Læsetid: 11 min.

Kongen af Albanien

Portræt. Hvis Haki Shabani vender tilbage til Albanien, vil hans far slå ham ihjel. Hans mor, som for nylig selv er flygtet til Grækenland, vil ikke længere kendes ved ham. Mød Haki Shabani, der er én af de flere hundrede uledsagede flygtningebørn, som bor på asylcenter i Danmark
Kultur
29. marts 2008

Haki Shabani kom til Danmark fra Albanien med sit fodboldhold i sommer - kun et par måneder efter sin 15 års fødselsdag. Hakis hold kom hertil for at spille et par kampe i Århus, som de vandt. Natten inden de skulle hjem til Albanien igen, stak han af fra de andre. Han satte sig i en taxa alene fra Århus til København for at søge asyl i Danmark. Det var en plan, som allerede var blevet lagt af hans mor hjemme fra Albanien, og hun havde fået Hakis onkel, som bor i England til at betale Hakis tur. Hans flugt inspirerede flere af hans holdkammerater, der dagen efter stak af fra bussen i Tyskland på vej mod Albanien. Men Haki var den første og mest heldige med at få gennemført sin plan.

Personalet i Center Gribskov og Hakis lærer mener, at han er svær at styre. I sidste uge blev han smidt ud af sin skole, Skolen på Bakken, som er ledet af Røde Kors for asylansøgers børn. Han må nu vente på, at skolen finder en privatlærer til ham, så han kan få lov til at lære at tale dansk. I februar fik Haki sin opholdstilladelse. Hans sag har kørt siden august, hvor han først fik afslag på sin ansøgning. Sven Erik Larsen, som er Hakis repræsentant og har assisteret ham, er ikke i tvivl om, at Haki var en af dem, der havde et reelt behov for at blive her i landet.

"Haki er uden tvivl en dreng i nød. Han flygter fra sociale omstændigheder, som er en voldelig far og et korrupt system, som på ingen måder kan varetage sådan en dreng. Han er kun 15 år, og det er meget vigtigt, at han får et godt, dansk netværk, så han kan begynde sit nye liv her."

Savner sin mor

Hakis liv startede i byen Vlore for 15 år siden. Hans far var politiker i det albanske parlament, hvor han arbejdede i seks år. De levede "et normalt liv", Haki og hans bror spillede fodbold, og forældrene gik på arbejde. Når forældrene havde fri, tog familien på restaurant og spiste eller hyggede sig derhjemme. Han viser sit fotoalbum, som hans mor gav ham med, da han rejste til Danmark med de bedste minder fra hans barndom. Forrest i albumet er der et billede af en et ungt, smukt par, som er hans forældre, da de blev gift.

"Når jeg ligger alene i min seng og savner mine forældre, lukker jeg altid øjnene og tænker tilbage på min seksårs fødselsdag. Min mor havde bagt tærter, kager med flødeskum og boller. Al den mad, jeg bedst kan lide. Min far havde købt en playstation til mig. Der var over 50 mennesker hjemme hos os for at fejre mig. Jeg følte mig som kongen af Albanien."

Han sidder alene på sit værelse i Center Gribskov, hvor de uledsagede flygtningebørn bor, mens de får behandlet deres sag. Her har han boet i otte måneder sammen med 49 andre børn, mens han har ventet på sit svar. Selvom centret er døgnbemandet med voksne, føler børnene sig alligevel overladt til sig selv.

"Jeg er selvfølgelig ensom, mit største problem er, at jeg savner min mor hver dag, men alle børnene her er ligesom mig. Vi kan ikke hjælpe hinanden, fordi vi alle savner vores forældre, og vi føler os alene her. Vi skal selv gøre rent og lave mad. Derfor glæder jeg mig til at komme væk herfra og starte på en frisk."

Han vil gerne bo for sig selv, og han har søgt om at blive flyttet til Lyngby Kommune, hvor to af hans venner bor. Hans sag er ved at blive behandlet, og ingen ved, hvor han ender med at skulle bo.

Han elsker at være hos sine to venner - væk fra asylcentret. De er begge to tidligere uledsagede flygtningebørn fra Albanien og ved, hvad det vil sige at være i den situation, Haki nu befinder sig i. Den ene af dem hedder Endrit. Han er 25 år, og i dag er han professionel bokser. Haki får lov til at sove i Endrits lejlighed, når han vil. Det er efterhånden blevet til de fleste af ugens dage.

"Nogle gange ringer han om aftenen og spørger, hvad jeg laver. Så ved jeg, at han er ked af det, og enten kommer jeg og henter ham i min bil, eller også tager han selv toget ind til mig," siger Endrite. Fordi Endrite selv har boet alene på asycenteret ved han, at det er vigtigt for børnene med kontakt udefra. Han sørger for at køre op til centret ca. en gang om måneden og snakke med børnene. Og Haki er altså en af dem, som Endrite har taget til sig.

"Jeg forklarer ham, hvordan han skal opføre sig, når han for eksempel går på gaden. Han er jo ung og kan nok godt lidt at spille lidt smart. Han kan for eksempel godt lide at se sej ud med hængerøvsbukser og kasket, og når man ser ham første gang, tænker man, at han er en lille rod. Men det er han bestemt ikke."

Endrite understreger, at Haki dybest set er en fornuftig dreng, der hører efter, hvad der bliver sagt. Han mener også, at Haki er heldig, fordi der er mange mennesker, der hjælper ham. Men det er vigtigt, at han kommer i en kommune, hvor der ikke er for mange indvandrere, der laver ballade. For så risikerer han 'at komme ind på en forkert vej i livet'. Han skal have nogle danske venner, så han kan lære at tale sproget ordentligt, og han skal begynde at spille fodbold igen, så han kan få et større netværk.

Mens Hakis familie levede et lykkeligt liv, spillede Haki fodbold hver dag. Det var hans store passion. For fem år siden blev Hakis far fyret fra sit job i parlamentet, og langsomt begyndte faren at ændre adfærd.

"I starten var han o.k., men så begyndte han at drikke og ryge hash og tage kokain. Han blev rigtig voldelig. Det gik værst ud over mig og min mor. Han ville heller ikke lade mig spille fodbold længere. Dengang vidste jeg ikke, hvorfor han altid slog mig mere end min bror."

Far vil slå ham ihjel

Det var volden derhjemme, der til sidst fik Hakis mor til at sende ham af sted, uden farens viden og accept. Umiddelbart efter at han var kommet til Gribskov, ringede han hjem til sin far for at snakke med sin familie.

"Min far sagde til mig, at hvis han nogensinde så mig igen, ville han slå mig ihjel. Jeg skulle aldrig kontakte ham igen. Den morgen jeg stod op og pakkede min kuffert, vidste jeg, at jeg ikke ville komme tilbage til Albanien foreløbigt. Men jeg troede ikke, at det ville være sidste gang, at jeg skulle se min mor, den dag jeg rejste."

Han kunne ikke få lov til at snakke med sin mor, og han var bekymret for, hvordan hun havde det. Når han ringede til sin onkel i England, var svaret, at Haki ville få besked, når der var noget nyt. Efter to måneder i Danmark, ringer hans mor endelig til ham.

"Det var så dejligt at høre hendes stemme. Mor, jeg elsker dig, hvor er I henne, spurgte jeg hende. "

Moren fortæller ham, at hun er flygtet til Grækenland sammen med hans storbror, to uger efter hun sendte Haki af sted til Danmark. Hun fortæller ham, at Haki ikke er hendes biologiske søn, men at de havde adopteret ham, da han var spædbarn fra et albansk børnehjem.

"Haki, du er 15 år nu, du er en stor dreng. Du er i Danmark, og jeg er i Grækenland. Du skal starte et nyt liv uden mig. Jeg elsker dig min søn, men du er alene nu. Jeg vil ikke have nogen kontakt med dig."

Det nye liv

Han er tydeligvis stadig forvirret over de nye meldinger fra sin mor: "Jeg ved ikke, hvorfor hun ikke vil have noget med mig at gøre mere. Og ikke kun hende, men hvorfor vil min storebror heller ikke snakke med mig? Jeg græd en uge i træk efter, at hun havde ringet."

Endrit betragter Haki som sin lillebror, og han mener, at Haki på grund af sine evner til at finde folk,som kan hjælpe ham, har gode muligheder for at klare sig i det danske samfund.

En af dem er Mette Jungersen, som er 28 år og frivillig i Asylcenter Kongelunden, hvor hun første gang mødte Haki til et caféarrangement. De to knyttede hurtigt kontakt og ses flere gange om ugen. Hun hjælper ham blandt andet med praktiske ting, så som at finde en billig mobiltelefon, lave lektier og gå med ham til lægen. Men hun udfylder også et mere fundamentalt behov hos ham.

"Man kan se dybt i hans øjne, hvor meget han længes efter kærlighed, omsorg og ikke mindst, at voksne sætter nogle grænser for ham. Han tager imod det med åbne arme. Han higer efter nogen, som kan fortælle ham, hvad der er rigtigt og forkert. Hvad han selv skal gøre i sit eget liv."

Det er klart, at der er flere af børnene i flygtningecentrene, som har det behov, han har, men han var bare utrolig hurtig til at vise det, siger Mette Jungersen.

"Jeg tror, at det var den tredje gang, jeg så ham, at han sagde: I love you like my sister." Hun ved ikke præcist, hvad hun har gjort for at vække hans begejstring, men det er helt tydeligt, at han savner moderkærlighed og voksenkontakt.

Samtidig er hun også bekymret for, at han let kan komme på afveje. Han er nem at påvirke, og i det forkerte selskab ville han nok hurtigt kunne blive lokket i en skidt retning.

"Samfundet og de nære omgivelser må ikke svigte ham. Han skal ikke sendes til et forkert sted langt væk, hvor han ikke kender nogen. Han har brug for al den støtte og opbakning, han kan få."

Da Haki først fik afslag var en af begrundelserne, at han havde et netværk i form af familie at vende tilbage til i Albanien. Sven Larsen, som repræsenterer Haki, mødtes umiddelbart efter afslaget med Hakis onkel fra England, som kunne bekræfte, at Hakis mor var flygtet til Grækenland med storebroren, og Hakis eneste netværk i Albanien er en voldelig og alkoholiseret far. Onklen overtalte herefter Hakis mor til at sende et brev fra Grækenland til Haki, som han kunne vise som dokumentation til de danske myndigheder, hvorefter Haki fik opholdstilladelse.

Både personalet i Gribskov og lærerne på Hakis skole siger, at Haki har en kort lunte og brug for en støtteperson eller voksen omkring sig for ikke at lave ballade. Sven Larsen synes, at systemet har meget høje forventninger til, hvordan de unge mennesker skal opføre sig alene på grund af, at de har fået opholdtilladelse.

"De er jo teenagedrenge og som regel med flere vanskeligheder end de fleste andre. Sys-temet forventer, at de opfører sig som præmiedyr af bare taknemmelighed over, at de må blive her i landet. Det er forståeligt, at de ryger og drikker og laver noget ballade. De opfører sig som andre unge i en tilsvarende vanskelig situation."

Det gør dog ikke deres opførsel acceptabelt. Han pointerer, at de vilkår, børnene lever under i Gribskov, er så svære, at det ville være forkert at dømme deres adfærd uden videre kendskab til dem.

Inde på Hakis værelse er der to sovesofaer, med puder og dyner, men uden sengetøj. Der hænger et stort billede af en halvnøgen kvinde på den ene væg, og over sin egen seng har han lavet tegninger og skrevet sit navn overalt på væggen. På badeværelset står en balje med flere ugers gammelt opvask. På den ene seng ligger en plastikskål med gamle skodder i. Mette Jungersen blev berørt over at se, hvordan børnene bor i Gribskov, første gang hun var på besøg hos Haki.

"Det er ikke overraskende, at teenagedrenge uden særlig meget overskud ikke går op i rengøring og madlavning. Der skal voksne til at støtte dem og lære dem at gøre de ting," siger hun.

En rulle shawarma om dagen

Hver torsdag får Haki sine ugepenge - 1.000 kr. fordelt over hver måned, og de penge skal dække både tøj og madudgifter. Han laver ikke mad til sig selv, men han har vurderet, at shawarma er det mest nærende og billige mad, han kan spise. Om torsdagen er han glad, for der kan han spise sig mæt og ryge en masse cigaretter.

"Jeg køber to shawarmaruller om torsdagen, for så skal jeg spise godt. Bagefter køber jeg en pakke cigaretter, og så har jeg allerede brugt omkring halvdelen og skal leve for 100 kr. resten af ugen."

Han ser da heller ikke noget unaturligt i at gå sulten i seng, det sker tit, at han ikke får noget at spise hele dagen. Men som regel kan han få pengene til at række til en rulle shawarma om dagen. Det bekymrer ham dog ikke, hvorvidt han får spist eller ej. Han er bare glad for, at han har fået lov til at være i Danmark:

"Jeg vil gerne have lov til at sige tusinde tak, Danmark. Tak for, at I giver sådan en som mig en chance. Det var aldrig sket i mit eget land, og jeg er glad for, at jeg kan få lov til at leve et normalt liv, når jeg bliver voksen."

Han vil gerne have en familie, som han kan passe på og forsørge, og han ved i hvert fald, hvordan han ikke skal opføre sig efter at have set og oplevet sin egen far forfalde og ødelægge hele sin familie. Han vil for alt i verden "være en god mand."

Han begynder at sidde uroligt på stolen. Han vil gerne ud i solen og være sammen med de andre unge. Inden han rejser sig, spørger han grinende:

"Hey, kan du ikke også lige skrive mit nummer i din avis, så der er nogle danske piger, der kan ringe, når de ser, hvor flot jeg er. Og du skal ikke sige, at jeg allerede har haft kærester her. Jeg kan jo godt lide de danske piger."

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

What!?!?

Dette er jo definitionen på en bekvemmelighedsflygtning! Jeg er ked af det på hans vegne, men det danske asyl system hverken kan eller skal tage sig af alverdens drenge med en ikke for heldig barndom.

Vi skal ikke længere væk end Ukraine, for at finde titusinder af unge i samme situation. Skal de have asyl? Selvfølgelig skal de ikke det.

Haki skal SELVFØLGELIGT sendes tilbage til Albanien, og så iøvrigt alt held og lykke til ham.

I dette tilfælde er der ovenikøbet tale om en dreng, som alle vist er enige om er i farezonen for at udvikle sig til en utilpasset rod. En af dem som ødelægger det for alle lovlydige flygtninge og indvandrere.
Det ville vist ikke være andet end en stor fejl at lade ham blive.

Hvor er det dog dybt usympatisk, at han benyttede sig af en fodboldturnering, til at skaffe sig sin status som bekvemeligheds-flygtning.

Det er på grund af folk som ham, at danske foreninger og idrætsklubber har sværere ved at arrangere internationale turneringer.

Som min gamle folkeskolelære ville have sagt "Han er med til at ødelægge det for alle de andre!"

Ovenstående 2 skribenter viser den mest usympatiske side af den danske udvikling.

Her i vores bekvemmelige velfærdssamfund med masser af materiel velstand, med stadig flere fladskærme, biler, carporte, udlandsrejser, samtalekøkkener, Well-ness rum osv osv har vi sandelig ikke plads til udsatte børn fra andre lande.

En dreng på flugt fra en voldelig fra og samtidig fra fattigdommen skal tilbage dertil. For når han er "ude af øje er han også ude af sind".

Haki er et udtryk for den globaliserede virkelighed hvor vores (de fleste herhjemme) usandsynlige velstand står i skærende kontrast til ganske nærtliggende landes fattige og forarmede befolkninger.

Hvis vi lukker øjnene og laver et nyt "jerntæppe" mod de fattige omkring os så skal det nok gå al sammen.

Chris David Bonde Henriksen

Al mulig sympati for knægten til trods, er han ikke - selv med den bedste vilje - personligt forfulgt i ganske særlig grad.

So fucking what?

Chris David Bonde Henriksen

Fordi der er andre tilfælde, hvor en dispensation reelt kan komme på tale.

Det er utroligt hvilke fuldstændigt horrible kommentarer man skal trækkes med på dette forum, hvor den ene skribents højrefløjs-landsby tosseri overgåes af den andens. Det er et tarveligt menneskesyn der udvises fra flere af ovenstående personer!
Vi har her at gøre med en ung person der har været gennem diverse hårde oplevelser, og som selvfølgeligt skal have ophold og al den støtte der skulle være brug for - der er altså tale om en 15 årig dreng der intet har at vende tilbage til.

Fokus bør rettes imod muligheden for at forbedre situationen for de mange personer der sidder rundt omkring i DK og som må leve for langt under hvad der er muligt. Hvad er det for et urimeligt menneskesyn Danmark som nation udviser her? - i hvert fald ikke noget man just kan være stolt af.

Chris David Bonde Henriksen

Selvom den enkeltes triste skæbne kan bevæge de fleste, kan man ikke administrere ud fra enkelte personers historie. Dels får vi aldrig alle relevante fakta frem, dels er det ofteikke i de asylsøgendes interesse at fortælle sandheden (for at sige det på den pæne måde) og endelig kan man ikke opnå 'retfærdighed'. Når dette er sagt, har man også en meget strikt lovgivning på området, men den er der jo - indtil videre - et klart flertal bag ved. Jeg tror at Jacob m.fl. skal passe på med ikke at forveksle deres eget menneskesyn med 'Danmark som nation' - hvilket dybest set er noget vrøvl. Danmark er os alle sammen, Jacob. Like it or not.

Jeg taler her ikke om at ”opnå retfærdighed”, hvilket er noget være vrøvl. Jeg taler derimod nærmere om de formørkede og forkvaklede kommentarer der partout kommer herinde efter en artikel der udstiller Danmark som en nation, eller mere adækvat, som en nationalstat, der synes det er legitimt at lade personer have en umenneskelig tilværelse uden råd til basale ting som eksempelvis tilstrækkeligt mad og tøj. De fleste kommentarer der kommer herinde er (efterhånden) mest af alt en understegning af inhumanitetens grimme ansigt.
Og fordi vi bebor samme nationalstat Chris, betyder det ikke partout at jeg kan lide det, hvilket vel dybest set ikke er relevant? - men du har ret så langt at jeg måske skulle have sagt at inhumaniteten der pt. udvises fra Danmarks politiske ledelse, og dermed Danmark som nationalstat, er infam.

Chris David Bonde Henriksen

Vi kan ikke åbne grænserne for alle, hvor gerne vi end ville. Den unge mand har sikkert ikke bedre økonomi dér, hvor han kommer fra. Hvis det var tilfældet, var han sikkert vendt hjem.

Det er sjovt, Chris, hvordan folk, der selv kun tænker i penge, åbenbart ikke er i stand til at fatte, at der findes folk med andre værdinormer.

Selvfølgelig skal han ikke have opholdstilladelse. og skal sendes tilbage hurtigst muligt.
Knægten er jo på ingen måde forfulgt!

Og selvom det da er en sympatisk tanke, at lade alverdens fattige unge mænd komme til Danmark, er det ikke realistisk. Vi har ikke råd til at være bistandskontor for titusinder af unge østeuropæere, som har en dum far, og ikke de bedste job-udsigter.

Charlotte Frantzdatter Johansen

Hvis I havde læst artiklen rigtigt, ville I se, at han netop ikke vil være en af dem "der ødelægger det for de andre". Han vil så gerne gøre noget med sit liv og blive en god mand. Det vil han aldrig få mulighed for, hvis han bliver sendt hjem. Hvis vi giver ham lidt hjælp, vil han kunne komme til at forsørger sig selv og blive en del af den arbejdskraft, som vi virkelig mangler i dk.

Men det er meget tydeligt, at der er folk i dk, der kun vil have "1. rangsborgere"... Og jeg må ærlig indrømme at jeg græmmer mig over at være dansker, når jeg læser jeres indlæg her!

"Min far sagde til mig, at hvis han nogensinde så mig igen, ville han slå mig ihjel. Jeg skulle aldrig kontakte ham igen."

Nej da. Han kan trygt vende hjem igen, bekvemmelighedsflygtningen.

Han er jo ikke personligt forfulgt, og vi kan ikke tage imod alle der kommer hertil og siger asyl. Nej, jeg er ikke pianist eller rascist, men det er nødvendigt at prioritere og der er altså mange flygtninge der kommer fra langt værre forhold, de fleste ægte flygtninge ville have oplevet langt langt værre ting..
Jeg ville da hellere give ophold til de irakere, (fra mellem eller sydirak) der kommer her som måske heller ikke er personligt forfulgte, men stadig er i overhængende fare ved hjemsendelse pga krigen. Kunne også nævne voldsramte kvinder som heller ikke er forfulgte personligt som ville have større krav på opholdstilladelse. Tilsvarende med serbere, makedonere og romaer fra Kosovo, som bliver hjemsendt, selvom det er dem som bliver forfulgt og får frataget deres ejendom og etnisk udrenset af den kosovoalbanske majoritet.
Der er ikke krig i Albanien og han er ikke personligt forfulgt, så det er jo ren bekvemmelighed, og det er skammeligt hvis bekvemmelighedsflygtninge skal tage pladserne fra de virkelige flygtninge.
Albanien kan selv opbygge institutioner, og indrette deres lovgivning til ikke at tolere kulturelle familie og æresdrab eller blodfejder, det kan ikke være vores opgave..

Poul Sørensen

Eu kunne spare nogen penge ved at hjælpe Albanien med at bygge et fornuftigt system op. Jeg høre selv til på venstrefløjen, men jeg har en seriøs tvivl om vores dysfunktionelle flygtninge system på nogen måde kan hjælpe Haki ind i nogen fornuftige sammenhænge... Hvis Eu ikke har penge til at hjælpe Albanien, så må alligevel støtte Albanien moralsk, der må være nogen af de bureaukrater der sidder nede i EU, som med fordel kan sættes til at tænke over Albaniens situation og komme med gode råd....måske kan hjælpen udbredes til steder som Rumænien..... men problemet er vel et stykke hen ad vejen, at bureaukratiet er til for sin egen skyld både i Danmark, EU og Albanien .... samarbejde om disse ting burde ikke være en by på månen.

Steffen Gliese

Det er kompliceret. Det er svært at forsvare, at han kan blive i Danmark, spørg danske børn med samme historie, der stikker af: de lever ofte som hjemløse i årevis, før de får styr på sig selv.