Nicolas Bro virker på ingen måde som et menneske, der er tynget af angst. For så vidt er det forkert at starte med historien om hans møde med Den Store Angst forleden. Men måske siger den alligevel noget vigtigt om livet som skuespiller.
Han havde endelig en friaften fra sin rolle som Hamlet i det nye skuespilhus. Den brugte han på at være vært i tv-showet Zulu Awards. Tiden nærmede sig, stikket blev sat i, kameraerne tændt, og så var den der pludselig. Ikke spænding eller nervøsitet, men den rene vare.
"Jeg ignorerede et kæmpe angstanfald. Jeg var på fremmed mark, jeg vidste, at jeg skulle ind og aflevere det, jeg vidste, at kameraerne snurrede, og at det var live. Så jeg måtte bare gå derind og tage hul på det. Jeg gjorde det ved at sige: Det er mig, der bestemmer her! Bagefter kunne jeg mærke det i kroppen. Fysisk. Jeg havde det, som om jeg havde fået tæv, jeg kunne mærke maven, syren dernede."
- Kan angsten også være produktiv?
"Det er i hvert fald noget, man også oplever op til en premiere, bare ikke i den ekstreme udgave. På en måde ignorerer man en angst, hver gang man går ind på en scene. Angsten ligger som regel i at starte, når man først er i gang, slipper man den. Det er en forløsning, den kan jeg kun tro er sund, for det er vidunderligt bagefter. Jeg tror, den store forskel er, om angsten imploderer eller eksploderer. De fleste oplever formentlig det første, men skal man bruge den til noget, skal den eksplodere."
Åbne til sorgen
Følelser handler det i høj grad om for Nicolas Bro, men ikke kun. Skuespillet, siger han, er et håndværk.
"Når jeg står på en scene, er det mit kød og blod. Jeg bruger mig selv, det gør man jo. Og jeg insisterer på, at de følelser, der ligger i rollen, skal kunne mærkes i mit indre, i min mave. Jeg tror ikke på rejsen udefra og ind, jeg tror på rejsen indefra og ud. Det betyder ikke, at jeg skal hente et eller andet sørgeligt billede frem fra min barndom for at kunne skabe sorg. Det behøver jeg ikke, det punkt har jeg i mig, det kan jeg bare åbne."
- Det er håndværket?
"Det er det vel. Det minder mig om den kendte historie om Laurence Olivier og Dustin Hoffman, da de er i gang med at lave Marathonmanden. Hoffman, siger historien, har været oppe hele natten for at kunne spille rollen som meget træt og udkørt mand. Da de to så mødes, kigger Olivier på ham og spørger: "Why not try acting?" Det er metodeskuespilleren, der møder sin modsætning, og her er jeg på Oliviers side."
Nicolas Bro er født i 1972, med et sæt skuespillerforældre (Christoffer Bro og Helle Hertz) tilsyneladende direkte ind i det. Hvis han tæller fra den dag, han blev færdig på Statens Teaterskole, kan han i år fejre sit 10 års skuespillerjubilæum. Hvis han ved samme lejlighed kigger sig over skulderen, kan han notere: en snes filmroller, cirka lige så mange på teatret, en række priser og legater, blandt andet to Bodil-statuetter og nu senest rollen som Hamlet i åbningsforestillingen i det nye skuespilhus. Og lige så vigtigt at få med, en håndfuld skuespil fra egen hånd, bl.a. det dramatiske familie- eller forældre-børn-drama Natsværmer.
Og det gør han muligvis, kigger lidt baglæns, det burde han i det mindste.
Kigger han så endnu længere tilbage, ser han, hvad han i dag skiftevis kalder "en revolution" og "en omfavnelse". Og hvad der af naturlige grunde også har betydning for hans liv i dag og desuden har sat sig spor i hans forfatterskab. Det er barndommen, han mener.
"Jeg er barn af en revolution. Alene i kraft af mit fødselsår, har det været en kaotisk barndom. Revolutioner er altid voldsomme og trækker dybe spor. Det, der kommer efter, er mere omfavnende."
- Hvad var det for en revolution?
"Jeg var en del af den tids kæmpe skilsmissebølge. Selvom man er et barn, kan man godt fornemme, at det kommer. Den voksende skilsmisseprocent åd sig simpelt hen ind på min klasse. Det blev langsomt en norm. For mit vedkommende skete det, da jeg var seks år. Fra da af boede jeg hos min far. Natsværmer handler ikke kun om min egen historie, jeg var også inspireret af Shakespeares Helligtrekongersaften og fortællingen om broren og søsteren, der bliver skilt fra hinanden. Det var en stor inspiration."
- Søskendefællesskabet eller længslen efter søsteren spiller en vigtig rolle i dit stykke. Hvordan var dengang dit forhold til din egen søster?
"Min søster og jeg er en slags pseudotvillinger. Der er et år og en måned imellem os. Fællesskabet med hende var meget vigtigt. Og behovet for at beskytte hende, selvom jeg var alt for lille til at beskytte nogen som helst, var stort. Jeg var seks år. Et år efter begyndte jeg i skolen, og i hele første klasse brugte jeg stort set alle frikvarterer på at lede efter hende. Jeg var så bange for, at der skulle ske hende noget, og syntes, at jeg skulle tage ansvar for hende. Jeg husker de frikvarterer, hvor jeg spænede rundt i skolen for at finde ud af, hvor hun var."
- Bebrejdede du dine forældre den historie og den uro, det kaos?
"I en barndom med følelser, der er så kaotiske, spreder man bebrejdelser som hagl! Men jeg bebrejder ikke nogen noget som voksent menneske, tværtimod. I dag er jeg glad for, at det gik, som det gik. Revolutionen handlede jo også om at give kønsrollerne fri, og i den forstand var den nødvendig, selvom den gav blå mærker."
- Har historien betydet noget i forhold til din egen forestilling om kærlighed og ægteskab?
"Det troede jeg, i hvert fald. Nemlig at jeg ikke ville tro på ægteskabet. Men jeg valgte at gifte mig meget tidligt, så det har jeg ikke fulgt. Og i mit ægteskab har vi ikke den tanke, at vi tager en dag ad gangen. Det er, til døden skiller os ad."
Mange masker
At identiteten for en skuespiller hele tiden er til forhandling, er ikke mærkeligt. Det handler om masker, i flere lag, sært nok også når den sidste er faldet.
Det viste sig, da Nicolas Bro for nogle år siden kastede sig ud i filmprojektet Offscreen sammen med instruktøren Christoffer Boe. Her skulle Nicolas Bro spille Nicolas Bro. Eller 'Nicolas Bro'. Han skulle hen over godt et år filme sig selv og lade sig filme i sine egne omgivelser, dvs. blandt sine egne venner og i sin egen familie. Alt imens det hele og især han selv gik i opløsning.
"Det interessante ved at skulle spille en figur så tæt op ad mig selv var at tage den rejse indad og så på et tidspunkt kunne sige: 'I troede, I havde fat i noget, der lignede mig, men det er noget helt andet!' Det mærkelige var nemlig, at 'Nicolas Bro' endte med at være lige så meget en rolle, som noget andet jeg har lavet."
- Hvordan gik det til?
"Nogle dage tænkte jeg, at hvis jeg havde det i mig, hvilket jeg vist ikke har, så kunne det godt gå mig sådan. Og hvis jeg var vokset op et andet sted, hvis mit liv havde set helt anderledes ud, hvis jeg havde været udsat for tab, for misbrug. Men sagen er, at ligegyldigt hvilken rolle jeg spiller, investerer jeg mig selv. Her investerede jeg bare mig selv plus nogle i virkeligheden helt overfladiske ting: mit navn, min profession, nogle venner, nogle af mine geografiske mønstre, locations. Og min egen krop, men det er jeg altid parat til."
- Hvor er så Nicolas Bro, hvis han ikke er dér?
"Det er nok meget enkelt: Jeg er lige dér. Der og alle de andre steder. Jeg har en milliard masker, der er nok at tage af."
Maskerne er også en metode. At indføre noget kontrastrigt, tilsyneladende uforeneligt, for at gøre figuren hel og give den troværdighed.
"Jeg finder fem ting i en rolle, fem masker og rene kontraster. Det gør jeg, fordi jeg ved, at publikum vil stykke det sammen til et helt menneske. Det er mit hylster, der står der, men det er publikum, der laver sammenhængen. Jeg behøver ikke at spekulere på, om jeg rækker fra den ene yderlighed til den anden, det sørger publikum nemlig for. Nogle gange gør jeg det samme med stemmen, ændrer den. Det er under alle omstændigheder min, ligesom det er min krop. Koblingen laver folk selv, den behøver jeg ikke at spekulere på. Vi opfatter mennesker sådan, fordi vi genkender os selv i den form. Kontrasterne mellem den søde fyr og det dumme svin."
Angsten for afsløring
Alligevel kan usikkerheden - en professionel usikkerhed - også melde sig dér. En variant af den store angst; den for at blive afsløret.
"Jeg har nogle gange haft en fornemmelse af at gøre ting, som jeg har prøvet før. Det er ikke gjort bevidst, men det er min store angst. Da jeg lavede Mefisto (i Goethes Faust, red.), var jeg meget af tiden ulykkelig. Rollen var svær, fordi Mefisto ikke har nogen følelser, men kun er kalkulerende. Så tænkte jeg, at mine fem masker måtte ligge andre steder, i min fysik, i noget konkret eller ekspressivt, en kvinde, et dyr, noget abstrakt. Men jeg havde det alligevel fuldstændig, som om jeg satte to roller sammen. Tudse i Vinden i piletræerne og noget andet, som jeg ikke længere kan huske, hvad var. Da tænkte jeg: Nu bliver jeg afsløret! Nu bliver jeg afsløret! De kan se, at jeg bare har sat noget sammen! Og efter premieren gik jeg op i min garderobe og tænkte: Hvad har jeg dog gjort! Da jeg så kom ud - så stod folk dér og var glade og begejstrede!"
- Men du nåede at føle ...
"... at jeg skulle tages med bukserne nede. Den følelse er der hele tiden, men det var en af de værste gange."
- Reaktionerne udefra var nok til, at du besindede dig, faldt til ro?
"Det skete mærkeligt nok først efter, at jeg havde afleveret rollen. Jeg skal som regel helst have bare en lille fornemmelse af, at den er der. I det her tilfælde gik jeg ind til premieren med en fornemmelse af, at jeg i det mindste ikke skulle buhes ud. Det troede jeg ellers længe - mentalt buhes ud af scenen. Undervejs i prøveforløbet opdagede jeg, at jeg havde taget fejl af rollen, at jeg var nødt til at spille den ekspressivt, netop fordi Mefisto ingen følelser har. Så satte jeg arbejdspensum i vejret, og det reddede mig. Op klokken otte om morgenen!"
- Hvordan har du haft det op til premieren på 'Hamlet'?
"Meget bedre, fordi der er så mange facetter i karakteren. For mig handlede det om at have et meget stort arbejdspensum, så det besluttede jeg mig for. Der er enormt meget kvantitet i rollen, så hvis jeg satte et stort arbejdspensum, så jeg kunne nå at få luget det hele grundigt, nå at få vendt hver en sten og træffe de beslutninger, jeg syntes, der skulle træffes, så var rollen så god, at det var en gave i sig selv."
I de 10 år, Nicolas Bros skuespiller-karriere har varet, har han ikke lagt skjul på, at han også skal noget andet. Eller som han siger: "Jeg har altid haft det med det at spille teater, som Robert de Niro siger i en film: 'Jeg skal kunne slippe ud af det her i løbet af 30 sekunder!' Jeg er parat til at forlade det når som helst - til fordel for skriveriet."
At fylde et tomrum
- Hvad er det, skriveriet kan, som skuespillet ikke kan?
"At skrive er for mig at skabe et univers fra grunden og skabe muligheden for at forsvinde ind i det. Jeg føler mig vistnok en lille smule mere som kunstner, når jeg skriver. Det er også mere et udtryk for mit eget indre og er på den måde et mere helt billede. I skuespillet investerer jeg mig selv hundrede procent, jeg har mig selv med i alt, men mit livsformål ligger et andet sted."
- Prøv at beskrive det formål?
"At jeg på et tidspunkt vil kunne skrive ting, som tilfredsstiller min egen fornemmelse af niveau."
- Hvad sætter det niveau?
"Det er en mavefornemmelse."
- Er du lykkelig, når du skriver?
"Både og. Jeg er også sindssyg og ensom. Men det er en nødvendighed. Hvis der er en lykke i nødvendigheden, så ja. Hvis ikke jeg skriver, ved jeg ikke, hvem jeg selv er. Det kender jeg ellers kun, fra når jeg spejler mig i den kærlighed, jeg har i mit liv. Hvor den så kommer fra. Da ved jeg også, hvem jeg er. Men stadig er det sådan: At skrive er en nødvendighed, jeg ville visne, hvis jeg ikke gjorde det."
- Hvor gammel er den følelse?
"Da jeg opdagede, at det gav mig noget at skrive, var jeg 18 eller 19 år og havde lige skrevet mit første stykke færdigt. Oplevelsen af at begynde på noget og gøre det færdigt, at stå med noget, som havde haft et forløb i mig, den var stor. Jeg kan huske, at jeg beskrev det for mig selv som en 'lykkebold', noget, jeg hele tiden havde nede i maven. Det fylder én, det fylder et tomrum, som er meget tomt, når det ikke bliver fyldt ud. Og det er den udfyldning, jeg drømmer om en dag at passe dagligt."
