I går begyndte den 19. og sidste udgave af den årlige NatFilm Festival. Sammen med dokumentarfilmfestivalen cph:dox er NatFilm blevet lagt sammen med Copenhagen International Film Festival og børne- og ungdomsfilmfestivalen Buster i en ny fond, der fremover skal afvikle tre årlige festivaler: cph:dox, Buster og en ny, endnu unavngiven spillefilmfestival.
NatFilm Festivalens tidligere, mangeårige leder, Kim Foss, har til filmmagasinet EKKO's hjemmeside skrevet en nekrolog over NatFilm. Heri fortæller han blandt andet om balladen, da CIFF for godt syv år siden blev stiftet for offentlige støttekroner, NatFilm havde regnet med at få.
Foss' nekrolog er et stærkt indlæg i en i forvejen ophedet diskussion omkring NatFilm og CIFF, der efterhånden har varet nogle år, og som man skulle tro var lagt død med stiftelsen af den nye fond og ansættelsen af tidligere skuespilchef på Det Kongelige Teater Mikkel Harder Munck-Hansen som fondens direktør.
Voldsom kritik
Ingen tvivl om, at der blev taget adskillige tåbelige beslutninger af de københavnske politikere, da CIFF med festivaldirektør Janne Giese i spidsen henvendte sig for at få støtte. Man nedvurderede NatFilm og troede på CIFF's vidtløftige ideer om en internationalt orienteret festival med konkurrence og filmmarked på niveau som Cannes og Berlin. Det betød, at pengene blev bevilget CIFF, mens NatFilm stort set måtte klare sig med det samme beløb som hidtil, drevet frem af den entusiasme og de gode ideer, som den dengang 12-årige festival var blevet stiftet på. Forudsigeligt nok manglede CIFF fra begyndelsen international profil, og tre programchefer på lige så mange år ændrede heller ikke på indtrykket af en filmfestival i vildrede.
Men Jacob Neiiendam, der indtil den nylige sammenlægning var programchef på CIFF, var fra og med festivalens tredje år med til at sørge for, at de store ambitioner fandt et mere realistisk leje, og at festivalen i øvrigt fik en mere tydelig profil med et program bestående af europæiske film.
Alligevel kneb det for en stor del af pressen at anerkende, at det kan tage op til 10-15 år for en festival at finde fodfæste - det tog flere år for NatFilm selv og for filmfestivalen i Göteborg, som NatFilm i øvrigt sammenligner sig med, men som både har en konkurrence og sælger mange flere billetter.
Græsrod og professionel
Det førte til en stillingskrig mellem NatFilm og CIFF, hvor begge festivaler forsøgte at gøre sig attraktive for politikere og støttegivere med det resultat, at selv kulturministeren begyndte at tale om det gavnlige i at slå de to ellers meget forskellige festivaler sammen. Ingen af festivalerne er blevet tvunget, men begge har kunnet se fordelen i et samarbejde.
Man kan som Kim Foss godt undre sig over måden, de to festivaler er blevet lagt sammen på. Man har valgt at gøre det uden helt at være klar over, hvordan den nye spillefilmfestival skal se ud og tilsyneladende uden en overordnet vision for profil og fremtid. I stedet har NatFilm og CIFF's ledelser selv arbejdet sig frem mod en fusion, en lang og anstrengende proces, hvor to meget forskellige 'virksomhedskulturer' - græsrødderne og de professionelle - skulle mødes, for nu at sige det lidt firkantet.
Først bagefter har man valgt en bestyrelsesformand og en øverste direktør for den nye festivalfond - begge kommer de fra teaterverdenen og har ikke umiddelbart forstand på film - og det egentlige arbejde med at strukturere den nye spillefilmfestival er kun lige gået i gang.
Naturlig udvikling
Som Kim Foss kan man også være bange for, at ikke mindst cph:dox, der i løbet af få år er blevet en vigtig festival for dokumentarfilm, også internationalt set, kommer til at lide under den nye topstyring. Ligesom hos NatFilm har omdrejningspunktet været begejstringen, de gode, skæve ideer og det råderum, så uformel og horisontal en struktur giver. Konstruktioner styret oppefra kan være ødelæggende for den kreativitet og det forholdsvise anarki, som ikke mindst NatFilm Festivalen i sine bedste år har været udtryk for. Mikkel Harder Munck-Hansen har dog to oplagte kandidater til at stå i spidsen for spillefilmfestivalen, nemlig NatFilms programchef, Niels Lind Larsen, og CIFF's Jacob Neiiendam, og praktisk, økonomisk og kreativt kan det komme dem til gode, at de får en fælles administration, og at programcheferne for de tre hovedgrene skal arbejde sammen med hinanden kan give en sjælden dynamik.
Sidst, men ikke mindst, må man ikke glemme, at festivallandskabet, også internationalt, har ændret sig radikalt, siden NatFilm Festivalen blev stiftet - der er mange flere festivaler, som vil og kan det samme - og at nytænkning og forandringer kan være nødvendige, hvis man vil følge med tiden.
