Nyhed
Læsetid: 4 min.

Magien i dagligstuen i Gentofte

I en dagligstue i Gentofte kommer man på en fantastisk rejse Jorden rundt i et 24-tommers dukketeater ledsaget af nyere musikhistorie indspillet af Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums kor
I en dagligstue i Gentofte kommer man på en fantastisk rejse Jorden rundt i et 24-tommers dukketeater ledsaget af nyere musikhistorie indspillet af Det Kgl. Danske Musikkonservatoriums kor
Kultur
5. marts 2008

Nogle gange findes den store kunst i det små. Ikke på storbyens nye og pragende scener, men gemt lidt bort, eksempelvis i en dagligstue i en villa i Gentofte.

Det er næsten umuligt at vide, at det overhovedet foregår, medmindre man er blevet hemmeligt tippet og har fået lov at komme og kigge. Ja, det er næsten som i gamle dage i Østeuropa, hvor den gode kunst blev udbredt ad subkulturelle kanaler.

Men her foregår det på en stille villavej i Gentofte, hvor den pensionerede folkeskolelærer Per Bollerup bor med sin hustru. Teaterdirektøren tager imod i entreen, nærværende, mens han diskret klarer garderoben og leder en videre til køkkenet, hvor publikum mødes til den første introduktion til aftenens stykke. Det efterfølges af den personlige placering af publikum i dagligstuen efter højde og frisurer. 14 pladser på fire rækker nøje arrangeret foran en kasse, der er på størrelse med et 24-tommers tv.

Deres udsendte bliver placeret på tredje række midtfor med perfekt udsyn til det formidable sceneri, der de næste godt og vel to timer skal udspille sig, nemlig Jules Vernes Jorden rundt i 80 dage som dukketeater og musikdramatik.

Kgl. musik som lydspor

Når man først bliver tunet ind på den lille kasse, åbner der sig en dyb og forunderlig verden. Magien kan begynde.

De enkelte scener ruller forbi med en legende elegance og en afvæbnende humor, som lokker tilskueren med på Phileas Foggs vilde jordomrejse via 10 fantastiske stationer og akter.

Jules Vernes klassiker er her i Gentofte-opførelsen iscenesat som musikdramatik. Jordomrejsens destinationer afspejles i musikken, og vi får en musikalsk tour de force rundt i klassiske kompositioner lige fra Verdi og Rossini til Irving Berlin, Cole Porter, Michael Wiehe og mange flere.

Der er tale om originalindspilninger med Det kgl. Danske Musikkonservatoriums kor og med ledsagelse af en række fremtrædende solister som blandt andre Malene Mortensen, der lægger stemme til prinsesse Aonda. Selveste Victor Borge nåede inden sin død at indspille ouverturen til stykket. Sangteksterne er skrevet til lejligheden af makkerparret Per Bollerup og Carsten Bramming, og det med en sans for det legende og underfundige.

Røg og eksplosioner

Og det er de to herrer, der skjult for publikum gennem den godt to timer lange forestilling styrer dukkerne og og alt omkring dem.

I stykket bevæger man sig rundt i scenebilleder af stor skønhed - i Suez, Indien, Hong Kong, på Stillehavet, San Francisco, New York og på Atlanten.

Et af stykkets højdepunkter er en fantastisk scene, hvor Phileas Fogg og hans ledsager Passepartout er ankommet til Maharajaens palads i Indien. Her overværer de et bryllup og den dejlige prinsesse Aonda, som traditionen tro danser de syv slørs dans for sin kommende ægtemand.

Det er renlivet striptease - og udført med stor dukketeknisk snilde.

Dukkerne er papfigurer på vel omkring 10 centimeters højde. Det i udgangspunktet lille format og de flade og stive figurer overgår så at sige sig selv og bliver levende i fantastiske og perfekte kulisser og dekorationer, og dertil et væld af fantastiske effekter såsom røg i forbindelse med ligbrænding i Indien og livagtige eksplosioner. Her har illusionsmestre udefra assisteret.

Der bliver i den grad arbejdet for at skabe illusionen. Deri består kunsten.

Hvor stort et arbejde ses efterfølgende, hvor publikum får lov at kigge bag scenen, og der åbenbares en kolossal lilleverden af perfektionerede genstande og effekter. Her må man bare måbe over det enorme arbejde, der er lagt i at skabe stykket, som det med alle detaljer har taget omkring fire år at forberede.

14 publikummer

Der er i Per Bollerup og Carsten Brammings dukketeater tale om genoptagelse af en gammel tradition, som man kender fra eksempelvis Johan Ludvig Heiberg og H.C. Andersen. Men tillige leges der hos de to også i den grad med det historiske.

Kan man kalde det andet end postmoderne, når de to på underfundig vis i deres fortolkning af Jules Vernes klassiker leger med klassiske og moderne referencer?

Man ser det både i teksterne og i musikken. Og man ser det helt konkret, når pludselig midt i en scene kaptajn Haddock fra Tintin-bøgerne dukker op som kaptajn på Philieas Foggs skib.

Her har de to haft deres morskab, og publikum ligeså. Selv om der kun kan være omkring 14 personer ad gangen, så har der gennem årene været omkring 1.000 mennesker inde og se Jorden rundt i 80 dag.

Snart har stykket være spillet for sidste gang og de to pensionerede lærere fra Trørød Skole skal til at skabe et helt nyt stykke. Hvad det skal være, er de to vist ikke helt enige om endnu.

Men der venter uden tvivl en ny forunderlig verden.

Gamle Grås Teater: Jorden rundt i 80 Dage - en musikalsk jordomrejse i 10 akter og 16 billeder. Af Per Bollerup og Carsten Pramming. Musikalsk ledelse: Margrethe Enevold og Jakob Lorentzen. Teaterdirektøren kan kontaktes på mail: perbo@post3.tele.dk

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her