfordring. Det betyder jo, at det danske demokratis historie fremover får en anden karakter end hidtil. Fremtiden er åben. Hvis vi havde sluttet med hurraråb om det danske demokrati, som vi har det nu og her, kunne kritikken være berettiget, men sådan er det slet ikke fremstillet."

Måske udspringer en del af uenigheden og kritikken af det forhold, som Kathrine Lilleør fremhævede, da hun under præsentationen af de 35 punkter betegnede demokratikanonen som "et stykke politisk håndværk". Med formuleringen mener hun, at resultatet er en "fællesnævner", som er fremkommet på trods af en rygende uenighed i udvalget:

"Jeg har sagt ting, jeg ikke har fået med. Og der er andre, der har sagt ting, de ikke har fået med. Men vi er blevet enige om de her 35 punkter, og det er da fantastisk. På den måde har jeg meget svært ved at få armene ned."

Verdensmestre

Men kritikken er der alligevel. Og af professor Tim Knudsen gøres den nærmest til et spørgsmål om partipolitiske præferencer. Knudsen har påpeget, at kanonudvalget spændes for en politisk vogn, og at regeringen kan bruge projektet til sine egne formål: At understrege, at danskerne er verdensmestre i demokrati og at mobilisere over for nogle trusler udefra.

"Hvad bilder han sig ind?" udbryder Kathrine Lilleør.

"Han er nok bare lidt sur over, at han ikke er med. Jeg synes ikke, kritikken har et særlig højt niveau. Betyder det, at ingen regering nogensinde kan nedsætte et udvalg, som kan betragtes som uafhængigt?"

Heller ikke Korsgaard kan acceptere Knudsens angreb, som bl.a. også går på, at to af udvalgsmedlemmerne, Peter Kurrild-Klitgaard og David Gress, er tilknyttet den borgerlige tænketank Cepos:

"Inden kanonen overhovedet var på bordet, havde Tim Knudsen jo forudsagt, at den ville ende med, at indholdet ville blive en Cepos-orienteret kanon. Men resultatet understøtter ikke den forhåndsantagelse."

Men samtidig medgiver Ove Korsgaard alligevel, at selve definitionen af demokrati kan være politisk kontroversiel:

"Der har jo aldrig været konsensus om demokrati. Det, som Tim Knudsen med rette har peget på, er, at der i kommissoriet står 'frihed' og 'demokrati' flere gange, hvorimod der ikke står 'lighed'. Og inden for demokratidiskussionen kan man netop betone enten frihedsdimensionen eller lighedsdimensionen, og det er to forskellige traditioner."

Hermed er Ove Korsgaard inde på, at demokratihistorien i Danmark er meget stærkt knyttet sammen med Socialdemokratiets historie:

"Vi kan ikke lave en demokratikanon uden at tilkende Socialdemokratiet - og dermed lighedstanken - stor betydning. Det ville være historieforfalskning. Danmark er et af de lande, hvor lighedstanken er slået stærkest igennem."

Opdragelse for muslimer

Kathrine Lilleør er enig i denne grundbetragtning - hverken den ene eller den anden politiske fløj har været dominerende i slutbilledet:

"Det er netop ikke særlig let at placere denne her kanon politisk. Og jeg mener, man skal passe på med at blande sine egne fordomme ind. For det er jo ikke overraskende, at Knudsen og andre ser det, de ser. Det er simpelthen så forudsigeligt. De behøver ikke engang at læse det, før de sagde det."

Gælder det også for det sidste gennemgående kritikpunkt? Det er bl.a. fremført af Drude Dahlerup og Klaus Rothstein. Sidstnævnte formulerer det kort og godt:

"Kanonudvalget er sammensat for at opdrage muslimer til demokrati og integration."

Mens Dahlerup netop påpeger, at truslen mod det danske demokrati måske i højere grad kommer indefra, bl.a. i form af vigende folkelig deltagelse i de demokratiske processer.

Ove Korsgaard understreger, at han allerede tidligt havde taget højde for denne kritik:

"Inden udvalgets arbejde gik i gang, har jeg sagt, at jeg ikke mente, kanonen alene skulle have det fokus, der drejer sig om ekstremisme og den slags. Vi har brug for en demokratikanon, også selv om vi ikke havde disse problematiske tendenser. Alene det, at vi skal til at lære at leve i et nationalt demokrati, der indgår i samspil med et europæisk, er jo så stor en udfordring, at man er nødt til at gennemtænke begrebet på ny. Ellers vil eksperimentet ikke lykkes. Og det er jo et historisk eksperiment."

Samtidig peger Korsgaard på, at udvalgsmedlem professor Ole Thyssen til kanonen har skrevet et tilhørende essay om demokratiets nye udfordringer og her bl.a. også kommer ind på de indre trusler.

Det ser altså ud til, at demokratiet er kommet for at blive. For Kathrine Lilleør er der ligefrem tale om, at tiden aldrig har været mere moden:

"Er demokrati primært en rigid styreform, eller er det ved at blive et værdibaseret begreb? Efter Anden Verdenskrig blev befolkningerne måske bevidste om nogle goder og friheder, der kunne henføres til det demokratiske princip. Jeg synes, det er spændende, at man i 90'erne kunne tale så meget om etik. Og lige så snart noget var uetisk, var der ballade. Men der var mange forskellige former for etik. På samme måde kan man sige, at i vores årti må det ikke være udemokratisk. Men derfor begynder diskussionen sådan set - hvornår er noget demokratisk? Det er derfor, det er spændende med demokratikanonen. Og jeg kan garantere dig for, at hvis der havde siddet en socialdemokratisk regering, var der også blevet lavet en kanon. Det er en kanon til tiden - til dette årti, simpelthen. Og den er helt på sin plads. Demokrati er ikke kun en styreform. Det er også et begreb, der dækker over noget værdibaseret."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu