Læsetid: 6 min.

Læserbreve

Pablo Llambias om kunstens rolle, Helge Krarup om kanonprojektet og Rolf Dorset om Kaj Munks påståede fascisme
Pablo Llambias om kunstens rolle, Helge Krarup om kanonprojektet og Rolf Dorset om Kaj Munks påståede fascisme
6. marts 2008

Hvad skal kunsten?

Pablo Llambias, forfatter

Stig Dalager vover i sin udmærkede artikel i weekenden en arm med en form for definition på, hvad det er, kunsten kan, og kunsten skal. Jeg vil gå et skridt videre og se på, hvad der sker, når staten og kommunerne forsøger at implementere denne og lignende definitioner i sit virke. Hvad er det, kunst skal? Hvorfor har vi brug for den? Hvorledes legitimerer vi kunststøtten over for borgerne?

Da jeg i 1994-1995 arbejdede på bogen Rådhus, der handler om offentlig udsmykningspraksis, gik jeg stadig på Kunstakademiet. Jeg troede i min naivitet stadig, at jeg befandt mig i 60'erne og 70'erne, og at staten endnu stod som garant for et filantropisk og idealistisk kunstsyn, der gik ud på at formidle selv vanskeligt tilgængelig kunst ud i randområderne - i den faste overbevisning, at det var godt for befolkningen, også for de dele af befolkningen, der ikke var enige i dette. Jeg havde forventet en vis dekadence siden Julius Bomholts og Bodil Kochs dage, og at udtrykkene for de dannelsesidealer, der lå til grund for den daværende politik, ville have et vist forvansket og udvandet præg. Men jeg havde ikke regnet med den tavshed, jeg blev mødt af. Stort set ingen (tre pct.) kunne mobilisere et aktivt, offensivt svar, der fik i retning af et 'godt for befolkningen'. Langt hovedparten var tavse eller undskyldte sig med manglende viden, afgåede beslutningstagere med videre. Kunsten, der stod foran rådhusene, havde med andre ord intet grundlag at stå på. Ideologien, som de hvilede på, var forvitret bort.

Dengang var der flere af de borgmestre og kommunaldirektører, som jeg talte med, der forklarede udviklingen med, at kulturpolitiske satsninger kunne koste stemmer. Værløses borgmester illustrerede med et eksempel: Som konservativ borgmester havde han oplevet, at Socialdemokratiet under valgkampen havde kørt hårdt på det faktum, at han havde bevilget omkostningstungt, men traditionsrigt kobbertag til kommunens nye rådhus, hvorefter De Konservative var gået to mandater tilbage.

I 90'erne var der flere 'sager', hvor lokale bevilgende myndigheder med Kunstfondens støtte havde opstillet eller besluttet at opstille ambitiøse værker med folkelig modstand til følge, hvorefter flere af projekterne var blevet indstillet eller omformet. Det er ikke så underligt, hvis der følger en tendens mod at vælge det sikre; en vandkunst, som ingen kan have noget imod; en blødt formet sten, der ligner en havesten; eller sågar et væld af blomster arrangeret på en måde, der tager sig dekorativ og skulpturel ud.

I begyndelsen af 90'erne fandtes der endnu ikke resultatkontrakter i de danske, offentlige myndigheder. Kommunernes kunstpolitiske virke byggede løseligt på den 'kontrakt', som de tidlige udgaver af Kulturministeriet havde indgået med befolkningen, og som man regnede med, at der stadig var en vis konsensus omkring. Jeg skal ikke kunne sige præcis, hvornår det skete, men jeg vil påstå, at midt i 90'erne var denne konsensus væk. Den fandtes ikke i de kommunale administrationer selv, så da den folkelige modstand kom, var der ingen modstandskraft, ingen konsensus at stå imod med. Man var nødt til at indgå nye, lokale 'kontrakter' med befolkningen: Hvad er det, I vil have? Vi har selv ikke længere noget at komme med.

Denne lokal-kontraktliggørelse har via indførelse af resultatkontrakter i den offentlige administration fundet vej til Kulturministeriet. I et notat fra 2006 fremgår Kulturministeriets kunstsyn: Kunst skal "berige og bevæge" - og med bevæge menes der, at kunsten nogle gange skal "provokere". Så burde den hellige grav vel være forvaret? Så burde jeg vel være glad? Den kontrakt, som jeg forgæves ledte efter i 1996, fandt jeg 10 år senere, i 2006? Nej, jeg er ikke tryg.

Det kan godt være, at jeg i 1996 fornemmede, at skulpturens kulturpolitiske og ideologiske grundlag var eroderet bort, og at jeg derfor efterlyste tilbagekomsten af en aktiv kulturpolitik. Men jeg tror ikke på, at det nuværende Kulturministeriums notat er svaret. Jeg tror simpelthen ikke på, at den offensive kunstpolitik er kommet tilbage.

Jeg tror i stedet på, at Kulturministeriets notat er et forsøg på at indgå en minimumskontrakt med borgerne i stil med den, de lokale myndigheder indgik, da lokummet brændte på omkring den 'uforståelige og latterlige' skulptur. Det er en retrætekontrakt, hvor ordet 'provokerende' nærmere skal forstås legitimerende end offensivt: Nogle gange er kunsten provokerende, sådan er kunsten og kunstnerne jo, kan jeg se en hændervridende politiker forklare for mig - lige indtil den folkelige modstand bliver for stor.

Der er noget umuligt over offentlige myndigheder, der skal 'oversætte' kunsten for befolkningen - offentlige myndigheder, der skal begrunde deres kunstpolitiske engagement over for befolkningen og i den forbindelse forklare, hvad kunst går ud på. Man er efter min overbevisning nødt til at forklare 'udenom'. Man kan ikke forklare kunsten inde fra kunsten selv og 'berige og bevæge,' for i det samme øjeblik vil den slå sig i tøjret og sige: Nej, sådan er det ikke, jeg vil sgu ikke 'berige og bevæge'.

Man er i stedet nødt til at gøre sig den ulejlighed at forklare vores behov for kunst i meget mere generelle termer: Kunst er et udtryk for samfundets immaterielle værdier, der behandles og omformes og formidles af kunstnerne, fordi vi simpelthen ikke kan leve uden. Fordi det ikke er værd at leve et liv med os selv og de ting, der bare er nødvendige for at opretholde et liv. Fordi et samfund, der bare bliver os selv og de ting, der er nødvendige for at opretholde vores liv og vores samfund, bliver et dødt og livløst samfund. Fordi vi simpelthen ikke må lade være.

Kanondumt

Helge Krarup, København V

Kulturministeren er glad for kultur-og-andre kanoner, han mener ligefrem, at disse konstruktioner vil blive husket som de vigtigste kulturpolitiske tiltag.

Som dansklærer i gymnasiet, der er tvunget til at anvende tekster af kanonforfatterne fra den obligatoriske liste og helst også fra den vejledende liste, er det temmelig irriterende med denne ministerielle indblanding, der i virkeligheden hæmmer og ensretter, mere end den hjælper - fordi vi hele tiden tvinges til at holde os til listen.

For at læseren kan få et konkret indtryk af holdningen bag denne indblanding, citerer jeg fra Uddannelsesstyrelsens temahæfte nr. 11, 2004, skrevet af Kanonudvalget: "Hvis ideen om en national kanon som et fælles tanke- og refleksionsafsæt skal virkeliggøres, skal både elever og lærere være bevidste om, hvad de gør, når de læser kanoniske tekster." "Læreren skal skabe kanonforventninger hos eleverne" "Inden en ny tekst læses må sindet altså beredes. Det gælder selvfølgelig både lærerens og elevernes sind."

I sprogbrugen afsløres dels det ideologiske projekt , som man altså bruger 15 obligatoriske forfattere og hhv. 13 og 12 anbefalede i hhv. folkeskole og gymnasiale uddannelser til at opfylde. Dels at der skal knyttes en særlig metode og andagt til de kanoniske. Og for mig afsløres ikke mindst et ubehageligt styrende og missionerende tonefald. Det næsten absurde ved disse kanonlister er, at mange af disse forfattere altid er blevet læst, før kanonen blev opstillet.

Gentagen løgn

Rolf Dorset, forfatter

En løgn kan gentages så tit, at den bliver en sandhed. Det må være denne indsigt, der ligger bag Georg Metz' tilsyneladende lige så uophørlige som energiske forsøg på at fremstille Kaj Munk som uhelbredelig fascist, antidemokrat og antiparlamentariker. For et par uger siden udbredte han sig derom i en klumme, og i 'Bøger' 28. februar gentages det hele for fuldt udtræk i hans anmeldelse af Sådan valgte de.

For 120. gang: Jo, Munk var i 1930'erne som så mange andre fascineret af såvel stærke mænd som antidemokratiske styreformer, men da han så, hvad det indebar, vendte han 180 grader. Krystalnatten i 1938 affødte hans skuespil Smeltediglen, der er en på det tidspunkt enestående klar afstandtagen til nazismens jødeforfølgelser, og som da også på stedet medførte stærke reaktioner fra de tyske myndigheders side. Og da besættelsen var en kendsgerning, bekæmpede han fra første øjeblik besættelsesmagt og samarbejdspolitik så åbent, at det kostede ham livet.

Men ifølge Metz alligevel "uhelbredelig".

Så tag da for pokker og læs hans to sidste skuespil. Niels Ebbesen handler ikke om andet end pligten til at gøre op med stærke mænd, her i Den kullede grev Gerts skikkelse, og Før Cannæe er en lang hyldest til det romerske demokratis seje modstand mod kraftgeniet Hannibal. Hvordan en forfatter tydeligere og mere uforbeholdent kan revidere sin opfattelse, vil jeg meget gerne belæres om.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu