Læsetid: 8 min.

I Østeuropa har de overskæg hele banden

Som kilometersyg spejderfører sidder jeg og virrer med hovedet. Frem og tilbage. Jeg ser det samme Østeuropa ud af vinduet som for fire timer siden: Grønne bakker, landsbyer med træhuse og barfodede sigøjnertøser med syltetøjsglas med nyplukkede bær. Det regner og jeg har ondt i en lyskenskade. Jeg har siddet her i to uger - og hvad fanden vil jeg i Istanbul? Og hold nu kæft unger ... Det her er en østeropæisk dannelsesrejse
Ungerne skriger fra bagsædet: -Hvad fanden skal vi i Polen? Det er verdens kedeligste land.- Nå, men Polen ... here we come. Og børnene har jo ret! Polen er et grimt land. Reklameskilte overalt. Polakker ejer ikke landevejsæstetik; og så er de verdens mest tilknappede mennesker. Og med de overskæg, så er det jo helt umuligt at se, hvis de endelig smiler. Den højtråbende knægt på otte år på bagsædet himler: -Lad os komme væk.- Eller hvad?

Ungerne skriger fra bagsædet: -Hvad fanden skal vi i Polen? Det er verdens kedeligste land.- Nå, men Polen ... here we come. Og børnene har jo ret! Polen er et grimt land. Reklameskilte overalt. Polakker ejer ikke landevejsæstetik; og så er de verdens mest tilknappede mennesker. Og med de overskæg, så er det jo helt umuligt at se, hvis de endelig smiler. Den højtråbende knægt på otte år på bagsædet himler: -Lad os komme væk.- Eller hvad?

Henryk Thomasz Kaiser

8. marts 2008

Jeg er låst til mit passagersæde i min franske langdistancekonstruerede bil og æder den ene kilometer efter den anden. Havde jeg vidst, at der var så mange forpulede østlande i verden, var jeg blevet hjemme ved græsplænen.

Men her sidder jeg altså og udsigten er i grunden ret flot: Ukraine er jo én stor omgang Morten Korch; hestevogne og høstakke. Eller er det Polen eller Rumænien? Min krop har næsten antaget en permanent siddestilling, uanset om jeg rent faktisk står op. Jeg ligner et levende passagersæde. Det ser formentlig ret pikant ud, når jeg stiger ud af bilen og skal gennemgå en længere serie af udstrækningsøvelser for at finde en mere gangbar kropsfacon.

"Hey!, hvad med Polen?" Det er konen, der pludselig vil bestemme ruten. Det er sgu da et cool land, messer hun. Vi drejer til venstre nede ved Chemnitz. Samme navn som ham den pæne løjtnant, jeg havde i luftvåbnet. Arrogant fyr med overskæg som en tyrk. Snoet. Det tænkte vi ikke på dengang, men nu er vi i Østeuropa, hvor også kvinderne har skæg.

Ungerne skriger fra bagsædet: "Hvad fanden skal vi i Polen? Det er verdens kedeligste land." Den ældste har været der med skolen for et år siden. Og jeg er faktisk ret enig. Alt er miserabelt på en kulmineagtig måde. Hvad laver vi dog her? Måske fordi min kone, min retningsblinde chauffør, køber polsk keramik hjem til villaen. Hele tørrerummet ligner jo snart et blåhvidtmedprikkertekrushelvede. Momsregistreret.

Nå, men Polen ... here we come. Og børnene har jo ret! Polen er et grimt land. Reklameskilte overalt. Polakker ejer ikke landevejsæstetik; og så er de verdens mest tilknappede mennesker. Og med de overskæg, så er det jo helt umuligt at se, hvis de endelig smiler. Den højtråbende knægt på otte år på bagsædet himler: "Lad os komme væk."

Selv om han synes, at udryddelseslejrene var 'sjove' og den der saltmine lige uden for Krakow med syv etager under jorden "ikke var så kedelig, som han troede". "Og med kirken, helt dernede i dybet," supplerer den lidt ældre søster. Den ældste sover. Svækket af teenagehormoner. Konen bag rettet råber bare: "Første eller anden afkørsel?"

Det hele er væk om tre år

Men på magisk vis kommer vi til Ukraine. En pludselig indskydelse. Ægte storke i snart sagt alle træer. Biedermeier live. Et sejt stempel i passet, og pludselig er vi i Lvov. Eller Lviv. Pissebøvlet. Byen består af mudder og løg. Og brosten, der er glatte som en isvåd, sort løjpe. Eller: Hvem har ikke prøvet at lægge sin blå drengecykel ned i et drabeligt sving på vej hen til én, der hed Anette, hvor man blind af kærlighed troede alle naturlove ophævet. Kæft, det gør nas. Og nu: Dræbende for en caférigtig Renault. Endelig Østeuropa for alvor. Helt som vi kender det fra film og propaganda og andre koldkrigsfænomener.

Alt ligner noget, der er væk om tre år. Godt, og noget lort på én gang. Ukrainerne er vist mest på "riv det hele ned i en fandens fart og mal det over og luk os ind i det der EU." En skam. Jeg vil gerne komme tilbage en dag og have mere tid til at nyde min egen overlegne økonomi og spise mig mæt og tyk for 1,5 koner i en dyb tallerken suppe med løg, flæsk og et par kartofler. Madmutters armsved må de godt sende til gulag. Hvis ø-havet altså findes endnu. Har en kvindes vægt noget med mislugt at gøre?

Nå, vi skal videre. Ukraine er skønt, på den der Kieslowski-måde: Der sker jo ikke rigtig noget, men man synes alligevel, at man er blevet klog, når man har holdt sig vågen i to timer og når til rulleteksterne. Vi ender helt nede i det højre hjørne af landet, hvor man inden for 200 meter kan vælge mellem at blive i Ukraine, snuppe Ungarn, dreje af til Slovakiet eller cruise videre sydpå ind i Rumænien. Nu var det jo ligesom en del af planen, at vi skulle nedad, så vi er jo på en måde locked on target.

Men det var blevet nat. Og vi for vild, næsten. Mit kort var også noget hø. Der var flere veje, som ikke burde eksistere, men som faktisk var virkelige og altid af grus, og så bliver man bange. Men pøj, hvor er alle mennesker i verden venlige. "Am I still in Ukraine? Is this Romania?"

Verdens bedte østland

Efter fire timers høvlen rundt på 120 procent mørklagte veje og gennem ramponerede sigøjnerflækker står vi med to-tre mopsede toldere (visse ting i Østeuropa er åbenbart uforgængelige!), som bestemt mener, vi har drugs and pills med. Vi har kun Red Bull og ender efter lidt tid på et langturslastbilschaufførmotel. Et af den slags, hvor der er ligeså mange billige ludere som lopper og andre skadedyr i sengene, men prisen følger rumænske standarder lige med: pisse billig. Sengetøjet lugtede bare en anelse af andres sæd og sved. Men når man er træt, så er man træt.

Rumænien er verdens bedste østland. De har fattet konceptet: Billigt. Præcist som da vi var på gymnasietur i 80'ernes Prag og kaviar kostede det samme som en lys øl. Dragende og stiv-pik-agtigt, som da Elton gi'r os 'Nikita' og hun stod der med pelshue og bare var hammerlækker i snevejr og grænseovergang. Eller er det bare mig? Men nu sneede det jo ikke ligefrem. Det øsregnede, og så er det tjekket, at der i dette smukke sigøjnerland er masser af penzionate, som man bare kan trille ind til. Det er billigt (som sagt), og så bor man hos gamle kommunistlakajer, der har fået ondt i korruptionsøkonomien, så nu åbner den ene efter den anden dørene og kalder deres hjem for "Villa Victor". Det er super og faktisk rigtig hyggeligt, og vi kan øve os på vores 'skrækliches døjtz'.

Mange kan nemlig tysk her. Indtil for få år siden var der mange tyskere i Rumænien. De kom til landet for 500-600 år siden som bolværk imod mongolerne. Men tingene ændrede sig: Ud med dem, mente Ceaucescu og nu står landet i suppedasen. Sigøjnere og musikanter hele banden. Prøv at slå et smut forbi Brasov, så forstår du. Godt for fotoalbummet, men få dog de der elendige hestevogne væk fra motorvejen ... nåe-nej! bare der er asfalt uden alt for mange huller, så er det ok. Nej, uden pis: Rumænien er et skønt land. Fyldt med alt muligt gammelt arvegods fra dengang, der var en mur i Europa. Besøg det land! Det er jo væk om få år - og hvem savner evigt gråvejr og statsdrevet armod. Mig måske ... Så vi skimmer et par overdådige, overmalede trækirker fra 1300-talllet. Vi besøger både Draculas ægte og uægte borg (der er faktisk to - en pæn og forloren til turister og den virkelige, en ren ruin oppe i Transsylvanien).

For Putin da

Vi kigger forbi Bukarests centrum og dets tomme kommunistparadeboulevarder. Kim Il-Sung agtigt. Men vi skal videre.

Næste stop er Bulgarien. Vi har været væk hjemme fra et par uger, og kilometertælleren fortæller, at vi ligeså godt kunne være på månen, næsten. Men Bulgarien. Ja, jeg ved det ikke ... men er det land ikke bare røven af fjerde division? Stalin sagde godt nok, at Bulgarien var kommunismens kornkammer. Men sagde han ikke så meget? Men nu er vi der. Kyrilliske vejskilte og hele balladen. Vi får både fartbøder og sortehavssolskoldninger. Billige øl. Flotte ikoner. Og som et mirakel ender vi i himmerige midt ude i nogle bjerge.

For Putin da! Foran os ligger pludselig alle tiders fantastiske, gamle russerhotel: Perfekt med brune pamperværelser og en svedsur gammel 200 kilos babuska. Vranten som djævelen selv og "undskyld, men der er altså både tennisbaner og svømmepøl omme bagved til fri afbenyttelse og restaurant med menukort og gider du lige gentage prisen?!" Og med ét er Bulgarien ikke længere så kedelig og fornærmende u-østeuropæisk.

Men vi skal videre nedad. Nedad! Gennem bakker og bjerge og strande og med ét står 'Tyrkie 5'. Jeg oversætter det til: Om ca. 10 minutter er vi i Asien. Arh! Hvorfor er vi ikke døde eller i det mindste blevet bortrøvet et vindspejl ... Det sagde alle jo ville ske! Nye seje stempler. Score! Nå, men tyrkerne er fløjtende høflige. De har naturligvis overskæg allemand. Vi triller stille og roligt af sted, og når Istanbul:

"Bare vi møder nogen nu vi kender!" hviner min kone og er sød. Jeg har næsten diarré af angst. Det er jo en firmabil, og de kører garanteret råddent i det her uland. Ikke som os i DK, hvor alle er dygtige bag et rat. Børnene keder sig og er næsten apatiske. Vi har set De Uovervindelige så mange gange, at man kan blive anholdt for det. Alle, der har prøvet at ankomme til Istanbul ad motorvejen, ved, hvad det er for et monster af en by, der dukker op, når man kommer op over den der bakke 30 kilometer udenfor. Panik er helt naturligt:

"Skat, dit gamle liv. Vi har fandengalemig kørt tværs over det gamle kontinent. Os to og vi har næsten ikke bidt af hinanden. Jeg elsker dig, hvis vi finder hotellet inde ved siden af Den Blå Moské." Og det gør vi jo heldigvis.

Fætters garage

Og vi får bilen bøffet ind i en fætters garage (og jo, det er faktisk en fætters garage!). Så vi sejler frem og tilbage over Bosporus, vi ser alt muligt imponerende byggeri, fantastiske moskeer, badeanstalter og en cisterne fra romernes tid, og vi møder pludselig gamle venner fra Odder midt i bazaren (verden er mindre end man tror). Sammen drikker vi æblete af fingerbøl på ægte tæpper, ryger vandpibe, siger farvel og henter bilen og det hele gentager sig baglæns. Næsten.

For farten sættes op, vi skyder genveje. Vi dropper ex-Jugoslavien. Jeg har aldrig set rigtige skudhuller i rigtige bygninger. Det må vente. Vi hamrer af sted, tager flodprammen over Donau, sover i 47 graders varme i en kæmpe bondegård i tordenvejr lidt uden for Dresden. Vi spiser schnitzel ved E55 (motorvejen med de bare patter og luderne mellem Tyskland og Tjekkiet).

Vi dropper både Budapest og Prag og Bratislava. Vi gider ikke mere. Vi har en græsplæne, der skal slås. Vi har kilometersyge og hofteskader hele familien. Vi hader De uovervindelige. Men vi elsker Østeuropa og overskæg.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Heinrich R. Jørgensen

Og jeg der havde glædet mig til at læse om de østeuropæiske land, og så handler det om en tur gennem nogle centraleuropæiske lande...