Kvinder kan ikke være professorer

"Jeg skal kunne det samme som Fred Astaire. Bare baglæns og på høje hæle."

Med det Ginger Rogers-citat beskrev Danmarks første kvindelige litteraturprofessor Anne-Marie Mai for nogle år siden sin vej til den akademiske topstilling.

Og så har Anne-Marie Mai endda ingen børn. Havde hun haft det, er der nemlig mindre sandsynlighed for, at hun var nået så langt, som hun er.

Det viser en ny undersøgelse, som lektor ved Handelshøjskolen i Aarhus, Mette Verner, netop er ved at lægge sidste hånd på.

Verner har sammenholdt data om universitetsansatte fra adjunkt- og op til professorniveau i Danmark fra 2000-2002 med personoplysninger fra Danmarks Statistik, og resultatet er, at veluddannede kvinder stadig i højere grad end deres veluddannede ægtefæller, har hovedansvaret derhjemme i privaten.

"Det er sværere for kvinder at køre en toptunet karriere, hvorimod de mænd, der har succes, har en kone, der - skarpt trukket op - arbejder som pædagog 25 timer om ugen. Det vil sige, at jo højere stilling manden har, jo mindre er sandsynligheden for, at kvinden kommer højt op i det akademiske hierarki. For mænd er det lige meget, hvad deres ægtefælle laver, mens kvinderne halter bagud på grund af deres familieforhold. Det bekræfter endnu en gang, at det er kvinderne, der er bagstoppere i familien," siger Mette Verner.

Hendes tal viser, at der er flere kvindelige professorer, der er fraskilt, sammenholdt med mændene.

Suk i telefonen

Og kigger man på kvindelige forskeres mulighed for at få hele pakken - en ægtefælle, børn, undgå at blive skilt og samtidig nå højt til tops - så er sandsynligheden fem gange så stor for manden som for kvinden.

"En kvinde, der er nået til tops, vil ikke have så mange børn, som sin mandlige kollega i en lignende stilling. I gennemsnit har kvinderne færre børn, og der er flere barnløse kvinder end barnløse mænd blandt forskerne," siger Mette Verner. Barriererne for kvinders adgang til de høje stillinger på universiteterne er velkendte og beskrevet i tunge rapporter, der med års mellemrum bliver afleveret på skiftende videnskabsministres bord. Denne reporter har dækket et utal af pressemøder med ministre, der flankeret af alvorlige embedsmænd konstaterede, at det stod alt for skidt til med at udnytte den kvindelige talentmasse på de højere læreanstalter, og har endog været inviteret til rundbordssamtale hos en minister om problematikken. Alligevel er det det samme hver gang. De kvindelige forskere, der har de aktuelle tal for kønsfordelingen på universiteterne sukker i telefonen og siger: "Det rykker sig bare ikke ..."

Ifølge de nyeste tal fra Dansk Center for Forskningsanalyse på Aarhus Universitet har andelen af kvindelige professorer rykket sig fra 11,8 procent i 2005 til 11,9 procent i 2006. Godt hver fjerde lektor - 26 procent - var en kvinde i 2005.

Blandt de studerende har kvinderne faktisk overtaget med et par procent. Problemet er, at der for hvert stillingsniveau falder flere og flere kvinder fra, til man til sidst når professorniveau, hvor der eksempelvis stort set ikke blev udnævnt nogen kvinder sidste år på Københavns Universitet.

Ifølge Kamma Langberg, seniorforsker ved Dansk Center for Forskningsanalyse, findes der hverken på dansk eller internationalt nogen pålidelig statistik over, hvor ofte kvindelige forskere rent faktisk kommer igennem det meriterende nåleøje i den akademiske verden: antallet af publicerede videnskabelige artikler og antallet af citationer.

"Der er lavet en mindre undersøgelse, der påviste en tendens til, at det var nemmere for kvinder at få optaget deres artikler i de videnskabelige tidsskrifter, hvis bedømmelsen har været dobbeltblinded," siger Kamma Langberg. En undersøgelse offentliggjort i Ugeskrift for læger i 2004 viste desuden, at kvindelige læger lavede signifikant færre publikationer end deres mandlige kolleger i de første år, efter at de havde erhvervet sig ph.d.-graden.

Ser man på mediernes brug af forskere og eksperter, tegner det samme mønstre sig: Kvinderne er underrepræsenterede. Af en rapport fra Magtudredningen, Eksperter i medierne, fremgår det, at 14 procent af de citerede lektorer og professorer i medierne i 2001 var kvinder. Til sammenligning udgjorde antallet af kvinder i de to stillingskategorier i 2001 19,4 procent.

"De landsdækkende dagblade var ligeledes meget forskellige i deres brug af kvindelig kilder. Mens B.T. f.eks. havde fem procent kvindelige eksperter i spalterne, havde Jyllands-Posten 19 procent, og modsat, hvad man skulle tro, havde Politiken (hvor chefredaktøren er erklæret feminist, red.) kun ni procent kvindelig forskerkilder," siger professor Peter Munk Christiansen, Aarhus Universitet, der er medforfatter til Magtudredningens rapport.

Kvinder er tiltrækkende

Kamma Langberg påpeger desuden, at det i høj grad kan betale sig for universiteterne at have mange kvinder i de videnskabelige miljøer.

"Vi har set på, hvilke videnskabelige miljøer, der er de mest åbne og spændende; hvor man fornyer sig, og hvor der virkelig foregår noget. Det viser sig, at de miljøer har en meget høj andel af kvinder og udenlandske forskere. En udlænding vil aldrig søge et miljø, hvor folk er groet fast, hvor man bagtaler hinanden og nepotismen florerer. Det har altså betydning for et godt miljø, at man er i stand til at tiltrække kvinder," siger Kamma Langberg.

De danske universiteter får ligeledes bundkarakter i ligestilling i EU (se statistik), men skal man alligevel udpege de universiteter, der er i førertrøjen i Danmark, lyder Kamma Langbergs bud: Syddansk Universitet og Københavns Universitet. Aarhus Universitet er gammeldags og bagud, mener Kamma Langberg, mens RUC tidligere har haft en stærkt ligestillingsprofil, som hun for øjeblikket "har svært ved at få øje på". Aalborg Universitet og DTU har nogle særlige omstændigheder, da de tekniske og naturvidenskabelige fag, som også på Aalborg fylder meget, langt tiltrækker overvejende mænd.

Københavns Universitets (KU) prorektor Lykke Friis måtte på et symposium om ligestilling i sidste uge indrømme, at KU "ikke rykker sig særlig meget" på ligestilling. Universitetet har haft en målsætning om at øge antallet af kvindelige lektorer og professorer med fem procentpoint fra 2006-2008. Men der er ikke sket noget som helst. Antallet af nyansatte kvinder står bomstille.

På Syddansk Universitet (SDU) oplyser rektor Jens Oddershede, at heller ikke SDU er tilfredse med deres egen ligestillingsindsats. Universitetet har i tre år haft en målsætning om at øge andelen af kvinder med en procent om året. De to første år lykkedes det, men det tredje år levede heller ikke SDU op til sin målsætning. Andelen af kvinder på SDU er 23,1 procent. Men årsagen skal måske findes i en udvikling, der faktisk er positiv, påpeger Oddershede.

"Vi er ikke tilfredse. Vi kan mærke, at der er kommet mere fokus på kvinderne, samtidig med at der i det hele taget er blevet mere rift om de ansatte. Nogle af vores kvinder søger f.eks. andre steder hen. Men jeg skal ikke benægte at universiteterne har sovet i timen med hensyn til ligestilling," siger han.

SDU prøver nu med forskellige familievenlige tiltag, som at oprette en børnehave på universitetet og tilbyde særlige stipendier til kvinder. Mens KU på et bestyrelsesmøde netop har vedtaget en trepunktsplan, der bl.a. skal belønne fakulteter kontant, når de ansætter kvindelige professorer og udlove internationaliseringsstipendier til kvinder.

"På baggrund af den nye undersøgelse af kvinders familiebaggrund må man jo konstatere, at familien er en særlig udfordring for kvinder," siger Jens Oddershede.

Imens universiteterne kæmper videre kan man så kigge lidt på de kvinder, for hvem det er lykkedes for at få topjob på universitetet og have børn samtidig. Som f.eks. prorektor på Aarhus Universitet, professor Nina Smidt.

"Nina Smidt har jo sagt, at hendes mand altid har taget en stor del af det huslige arbejde. Og vi joker tit om, at det handler om at vælge den rigtige mand. Men det er jo også problematisk, at den ender der," siger Mette Verner.

"Selvfølgelig kan man godt sige, at kvinderne skal holde op med at være bagstoppere derhjemme. Men når barselsorlov og børnepasning er et samfundsanliggende, hvorfor skulle endnu flere familievenlige politikker så ikke være det," spørger hun.