Det lød spændende, da mediechef Lars Grarup fra DR sidste år midt i alle spareplanerne og fyringsrunderne proklammerede, at DR2 snart ville lancere et nyt kulturprogram.
"Man skal kunne støde på kultur mange steder i DR," sagde han og ville "lukke kulturen ud af reservaterne." Programmet skulle tage "crème de la crème" af de kulturindslag, der var blevet sendt i løbet af ugen og selvfølgelig også tilføje noget nyt. Det var grundtanken. Og nu, da programmet har haft premiere, virker det til, at konceptudviklingen stoppede ved Lars Grarups formulering.
Kulturguiden er et sammensurium af allerede viste indslag fra DR1 og 2's sendeflade. Så er vi hos Smagsdommerne, så i Deadline, så i TV-Avisen, og som brobygger mellem indslagene står værten Stephanie Surrugue og gør sit bedste for at give programmet noget, der ligner en rød tråd. Scenografien i programmets studie er tilstræbt minimalistisk. Det bliver den også nødt til at være, for programmet er forvirrende nok i forvejen. Men vi taler ikke minimalistisk i den forstand, som vi som nation bryster os af at mestre til perfektion inden for design og arkitektur. Nej, det her er den type minimalisme, der mere giver indtryk af, at man ikke har vidst, hvordan man skulle scenografere, så man lod være. På den måde stemmer det visuelle udtryk overens med programmets indhold.
Virker på nettet
Ideen fungerer godt på nettet, hvor DR samtidig med lanceringen af programmet har etableret siden 'kulturguiden', hvor ugens forskellige kulturelle tv- og radioindslag er samlet. Her kan man selv navigere mellem de forskellige tilbud.
Det virker så åbenlyst, at det ikke kan fungere på samme måde på tv, for på hjemmesiden vælger jeg netop ikke et klip fra Troldspejlet om animationsfilmen Rejsen til Saturn, for det indslag har jeg allerede set. Den frihed kan et tv-program ikke give. Her zapper jeg væk fra interviewet med fotografen Joachim Ladefoged fra Deadline. Et fint interview, men ikke så inspirerende, at jeg gider se det igen, så jeg skifter kanal, og da jeg vender tilbage til DR2 er programmet gået videre til et interview med en forfatter, og det ville jeg da måske egentlig gerne se, for det var da noget nyt, men så var jeg jo gået glip af de første par minutter af snakken, så hvad var det nu lige bogen hed? Og hvem er ham forfatteren?
billigt fjernsyn
Det, der virker som et tjekket site på nettet, kommer til at fremstå som en billig løsning på tv. Og det kunne man sagtens undgå. Hvorfor varer det en time? Skar man alle genudsendelserne væk, ville man få et seriøst kulturprogram, der gav sig tid til de dybdeborende samtaler med forfattere og kunstnere. Et program, hvor udgangspunktet alene er værket og ikke skal sættes i en tvungen sammenhæng som i Deadline eller i Smagsdommerne, hvor konceptet er et andet.
Og hvis værten ikke skulle koncentrere sig om at holde styr på at skifte fra et genbrugsindslag til en længere samtale med den iransk-amerikanske videokunstner, Shirin Neshat, så ville hun måske heller ikke ligne et dådyr fanget i lyset fra forlygterne på en Hummer. Det virker, som om DR har gjort tingene mere besværlige for sig selv, end hvad der er nødvendigt. Og sådan går det ofte, når man ikke tænker ledernes idéer til ende. Især den type ledere, der skal spare. For så kommer det nemlig til at ligne det, det er: En lap.
Man foregiver at gøre en hel masse, men i virkeligheden står man desperat spændt ud mellem tråde, der aldrig kan nå sammen. Kunne man ikke forestille sig, at det kunne lykkes at lave et dybdegående kulturprogram, selv om man ikke har råd? Man kunne starte med den erkendelse og så forsøge at få det bedste ud af det.
Som det lykkedes tidligere DR2-chefer Mette Davidsen Nielsen og Gitte Rabøl, da de gjorde DR2 til en succes ved at gøre publicservicepligt til en publicservicelyst og fik folk til at se programmer om velfærdsstaten, Gud og klassisk musik.
Hvis de, der laver programmerne, tror på projektet, så kommer seerne også til det. Tror du på det, Lars Grarup?
Kulturguiden, søndag kl. 18.00 på DR2
