Læsetid: 6 min.

Levn fra fortiden eller bæredygtigt bud på fremtiden

Afrikas legendariske nomader - fra fulanier og tuareger i vestafrika til de berømte masaier i øst - er under hårdt pres. De udgør den fattigste del af afrikanerne og er klemt mellem traditionelle livsmønstre og en natur, som ikke længere kan rumme de omvandrende folk
Mobilitet. Presset på masaiernes levevis rammer ikke kun masaierne selv; deres traditionelle mobile kvægdrift er en bæredygtig måde at mindske fattigdommen på.

Mobilitet. Presset på masaiernes levevis rammer ikke kun masaierne selv; deres traditionelle mobile kvægdrift er en bæredygtig måde at mindske fattigdommen på.

Tom Cockrem

15. marts 2008

Både Mogens Lykketoft, Bertel Haarder og Jan Trøjborg har været her forbi. De danske ministre smiler fra opslagstavlen med fotografier i det beskedne projektkontor. Vi er i det nordlige Tanzania, tæt ved kanten af Ngorongoro-krateret, som huser både løver, elefanter, næsehorn og zebraer. Stedet er tilsyneladende et yndet udflugtsmål, når ministre skal ud og inspicere porteføljen af danske bistandsprojekter.

Foruden de mange vilde dyr, bor omkring 140.000 mennesker i dette højtliggende bjergområde, hvor udslukte vulkaner og grønne kratere blander sig med åbne græssletter og højtvoksende skov.

Ngorongoro har været fredet siden 1959 af hensyn til de store bestande af vilde dyr, som nyder godt af de regnfulde højder. Men netop fredningen har skabt problemer og frustrationer blandt de masaier, som oprindeligt bevægede sig frit omkring med deres store kvægflokke.

Derfor har det danske bistandsprojekt, ERETO, gennem to årtier hjulpet områdets fattige beboere til at overleve under de skrappe vilkår og restriktioner, som er konsekvensen af, at kolonimagten i sin tid fandt på at frede det unikke naturområde og samtidig tvangsflyttede masaibefolkningen fra Serengettisletten, og senere også ud af selve Ngorongoro-krateret.

Da udviklingsminister Ulla Tørnæs besøgte Ngorongoro i februar i år blev hun modtaget som en dronning med sang og dans fra flere hundrede farvestrålende masaier.

"Mama Ulla," kaldte de hende. Og den danske ambassadør blev til "Comrade Sørensen".

Alt imens masaikvinderne stillede sig på række og fortalte, hvordan det omfattende danske projekt har givet dem håb og styrke i en fattig og mandsdomineret dagligdag.

Og den fortælling går åbenbart rent ind hos Danida. I hvert fald er ERETO, som egentlig skulle slutte i år, blevet forlænget med endnu en fase.

Stadig store problemer

Dermed løber de samlede danske 'investeringer' i Ngorongoromasaierne op i over 70 millioner kroner. For de penge er der i tidens løb blevet købt og fordelt køer og geder til 3.400 familier. Der er også oprettet dyrlægeservice og opsat vandposter, så både omvandrende masaier og fastboende har fået lettere adgang til vand.

Derved er der mindre risiko for konflikter. Projektet, som i sin tid blev startet af MS har desuden etableret kvindegrupper, oplyst om hiv/aids og forsøgt at forbedre dialogen og samarbejdet mellem masaierne og de lokale myndigheder, som har ansvaret for det unikke naturområde.

Alligevel har masaierne i Ngorongoro fortsat store vanskeligheder. Mens der generelt i Tanzania er omkring 30 procent analfabeter, er det mere end hver anden i Ngorongoro, som hverken kan læse eller skrive. Af hensyn til de vilde dyr og områdets turistpotentiale må masaierne kun dyrke minimale jordlodder. De overlever af mælk og frisk blod fra deres kvæg.

Infrastruktur, sundhedssystem og andre sociale ydelser er stort set ikke-eksisterende. Og dybt traditionelle normer holdes i hævd og giver anledning til overskrifter om kvindelig omskæring og forstokkede kønsroller i den lokale avis.

Richard Ndaskoi, som tidligere var ansat i det danske ERETO-projekt, men nu arbejder for britiske Oxfam har svært ved at få øje på den positive udvikling:

"De mister indflydelse og betydning. De mister deres land - græsningsarealer og vand. De mister deres traditioner. De bliver kommercialiseret, og den udvikling, som finder sted, er drevet og inspireret udefra frem for af dem selv," siger han og tilføjer:

"En stor del af de, som påstår, de støtter pastoralisternes livsstil er med til at patronisere og passivisere dem."

Heller ikke en nuværende projektmedarbejder Simon Loishiye er for optimistisk

"Masaierne lider. De lever i et område, hvor de har meget få muligheder, og vi tror, de kommer til at lide mere fremover," siger han.

Hele kontinentets krise

Masaierne i Ngorongoro er ikke alene om de dystre fremtidsudsigter. Tættere kamp om land, vand og dermed græs til kvægflokkene er også et problem for resten af kontinentets 50 millioner nomader eller 'pastoralister' som er den fagligt korrekte betegnelse for de mere eller mindre mobile befolkningsgrupper.

Sammen med befolkningstilvækst, klimaforandringer og en moderne udvikling, der passer dårligt med nomadernes naturnære livsstil og ide om fælles ret til jorden, er det faktorer, som vil gøre livet endnu sværere for nomaderne fremover.

"De er blevet låst fast i en cyklus af fattigdom og afhængighed. Hver dag er en kamp for overlevelse. Folk her er ekstremt sårbare over for en hvilken som helst forandringer i deres omgivelser," hævder Oxfam.

De legendariske og ofte romantiserede folkeslag udgør allerede nu to tredjedele af verdens allerfattigste.

Og langt de fleste lever i den centrale og sydlige del af Afrika, hvor tørke, befolkningstilvækst og dårligt udviklet landbrug er årsag til kronisk fattigdom. Både blandt fastboende og nomader.

Hvis de afrikanske lande skal sætte målrettet ind mod at nå de attråede millenium mål inden 2015, er det her og nu, der skal gøres noget.

Derfor har den Afrikanske Union også besluttet at gøre en ekstra indsats for at bringe pastoralisternes vilkår på den politiske agenda.

En særlig nedsat task-force skal promovere strategier og politikker, der kan fremme økonomisk udvikling i landområderne, øge landbrugsproduktionen og skabe en bæredygtig fordeling af naturens ressourcer. Initiativet skal samtidig sikre, at de nomadiske folkeslag bliver bedre hørt og inddraget i udviklingen på kontinentet.

De afrikanske regeringer skulle tage mere ved lære at nomaderne og opgive alle forsøgene på at gøre dem fastboende, foreslår Alais Morindat. Han er selv er masai fra Ngorongoro og arbejder nu som politisk rådgiver i ERETO. Hans opgave er at skabe en form for selvorganisering og organisere nogle lokale organisationer, der skal forhindre, at det hele falder sammen, når Danida engang lukker pengekassen i. Til den tid får masaierne brug for selv at kunne tale deres sag i forhold til lokale myndigheder og politikere, som bestemmer, hvor det nationale budget skal investeres.

Misforståede og marginaliserede

For ham at se, er det et stort problem, både lokalt og for hele kontinentet, at nomadernes tilpasningsdygtige livsstil ikke værdsættes mere af de afrikanske regeringer. Heller ikke selvom kvæghyrderne eksempelvis er hjørnestenen i den østafrikanske regions kødproduktion. Eller at nomaderne som de eneste er i stand til at tackle naturen i de barske ørkenområder i Sahelbæltet syd for Sahara.

"Lige siden kolonitiden er vi blevet opfattet som forældede, uproduktive og miljøskadelige efterkommere af fortiden. Som helst skulle moderniseres og strømlines med den påstået progressive og moderne udvikling. Man har altid fokuseret på at få pastoralisterne til at bosætte sig som en vej til at forbedre deres vilkår. Man har nedbrudt den fælles ret til jorden og fokuseret på vandforsyning som denne eneste vej til modernisering - i stedet for at anerkende, at mobiliteten og tilpasningsevnen er den rigtige måde at udnytte den afrikanske natur på," siger Alais Morindat.

"Masaierne er for eksempel utroligt tilpasningsdygtige og gode til at håndtere den stress, der opstår i den tørre årstid og til at tilpasse sig naturen. Men når deres mobilitet begrænses, er bogen med løsninger lukket."

En politistation midt i Ngorongoros grønne landskab taler sit eget sprog. For masaierne her har det været svært at forstå, hvordan vilde dyr er mere værd end deres menneskeliv. Men dyrene er mere værd. Bogstaveligt talt. Hvert år tjener de tanzanianske myndigheder skønnet 11 millioner dollar på turister, der vil se dyrene i Ngorongorokrateret. Et beløb så svimlende, at der netop er indført et sindrigt og meget uigennemskueligt betalingssystem, som skal forhindre, at pengene fra de populæreste nationalparker glider de forkerte steder hen.

For det er i hvert fald ikke ude hos masaierne, at pengene havner - måske med undtagelse af de småmønter, man må slippe for en hjemmelavet halskæde eller et fotografi af en af de unge masaikrigere, som flokkes om safarituristerne og lader sig fotografere i deres rødlilla flagrende tæpper og flotte hovedsmykker.

De ligner stadig den slags mennesker, som levede her for tusinder af år siden. Spørgsmålet er om det også er en holdbar løsning for fremtiden.

refleks@informaiton.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu