Læsetid: 4 min.

Kunsten at elske en muslim

Ibn Warraq, der besøgte Danmark i denne uge, er ophavsmand til et nødvendigt og dybtgående opgør med islam på fornuftens og humanismens grundlag
14. marts 2008

Det såkaldte 'Forum mod islamisering' har været i fokus i Norge, fordi et af bevægelsens medlemmer, som tillige er religionsstuderende med speciale i islam, har fået sine kritiske indspark i den akademiske debat censureret. Ydermere er alle hendes henvisninger til den islamkritiske forfatter Ibn Warraqs bøger blevet slettet fra debattens hjemmeside.

Dette har ført til en intens principiel debat i den norske universitetsverden. Professor og islam-ekspert Kari Vogt støtter censureringen (!) med den begrundelse, at "den islam-studerende fra saglig kritik er kammet over i hidsig og usaglig argumentation".

Inden for islamkritikken er 'Forum mod islamiseringen' en absolut hard core-fraktion. Islam er for bevægelsen en rød klud, og en nuanceret forståelse og tolerance over for uskyldig og harmløs religiøsitet glimrer ved sit fravær. Dens hjemmeside består af den rene og skære offerporno, der er nøje udvalgt med henblik på at rette søgelyset specielt imod muslimer og dermed retfærdigøre dens sekteriske forargelse over religiøs fundamentalisme.

Men bogen Derfor er jeg ikke muslim er der ingen grund til at censurere væk fra et kritisk akademisk netforum. Det, som er sket, er et regulært overgreb imod den frie tænkning og ikke mindst på den videnskabelige ånd, som universitetet skal forestille at være.

Ibn Warraq er ikke forfatterens virkelige navn. Han er født ind i en mulimsk familie og vokset op i et muslimsk land, men i dag er han ateist og humanist.

Skynd dig at læse

Derfor er jeg ikke muslim har potentiale til at blive for humanismen, hvad Simone de Beauvoirs Det andet køn blev for feminismen. Den er nemlig et grundigt og dybtående opgør med islam ud fra et rationelt grundlag og med et imponerende apparat af noter og kildehenvisninger.

Ibn Warraqs bog er ikke let at læse og kan i passager forekomme kedelig. Alligevel findes der også så utrolig meget spændende, oprørende og oplysende i denne bog, at alle, der vil være bedre klædt på til islamdebatten, burde skynde sig at få den læst. Der er to former for religionskritik. Den ene udspringer af omsorg for mennesket - den anden udspringer af had til en gruppe mennesker og deres livsform.

Denne bog tilhører klart den første kategori. Den har en stærk integritet - netop fordi den tager historisk og kritisk videnskab alvorligt. For islam er jo lillebroderen, der har vokset sig stor, men dog er forblevet lillebror til jødedommen og kristendommen.

Og oprøreren, som ville fremstå som mere human, mere retfærdig, mere gudshengiven og sand end sine storebrødre er i dag i kraft af sin kompromisløse rekruttering af nye medlemmer, den største religiøse tiltrækningskraft for verdens unge.

De fleste muslimer i dag er nemlig børn og unge - og har ikke selv valgt at være muslimer. De er født ind i en religion, som ikke accepterer frafald. Derfor er racisme - og had imod muslimer i almindelighed - et overgreb imod uskyldige mennesker. Men det er et lige så stort overgreb ikke at indføre disse unge i den kritiske tænknings verden. Ægte religionskritik kan aldrig være udtryk for racisme.

Klodens fremtid er helt afhængig af, at religionerne bliver udsat for vedholdende kritik.

Vi behøver blot at åbne en tilfældig avis for at indse det. Det er tvingende nødvendigt at rette søgelyset imod religioners nådesløse undertrykkelse af det frie, kritiske og selvstændige menneske. Dette er eneste mulighed, hvis de unge generationer ikke skal gå i den samme lydighedsfælde, som deres forældre og bedsteforældre sidder fast i. Jeg mener, der er gode chancer for, at det i mange tilfælde kan lykkes.

Derfor er jeg ikke muslim er nemlig stærkt kritisk over for jødedom og kristendom ud over selvsagt at være det over for islam.

Pisket samvittighed

Når Koranen i så udstrakt grad, som det er tilfældet, bygger på referencer til jødisk, kristen og førkristen mytologi og i en række sammenhænge respektfuldt anerkender dette, er det nemlig umuligt at stille krav om, at alene islam skal være mere selvkritisk, uden at også de to øvrige store monoteistiske verdensreligioner får lyskasterne rettet imod sig.

Dette præsterer Ibn Warraq at gøre på en strålende rationel og realistisk måde. Han slår et slag for den logiske og rationelle tænkning, maner til empati og etisk samvittighed og viser eksempler på, hvor galt det beviseligt kan gå, når mennesker bliver opdraget til at bøje sig for autoritære religiøse dogmer og lægge deres egen tænkning og samvittighed til side.

Det stærkeste eksempel er skildringen af, hvorledes et spædbarn, fordi det er født uden for ægteskab, bliver stenet til døde en af lynchpøbel. Dommen var såmænd bare en erklæring fra et religiøst overhoved.

Religiøse overhoveders magtsyge bliver i denne bog klædt af til skindet og hellige madonnaer kastet på bålet - i oplysningens og humanismens tjeneste.

Og dette bliver gjort med både et kildekritisk klarsyn i forhold til Koranen, men også i en konfrontation med praksis, tolkninger og kulturelle traditioner. Jeg har næsten ondt af de fromme og gudfrygtige mennesker, når jeg tænker, hvor smerteligt det kan være at miste de illusioner, man har bygget sin tilværelse på - og dette er risikoen ved at læse denne bog: At man vågner op fra et dybt mørke til et skærende klart lys, som viser, hvor nøgne og sårbare de troende var i det religiøse og dogmatiske paradis.

Bogen pisker vores samvittighed igang. Den er næsten for barsk at læse - selv for en så religionskritisk klummist som undertegnede. I den forstand slår denne udgivelse alle andre bøger om jihads og Bushs tidsalder af banen. For denne forfatters intention er at vise kærlighed til mennesker.

Læren er: Gå efter bolden, gå ikke efter muslimerne

Ibn Warraq gæstede i denne uge Danmark, hvor han modtog Trykkefrihedsselskabets pris for 2008. Hans 'Derfor er jeg ikke muslim' foreligger på dansk fra forlaget Lindhart og Ringhof

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu