Læsetid: 4 min.

Melankoliens dag

Det virker fuldkommen åndssvagt, når en række forargede forfattere hidser sig op over, at vores statsminister skal holde festtalen, når Jens Smærup Sørensen modtager De Gyldne Laurbær af Bent Vinn Nielsen
22. marts 2008

Lad os indføre en Melankoliens Dag - det kunne jo f.eks. være dags dato. En dag, hvor vi lader os opsluge og beherske af jammer og elendighed, uendeligt mismod, kedsomhed og følelsen af udsigtsløshed. Melankoli er hverken analytisk eller kritisk, den er nærmest fysisk, et stemningsleje, der ikke lader sig ophæve ved hjælp af fornuft. Her hjælper argumenter ikke.

Günter Grass har muligvis ret, når han i en af sine romaner med Martin Luther som eksempel beskriver melankoli som en simpel følge af forstoppelse - noget så utvivlsomt pinefuldt, nedværdigende, skrækkeligt, men jo unægtelig også en smule komisk - for alle andre end lige offeret selv. Hvis man den ene dag efter den anden, måske flere gange om dagen oven i købet, må sidde på lokum og endnu engang konstatere, at ens efterhånden godt forsurede organisme også denne gang er for nærig til at give noget fra sig, må det være ret nærliggende at udvikle en verdensanskuelse af den mere menneskefjendske type. En af den slags ifølge hvilken mennesker er uansvarlige, at de gantes og fjantes på upassende tidspunkter og afgjort burde forhindres i at gøre det. At mennesker er uopdragne, umoralske, tankeløse, liderlige og i det hele taget på enhver måde fordømmelige. At de først og sidst er en flok helt urimelige glade børn, som må holdes i kort snor og belæres om, at der aldeles ikke er noget at grine ad, men at verden er en jammerdal, hvor kun alvorsmænd, der ikke kan skide, bør have noget at skulle have sagt.

Men selvfølgelig findes melankolien da også i tyndere, mindre drabelige versioner. Meningen med at hengive sig til melankolien en hel dag er selvfølgelig at tømme sig for den. Dagen umiddelbart efter, f.eks. i morgen, kunne så være Munterhedens Dag, for dagen efter en dag nedsunket i mismod vil der med garanti ikke være ret mange, der gider blive ved med at hænge med mulen.

Om at komme i stemning

Det lyder måske let nok, men det er det ikke. For mange vil det kræve en mental selvmanipulering at hensætte sig i melankolsk sindsstemning. Deres Nielsen for eksempel har ingen videre naturlige anlæg for sindsstemninger med kronisk sørgerand, dertil er han både for flegmatisk og for pjanket. Og for bondsk snusfornuftig måske også. Det kan godt være, det hele er ad helvede til, tænker han, men så må man prøve at få det bedste ud af det. Det skal jo gå, som det hedder på jysk.

Men selv om ens fordøjelse måske fungerer upåklageligt, kan man jo altid give melankolien en chance. Man må prøve at finde et punkt, hvor man ikke bare er vred eller rasende, ikke bare samfundskritisk og informationsk. Hvor man nok bliver bedrøvet og trist til mode, men ikke ved, hvad man skal stille op.

Læseren må selvfølgelig selv om, hvordan han eller hun vil bringe sig i den rette stemning til Melankoliens Dag, men Nielsen her, han har fundet sit punkt, hvorfra den sorte følelse kan udvikles og nok skulle kunne vare en dags tid.

Der er ikke noget, der er så velegnet til at gøre én ked af det, som når mennesker, der ellers er kloge og forstandige, foretager sig eller siger noget, som det er meget, meget vanskeligt at beskrive som andet end fuldkommen åndssvagt. Det er i den grad nederen, som ungdommen siger.

Som for eksempel når en række forfattere med næsefløjene dirrende af forargelse og med svovl i mund hidser sig op over, at vores statsminister har sagt ja tak til at holde festtalen, når Jens Smærup Sørensen skal modtage De Gyldne Laurbær for sin roman Mærkedage. Om ikke andet så for at blære sig med sin belæsthed, er det lige før man kommer i tanker om den norske digter Obstfelder, der engang skrev et digt, hvor han mente, at han vistnok var kommet på "feil klode".

Fogh som taleskriver

Man har selvfølgelig ikke en så magtfuld position som klummeskriver på herværende dagblad uden at have det fornødne netværk af informanter og stikkere, og ifølge disse kilder er Anders Fogh Rasmussen dels meget glad for Smærups bog, dels har han aldeles ikke tænkt sig at lade en af sine embedsmænd skrive festtalen. Det vil han selv gøre. Jamen, jamen, lyder det fra forfatterne - og fra især Politikens læserbrevsskribenter - manden repræsenterer den mest kulturfjendske regering nogensinde!

Gør han det? Hvad så med den forrige regering - og den forrige igen, for den sags skyld? Hvornår har vi sidst haft en regering, der prioriterer kultur højere end for eksempel anlæg af nye motorveje?

Den nuværende regering med Anders Fogh Rasmussen i spidsen er af gode grunde en byld i røven på et meget stort mindretal i befolkningen.

Den er upåvirkelig som beton, hverken til at hugge eller stikke i, brovtende og usympatisk.

Men den er valgt ved en demokratisk flertalsafstemning - og genvalgt hele to gange. Det betyder ikke, at der er mindre grund til at skælde ud på den, men det betyder heller ikke, at der er tale om en forfatningsstridig kupregering.

At afsætte den vil være en god idé, men oppositionen glimrer jo ikke ligefrem ved handlekraft for øjeblikket. Og når statsministeren mener, at en dansk roman er en så vigtig begivenhed, at han godt vil holde festtalen til dens forfatter, er der da et lillebitte håb om, at han er tilgængelig for menneskelig henvendelse. At han er i stand til at lade sig bevæge af en roman - af kunst. Hvad er meningen med at brokke sig over det?

Det er faktisk grumme svært at forstå. Og det er lige til at blive melankolsk af.

Serie

Seneste artikler

  • I skældsordenes rækker

    12. september 2014
    Jeg ser det for mig: ved lov forbydes det at udtrykke sig om andre mennesker, og i det hele taget, anonymt på nettet. Skriv hvad du vil, fascistiske møgsvin, men du har bare at lægge navn til
  • Morgenstemning i Nykøbing F

    5. september 2014
    Overgangen fra nat til dag i en mindre provinsby er lydlig. Lige pludselig, i løbet af få minutter, får byen lyd. Biler og fodgængere. Man kan høre skridt, selvom man skulle tro, det var løgn. Man kan høre stemmer. Derefter er der larm hele dagen
  • Gårdens dyr

    15. august 2014
    Når et får bræger, så bræger alle de andre også. Og de bliver ved og ved. Det lyder ikke så meget som politikere, det lyder mere som en vælgerbefolkning, der endnu en gang skælder ud på de politikere, de selv bliver ved med at stemme på
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu