Læsetid: 3 min.

Luhmann og lyrik

Verden ville efter professor Ole Thyssens mening være bedre, hvis alle læste Spinoza. Netop Spinoza har også fået en plads i den nye 35 punkts demokratikanon som Ole Thyssen er en af ophavsmenneskene til. Men før han sover, læser han digte.
15. marts 2008

- Hvilken bog ville du ønske alle havde læst?

"Det er vildt utopisk at sige, men mit svar må blive Spinozas Etik. Hvis alle læste den, ville vi have en bedre verden!"

- Hvorfor ville vi det?

"Fordi det er en bog, der har utrolig højt til loftet. Jeg bruger den selv nogen gange simpelthen som en slags forebyggende terapi mod depression og sortsind. Man kan ikke bevare sin pessimisme efter at have læst den."

- Hvordan kan det være?

"Den er udtryk for et så stort og afklaret overblik at ens trakasserier svinder ind og bliver nærmest latterlige og helt overskuelige."

- Hvilken bog har haft den største betydning for dig?

"Bogen der har betydet mest for mig de sidste mange år, er Niclas Luhmanns Sociale systemer. Det er en bog som jeg først fik i hænde for omkring 20 år siden, og som indeholder ytringer og formuleringer, der satte verden i et andet lys for mig. Det er for mig en formidabel præstation."

- Er det også den bog, der har betydet mest for dig i dit faglige virke?

"Ja, for det, der er godt ved den, er, at den prøver på at skildre det, som kendetegner moderne samfund. Selv om moderne samfund er meget forskellige, og selv om der ikke findes noget centrum - Luhmanns idé om at verdenssamfundet er centrumsløst- så har vi altså alligevel disse fællesstrukturer og de har alle sammen verdensformat. Der findes kun et samfund, nemlig verdenssamfundet. Som en konsekvens af sin teoriopbygning starter Luhmann altså dér, hvor mange ender, nemlig ved verdenssamfundet. Bagefter kan han så forklare hvorfor der alligevel findes opdeling. Men han har et grundgreb, der gør, at han giver en ekstremt afklarende beskrivelse af moderne samfund. Og det gør, at man meget bedre forstår, hvad der foregår omkring én.

- Hvad er så til gengæld den værste bog du har læst?

"Når man er lærer og læser studenterafhandlinger, så får man jo efterhånden en bred ryg. Jeg læser ikke særligt mange dårlige bøger, for jeg ved, hvad jeg vil have og sorterer det meste fra på forhånd."

"Men jeg læste for et par år siden en bog af Jacques Lacan der hed Psykoanalysens fire grundbegreber, som var opstyltet, krukket og bedrevidende på en ekstremt ubehagelig måde efter min mening. Jeg læste den, fordi jeg skulle anmelde den, men hvis ikke det havde været tilfældet ville jeg have fulgt anmelderen Hans Brix' gamle råd om, at man ikke behøver spise hele pølsen for at finde ud af, at den er rådden."

- Har du en yndligsforfatter?

"Min yndligsforfatter er Niclas Luhmann og har været det de sidste mange år. Han har betydet kolossalt meget for mig. Blandt andet fordi han på en gang er sociolog og på samtidig driver samfundsbeskrivelsen helt ud i de spørgsmål om, hvad det egentlig vil sige at beskrive et samfund, man selv er en del af. Når man læser Luhmann, bliver man tvunget ud på gyngende grund."

- Hvornår læser du?

"Jeg læser stort set altid. Jeg læser avis, jeg læser faglitteratur og jeg læser, hvad jeg selv skriver, så der er ufattelig meget læsning i min hverdag. Men om aftenen inden jeg sover læser jeg digte. De fleste filosofiske bøger er jo hundredevis af sider lange, og derfor elsker jeg også at læse den meget korte og tætte form, som lyrikken er."

- Hvad er den sidste skønlitterære bog du har læst?

"Det er faktisk en, jeg læser for mine børn. Det er Shamran af Bjarne Reuter, som jeg er i gang med at læse for mine to drenge på otte og 11 år."

"Man skal jo være ærlig"

Ole Thyssen er professor på Copenhagen Business School og et af de otte medlemmer af demokratikanonudvalget

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu