Læsetid: 9 min.

Kvinder kan ikke være andet end lækre, mødre eller rigtige mænd

Det er ikke fra mandlige kolleger, at kvindelige politikere bliver stereotypt og fordomsfuldt beskrevet. Men i medierne er der frit slag. Her er en kvinde i politik først og fremmest kvinde - med mindre hun ligner en mand
8. marts 2008

"Dansemusen" Paula Larrain, "isdronningen" Margrethe Vestager og "snakkemaskinen" Mette Frederiksen. De har noget tilfælles med "Gucci-Helle" Thorning-Schmidt, "den talende kavalergang" Lene Espersen og "18 meter" Malou Aamund: De har alle fået en medieomtale, som har skabt kælenavne eller prædikater, der har brændt sig fast i mange menneskers bevidsthed. Ud over prædikaterne bliver der tit refereret til de kvindelige politikere ud fra udseende eller private forhold.

En gennemgang af seks landsdækkende aviser viser, at omkring hver fjerde artikel under valgkampen 2007 havde beskrivelser af den kvindelige politiker, som omhandlede kvindens ydre eller personlige forhold: Det drejede sig om alt fra makeup, påklædning og moderrollen til forholdet til enten faderen eller manden.

Peter Bro, medieforsker på Syddansk Universitet, forklarer, at det visuelle aspekt i journalistikken er blevet et vigtigt redskab:

"I takt med at medierne har udviklet sig med fjernsyn, Internet og fotografier, er også kravet til det visuelle i journalistikken steget. Tidligere fokuserede den politiske journalistik slet ikke på, hvordan politikerne så ud, de fokuserede på titler, og det, politikerne sagde. I dag er det blevet populært at bruge fortællende elementer f.eks. som hos Marianne Jelved, hvor man bruger hendes håndtaske til at skabe et billede af hende. Eller vi omtaler et tørklæde, fordi det giver et godt billede."

Det er blevet et journalistisk mål at komme 'bag om politikeren' og 'tæt på mennesket' ved hjælp af nogle billedskabende fortællinger. Det gælder om at afdække, hvad de mener 'inderst inde'.

Men nogle eksempler fra valgkampen i 2007 viser, at jagten efter politikernes sande ansigt kan få modsatte effekt. Som for eksempel i denne tekst hvor en journalist beskriver Lene Espersens valgplakat: "Kun Lene Espersen har valgt at sætte den ene hånd på hoften, måske for at understrege skikkelsen bag holdningerne." Eller som i en anden avis: "Personligt råd: Vis mere krop, fru Vestager. Du har evnen til at få de mest uchikke blonder til at fremstå klædelige og ligefrem hotte. Brug det, elsk det, omfavn det. Du vinder på det kropsnære." Eller i forbindelse med Malou Aamunds opstilling for Ny Alliance: "Tidligere kæreste med Kronprinsen og datter af sin nok så kendte far, Asger Aamund."

Hverken grim eller sexet

I en undersøgelse fra 2004 gennemgår journalist Ulrikke Moustgaard, hvordan de kvindelige politikers fremstilles i medierne. Hun siger om de nye tal fra valgkampen i 2007:

"Det undrer mig overhovedet ikke, at der bliver skrevet så meget om kvindernes udseende og privatliv. Jeg synes, det er ærgerligt. For debatten var der jo dengang blandt andet i forbindelse med min bog."

Noget af det, Ulrikke Moustgaards undersøgelse viste, var, at det ikke er blandt de mandlige kolleger i Folketinget, at kvinder slås med de største fordomme mod deres køn. Det er i medierne, som repræsenterer politikernes ansigt udadtil. Hun mener, at kvindelige politikere ofte får nogle kønnede beskrivelser med på vejen, som gør det politiske liv svært for kvinderne.

"Man skal optræde uden synlig kavalergang, ellers er man for sexet. Men man må heller ikke være for grim, for det sælger heller ikke billetter. Det kan jo være svært at finde ud af, hvordan man så må være," siger hun.

Konsekvensen kan ifølge Moustgaard risikere at blive, at mange kvinder afholder sig fra at engagere sig i politik:

"Det er da træls, at man bliver bedømt på, det der er udenpå, og ikke det der er indeni," som hun siger.

Sophie Løhde (V) blev valgt ind i Folketinget i år. En brugt vinkel på hendes kandidatur i de undersøgte aviser er, at hun er ung og smuk. Hun deltog flere gange i skønhedskonkurrencer som landets smukkeste politiker. Selv siger Løhde, at det jo ikke er en eksponering, som hun selv har valgt:

"Når de forskellige aviser laver en konkurrence om, hvem der er den smukkeste kandidat osv., så er det noget, de vælger uden, at man selv får lov til at sige, om man har lyst til at deltage. Så det var ikke noget, jeg selv ønskede at deltage i."

Hun påpeger, at overdreven fokus på alder og køn i medierne kan have en skadelig effekt på en politikers valgkamp og det politiske ansigt.

"Jeg skal også have sådan nogle som mine forældre til at stemme på mig, og de tager mig ikke seriøst, hvis jeg kun bliver omtalt i skønhedskonkurrencer. De tager mig seriøst, hvis jeg har nogle politiske budskaber."

I Sophie Løhdes tilfælde, var der dog forskel på de regionale og landsdækkende medier. I sin valgkreds har hun været en kendt politisk profil i flere år, og derfor kom hun igennem til vælgerne med sin politik. Gennemgangen af de seks landsdækkende aviser viser overraskende, at tendensen gælder hos dem alle. Fælles for både gratisaviserne, tabloidaviserne og dagbladene er, at hver fjerde artikel, som skriver om de kvindelige politikere i større eller mindre grad, bruger kvindernes udseende eller privatliv til at skabe fortællingen om den kvindelige politiker. Peter Bro mener, at kvinder er oplagte til at blive beskrevet ud fra det visuelle, "fordi kvinder er mere kreative, hvad angår accessories, modsat mændene på Christiansborg, der alle ligner hinanden med sorte jakker og slips. Selv om det måske er banalt, så forklarer det, hvordan journalister skaber billeddannelser," siger han.

Dumme dådyrøjne

Chefredaktør på Politiken Tøger Seidenfaden er enig i den betragtning. Han uddyber:

"Der er jo et enormt fokus på det æstetiske udtryk hos kvinden og på påklædningen. Det er jo noget, som kvinderne selv er optaget af, men også modeindustrien og offentligheden har et fokus på det. Det er klart, at den fascination kan tage overhånd i den politiske journalistik. Det kan vi jo kun tage en løbende kritisk diskussion af, og det gør vi også," siger Tøger Seidenfaden

Chefredaktør på Berlingske Tidende Lisbeth Knudsen betoner, at der er samme regler for dækningen af mænd og kvinder. Men den politiske journalistik har forandret sig:

"Der er i dag en stor interesse i at se personen bag politikeren, det gælder både for kvinder som for mænd. Læserne ønsker at komme tæt på politikerne og se personen bag. Det er en balancegang mellem det personlige og det professionelle," siger hun.

Ulrikke Moustgaard ser da heller ikke noget unaturligt i, at medierne viser personen bag politikeren. Men det kan tage overhånd:

"Jeg har et eksempel i min bog med et portræt af Margrethe Vestager, da hun blev undervisningsminister i Nyrup-regeringen, som går på, at hun er så smuk og har dådyrøjne, men er hun også klog? Så bliver de to ting stillet skarpt op, så det, at man er smuk, er ensbetydende med, at man ikke kan være klog."

Politisk mor

En anden fremstilling, kvinderne har svært ved at løbe fra, er, at de er mødre. Det kan åbenbart stadig være en udfordring at adskille kvinden fra hjemmet og børnene. Men når man ser på Folketingets kønsmæssige sammensætning, hvor 40 procent af medlemmerne er kvinder, og også partilederne, som består af næsten to tredjedele kvinder, må man konkludere, at der er plads til kvinder i det politiske system.

Et eksempel under valgkampen var spørgsmålet om, hvorvidt Helle Thorning-Schmidt kunne forene rollen som mor med stillingen som statsminister:

"Mens Anders Fogh Rasmussen har voksne børn, har Helle Thorning-Schmidt små børn at holde styr på, mens hun samtidig kæmper for at blive Danmarks første statsminister." Eller: "Socialdemokraternes formand tænker da også meget over, at hendes børn ikke bliver ofre for hendes karriere."

Det fokus nikker Özlem Cecik fra SF genkendende til: "Jeg har da fået mange spørgsmål om, hvordan jeg vil få det hele til at hænge sammen tidsmæssigt, fordi jeg er mor. Der ligger jo det i det, at jeg svigter mine børn. Det fokus er interessant, for så går det jo ikke så godt med ligestillingen, som vi troede."

Özlem Cecik var nybagt mor og folketingskandidat ved valget, og hun oplevede det at komme igennem medierne med sine politiske budskaber, som noget, der skulle kæmpes for:

"Min største udfordring under valgkampen var at slå igennem, når jeg snakkede politik og ikke kun om min private baggrund."

Der var en stor interesse for hende som person af flere årsager: Ikke alene var hun nybagt mor, hendes forældre kommer begge fra Tyrkiet, hun er muslim og gift med en tyrkisk mand. Hun var dog en af dem, der formåede at få sine budskaber ud "fordi jeg har holdt fast i det politiske og gentaget og gentaget mig selv."

En anden side af sagen er ifølge Peter Bro, at man som kvinde har en "ekstra banehalvdel at spille på", da kvinder i større grad tilkalder sig opmærksomhed hos medierne.

Det kan være til fordel for den kvindelige såvel som den mandlige politiker at have charme og sexappeal, men det er en hårfin balance, hvordan de fremstilles, siger Tøger Seidenfaden. For konsekvensen af, at hun bliver fremstillet rent på det ydre, kan både svække troværdigheden, mens hun hele tiden skal passe på ikke at tiltrække sig nogen negativ opmærksomhed, siger han.

Lisbeth Knudsen mener, at ansvaret for den måde, en politiker bliver fremstillet på, ligger hos den enkelte. "Hvis vedkommende ikke er interesseret i en fremstilling, der går ud over det politiske, må vedkommende lade være med at udtale sig om ting, der ikke har med politik at gøre," siger hun.

Magtbegærlig og kynisk

Problematikken omkring mediernes fremstilling af de kvindelige politikere, er ikke kun et dansk fænomen. Tag Hillary Clinton. Hun er for kold og ufølsom den ene dag. Så kræver vælgerne at se tårer, for rigtige kvinder tuder for åben skærm. Men når hun så har grædt, er hun for magtbegærlig, for hvordan kan en følsom kvinde gå efter at være verdens mest magtfulde mand. Ulrikke Moustgaard siger:

"Det undrer mig, at man ikke finder en smartere måde at beskrive hende på. Hillary bliver konstant fremstillet som skinger og råbende, hvor Obama er rolig og smilende. Når kvinder er vrede, er det meget mere negativt, end når mænd er."

Selv om gennemgangen af de seks aviser fokuserede på fremstillingen af de kvindelige politikere, er der ingen grund til at tro, at de mandlige politikere ikke også får eksponeret personlighed og udseende i medierne.

Peter Bro forklarer tendensen med, at politisk journalistik generelt har fået et mere underholdene udtryk i de fleste medier. Der var også flere eksempler på de mandlige politikere, der blev fremstillet på en måde, der ikke havde med deres politik at gøre: Det blev om Naser Khader skrevet, at han havde "en vaskebjørnsagtig charme", som skulle få "vælgernes hjerte til at bank ømt". Villy Søvndal blev betegnet som "lækker", og karikaturtegnerne fokuserede igen på "hulemanden" Anders Fogh Rasmussens skægvækst. En kommentator valgte at fokusere på Bendt Bendtsens påklædning: "Undertegnede har allerede forudset, at Bendt Bendtsen får et dårligt valg på grund af det slips, han havde på under den første partilederrunde. Det var blåt med uklædelige rødlige skråstriber, som stod uhørt dårligt til såvel hans briller som ..."

De mandlige politikere beskrives også som kroppe, og de evalueres på deres fysiske tiltrækning. Det er godt at være en rigtig mand Med mindre man ikke er mand, naturligvis. For som det blev skrevet om Birthe Rønn Hornbech, da hun blev udpeget som integrationsminister: "Hun er den eneste rigtige mand i Folketinget."

refleks@information

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er forskellige måder at forsøge at undgå omtale på, f.eks. at tage et stort stykke stof på.

Læg mærke til at de kvinder der forsøger at skjule sig selv bag burka eller hijab - det er kvinder der vil væk fra at blive set på som kvindelig, som mor eller som kvinde med et flot udseende - for dem er kvindelighed blevet tabu i det offentlige rum, noget skamfuldt som skal skjules og gemmes væk - og de regnes dermed stort set ikke for andet end det stof de lader sig tvinge i. Det bliver af medier sammenlignet med en talende hijab eller burka. En ting. Et talende stykke stof. Kvinderne sætter med deres kønsapartheids påklædning selv alt for meget fokus på det stof de dækker sig med og de bliver derfor opfattet som et stykke stof, først og fremmest.

Hvad med at kvinder træder i karakter, lader være med at undskylde for sig selv ved at gemme sig væk i stof og træder ud af offerrollen - bl.a. den klare offerrolle hijab og burka giver kvinder. Lad være med at gå så meget op i udseende og hijab og offerrolle. Slip personligheden fri i stedet for - fri for hijab og burka og fri for de høje hæle. Slap af. Smid burka og hijab og dermed det mentale fængsel.

Vær stolt af kvindelighed, gør den ikke til tabu bag fordømmende og begrænsende religiøse beklædningsgenstande. Stå ved kvindelighed, vis den frem, den er naturlig og skal ikke tabuiseres og skammes væk af kvindefjendske fordomme og dogmer.