Læsetid: 3 min.

De muterede døtre i sneen

Overlevelsestur 02 - Nu om elskelige og usikre piger i alperne
7. marts 2008

Hvis du pludselig opdager en bitter teenager i et meget mørkt hjørne, så tænk dig om! Spil gerne lidt taktisk - sur. Ryg hende f.eks. ud - lok med cigaretter og fortrolighed, og start endelig med dig selv og fortæl om gammel vrede og gadekampe og stuearrest. Beskriv malende, men henkastet, hvor sej og kikset du var på samme tid - og sig, du har et par af bukserne endnu. Nævn en biseksuel oplevelse. En brækhistorie. Blot dig strategisk og stil dig tungt i hendes små sko og forstå, men smil for guds skyld ikke overbærende og sig aldrig, "at det nok skal gå".

Langsomt og snigende fodrer du hende så med velfærd og smagsdommeri og tilfældig kærlighed, der kun voksede sig større, eget værelse og den evige gentagelses positive sidekick - erfaring.

Bjerge dulmer

Så er du efterhånden her med mig. Jomfrurejsende på skiferie. På skiferie! Så aktiv og så overskud og så overklasse. Så oplevelses-shoppende, så fucking velbjerget - i de yndige norditalienske Alper. Med mig er et hold helt gamle punkere, der også har fået nok mod på livet og sul på kroppen til at vælte sig i sne og druk og fælleskram. Deres teenagere er også med og de 9-10 årige og efternølerne. Og de er seje! - hele flokken. Modsat mig, der altid har været bange for naturen og ukendte territorier og nye højder og La santa Sport, har de her børn og unge en anderledes naturlig pendlen mellem friluftsliv og fuck-dig-attityde. De forbinder uskyldsrent en snowboard-udstyrs-kultur med '69'-øreringe, T-shirts og tandbørster. En værdirelativisme jeg hver aften til afterski savlende misunder. En ikke-skelnen mellem forbrug og merforbrug. Sub- eller modkultur. Guitar eller computer. Sort eller hvid. Ude eller inde.

Jeg er heldigvis så grundtræt efter klokken 21, at sammenligningen ikke tager overhånd, og jeg observerer kun omtåget, hvordan de store drenge hovent er smarte nok til at hate på Wood Wood. At deres pomfrit-bøvsende småbrødre garvet, diskuterer deres David Shrigley-agtige skitser på restuarantens servietter, og at tøserne overlegent flirter med de italienske ski-guider og snakker om kommende pladekontrakter. Åh man sover heldigvis så dejligt roligt omgivet af bjerge, alderspanik og italiensk rødvin. Jeg er jo f.eks. heller særlig dygtig i løbet af dagen. Jeg går i skiskole, mens de rigtige gymnasieelever drøner frihedselskende forbi. Al den fart er jeg heller ikke specielt glad for. Jeg har altid gået langt udenom både rutsjebaner og motorcykler og er typen, der kan få skræk-stød i maven over blot en lidt voldsom linie 5A.

I det hele taget er det pænt frygteligt at overgive styringen fra mit hoved til min krop. Jeg stoler ikke en skid på den. Og den kammer da også over gang på gang og går i bro og i stå og bagover, og det de kalder skidestillling. Og selv efter endt karbad og massage kan den finde på at mime det angstsystem, som tidligere ydmygende fald og morgendagens røde pister sætter ind. Alt ukendt på aftenens menukort bliver pludseligt farligt: Forretten overlevede vi, men hovedret "fy for satan", og desserten "kan jeg slet ikke holde ud at tænke på, hvordan vi kommer ned ad".

Ind i koderne

Der er heldigvis en håndfuld seje plus 40-kvinder, der er i samme båd og T-lift. Selvironien holder os ok kørende, selv om der ellers er en sær sjælden kønsopdeling på disse aktive ferier. Alle hader deres mænd. Så ulideligt showoff. Selv min kæreste bliver til en drengerøv, når hun selvsikkert og pisse irriterende slider forbi min alt for kvindagtige hjælpeløshed på pisten. Skrid! - jeg kan og vil selv, og det kommer da også til at se helt okay ud i løbet af ugen. Jeg sveder mig gradvist ind i koderne og op i graderne.

Et Raph Lauren polo-indkøb bliver dog stoppet i sidste øjeblik, fordi der er grænser for, hvor upperclass sporty, man som gammel sort spejder, har lov at være. Men den sjove secondhand solbrille, bliver skiftet ud med et par håndlavede italienske med ordentlig UV. Det er ikke sådan lige at slippe hulebjørnens klan løs - i skyfri wellness. Det var SOS. Hendes tunge teenageøjne var smerteligt tæt på at blive ødelagt af lys.

Maria Gerhardt låner dj-aliasset Djuna Barnes fra sin yndlingsforfatter. Hun har været involveret i klubberne Suicide Sundays, Yo!had og Dunst, skriver kulturjournalistik og er musikkonsulent

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu