Snakken har bevæget sig om, hvad et hjem er. Den sidste sætning i Naja Marie Aidts nye bog med titlen Poesibog er: "Nogen fulgte mig hjem". Aidt fortæller, at bogen er en mental rejse hjem, hvor det handler om at have været igennem en masse lort, som livet er gjort af, gøre sig fri af det og finde hjem til sig selv. Hun gør i bogen op med moderen, der svigtede og forlod sine børn, med 70'ernes kollektivformer - og forsoner sig med det hele igen.
"For alt det, der sker i livet på godt og ondt, er også det, der følger én hjem. Livet består af disse modsætninger og er forbundet med en stor kraft og en ekstrem livsappetit. Og enorm frihed."
Men her afbryder Aidt sig selv og udbryder arrigt:
"Derfor bliver jeg sur på kristne mennesker, fordi det er det, der er livet. Der er den her selvretfærdige fase med religionskrige og -diskussioner og hvilken gud, der er den rigtige. Hvad snakker I om? En eller andet forestilling om, at der skulle være et eller andet. Det er jo bedøvende ligegyldigt. Det tager fokus væk fra, at folk skal lære at leve sammen. Jeg kan ikke fatte, at intelligente mennesker kan bruge så meget energi på at tro. Jeg har sværmet for kristendommen, men jeg kommer frem til, at ja, verden er fantastisk, og der en enorm kraft i den her verden, som vi ikke forstår, skaberkraften i en eller anden forstand. Om det er guddommeligt eller naturvidenskabeligt er fuldstændig ligegyldigt, for vi skal opføre os ordentligt, mens vi er her."
Ordene falder med en skarphed, der vidner om en afklaring med, hvad det vil sige at leve, om at være nået overens med al vreden og leden. Hendes nye bog afspejler den proces af konfrontation med sit eget liv mod en afklaring.
Lige nu er Naja Marie Aidt mest glad og overvældet. Det er der også grund til. Hun har ikke bare som den første danske forfatter i otte år modtaget Nordisk Råds Litteraturpris for novellesamlingen Bavian. Hun har også netop færdiggjort sin nye bog, en stor erindringsbog skrevet i poesiform. Hun er glad for, at hun allerede har skrevet sin næste bog færdig, fordi det kan være så svært at håndtere det forventningspres, der naturligt kommer efter så fornem en pris.
Aidt er særlig glad for at have fået litteraturprisen for Bavian:
"Den blev som jeg gerne ville have, den skulle være. Den indvarsler en ny æra i mit forfatterskab, en mere energisk prosa og ny intensitet. Jeg har brugt flere år på at udvikle den stil, den komposition, og hele den måde at bruge sproget på," som hun udtrykker det.
Derudover er hun glad for, at den bog vinder prisen, fordi det er en "bog, som handler om nutiden. Det er ikke en bog der lukker sig om sig selv, som mange af mine andre bøger. Den er en lussing eller snarere en serie lussinger. Jeg har lige læst Karen Blixen, og hele den dyrkelse af naturen og det fysiske liv, af det dyriske, findes også i Bavian. Det findes som noget, der opflammer karaktererne, noget vidunderligt, en udfrielse, seksualiteten".
Værkorienteret
Aidt var ikke født til at blive den litterære stjerne, hun er i dag. Hun følte sig i starten dum og ikke-litterær.
"Jeg kom fra musikbranchen og havde et barn, kikset oplevede jeg mig selv. Jeg havde ikke gået på Forfatterskolen og havde læst underlige ting. Det har jeg rystet af mig, har fået en integritet og kan i dag gøre, hvad der passer mig."
"Men jeg har hele tiden gjort, hvad der passer mig! Da jeg skrev Det tredje landskab, som er en rimelig kikset bog, læste jeg Johannes Ewald, og det var så umoderne på det tidspunkt. Så kom Vandmærke, som er drivende sentimental. Jeg har ikke fulgt nogen strømninger. Man kan også se det på bøgerne, at de er vanvittigt forskellige," siger Aidt og fortsætter.
"Jeg kan imidlertid se, at det hænger sammen, jeg kan se, at der hele tiden kører to spor. Et realistisk og så et surrealt spor. Både i lyrik og prosa og i dramatikken. Det har måske at gøre med, at jeg er meget værkorienteret. Nogle forfattere gør én ting. De skriver f.eks. digte og forfiner deres metode og bliver dygtigere og dygtigere til det, de gør, men de kunne ikke drømme om at skrive en knaldroman eller lave en mærkelig marionetdukkefilm. Men mit temperament gør, at hver bog er et projekt for sig selv," siger hun.
"Jeg er ekstremt bange for at blive bundet på nogen måde, for at skulle leve op til mig selv, at skulle gentage mig selv, vade rundt i den samme grød. Til gengæld kan jeg godt se, at der er nogle temaer, som jeg bliver ved med at tage fat i. Og det har meget at gøre med, hvordan mennesker lever og lever sammen, kommunikerer og kommer ud af det med hinanden på."
Aidt er flere gange inde på det flyvske og uregelmæssige i sit væsen. Hun er ikke den type forfatter, der sætter sig ned ved skrivebordet hver morgen klokken ni. Efter mange års erfaring har hun lært, at stoffet kommer af sig selv. Hun ved aldrig, hvad det begynder med, men pludselig er det der, og så arbejder hun nærmest i døgndrift, indtil stoffet har fundet den rigtige form.
Aidt er perfektionist på sprogets vegne.
"Der er en erhvervssygdom, som mange af mine kolleger lider af, at det er meget svært at læse dårlig litteratur, fordi man kaster op over sproget. Jeg kan ikke læse de der svenske krimidronninger."
"Jeg synes jo, at romaner er underholdning, noget man kan tage med på ferie. Jeg læser også tunge ting. Jeg kan finde på at læse hele Ovids forfatterskab, og jeg læser sindsygt mange eventyr. Jeg har også Ordbog over det danske sprog, som jeg bare kan sidde og læse i, som om det var en roman."
Det nørdede hænger intimt sammen med det perfektionistiske forhold til sproget. Aidt har tidligere skrevet dramatik og gik af samme grund også en del i teater for at lære håndværket. Men lige nu er hun inde i en periode med stor lede over dramatik, efter at hun for halvandet år siden leverede stykket Åsted til Husets Teater.
"Jeg synes, at det er så anstrengende med teater, det er nervepirrende at så mange ting skal gå op, for at det lykkes. Hvis bare en af de ting ikke fungerer, så falder hele lortet til jorden," siger Aidt og uddyber sin aktuelle lede ved dramatikken.
"Er der noget som et kikset digt? Ja, et kikset teaterstykke! Der skal ingenting til, en forkert linje, en dårlig skuespiller, ingen penge til kostumer, så er det latterligt, dilletantisk, skolekomedie og forfærdeligt. Så bliver det til gøgl. Teater er det mest forgængelige, der findes. Der var engang en, der sagde til mig: 'Lad være at skrive dramatik, du bruger alt dit stof, du kunne have skrevet en hel roman på den scene'."
Poesibog
Aidts nye bog er udsprunget af en stor lede ved poesi og lede i det hele taget. Og alligevel er det blevet en poesibog, men en helt anderledes af slagsen, idet hun endte med at spille forskellige former for poesi ud mod hinanden. Der er således et langt og bevidst naivt sommerdigt på vers, et listeagtigt vinterdigt om at forsone sig med livet. Desuden er der små kortprosating og dyredigte formet som grafiske figurer.
Bogen er i koncentreret form en stor erindringsbog. På grund af de mange greb og de polyfone stemmer virker den som en meget større bog, end den egentlig er. For traditionen tro er Aidts nye bog en stramt komponeret sag, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Og alligevel er den let at gå til. Men strukturen var der ikke fra starten.
"Jeg famler mig frem i blinde, stoler på at der kommer en struktur. Derfor kan jeg ikke skrive romaner. Jeg kan ikke få ideerne på forhånd, fordi det sker undervejs. Og så en fantastisk fredag, hvor jeg var ved at være færdig, lagde jeg alle digtene ud, gik rundt og lavede rækkefølgen og fandt ud af, at det gik fuldstændig op. Strukturen var der, men jeg vidste det bare ikke."
Digte om 70'erne
Den nye bog har en række stærke digte, der handler om frisættelsen efter 68-oprøret. Og den har en række skarpe iagttagelser af det svigt og det overgreb på individet, der fandt sted i fællesskabets navn. Aidt har været bange for, at bogen skulle blive en del af tidens opgør med 68. Derfor har hun forsøgt at skrive om den tid set fra barnets synspunkt og med nogle af de absurditeter som tiden rummede. Og derfor har hun ikke over en bred front været ude efter 68'erne.
"Den kæmpemæssige omvæltningskraft skal vi være glade og taknemmelige for. Det er på tide, at min generation holder op med at klynke over, at 68'erne sidder på magten. Vi er godt nok nå-generationen, men helt ærligt, vi er omkring 40 og kan ikke blive ved med at sige, at de vil ikke dele, og at de har taget det hele fra os. Man må gøre sig fri af det. Hvis man vil omstyrte, så må man se at komme i gang med det. Det har vores forældre også gjort. Hvad er det for en svag generation, der ikke kan finde ud af det?"
I afsnittet 'Engang' skrives der en række små og hjerteskærende portrætter af især moderen, som svigter sine børn til fordel for at realisere sig selv.
"Omkostningen ved den nye livsform, som berusede min forældregeneration, var et enormt svigt i forhold til børnene. Man gik ret ofte for lud og koldt vand, var nøglebørn uden nøgler. Mange i min generation har oplevet at skulle være voksne, fordi de voksne lallede rundt og legede børn. Bogen er også skrevet til dem, der har haft det værre end mig. Men bogen handler også om, at ting sker i et liv, og at ingen er fuldkommen."
- Har du tilgivet din mor?
"Ja, men jeg kan stadig ikke forstå, hvordan hun kunne forlade børn på den måde. Min mor læste bogen som den første og var rigtig glad. Hun forstod med den bog på en ny måde, hvor synd det var for børnene, for alle børnene. Men jeg kan samtidig godt forstå min mors frihedstrang. I en alder af 20 var hun spærret inde i en flække i Nordgrønland sammen med kolonist-idioter. Hun kommer så hjem, 28 år gammel, hele verden ligger for hendes fødder, og alt muligt er i gang. Men jeg ville aldrig kunne gøre det, fordi jeg har oplevet at blive forladt."
'Poesibog' udkommer på tirsdag d. 18.3
