Læsetid: 6 min.

Kampen om Grundtvig

Det lyder som lige dele ordkløveri og kulturkamp, når striden i øjeblikket går på forskellen mellem begreberne tolerance og frisind. Det sidste er et grundtvigiansk begreb. Og det store spørgsmål er netop, hvor gamle Grundtvig ville stille sig i forhold til nutidens politiske fronter
N. F. S. Grundtvig. Der kom en bog om tolerance, og straks begyndte det at fyge med skældsord og grove påstande. Kloge hoveder erklærede krig mod hinanden, og begge lejre var bevæbnet til tænderne. Bevæbnet med Grundtvig. For det var ham - giganten Grundtvig - de brugte til at slå hinanden oven i hovedet med. Her står Grundtvig på sine søjle foran Marmorkirken i København.

N. F. S. Grundtvig. Der kom en bog om tolerance, og straks begyndte det at fyge med skældsord og grove påstande. Kloge hoveder erklærede krig mod hinanden, og begge lejre var bevæbnet til tænderne. Bevæbnet med Grundtvig. For det var ham - giganten Grundtvig - de brugte til at slå hinanden oven i hovedet med. Her står Grundtvig på sine søjle foran Marmorkirken i København.

Nicolai Perejesi

22. marts 2008

Der kom en bog om tolerance, og straks begyndte det at fyge med skældsord og grove påstande. Kloge hoveder erklærede krig mod hinanden, og begge lejre var bevæbnet til tænderne. Bevæbnet med Grundtvig. For det var ham - giganten Grundtvig - de brugte til at slå hinanden oven i hovedet med.

Bogen, der udløste det hele, er skrevet af Thomas Bredsdorff og Lasse Horne Kjældgaard og hedder Tolerance - eller hvordan man lærer at leve med dem, man hader. I bogen er der et underkapitel på 16 sider om 'Grundtvig, tolerance og frisind', og det er her, slagsmålet begynder. Lektor, dr. phil. Hans Hauge ser et problem og en betænkelig tendens i tiden: Grundtvig skal ned med nakken - også i Bredsdorff og Kjældgaards bog.

"Hvorfor er Grundtvig-bashing blevet så populært," spurgte Hauge for nylig i en kommentar i Politiken. Og forsøgte selv at give en del af svaret:

"I de seneste år er Grundtvig blevet symbol på regeringen og Dansk Folkeparti. Hans værdi er nedskrevet. Holberg er igen oppe, og dermed er vejen banet for, at tolerance kan afløse frisind."

Tolerance og/eller frisind. De to begreber og den spidsfindige skelnen mellem dem spiller en væsentlige rolle i diskussionen. Det vender vi tilbage til. I første omgang skal Hans Hauge have mulighed for at uddybe, hvor det er, han ser denne tendens til at tæve løs på Grundtvig:

"Først og fremmest på universiteterne," lyder svaret.

"Man prøver at undgå at undervise i Grundtvig. De studerende kommer ofte og spørger, hvad der er uomgængeligt at læse i dansk. Kierkegaard og H.C. Andersen bliver der svaret. Så har jeg sagt, halvt i spøg: Grundtvig. Men han har et dårligt ry, fordi han forbindes med nationalisme og det nationale. Det er blevet fyord. I dag dominerer den banale kosmopolitisme."

Thomas Bredsdorff kan ikke acceptere denne argumentation:

"Hauge siger, at Grundtvig-bashing er populært. Men han nævner ikke et eneste eksempel. Ikke så sært. For påstanden er grebet ud af luften."

Men Hauge stopper ikke her. Han gør samtidig opmærksom på, at det kun er i særlige kredse, man har denne fryd ved at banke løs på den gamle Nikolaj:

"Mens Grundtvig og grundtvigianerne i en vis forstand er skurken hos Bredsdorff og Kjældgaard, så kan man på den anden side ikke stige til tops i det kirkelige hierarki uden at være grundtvigianer eller grundtvigianer light," hævder Hauge.

"Bertel Haarder og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech, de fem bispekandidater i Roskilde - de erklærer sig alle som grundtvigianere."

Men hvad er det så i dette tilfælde at være grundtvigianer? Vi nærmer os stridens kerne. Kæmper man for Grundtvig, kæmper man for frisind. Og dette begreb må endelig ikke sidestilles med tolerance:

"Frisind er den tredje vej mellem Brandes og pietisme," slår Hans Hauge fast. "Tilhængere af Brandes og pietismen minder om hinanden, fordi de ser sig selv som frelste og har lysten og trangen til at omvende andre, mens grundtvigianere er ikke-missionerende. Der ligger en menneskeforagt i brandesianismen, og på denne måde bliver kulturradikalismen til fornuftens fundamentalisme."

Frem for tolerancebegrebet foretrækker Hans Hauge frisindet:

"Det er en dansk oversættelse, en slags nationalisering af tolerancebegrebet."

For Bredsdorff er denne sondring 'ordmagi':

"Grundtvig bruger ikke selv ordet 'frisind', men det gør grundtvigianerne. På den måde kan de holde fast i hadet til oplysningstiden."

Samtidig gør Bredsdorff opmærksom på en central ting:

"Vi skriver i bogen, at Grundtvig afskyede tolerance. Til forskel fra Hauge dokumenterer vi vores påstande. Tolerance, skrev Grundt-vig, er en mentalitet som 'kristne ej alene kan, men bør afsky', citerer vi. Samtidig er Grundtvig, som vi også skriver, en vigtig skikkelse i den danske tolerances historie - fra ham stammer klenodier som friskoleordning og frikirker. Det er et paradoks. Og det paradoks har vi gravet i og klarlagt på en måde, ingen har gjort før."

Men måske skyldes paradokset udelukkende den ganske naturlige ting, at den unge, frembrusende Grundtvig mente noget andet end den erfaringsrige gamling af samme navn? Bertel Haarder er inde på dette:

"Grundtvig skiftede mening så mange gange, at næsten alle kan finde noget, de kan bruge hos ham. Han startede som missionsmand og endte som grundtvigianer. Han startede som tilhænger af enevælden og endte som yderliggående forsvarer af demokratiet. Han startede som temmelig fundamentalistisk kristen, men da han selv var ved at blive smidt ud, fik han den tanke, at kirken skulle være rummelig med plads til alle stridende anskuelser. Dér blev han frisindet."

Og dér brugte Haarder ordet. Han uddyber:

"I den grundtvigske opfattelse er frisind bedre end tolerance. Frisind består i, at man selv har en stærk mening, man slås for, og giver modstanderen den samme ret. Tolerancen siger: Lad enhver blive salig i sin tro. Tolerancen er åben for alt, inklusive holdninger, som kan føre til diktatur. Den kulturradikale tradition nærede jo i 30'erne kommunismen i sin barm, og det gjorde den igen i 70'erne. Og nogle vil sige, at de kulturradikale er for tolerante over for islamismen i dag."

Thomas Bredsdorff ser det helt anderledes:

"Tolerance er en tabersag i Danmark i øjeblikket. En politisk dødssejler. Som Margrethe Vestager har sagt: Tolerancen i Danmark har feber."

Det er her, ordkløveriet begynder at tage form af kulturkamp og politisk strid i den store skala. Indvandrerpolitik, muslimer, Muhammed-tegninger, ytringsfrihed. Eller som Bredsdorff udlægger den konkrete tvist:

"Det, Hans Hauge mener med Grundtvig-bashing, er, at vi slår løs på VKO-flertallet. Vi forholder os sarkastisk og afstandtagende til det. Og det må man ikke."

Og måske er det netop her, det er vigtigt at huske på, hvorledes tolerance egentlig defineres ifølge Bredsdorff og Kjældgaards bog:

"Tolerance over for en adfærd eller en tankegang forekommer, når man for det første forkaster den, for det andet undlader at forbyde den, og for det tredje dog forholder sig aktivt indlevende til de mennesker, hvis adfærd eller tankegang det drejer sig om."

Hertil føjer Bredsdorff efterfølgende et fjerde element:

"Humor i en vis eksistentiel betydning. At være sig bevidst om, at vi kun er støvkorn i universet. Måske har vi uret. For den mest besværlige modsætning til tolerance er ikke intolerance, men lidenskab og passion. Det kan være kærlighed til en anden person, et parti, en ideologi, en religion. Tolerancen kræver en vis selvironi, som passionen udelukker."

Netop selvironien kan være svær at finde i tidens hårdt optrukne holdningsmæssige skyttegravskrig - dem eller os! Derfor mener Grundtvig-forskeren professor Ove Korsgaard også, at hele polemikken til en vis grad er en ren politisk diskussion, hvor Grundtvig bliver et vigtigt pant i argumentationen:

"Når der sker ændringer i det politiske landskab, er det meget almindeligt at gå omkring Grundtvig. Gennem hele historien er han blevet brugt på den måde. Man vil gerne have Grundtvig på sin side. Eller man vil gerne markere, at Grundtvig også har sine store fejl, hvis andre tager ham til indtægt. Der har altid været en kamp om Grundtvig, og den nuværende konflikt er ikke noget nyt."

Samtidig gør Korsgaard opmærksom på to ting. For det første, at Bredsdorff og Kjældgaard henter Grundtvigs negative holdning til tolerancebegrebet i en artikel fra 1814 - et tidspunkt, hvor "Grundtvig var allermest ortodoks kristen eller kristen fundamentalist". For det andet, at der er sket en væsentlig ændring i den almindelige opfattelse af Grundtvig, siden hele nationen hyldede ham ved 200-års dagen i 1983:

"Det hænger sammen med de politiske processer," forklarer Ove Korsgaard.

"Dansk Folkeparti er gået ind og forsøger at tage patent på Grundtvig. Det har gjort nogen betænkelige. Den anden grund er EF- og EU-afstemningerne, hvor Grundtvig er blevet taget til indtægt for et 'nej' og kædet sammen med en anti-europæisk tradition".

Ove Korsgaard mener også, at grundtvigianerne har "skamredet forskellen mellem tolerance og frisind", men at det er korrekt, at Grundtvig selv var "mere optaget af friheds- end tolerancespørgsmålet". Hvorefter Korsgaard konkluderer noget, som alle involverede sandsynligvis kan blive enige om:

"Grundtvig var en kampfilosof. Men der er tale om en åndelig kamp, en kulturel kamp."

Mon den bedagede, men åndsfriske slagsbror nu sidder og smiler selvironisk ned til os fra sin syvende himmel?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg vil godt vædde med at Grundtvig´, hvis han i live i dag pr. omgående meldte sig ind i Dansk Folkeparti. Og det tør jeg godt sige, fordi jeg ved, at hans syn på statsborgerskabet stemmer nøjagtigt over ens med Søren Krarups syn, nemlig at man skal føle sig dansk for at være dansk, følge alle kulturelle og nationale skikke for at være dansk. En vis jøde i 1850erne, tror jeg det var, nemlig Meîr Aron Goldschmidt, mente at det var nok med det danske statsborgerskab, men det var det altså ikke for Grundtvig....

Og grunden til at vi har undervisningspligt, frikirker og friskoler i Danmark er alttså ene og alene Grundtvigs store had til alt statsligt, uanset om det var enevældens stat eller den demokratiske statsmagt, der er tale om.

Og så har jeg desuden svært ved at se hvor både tolerancen og frisindet er henne - i Danmark. Frisind var der bestemt ikke overfor Hitz-but-Tahrir ellerde unge fra Ungdomshudet. Tolerance over anderledes troende er detr bestemt heller ikke. VKO-flerrtallet vil kun høre hvad de vil høre - og de vil kun høre på de eksperter, der giver dem ret...

Det er Aaen, sådan en historisk parrallel, som man ikke med nogen rimelighed kan drage.

Men hvis du absolut vil så er virkeligheden at socialdarwinistiske synspunkter (det viidag kalde racisme) i det nittende århundrede havde stærkere fodfæste på venstrefløjen end den havde på højrefløjen. Race var noget socialister lagde vægt på i 1800 tallert, hvor nationalisme var det de højborgerlige og nationalromantikere som Grundvig excellerede i. Hermed ikke sagt noget dårligt om nogen af parterne, andet end at historien har dokumenteret at alle tog fejl på afgørende punkter.

Alligevel betyder det jo ikke at vi der er socialister mener at vores politiske fædre tog fejl i alt, og tiden har vist ad det gjorde Grundvig heller ikke.

''Frisind består i, at man selv har en stærk mening, man slås for, og giver modstanderen den samme ret. Tolerancen siger: Lad enhver blive salig i sin tro. Tolerancen er åben for alt, inklusive holdninger, som kan føre til diktatur.''

Det lyder skummelt. Hvilke frisindige er det der skal afgøre, hvilke holdninger der fører til diktatur, og som man derfor ikke bør være åben overfor?

Erik, er det ikke snarere sådan, at Islam VAR tolerant og frisindet, men nu er et politisk magtsystem (jf. Iran eller Taliban) , der hverken er frisindet eller tolerant (jf. Kirkeafbrændinger i Kosovo eller Buddhastatuer i Afghanistan).
Begge begreber, frisind og tolerance, var centrale dele af 68’er generationens oprør mod den moralske konservatisme. Frisindet opfatter jeg, som fremadstræbende og moderne, som parat til kamp for det nye og åben over for forandringer. Det er ideen om individets FRIHED, hvorimod tolerancen er et nødvendigt middel til at klare hverdagen (karriere, familie), men den er i virkeligheden konservativ, repressiv. I et frisindet/frit samfund kan man ikke accepter kompromiser med Islam, der helt klar er konservativ (kvinderettigheder, rettigheder for sexuelle minoriteter). Hvis man er frisindet er denne retning bagud inacceptabel og skal bekæmpes.
Måske er mere Marcuse end Grundtvig.

Jo. Det var også ment som en joke.

Jeg mener i grunden af den slags diskussioner er farlige - de fører til ideologi. Mennesket er skabt med eller får gennem opdragelsen, evnen til at skelne mellem rigtigt og forkert. Selv når vi 'synder' rutinemæssigt, er vi godt klar over, at det ikke var det, vores mor lærte os.

At skændes om grundlæggende menneskelige egenskaber i en højakademisk kontekst, gør hele øvelsen til et abstrakt skoleridt og radikaliserer standpunkterne i kombattanternes iver efter at spidsformulere deres synspunkter. Alene det, at forskellen mellem 'tolerance' og 'frisind', kan føre til en definitionskamp som folk tager alvorligt er bekymrende. Den slags risikerer som sagt at føre til ideologi.