Læsetid: 6 min.

Fucking februar

Spansk fodbold. I en lille Madridklub, som en vis dansker p.t. træner, cementerede Real Madrids træner, Bernd Schuster, myten om sig selv som manden, der kan forvandle middelmådighed til stjernestøv. Bare ikke i februar
Surt. I spansk fodbold findes der ikke gråzoner. Hver gang, Real Madrid har tabt en kamp eller spillet uafgjort - og det har de gjort en del på det sidste - skriger medierne om krisemøde og fyringstrusler. Som nu i søndags efter 2-3-kampen mod Valencia. Madrid har tabt syv ud af 10 mulige kampe i helvedesmåneden februar.

Surt. I spansk fodbold findes der ikke gråzoner. Hver gang, Real Madrid har tabt en kamp eller spillet uafgjort - og det har de gjort en del på det sidste - skriger medierne om krisemøde og fyringstrusler. Som nu i søndags efter 2-3-kampen mod Valencia. Madrid har tabt syv ud af 10 mulige kampe i helvedesmåneden februar.

Victor R. Caivano

29. marts 2008

Nogle hævder hårdnakket, at den store Historie kun består af tilfældigheder. Lige nu befolkes universet af mig, der har skrevet en artikel om fodbold, og dig, der sidder og læser. Men verden kunne også se ganske anderledes ud. Måske har du ikke tid til at læse avis. Historieskrivning handler om kontingens. Andre påstår, at skidtet hænger sammen. Alt giver mening. Man skal bare lede efter trådene. Mordet i Sarajevo skabte Første Verdenskrig. Jeg skriver, du læser. Hvad ellers? Nu handler historie pludselig om motiverede forbindelser og sære forgreninger, altså konspiration. Fodbold er ragnarok med regler, systematik forklædt som kuriøse sammentræf. Men filosofien om den lille runde er klar som sneen i marts: Her dyrkes konspirationen. Se bare den frygtede Bernd Schuster-syge.

I spansk fodbold findes der ikke gråzoner. Bortset fra de mytologiske kulturlag, som lystigt titter frem, når storklubbernes formkurver måles op imod legendernes tyngde, er der kun her-og-nu. Allerhøjst skuer man frem mod næste weekend eller venter på, at dommeren skal fløjte matchen i gang efter fjendens tur i græsset. Hver gang, Real Madrid har tabt en kamp eller spillet uafgjort - og det har de gjort en del på det sidste - skriger medierne om krisemøde og fyringstrusler. Som nu i søndags efter 2-3-kampen mod Valencia. På forsiden af Marca lynede bogstaverne: "Enten holder det hér op, eller også er vi færdige".

Selv samme Ramón Calderón, som ved udgangen af 2007 med drenget stolthed havde portrætteret sit hold som en "maskine" og beskrevet Nistelrooy-Raúl-angrebet som det mest delikate target team i verden, krævede med præsidentiel myndighed "øjeblikkelig handling" af sin sportsdirektør Pedra Mijatovic. Det er ham, der hedder "Mr. Brylcreme" ude på nettet. Han ligner noget, Viggo Mortensen skærer halsen over på i filmen Eastern Promises.

Kan du huske Sprite-reklamen? "Image is nothing, thirst is everything". Sikke noget sludder! Hvorfor nøjes med det ene, når man kan eje begge? La Liga tørster altid efter sejr, gerne i størrelsesordenen 7-0 og allerbedst med triumfer lige fra uglamourøse Copa del Rey til prestigefyldte og marketingmættede Champions League. Image er alt. I hvert fald for Calderón, der for et par uger siden med bredt smil og gratis sæsonkort i inderlommen lod sig besnære af en falsk Nicolas Cage, som siden viste sig at være italiensk komiker. Løjerne blev vist på fjollet tv til stor fornøjelse for fans af AS Roma, der ekspederede kongeklubben ud af ottendedelsfinalerne i Champions League. Med til komikken hører joken fra sidste år, da Calderón blev tilbageholdt i New York, fordi man forvekslede ham med en markant yngre gangster. Og glem ikke, at Ramón under Fabio Capellos regime blæste udsagnet om David Beckham som falleret B-skuespiller ud i æteren sammen med påstanden om Gutis discountfodbold. Bagefter sagde præsidenten pænt undskyld til Raúl og resten af slænget i Det Hvide Hus. Og siden har han haft travlt med at gøre tingene rigtigt. Real Madrid er tørstige. Men de skal også se godt ud.

Tapas galt i halsen

Efter 2-3-nederlaget til Valencia og FC Barcelonas 4-1-sejr over Valladolid er der nu kun fire point mellem de to giganter. Først fumlede Wesley Sneijder bolden til rette lige uden for eget målområde til David Villas kyniske scoring. Dernæst skubbede Fabio Cannavaro til en Valencia-mand midt i det lille felt, hvorefter Villa gjorde det til 2-2. Og få minutter før enden dumpede Javier Arizmendi med sololøb og smart udplacering til 2-3 for en gangs skyld Iker Casillas ned fra verdensklassen. Efter en halv times indledende pinagtigheder og stillingskrig i mormortempo havde Raúl forinden udlignet til 1-1 på et fikst hovedstød, og da han nettede for anden gang i kampen efter én af de assists, som Guti burde ha' copyright på, skrålede lægterne på Bernabéu med fuld hals "Raúl, selección" (Raúl på landsholdet, red.). Mens de højrenationalistiske bøvehoveder skriger op om Raúl som spansk modvægt til de katalanske fremmedlegemer på Luis Aragonés' team, kan selv politisk neutrale iagttagere klare regnestykket. Villa er i den spanske trup. Det er Raúl ikke. Villa har scoret 10 gange i ligaen. Raúl har nettet 15 gange.

Dyrt indkøbte Arjen Robben, som efter endnu en skadespause fik en tur i rampelyset i søndags, er tydeligvis ikke spanier. Som han sagde til sportsavisen As: "Selvfølgelig er jeg skuffet over nederlaget. Men sådan er fodbold. Kuglen ville bare ikke gå ind, og til sidst scorede det andet hold. Sådan går det nogle gange."

Det er jo til at få tapas'en galt i halsen over. For sådan er fodbold absolut ikke. Når man er skuffet, er man døden nær. Så smuldrer adgangen til Nirvana, og de andre udnævnes i stedet til kaliffer. Robben er kontingenshistoriker, en realist i en verden fuld af metafysiske machoidealister. Og derfor faldt gardinprædikenen prompte fra As-skribenten Fréderic Hermel: "Kære Arjen, dette er Real Madrid. Andre klubber er måske tilfredse med topplacering i ligaen, men her defineres ni nederlag ud af 16 kampe som en katastrofe."

Men hvad nytter det at halse efter ligaguld, når dem, der ligger på lur lige bagved, ikke gider? Da Real Madrid i forrige weekend slog pinlig rekord med nul skud på mål i dysten mod Deportivo la Coruna - som de ikke har vundet over på udebane i sytten år - kvitterede katalanerne for den gyldne chance med et lige så klodset nederlag til Almeria.

'Back in bizz'

"Vil I se mig spille fantastisk fodbold? Så køb en DVD." Sådan lød svaret, da Thierry Henry for nylig skulle forklare, hvorfor han ikke længere spiller, som han gjorde i Arsenal. Midt i hængemulernes tidsalder er der kæmpe behov for mirakelfortællinger. Og én af dem kom i søndags, da den kun 17-årige Bojan Krkic blev dobbelt målscorer i Barcas kamp mod Valladolid. Barcelona-aviserne var ikke sene til at bruge Bojan-stuntet som en solbeskinnet offensiv mod Henrys symptomatiske kynisme. 'Bojanmania', blinkede coveret på den katalanske tabloid Sport. Avisen kunne nyfigent berette om, hvordan den berømte teenager nu får et lift til gymnasiet, fordi alle kræver autografer af ham, mens konkurrenterne fra El Mundo Deportivo oplyste de overvejende mandlige sladderhanke om, at Bojans 939 minutter på grønsværen er forløbet med ét mål pr. 134 minutter, hvilket er dobbelt så godt som mester Henry.

Og så er der Schuster-sygen, som fodboldfansene alias konspirationsteoretikerne akut hvisker om. De fik et vink om den dårlige DNA, allerede da Schuster trænede ukrainske Shakhtar Donetsk i sæsonen 2003-04. På spektakulær vis sørgede den 48-årige tysker for klubrekord med ni sejre på stribe, men alligevel endte holdet på andenpladsen i kampen om mesterskabet og led den tort at se rivalerne fra Dynamo Kiev snuppe billetten til Champions League. Det kostede ham jobbet østpå, hvorefter Bernd søgte spanske græsgange i diminutive Levante. Tyskeren lagde flot ud med tirader af triumfer, men herefter indkasserede mandskabet fra Valencia blot tre sejre ud af 29 kampe. Så var der dømt nedrykning til Segunda Division.

Next stop Getafe. Her, i den lille Madridklub, som en vis dansker p.t. træner, cementerede Schuster myten om sig selv som manden, der kan forvandle middelmådighed til stjernestøv. Bare ikke i februar. Bedst som Bernd var i færd med at repetere de gode takter fra efteråret med fem sejre i træk, var djævelske februar begyndelsen på det ene nederlag efter det andet. Kig på andre trænere. Capello vaklede igennem sensommeren som en sørøver med tømmermænd, da han tyrannisk trænede Real Madrid, men returnerede i åndeløs kometfart, da hovedstadsholdet kaprede pokalen efter duel til sidste bloddråbe. Laudrup brugte sin første halvdel i Getafe på at øve sig på sin fremtidige fyring, men er jo som bekendt back in bizz for fuld UEFA-Cup-skrue og leverandør til det spanske landshold. Men ikke Schuster. Ikke med fucking februar i kalenderen. Madrid har tabt syv ud af ti mulige kampe i helvedesmåneden, og samtidig med at undskyldningerne truer i horisonten - Nistelrooy er langtidsskadet, Robinho er ikke på toppen, og Casillas kan også lave en fejl i ny og næ - hvæsses tonen i spaniernes konspiratoriske yndlingsgesjæft. Selvfølgelig er historien ikke tilfældighed. Selvfølgelig kommer historien igen. Og enten bliver den til mirakler a la Bojan Krkic, eller den ender i fiasko a la Schusters CV. Fint nok. Bare historien ikke skrives li'som Robben og Henry, der set med spanske alt-eller-intet-øjne ligner nogle fra en anden planet.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu