Læsetid: 5 min.

Når fighteren ender som fantast

De har ikke glemt at sige til Hillary Clinton, at hun har tabt. Hun har hørt det, men en Clinton giver ikke op
Clinton har indtil nu klaret sig, fordi hun ikke har bukket under for det, næsten alle andre ville bukke under for. Hendes evne til at overkomme nederlag viser sig nu også som manglende evne til at erkende realiteterne. Hun er alt andet lige som fighter beundringsværdig, men fighteren risikerer at ende som en fantast.

Clinton har indtil nu klaret sig, fordi hun ikke har bukket under for det, næsten alle andre ville bukke under for. Hendes evne til at overkomme nederlag viser sig nu også som manglende evne til at erkende realiteterne. Hun er alt andet lige som fighter beundringsværdig, men fighteren risikerer at ende som en fantast.

Olivier Douliery

Kultur
29. marts 2008

Hun står endnu. Og det er imponerende, at Hillary Rodham Clinton stadig står op i amerikansk politik, når man tænker på alle de gange, hun har stået ved siden af en mand, der har ydmyget hende og bedraget hende og indrømmet det over for hele den amerikanske befolkning. Det er let at kalde hende kold og kynisk. Og det er en almindelig betegnelse for selv demokratiske vælgere at være "Hillaryhader". Men det er også tarveligt. For det er svært at se, hvordan hun skulle kunne blive stående, hvis hun ikke var blevet hærdet af de offentlige nederlag. Det kunne faktisk ligne en feministisk sejr, at en af de mest nedværdigede hustruer i USA stadig er én blandt de tre personer, der kan blive USA's præsident fra første januar 2009. Hun er meget mere end blot den forhenværende præsidents hustru.

Men hun har alle odds i mod sig. Selv hvis hun får 60 procent af stemmerne i alle de resterende primærvalg, ville hun stadig have færre valgte delegerede end sin modstander Barack Obama. Ingen prognoser forudser, at hun bare vinder alle de resterende stater, og indtil nu har hun kun fået 60 procent af stemmerne i Arkansas, hvor Bill Clinton var guvernør.

Clintons sag blev ikke bedre i denne uge, da hun blev taget i en decideret løgn, som vedrører hendes afgørende argument for at være en bedre præsident end Obama: Erfaring og lederskab. Hun har gjort alt for vise, at hun bestemt ikke var en almindelig præsidenthustru, som rejste rundt i verden på elefantryg og vinkede til begejstrede masser, der var kommet for at se hendes mand. Hun har fortalt om sin personlige indsats i den nordirske fredsproces. Det er blevet afsløret som en usandhed. Hun har ikke kun én, men 3-4 gange fortalt, hvordan hun i 1996 ved landingen i den bosniske by Tuzla blev udsat for angreb fra snigskytter. Den amerikanske tv-station CBS kunne først på ugen offentliggøre en sekvens, som viser, hvordan Hillary Clinton ikke bliver beskudt under bemeldte landing, men tværtimod modtages af en otte-årig pige, som læser et digt for hende.

Demokrater i USA begynder at blive bekymrede for, at kampen mellem Clinton og Obama kan ødelægge partiets chancer for at vinde præsidentvalget i november. Så småt begynder de at opfordre Clinton til at give op. En Gallup-måling viste i denne uge, at omkring 30 procent af Clintons vælgere ville stemme på McCain imod Obama. 20 procent af Obamas vælgere ville ligeledes vælge McCain. Men stadig bliver Hillary Clinton stående i kampen mod Obama. Og som Bill Clinton i kampen for sin kones politiske chancer udtalte onsdag: "Vi er kendt for at være en familie, der ikke giver op."

Clinton-æraen

De giver ikke op, og de fastholder billedet af Bill Clintons periode som præsident som en stor succes. Men som journalisten Christopher Hitchens har dokumenteret i sit angrebsskrift mod Clinton-familien No one left to lie to førte Bill Clintons storstilede opgør med "velfærd som vi kender det" og forsøg på at flytte folk fra 'velfærdsydelser' til 'arbejde' til en forarmelse af de fattigste og dårlige forhold for de udstødte. Robert Reich, der var arbejdsminister i regeringen Clinton, har senere erkendt, at det, der "blev kaldt velfærdsreform, i virkeligheden afviklede det løfte om at hjælpe de trængende og deres børn, som Franklin D. Roosevelt havde skabt 60 år inden". Clintons overgang fra "welfare" til "workfare" fik brutale sociale konsekvenser. Da Robert Reich kom hjem om aftenen efter reformen var blevet vedtaget, sagde hans egen kone til ham: "Du ved godt, at din præsident er et virkeligt røvhul". Clinton havde fra 1992 til 1994 mulighed for at gennemføre en historisk sundhedsreform. Han var nyvalgt præsident og havde flertal i kongressen. Hillary Clinton stod i spidsen for projektet, som endte som en fiasko.

Under de senere sædelige processer mod Bill Clinton brugte præsidenten bombardementer i Irak som begrundelse for, at han ikke kunne stilles til regnskab for sine udskejelser med Monica Lewinsky. Nationens sikkerhed blev brugt som argument for præsidentens personlige ære. Hitchens beskriver, hvordan Clinton-familien i samme periode gjorde alt, hvad de kunne for at føre ødelæggende smædekampagner mod de kvinder, der hævdede at have haft et seksuelt forhold til præsidenten. De blev nedgjort og mistænkeliggjort. Fordi Clinton-familien kæmper med alle midler for at blive stående. De vil ikke tabe. Og den sejrsvilje skygger lige nu ifølge kommentatoren David Brooks for det forhold, at Hillary Clinton ikke kan vinde.

Det er for det første blevet endeligt afgjort, at der ikke skal være nye afstemninger i staterne Michigan og Florida, hvor Clinton havde satset på sejre. For det andet synes der efterhånden udbredt opbakning blandt de omkring 800 superdelegerede til demokraternes leder i Kongressen Nancy Pelosis forslag om, at de superdelegerede bør følge de valgte delegerede.

Og for det tredje indikerer målinger, at der på trods af sagen om Obamas 'præst' Wrights udtalelser stadig er et smalt flertal blandt demokrater i hele Amerika for Obama.

David Brooks hævder således som flere andre, at Hillary Clinton nu kun kan tilføje partiet yderligere tab ved at fortsætte kampagnen.

Men Clinton har indtil nu klaret sig, fordi hun ikke har bukket under for det, næsten alle andre ville bukke under for. Hendes evne til at overkomme nederlag viser sig nu også som manglende evne til at erkende realiteterne. Hun er alt andet lige som fighter beundringsværdig for alle de amerikanere, som selv til daglig kæmper mod umulige odds og ikke bare kan lægge sig ned. Men fighteren risikerer at ende som en fantast, der fægter med vindmøller og bliver til grin. Som Brooks skriver:

"Døren er ved at blive lukket for hende. Natten falder på. Men enden er ikke nær."

For der er stadig en machiavellisk fascination omkring familien Clinton.

"Alle andre ville have tabt nu," udtalte chefredaktøren for Politico i denne uge til CNN.

"Men de regler gælder ikke for Clintonfamilien. De kan vende alt til sejre." For dem selv.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

"Imponerende" - eller simpelthen en fundamental mangel på evne til at opfatte signaler fra omverdenen?

"Hun står endnu. Og det er imponerende, at Hillary Rodham Clinton stadig står op i amerikansk politik (...osv.)"

Senere i artiklen dokumenteres det godt, hvordan den "imponerende" er en vaneløgner. Er det "imponerende" at en hyperærgerrig vaneløgner ikke vil give sig og indse sit nederlag? Nej, det er alt andet end imponerende. Det er kun hvad man kan forvente af sådanne overklassefolk der som hende forlængst har tabt enhver kontakt med virkeligheden, fordi de mangler evnen til at opfatte omverdenens signaler. Vi finder den samme form for karrierejagende evighedsmaskineri hos så at sige alle nutidens "ledere", med Blair og Sarkozy som to andre åbenlyse eksempler: alle mangler den helt elementære skam i livet som burde have fået dem til at holde op før det var for sent. Men deres havesyge og ærgerrighed er grænseløs, derfor tromler de frem som maskiner, helt uden hensyn til det og dem de påstår at repræsentere.

At der findes så mange "Hillaryhadere" hænger netop sammen med dette: de fleste kan se at hendes personlige ambitioner får hende til at ville gå over lig, f.eks. liget af hendes eget parti, for at nå sine mål, som jo ikke er andet end ren egoisme og selvoptagethed. Det er præcis dette som hun afslører ved sin hæmningsløse spreden af løgn som skal skabe et helt falskt billede af hende som modig osv.

Af de tre tilbageværende kandidater er hun den decideret værst tænkelige og mest farlige præsident, netop på grund af hendes fuldstændige mangel på noget uselvisk, ydmygt, mangel på evne til at sætte eget ego i parantes om så bare for et kort øjeblik. Heri ligner hun rent psykologisk fuldstændig den siddende "præsident".

Chris David Bonde Henriksen

Fremragende analyse af Rune Lykkeberg. Som sædvanligt, fristes man til at sige. Jeg tror at Hillary kan ødelægge demokraternes chance ved sin halstarrighed. Desværre, for jeg tror ikke at den gamle McCain har overskuddet og han er (også) i lommerne på store erhvervsinteresser. Obama skal se sig godt over skulderen, så han ikke deler skæbne med Robert F. Kennedy.

Her er en god oversigt over Clintons løgner og dype medansvar rundt Irak-krigen:

"Hillary Clinton's Iraq Lies

by Stephen Zunes
On March 17, New York Senator and Democratic presidential contender Hillary Clinton gave a speech at George Washington University outlining her plans to de-escalate U.S. military involvement in Iraq. Though she called for the gradual withdrawal of U.S. combat brigades over the next several years, she continued to refuse to apologize for her 2002 vote authorizing the invasion, to acknowledge the illegality of the war, or to fully explain her false claims made at that time regarding Iraq's military capabilities and alleged ties to al-Qaeda. Nor was she able to offer an explanation as to what led to her dramatic shift from a supporter of the ongoing war and occupation as recently as a year and a half ago to her current more critical perspective.

Below are excerpts from her speech, followed by annotated comments:

"It has been five years this week since our president took us to war in Iraq."

President George W. Bush was not solely responsible for taking the United States to war. He had accomplices, such as Hillary Clinton. Bush was only able launch the invasion as a result of being provided with the authorization to do so by a Congressional resolution. Clinton was among a minority of congressional Democrats who – combined with a Republican majority – provided sufficient votes to give the go-ahead for this illegal and disastrous war."

http://www.antiwar.com/zunes/?articleid=12601