Læsetid: 12 min.

Min kone siger altid, at når en af os dør, vil hun have hund

Jeg begynder selv at få en følelse af mindre sorg og mere ærgelse over at skulle dø. For man har jo efterhånden en større erfaring, en større livsbaggrund. Det er også derfor, det er så ærgerligt, at det snart skal være slut, siger 62-årige Georg Metz
7. marts 2008

Georg Metz, 62 år, byder på espresso i sin højloftede lejlighed, hvor de levede år afspejler sig i højden af bogreolerne, der dækker væggene sammen med malerier af malere, han har kendt, men som var langt ældre end ham selv. Om et par timer skal han og hans kone besøge vennen Leif Blædel i anledning af dennes 85-års fødselsdag.

I løbet af samtalen om alder rutcher Metz rundt mellem yngre og ældre, for alder er relativ og abstrakt, og paradoksalt nok bliver man ældre, før man bliver gammel.

- Hvad var det første, du tænkte, da jeg spurgte, om du ville være med til et interview om at blive gammel?

"Jeg tænkte: Åh, hvorfor spørger du mig om det, og så tænker jeg, nå ja, det ved jeg da godt."

"Man skubber det jo fra sig, at man nærmer sig ... ja, døden simpelthen. Det gider jeg ikke gå og tænke på til daglig. Da jeg ikke er religiøs, har jeg ingen kattelemme, så derfor lader jeg være at spekulere alt for meget over det."

"Det er da noget værre møg. Jeg synes, det er sørgeligt, at vi er indrettet sådan, at vi har fået en dødsbevidsthed. Det ville da være smart, hvis det kom bag på én hver gang."

Fra sorg til ærgelse

Det er kendetegnende, mener Georg Metz, at døden med alderen bliver mindre abstrakt. Der sker ting, hvor man tænker, at det var pokkers, jeg var ikke klar over, at dét kunne gøre ondt. Legemet bliver slidt. Og alderen mærkes ikke kun kropsligt. Da han var yngre, var det ikke usædvanligt, at han sad og arbejdede til kl. fire om morgenen, det kan han ikke mere. Nu står han i stedet for tidligere op og arbejder hele dagen.

"Man kan heller ikke kæve den så meget som før, det generer mig. Jeg gør det nu alligevel, mig skal de ikke få ned med nakken," smiler han.

- Det er så ulemperne, at man mister sin kropslige styrke og bliver mere træt. Er der ingen fordele?

"Masser, jo du godeste. Jeg begynder selv at få en følelse af mindre sorg og mere ærgelse over at skulle dø. For man har jo efterhånden en større erfaring, en større livsbaggrund. Se bare på Leif Blædel, der nu fylder 85. Det er et utroligt betydningsfuldt venskab for mig. Man kan altså mere og mere, jo ældre man bliver. Det er også derfor, det er så ærgerligt at det snart skal være slut."

Georg Metz har haft glæde af mange ældre mentorer. Især i Danmarks Radio, hvor han arbejdede gennem 1980'erne. Han har aldrig forstået den aldersfascisme, han synes kendetegner DR i dag, hvor man helst kun ansætter folk under 45.

"Det er helt sindssygt, at de vil jævne det hele ud og lave et så markant generationsskifte. For man bliver dygtigere med alderen."

Den største fordel

Så på den ene side kan man med alderen ikke så meget mere, og på den anden side kan man meget mere. Georg Metz oplever, at de færdigheder, han lægger vægt på, er blevet langt bedre med årene. Han ved mere, har læst og lyttet og sat sig ind i ting i flere og flere år. Han ved også, hvor han skal slå op, hvis han vil vide mere. Han både tegner og skriver bedre end før. Det er, som om det kommer lettere til ham, og nogle vil nok sige, at det kan man sgu godt mærke, mener han, men skidt med det. For den allerstørste fordel ved at blive ældre er måske, at man bliver mere ligeglad med, hvad folk mener. Det lagde han ellers meget vægt på i gamle dage. At være anerkendt. Efterhånden rager det ham en fjer, hvad folk mener om ham.

"Fredrik Dessau, en anden af mine ældre venner, siger: 'Det er jo bare en mening.' Og det er jo rigtigt," ler Metz. "Men i gamle dage følte jeg det som en dom. Hvis nogen skrev noget grimt om mig i avisen, kunne jeg blive helt nedtrykt. Det rager mig altså en fjer nu."

- Er det en forfængelighed der falder bort, eller er det en usikkerhed?

"Jeg tror, det er en vished om, at det, man gør, gør man sgu meget godt, det kan man ikke gøre bedre."

"Hvis man som jeg igennem en del år skriver og deltager i den offentlige debat, bliver man ikke elsket. Det er ikke der, anerkendelsen kommer. Man får ikke ridderkorset om man så må sige for at optræde oppositionelt. Det gør man i hvert fald ikke, sådan som vores kultur ser ud for øjeblikket. Det er mere en konsensuskultur, sådan er det nok i alle vestlige lande i perioder, at en almen vedtagethed står stærkere end i andre perioder."

- Er der noget, du har fortrudt?

"Næh. Jo, måske at jeg blev hængende for længe i DR. Jeg var på TV-Avisen i 10 år, vi havde det så sjovt. Men når jeg ser tilbage på det, spildte jeg måske lidt for meget krudt der, jeg skulle være gået i gang med at skrive fiktion tidligere. Men jeg var for præstationsangst i mange år. Dengang betød anerkendelse en del for mig. Da jeg debuterede, var jeg rigtig ked af det. Der var nogle anmeldelser, der var meget grove, jeg var bare sådan en skide tv-star, der prøvede at føre sig frem. Det var jeg ked af og vred over, for jeg syntes selv, jeg skulle ha' lov til at bestemme, hvad jeg skulle identificeres med."

"Vi er nogen, der har fået det der prædikat 'kulturradikal' på os, og jeg er altså en af dem, og første gang jeg hørte det, blev jeg helt rød i hovedet, for jeg tænkte, at det var da alt for fint. Jeg har altid som historiker forbundet det begreb med en bestemt periode, man kunne være det i. Man kan efter min mening ikke være kulutrradikal efter periodens definition. Leif Blædel er nok en af de få, der er tilbage. Men altså, man får jo sådan nogle mærkater sat på sig."

- Men det bliver man ligeglad med med alderen?

"Ja, det betyder ikke så meget."

- Hvad betyder så noget? Hvis det der engang betød en masse ikke betyder noget nu?

"Det, der betyder noget, er, at man kan få afløb for det, man gerne vil sige. Jeg er dybt taknemmelig for at kunne skrive i en avis og kunne udgive de ting, jeg gerne vil, at de kanaler findes. Det må være frygteligt ikke at have dem."

Det er sgu jul hele tiden

- Hvilken fase i dit liv er du i nu?

"Ja, det er jo svært at svare på, for alle du spørger, ville nok sige, det kan godt være, jeg er 91, men jeg føler mig som en 17-årig."

- Hvad føler du dig som?

"Jeg føler mig ikke gammel, men det er igen noget pjat, for det er jeg jo. På et eller andet tidspunkt er man altså gammel. Nu er sproget noget underligt noget, det er svært at sige, hvad man er, for man er vel egentlig ældre, før man bliver gammel, ikke? Så jeg er vel ældre."

"Herbert Pundik kom engang med den geniale bemærkning, da han kom hjem fra sit 55-års studenterjubilæum, at det var sgu mærkeligt, der var mange af dem, der ikke kom, og resten havde sendt deres forældre. Man tror, man ser anderledes ud. Når man så er så uforsigtig at kigge ind i et butiksvindue, kan man godt se, at man ikke længere ser ud, som man gjorde."

- Frygter du mere, at hjernen står af en dag, end du egentlig frygter døden?

"Ja, det er den der hjælpeløshed, jeg synes er et skræmmende perspektiv. Min storebror døde af lungekræft, da han var 67, og det var altså ikke morsomt. Selvom det er noget umodent pjat at sige, så kunne det være en mulighed at tage livet af sig selv i sådan en situation. Døden er jo, hvad den er, den kan komme hvert øjeblik, det kan den jo for alle mennesker, risikoen stiger så år for år, og tiden synes at gå hurtigere, jo ældre man bliver."

"Jeg havde en ven, Børge Friis, der var musikanmelder. Han købte et sammenklappeligt juletræ i Amerika, som han stillede op til jul, for han gad ikke rende ned og købe juletræ hele tiden. Til sidst gad han ikke klappe det sammen, og de sidste år gad han ikke engang slukke det, for som han sagde: Det er sgu jul hele tiden."

Når vi bliver gamle

Georg Metz og hans kone, Benedicte, var gode venner med kunstnerne Ejler Bille og hans kone Agnete Therkelsen. Da Agnete var 91 år, besøgte Benedicte dem på landet og spiste frokost med dem, og en kat gik hen over gårdspladsen. Benedicte spurgte, om det var Agnetes. 'Nej' sagde Agnete - 'Vi vil ikke have husdyr.' 'Jamen, du har da altid været så glad for dyr, og især katte, og når I nu bor sådan et sted, hvorfor så ikke have kat?', spurgte Benedicte. 'Jo, måske når vi bliver gamle', sagde Agnete helt uden kokketeri. Hun var ikke senil. Hun var skarp som en ragekniv, som Georg Metz udtrykker det. Den tanke, at de var blevet gamle, havde bare ikke strejfet dem endnu. Måske fordi de hver morgen vågnede op til arbejdet, altid arbejdet frem til næste udstilling, fortæller han.

"Det lærte mig, hvor vigtigt det er at have sit arbejde," siger Georg Metz. "Også min far lærte mig det. Han var jurist, det var vist helt almindeligt under verdenskrigen at blive det, men han var også en fremragende pianist. Han blev direktør i Landbrugsministeriet, men der var så meget andet, der interesserede ham, så i det øjeblik han holdt op, var det bare som en ting, der gled ud, og der var mere tid til alt det andet. Mange af hans samtidige døde et halvt år efter, de var gået på pension, måske fordi der pludselig var fuldstændig tomt."

Georg Metz har ikke tænkt sig at pensionere sig. Hvad skulle han pensionere sig fra? Alt det, han gerne ville gøre på pension, er alt det han gør i forvejen. Han skriver sine bøger, klummer til aviserne, læser og udvider sin horisont.

Selvom han ikke selv, i de cirkler han færdes i, føler sig udsat for aldersdiskrimination, ærgrer det ham, at vores kultur og især de elektroniske medier er lagt an på en ungdomsdyrkelse af selvglade 40-årige som på hans tidligere arbejdsplads. Det er en meget stor kulturpolitisk misforståelse, mener han. Og publikumsmæssigt dumt, for publikum i alle aldre skal kunne identificere sig med det, der foregår, og som medierne afspejler:

"Se de store udenlandske tv-kanaler som CNN for eksempel, der er ikke den samme ungdomsdyrkelse. De har studieværter i alle aldre, gamle gubber og yngre fyre. Ikke så mange kvinder - der er der stadig aldersdiskriminering desværre. Men mange af mændene er gråhårede, også talkshow-værterne i USA er ældre."

- Hvordan har du det med den kropslige forfængelighed og skønhedens forfald?

"Det er jeg ligeglad med, sådan noget ser jeg slet ikke."

- Du oplever ingen sorg over det kropslige forfald?

"Jo, i forhold til mig selv? Men det har jeg opgivet, for det er der jo ikke noget at gøre ved. Jo, jeg kan tabe mig noget mere, og det skal jeg også nok gøre, jeg skal sørge for at få noget mere motion."

"Da jeg var yngre, fik jeg masser af motion hele tiden. Jeg griner altid lidt, når jeg ser de der 20-25 årige, der render rundt om søerne. Det er jo ikke nødvendigt i den alder, fordi man er så aktiv i forvejen. Men de lægger selvfølgelig nogle gode vaner, og jeg har selv dårlig samvittighed hver dag, når jeg ikke kommer op på motionscyklen. Det keder mig så usigeligt. Men det er man jo nok nødt til, hvis man skal have det godt i ... ja, jeg var lige ved at sige: de sidste år."

- Hvad med døden? Du siger, at du ikke er religiøs, og at du skubber den væk.

"Det gør religiøse også, de gør det bare på en anden måde. Er det ikke en fornægtelse at sige, at man kommer i Paradis, når man dør?"

- Hvilke tanker gør du dig så om døden?

"Jamen, hvilke tanker gør man sig om, før man blev født? Det er jo sådan set det samme. Det er ikke-eksistens. Der er kun eksistens og ikke-eksistens. Man går jo heller ikke og sørger over den tid, man ikke var født, og det er sådan set parallelt ud fra min naturbetragtning. Men derfor bliver det da ikke mindre sørgeligt at skulle herfra. Jeg vænner mig aldrig til tanken. Det er især en forfærdelig tanke at skulle miste dem, man elsker overalt på jorden. Min kone siger nu altid, at når en af os dør, vil hun have hund."

- Fylder tanken om døden mere og mere jo ældre man bliver?

"Det er jeg ikke sikker på. Jeg kan huske, jeg havde en meget stor dødsangst, lige da vi var blevet gift omkring 25-års alderen. Nogle frygtelige anfald. Det har Klaus Rifbjerg også fortalt, at han havde i en meget ung alder."

Ikke et moderne fænomen

- Døden fylder måske mere, når man er 25 og man første gang begynder at tænke over tiden, end når man bliver ældre?

"Det tror jeg. Dødsangst er jo ikke noget moderne fænomen. Villon fra 1400-tallet har et fantastisk digt om at ældes, et grumt, grumt digt, hvor en aldrende kvinde gennemgår sin krop, og det er altså meget barsk."

"Noget af det bedste, der nogensinde er skrevet om alder, synes jeg, er Rosenkavaleren af Strauss og Hugo von Hofmannsthal, hvor feltmarskalinden synger i første akt. Hun ser pludselig i spejlet, at hun er ved at blive gammel - da er hun kun 32, har vi regnet ud, men lever heller ikke længe, da levealderen for overklassen typisk var 50 og for underklassen 33."

- Så er hun principielt jævnaldrende med dig.

"Ja, det kan man sige. Jeg har den faktisk her," siger Georg Metz og rejser sig og tager en lillebitte sirligt opbygget teaterscene på reolen med pindesøjler og gardiner og små tegnede papirfigurer og rækker den frem.

"Den har jeg selv lavet," siger han. "Det er første akt af Rosenkavaleren. Den er formidabelt godt skrevet. 'Først tænker man ikke på tiden, så kommer der et tidspunkt, hvor man ikke tænker på andet end tiden', siger hun, 'mange gange står jeg op midt om natten og sætter alle urene i stå'. Det er noget af det mest gribende, der er lavet om alder."

Fremtiden

- Hvis du bliver 90, har du kun levet to tredjedele af dit liv, det er jo ikke så meget. Er du optimistisk omkring den tid, du skal være her de næste 30 år?

"Det er en underlig blanding, for jeg er på den ene side dybt pessimistisk - vi har en bedre og bedre uddannet befolkning, og så er der så mange, der stemmer på skvadderhoveder. Men jeg er også optimist i den forstand, at jeg har en eller anden forestilling om, at fornuften alligevel sejrer til sidst. Hvornår til sidst er, ved jeg ikke. Hvad sejrer betyder, ved jeg heller ikke, og hvad fornuften betyder, ved jeg slet ikke. Men hvis man slipper den tro, så er der jo ingen grund til at gøre noget. Den optimisme er en selvopholdelsesdrift. Jeg håber, der sker noget med det amerikanske valg, det kan jo næsten kun gå fremad - det er måske den dårligste præsident, de har haft i hele unionens historie. At det oven i købet nu kan blive en sort eller en kvinde, det er da ikke så tosset."

- Har du tænkt over, at om måske to generationer er man i din alder statistisk set midt i livet?

"Ja, det er rigtigt. Hvis man finder nogle midler mod aldringsprocesserne og livsstilssygdomme. De må godt skynde sig lidt."

"Jeg synes, der er en stor forskel på at fylde 50 og 60. 60 var mere hårdtslående. 50-års alderen er en meget dejlig alder, hvis ellers man har det godt med omgivelserne. Man er blevet nogenlunde sikker på nogle bestemte færdigheder. Men ved 60 begynder det at knage og brage, som Rifbjerg sagde."

Serie

Seneste artikler

  • Generationsmisundelse

    26. april 2008
    Mens ungdommen forlænges i det ansvarsfri uendelige og den søde alderdom ligeså, eftersom de ældre lever længere og deres fysik forbedres af sundere livsstil, øges presset på den trængte generation
  • Friheden til at dø

    25. april 2008
    At blive gammel handler om at lukke ting ned. 'Min seksualitet er for eksempel fuldstændig anderledes, end den var engang. Den optager mig slet ikke i samme grad. Det har jeg det meget roligt med, for jeg har været der. For mig er det i orden at livet er en rejse gennem forskellige scenarier,' siger 60-årige Janne Hejgaard
  • 'Det er, som om hovedet bliver yngre og yngre'

    11. april 2008
    Kroppen befinder sig i lige præcis den alder, forfatteren Hans Otto Jørgensen nu engang har. Han er 53. Men mentalt set er det anderledes . 'Der har jeg både min ungdom, min barndom og min voksenfærd og måske oveni købet min alderdom present - jeg kan sagtens have alle de aldre i mig samtidig,' siger han
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

  • Christian Curdt-Christiansen
Christian Curdt-Christiansen anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu