Læsetid: 4 min.

Er vi kristne mennesker, eller hvad?

Judas, det dumme svin! Når en pæn del af os femtiårsgubber trods alt har tjek på både Palmesøndag, Skærtorsdag, Langfredag, Første og Anden Påskedag, er det, fordi vi har fået skovlet det ind i hukommelsen som en gyserhistorie om forræderi
29. marts 2008

Er vi kristne mennesker eller hvad? Ja, jeg ved det snart ikke, men i forbindelse med den netop overståede påske kom det frem - endnu engang! At det kun er en fjerdedel af alle danskere, der ved, hvorfor vi fejrer den.

Jeg ved det for resten godt, men jeg siger det ikke til nogen. Og det betyder ikke nødvendigvis, at jeg er en bedre kristen end de 75 pct. af befolkningen, der ikke ved det. Det betyder ikke engang, at jeg nødvendigvis er kristen. Det betyder højst, at jeg er bedre informeret end dem om "vor kristne kulturarv trods alt", som en vis dansk forfatter udtrykte det i en roman fra 1987. Samme forfatter var barn i 50'erne og de tidlige 60'ere. Dengang var biografer, restauranter og den slags lukket i påsken. Dødkedelige museer var sikkert åbne, når man bare ikke morede sig, måtte man for så vidt godt være ude mellem andre mennesker, det var ikke det. Der var også enkelte, festlige indslag rundt om i folks privatsfærer, påskeæg og brandgule påskekyllinger f.eks. Men ellers lå det i luften, at påsketiden om ikke direkte var sørgelig, så dog en seriøs alvorsstund i kirkeåret. En tid for at ruge og grues.

Blodet flød

I ugen op til påske fik vi udleveret groft, halvgråt karduspapir og knækkede farvekridt i skolens religionstimer, for nu var det meningen, at vi skulle tegne og farvelægge Jesu lidelser og hans død på korset, aij-men. Det var ret træls. Et år gik jeg lige lovlig realistisk til den, kan jeg huske. Den unge, spidsnæsede religionslærerinde lod mig venligt, men især bestemt vide, at jeg ikke behøvede at lade blodet flyde i så rigelige mængde fra Jesu hænder og Jesu fødder, og desuden gjorde hun mig opmærksom på, at hans hænder og fødder var slået fast til korsets træ ved hjælp af nagler. Det jeg havde tegnet lignede ganske almindelig søm af den slags, man bruger, når man smækker et hønsehus op i baghaven. Jeg forstod, at nagler ligesom var en meget finere slags søm, måske slet ikke søm i jordisk forstand, og at det nok ikke blødte ret meget, hvis de blev hamret ind i ens hænder og fødder. Når det kom til stykket, gjorde det måske ikke særlig ondt på Jesus, da han blev korsfæstet? De nedadbøjede mundvige, det lidende udtryk i øjnene, det var måske alt sammen bare piv?

Jeg får af og til et brev eller en mail fra en ung mand, der bor på Gethsemanestrasse i Berlin. Det er jeg meget imponeret af, men jeg ved ikke, om jeg selv turde bo der. Jeg ved heller ikke, om der ligger en park i nærheden, men hvis der gør, er det vel en betænkelig sag at færdes derinde efter mørkets frembrud?

Gigantisk sprutforbrug

Ja, nu er det ikke fordi, jeg sammenligner mig med Jesus Kristus, det ville da også være direkte utilbørligt - men det, jeg bedst husker fra skolens religionsundervisning, er og bliver skræk og rædsel. Jeg kan mærke på mine egne børn, at kristendomsundervisningen, og heldigvis da, er blevet betydeligt svækket, siden jeg gik i skole, i alt fald hvad angår horroreffekterne. Men det er åbenbart præcis derfor, kendskabet til kristendommen, dermed også folks viden om, hvad påsken betyder, er blevet ringere. Man kan med andre ord godt få den tanke, at når en pæn del af os femtiårsgubber trods alt har tjek på både Palmesøndag, Skærtorsdag, Langfredag, Første og Anden Påskedag, er det, fordi vi har fået skovlet det ind i hukommelsen som en gyserhistorie om forræderi (Judas, det dumme svin!), tortur og grusom henrettelse. Og altså ikke fordi vi er mere kristne af sind og tilbøjelighed - og heller ikke fordi vi klogere. Og det er da i høj grad et spørgsmål om, at unge mennesker behøver blive gjort fortrolig med hele den rædelige historie. De tror jo ikke på Jesus alligevel, de tror på reinkarnation og på at de alle sammen, hver især, vil genopstå som helt unikke stjerner for en aften med Guden Blachmann som den skaldede karrierecoach. Som vi gammelfolk siger, endnu engang: aij-men.

Ingen påskehare

Men nadveren, den har vi da stadig i behold. Vi holder den i hævd under navnet påskefrokost. En, to, mange påskefrokoster. Silden, æggesalaten og det lune. Det er således ikke Jesu skrækkelige lidelser, der skræmmer de små børn fra vid og sans. Det er os og vores gigantiske påskeforbrug af sprut. Børn er pissebange for fulde folk, det fortæller en anden undersøgelse. De ved ikke noget værre og flygter derfor skrigende ud i parcelhushaven, ud under de kulørte lamper, ud til et overnaturligt væsen, påskeharen, et fabeldyr med pels og store ører og kindbakker i hektisk aktivitet. Og som lægger æg, kulørte æg.

Men når alt kommer til alt, er de måske nok i større sikkerhed ude hos fabeldyret, om hvis oprindelse absolut ingen ved noget som helst, end hos os med vores promiller og vores kristne kulturarv trods alt.

Senere kommer pinsen. Og se, jeg forudser, at heller ikke pinsen ved mere end en fjerdedel, hvad er for noget. Det vil en undersøgelse kunne påvise, radioavisen såvel som tv-avisen vil kunne bekræfte det ved interview med ganske almindelige mennesker.

Snart afgående biskop Lindhardt af Roskilde Stift vil godt kunne se, at det jo ikke er så heldigt. Men så må vi glæde os over, at flertallet af befolkningen jo dog stadig betaler kirkeskat. Det er straks værre med børnene. I pinsen er der ikke engang nogen påskehare. Men når voksne danskere tager hinanden i hænderne og danser med solen, slipper de mindste små da for dem så længe. Aij-men.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu