Læsetid: 14 min.

Opløst - som en brusetablet i et glas vand

Alt hvad vi har bygget op skal brutalt pilles ned. Det er populærkulturens indbyggede logik og ingen inkarnerer den bedre end hende. Hun er historien om den tyggegummiboblende sydstatspige, der bliver verdens største popfænomen. Penge, stjernestøv og jomfruelig skønhed, der på toppen af karrieren bryder sammen med en hale af fotografer efter sig. Opkast, sex, stoffer og tvangsindlæggelse. Hver en millimeter dokumenteret. Hun er det amerikanske mareridt
Kronraget. Et frigørelsessymbol, som punkerne og feministerne har brugt det, nu båret af det 25-årige sex-ikon - eller tegn på den ultimative desperation.

Kronraget. Et frigørelsessymbol, som punkerne og feministerne har brugt det, nu båret af det 25-årige sex-ikon - eller tegn på den ultimative desperation.

Sherman Oaks

28. marts 2008

Confusion in her eyes that says it all. She's lost control.

- Joy Division

Verdens uden sammenligning største popstjerne var i totalopløsning. Hævngerrig eller skingrende vanvittig stirrede hun iskoldt ud på de sædvanlige 50-60 fotografer, der hver dag i 10 år havde fulgt hende som en uafrystelig hale. Den dag havde de fulgt hendes sorte Audi i tre timer uden stop, mens den på må og få cirkulerede rundt i L.A. De vidste, hun var flygtet fra afvænningsklinikken efter kun et døgn. De vidste, at hun med afsindig fart var kørt hjem for se sine børn, og de vidste, hun dér var blevet afvist - angiveligt af sin egen mor, børnenes far og sin manager. Herfra cirkulerede hun i tre timer med fotograferne efter sig. Pludseligt uden varsel eller blink holdt hun ind ved en tilfældig frisør, og i paparazziernes stroboskoplys satte hun sig i frisørstolen og greb selv hårtrimmeren.

"Hun kiggede på os med det mest uhyggelige blik, jeg har set" fortæller en paparazzi til The Atlantic Monthly om de øjne, hun sendte ud gennem ruden, mens hun lod trimmeren glide hen over hovedet, og lokkerne slap. Et frigørelsessymbol, som punkbevægelsen eller feministerne kunne se i den skaldede isse på det 25-årige sexsymbol - eller et tegn på det skinbarlige vanvid som Ofelias fald i Hamlet.

Men en ting stod klart: Det var ikke The All American Sweethart, som hele verden var ledt til at tro gennem 10 år, der sad med det sataniske blik og den kronragede skal i frisørstolen. Eller som hun få måneder senere selv udtrykte det - skrigende op i hovedet på en af de hundrede fans og fotografer, der fulgte hende under en shoppetur.

"Hør her. Jeg ved ikke, hvem du tror, jeg er, bitch." Pigen havde bedt om et billede til sin lillesøster. "Men jeg er ikke den, du tror, jeg er." Det er et år siden i dag, men hvis nogen troede, at hun her havde nået bunden, tog de fejl. Det blev meget værre.

Apple Pie og hvide tænder

Hvis hun bare havde været den, vi troede, hun var, er det ikke sikkert, det var endt så galt, som det gjorde. Indtil et vist punkt troede vi på uskylden. Men syndefaldet kom, og med det fulgte helvede. Fotografer, fans, penge og helvede.

Hendes historie er ikke unik. Født 2. december 1982 og vokset op i den lille by Kentwood i sydstaten Louisiana et par timers kørsel nord for New Orleans. Hun var ikke en del af bibelbælte-USA, men fra hun var spæd, tog hendes forældre James og Lynne hende med i den lokale baptistkirke. Da hun var fire, begyndte hun at synge solo i kirken, og på det tidspunkt havde den ambitiøse Lynne allerede sørget for danseundervisning og fået hende indskrevet til forskellige talentkonkurrencer rundt omkring i staten.

Alt det er der ikke noget usædvanligt ved i 80'ernes USA. Men Lynne var mere vedholdende end normalt. Hun havde arbejde som skolelærer i en 2. klasse, havde to andre børn og en mand, der aldrig var hjemme - når han var, var han fuld. Alligevel gik det meste af Lynnes tid med at træne datteren til at være barnestjerne. Hun var en dygtig sangerinde uden at være prangende og en dygtig danser uden at være noget særligt, men da Lynne tog sin fem-årige datter med til den rumænske, benhårde gymnastiktræner Béla Károlyi, begyndte tingene at tage form. Med kostplaner, målrettet styrketræning og disciplin begyndte hun langsomt at skille sig ud fra mængden af håbefulde barnestjerner med ambitiøse forældre. Hun lignede en stjerne.

Da hun var otte, løj Lynne hende et år ældre for at tage hende til audition på børnesangshowet The Mickey Mouse Club. Showtalentet fejlede ikke noget, forklarede Disney, men tv-berømmelse som ni-årig var alt for tidligt. Disney hjalp hende dog med kontakten til den berømte agent Larry Rudolph i New York, der i løbet af de næste år skaffede hende et par teaterroller og en række reklamefilmroller. Sideløbende trænede hun hårdt med dansen, og da hun som 11-årig vendte tilbage til audition på The New Mickey Mouse Club, blev hun uden videre en del af showet.

Sammen med kommende stjerner som Christina Aguilera og Justin Timberlake optrådte hun gennem to år på landsdækkende tv. Selv om Lynne var med i kulissen, havde Larry Rudolph nu taget styringen af det unge sangtalents karriere, og han kontrollerede hvert et udtryk fra det 13-årige barn. Helt ned til hvilken glans neglelakken skulle have, satte Rudolph sig igennem. Han var besat af at bevare hendes image som den uskyldsrene All American Sweethart. Det var det, folk købte.

Da showet stoppede i 1994 kørte Larry Rudolph solo med den nu 14-årige pige. Han byggede videre på det uskyldige image, og da singlen ... Baby one more time ramte gaden to år senere, brød verden i brand.

Lolitasex og børnepublikum

Singlen er stadig en af verdenshistorien mest solgte, og videoen var en kulturel revolution. Den søde sydstatspige havde iført sig en lårkort plisseret skolepigeuniform med knæstrømper og skjorten bundet op i en knude på maven, så den afslørede maveskindet og en blonde-bh. Med trutmund dansede hun rundt på en amerikansk high school, mens hun med smæld med tungen drømmende sang "Show me, how you want it to be" og "Hit me baby one more time". Sammen med lolitafiguren fulgte den udpenslende historie om, hvordan hun ville forblive jomfru, indtil hun skulle giftes, og om hendes tid på en kristen privatskole. Hun legede med: "Det eneste jeg gjorde var at binde min skjorte op," sagde hun med et colgatesmil til Rolling Stone. "Jeg har en sports-bh på under den, og ja, jeg har lårkort på, men det har børn - det er stilen. Ser du ikke MTV? Alle pigerne er i g-streng."

Hun var den midaldrende mands fantasi, den unge piges forbillede, high school-knægtens hede drøm, det reaktionære USA's ønske om anstændighed i popkulturen, og hun var frem for alt, hvad en marketingchef på et pladeselskab kunne ønske sig. Luder og Madonna. Lolita og american pie.

Pladen kom ud i januar 1999 og bar navnet fra det første singleudspil - Baby one more time. På coveret stod den 17-årige skønhedsdronning klædt helt i hvidt og bad, og ud over titelnummeret var det en samling aldeles dydige digte. En selvopofrende lillepige, der var 'Born to make you happy', 'From the bottom of My Broken Heart'. - Baby One More Time blev det 27. bedstsælgende album i verdenshistorien med 22 millioner solgte eksemplarer, hvilket stadig er det højeste for en teenager.

Som pladerne solgte, blev verdens nye vidunderbarn mindre og mindre dydigt. Langsomt, men stabilt bevægede hun sig over i et mere seksualiseret univers, og for hver offentlig optræden fik hun mindre og mindre tøj på. Privat var hun blevet kærester med Justin Timberlake, der på det tidspunkt var en del af drengebandet 'N Sync. Forholdet havde i realiteten stået på siden 1998, men Larry Rudolph var så optaget af popstjernens image, at parrets forhold blev holdt hemmeligt frem til udgivelsen af hendes anden plade Oops, I did it again (2000). I alle de medier, hun og Rudolph kunne komme i kontakt med, blev det igen og igen gentaget, at hun ikke havde haft et seksuelt forhold, og at den dydige popstjerne var så troende, at hun skam gemte sin mødom, til hun skulle giftes. Rygtet på gaden var imidlertid et andet, og Timberlake havde svært ved at spille med på Larry Rudolphs imagepleje. Han havde et andet image at pleje. Popsildens image begyndte at skride. Det var formentlig helt i tråd med Rudolphs plan, i hvert fald spillede det andet album langt mere på sex end det første. Og publikum fulgte med. Pladen solgte næsten lige så meget som debuten, og på samme tidspunkt underskrev hun en millionkontrakt med Pepsi. I 2001 kårede erhvervsmagasinet Forbes den uskyldsrene popsangerinde til at være det mest magtfulde kändisnavn i verden, en position hun har beholdt lige siden.

Hov, der gjorde jeg det igen

Uden for scenen blev hun dog sværere og sværere at styre for Larry Rudolph. Hun krævede mere kontrol over sit liv, og det var efterhånden en joke, at hun og Timberlake ikke havde haft sex. Og rygterne gik i sladderbladene. Ifølge kilder tæt på stjernen havde hun haft sex med flere mænd. Hun havde endda været Timberlake utro med hans bedste ven. Hun havde fået stjernenykker og var vanvittig at arbejde sammen med.

I november 2001 kom hendes tredje album på gaden, der blot bar hendes fornavn, og nu begyndte den smukke fernis for alvor at krakelere. Hun havde fået lov at få en smule medbestemmelse over sit liv, og nu dampede pladen af sex. Med numre som "I'm a Slave 4 U", "Overprotected", "I'm Not a Girl" og "Anticipation" gjorde hun sig klar til det store frigørelsesstunt. Hun ville ud af lillepige-imaget og over i de voksnes syndige rækker. Men hvad hun ikke kunne sige direkte på pladen, klarede hun overbevisende privat.

På dette tidspunkt begyndte tonen i pressen at ændre sig radikalt. Hun var verdens uden sammenligning største popstjerne og var nu under konstant mandsopdækning af sladderpressen. Hver eneste dag blev hun fulgt af mindst 40 fotografer. De ventede på hendes dørtrin. I hotellobbyen. I parken. På Starbucks. De fulgte hendes bil på motorvejen og til supermarkedet. Og det, den tre meter høje mur rundt om hendes Beverley Hills-villa forhindrede paparazzierne i at se fra gaden, fangede helikopterne, der på timebasis cirkulerede over poolen med en telelinse. Hver dag. Døgnet rundt. Hver en detalje i den krakelerende Kentwood-piges liv blev dokumenteret.

I 2002 gik Justin Timberlake og hun fra hinanden. Hun var desillusioneret over hele musikbranchen. Musikken fyldte mindre, festerne blev vildere. Og fotograferne fik hver en ubehagelig detalje med af popstjernens udskejelser. Indtil nu havde vi kun set billeder af stjernen med det sejrsikre sydstatssmil, de uskyldige bambiøjne og velfriserede lange blonde lokker, men nu tegnede der sig et andet billede i de kulørte blade. Hun blev båret døddrukken ud fra celebre fester, i videoerne optrådte hun nu nærmest kun i bikini, og hendes koncerter tog af og til form som deciderede stripshows. Korsangere, gamle veninder og scenemedarbejdere fortalte om, hvor krukket hun var blevet, forkælet og intrigant.

Dødskysset

Sex var blevet et frigørelsesprojekt for skolepigen, og da hun til MTV Music Awards i 2003 tungekyssede med popverdens største sexsymbol, Madonna, under opførelsen af "Like a virgin", var ingen længere i tvivl: Den uskyldige pige i skoleuniformen var for altid død. Hun var nu trådt ind i de voksnes poprækker og var nu en af de få stjerner, man blot titulerede ved fornavn. Hun så meget op til Madonna, der havde introduceret hende til den jødiske lære Kabbalah (det er den med den røde tråd om håndleddet), og hun mente i øvrigt, at hun havde været gift med Madonna i et tidligere liv. Det betød også, at hun ville have mere og mere medbestemmelse over sin stil - over sit liv. "Når Madonna kan instruere sine egen videoer, kan jeg også," var hendes argument og Larry Rudolph løsnede endnu engang modvilligt på tøjlerne op til udgivelsen af det fjerde album In the Zone.

Musisk var In the Zone det bedste, sangerinden havde præsteret. Pladen modtog overstrømmende anmeldelser i hele verden, hvilket var helt uhørt for hendes tidligere udgivelser, som musikpressen havde rynket på næsen af. Salgsmæssig nåede den dog ikke fortidens højder. Det børnepublikum, der tidligere havde tegnet sig for en stor procentdel af det samlede salgstal, var ved at falde fra sammen med det mere reaktionære USA, der havde det svært med popstjernens nye omdømme og de - endnu engang - stigende sexreferencer In the Zone bragte med sig som morgensex og masturbation.

Uden for scenen var hun efterhånden ved at have næse for skandaler, og i januar 2004 giftede hun sig efter tre dages hærg på kokain, ecstasy og sovepiller med barndomsvennen Jason Alexander i Las Vegas. Hendes mor og Larry Rudolph nåede dog at annullere vielsen efter 55 timer. Alexander brød sammen under den pludselige bevågenhed, droppede ud af skolen og gik under jorden.

"Jeg havde længe gjort, hvad jeg blev bedt om at gøre i stedet for at gøre, som jeg selv ville gøre, og jeg anede ikke, hvordan jeg kom ud af det," forklarede hun senere til NBC's Matt Lauer.

"Så i min naivitet tænkte jeg, at nu gifter jeg mig bare med min barndomsven."

Senere samme år gjorde hun dog alvor af giftermålet. Hun faldt for den 25-årige bad-boy Kevin Federline, der allerede havde et barn og en gravid kone i ottende måned, da de giftede sig. I protest sagde Larry Rudolph op og popstjernen blev mere og mere isoleret fra omverden. I tre år indspillede hun tre numre. I samme periode fik hun to børn, Sean Preston og Jayden James, med Kevin Federline. Hun blev stadig mandsopdækket af paparazzifotgrafer, men hun forsøgte i stigende grad at værne om sit privatliv og sine børn.

Tonen i pressen blev dog ikke mildere af den grund. Tværtimod antog den en stadigt mere hadefuld karakter. Hun var blevet fed, lød kritikken. Selvoptaget, paranoid og sindssyg. Federline sov i kælderen og havde sex med tilfældige kvinder på natklubber, sagde rygtet, og hendes management faldt helt fra hinanden. Det hele kulminerede ved en Starbucks café, hvor hun pludselig følte sig så truet af fotografer, at hun greb sin yngste søn, løb ind i sin bil og kørte derfra med sønnen på skødet. Et ramaskrig rejste sig. Popprinsessen var nu så langt ude, at hun ikke engang spændte sit barn fast i en børnestol. Hun var til fare for sit barn, rapporterede seriøse nyhedsstationer, og senere på måneden fik hun besøg af de sociale myndigheder. De fandt dog ikke anledning til at fjerne hendes børn. Et lignende skrig rejste sig, da hun i 2006 omgivet af hundredvis af fans og fotografer snublede på New Yorks ujævne fortov med Sean Preston på armen. Ingen af de to faldt dog til jorden, men endnu en gang måtte hun opleve at blive kaldt en dårlig mor i pressen.

Fiaskospiralen

Presset steg, og da hun i efteråret 2007 blev skilt fra Kevin Federline, ville fiaskospiralen ingen ende tage. Larry Rudolph blev genansat som manager, og som det første tog han sin ikke helt så uskyldsrene enlige mor med på skøjter i Central Park, hvor der var foto opportunity. Set-uppet virkede dog en anelse komisk, for mens Rudolph desperat forsøgte at genoprette den tabte uskyld, gjorde hun selv alt, hvad hun kunne for at smadre den illusion. Hun begyndte at gå til celebre fester igen og fandt nye veninder i skandaledronningerne Paris Hilton og Lindsey Lohan. Alt sammen med den sædvanlige skare fotografer efter sig. Men skaren blev større og større, for hver gang den fallerede skønhedsdronning trådte uden for en dør, gik det galt. Billeder af hende uden trusser, stærkt påvirket, opkastende eller i et raseriudbrud blev daglig kost for paparazzi-bureauerne, der havde afsat 30 procent af deres bemanding til kun at følge hende. Alt blev foreviget.

I februar 2007 blev hun sendt på Eric Claptons afvænningsklinik for at skulle være der i en måned, men efter et døgn stak hun af, og episoden i frisørsalonen fulgte. Skandalerne tog til i omfang i løbet af 2007, men ind imellem hendes offentlige deroute lykkes det hende at indspille numrene til albummet Blackout, der udkom i november. Efter adskillige mislykkede forsøg på afvænningsklinikker mistede hun forældremyndigheden over sine børn i oktober. Samme måned opførte hun det mest uinspirerende show ved MTV-Awards, hvorpå managerfirmaet endnu engang sagde op. Pressen kaldte showet en skandale, voldtægt, pinligt og hun var ulækker, fed og desperat.

Blackout forsøgte at udnytte sangerindens position som celeber prügelknabe nummer et. På nummeret "Piece of Me" synger hun for eksempel: "Jeg har været Miss American Dream/ siden jeg var 17/ Det betyder ikke noget om jeg går på scenen eller stikker af til Filipinerne/ De vil stadig tage billeder af min røv til deres magasin." Endnu en gang fik hun gode anmeldelser med på vejen, men salget var en skuffelse.

Døden som udvej

En nat i januar i år var der flere mennesker foran popsangerens palæ end normalt. Helikopterne hang larmende i luften, og fotograferne tjekkede deres batteri i kulden. Rygtet på gaden var, at hun havde forsøgt selvmord. Det var løbet før ambulancen, der måtte skære sig igennem menneskemængden. "Måske var hun død," sagde en af paparazzierne til The Atlantic Monthly, der også var på stedet "Og så vil man jo ikke misse det sidste billede af stjernen". Men det var ikke popsangerindens lig, der kom ud til blitzhavet. I stedet kom en opløst pige ud i en spændetrøje efter at have låst sig inde på badeværelset i tre timer med sit barn. Opløst af gråd og søvnmangel. Hun blev tvangsindlagt den nat til hele verdens forfærdelse. Et menneskeligt sammen brud og en social tragedie.

Da hun blev udskrevet, dukkede hun ikke op til retsmøderne om forældremyndigheden til sine børn. Hun gik i lag med djævlen selv og blev kærester med paparazzifotografen Adnam Ghalib, men det forhold er muligvis allerede forbi - det er, hvad rygtet siger. Hendes forældre har nu taget styringen over hendes liv. Hendes storebror er blevet manager, og familien forsøger nu at få hende med hjem til Louisiana. Væk fra festerne, fristelserne, det dårlige selskab og Ghalib og hendes manager Lufti, der er blevet beskyldt for at dope stjernen med narko.

Rygterne og skandalerne fortsætter. I denne uge kom det frem, at hun måske ikke engang selv sang på pladerne. Rockmusikeren og radioværten Henry Rollins påstod at vide, at producerne til Blackout havde mixet hendes stemme med en sort soulsangerinde, der skulle give den opløste popsild lidt dybde i vokalen. Men et eller andet sted er det underordnet. Måske har hun aldrig været der.

De siger, at et helt liv i rampelyset opløser din personlighed som en brusetablet i et glas vand. Det er givetvis mange år siden, vi mistede pigen med døbenavnet Britney Jean Spears, siden har vi jagtet noget andet. Et ikon, en figur, en drøm eller måske - de senere år - et mareridt. Pudsigt nok deler hun mellemnavn med en anden af Hollywoods ikonificerede triste skæbner - Norma Jean Mortenson. Hende, vi lærte at kende som Marilyn Monroe, inden hun - jagtet af sladderpressen - valgte at give verden den ultimative sladrehistorie: selvmordet.

Artiklen er skrevet på baggrund af et utal af artikler og interview fra blandt andet New York Times, Roling Stone Magazine, The Guardian, The Observer samt nogle hundrede af de 205.000 videoklip af hende på YouTube og af de 120 millioner hits, hendes navn giver på Google

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvorfor tager han (forfatteren) fænomenet så alvorligt? I 1970'erne skrev universitets-marxisterne m.fl. analyser af ABBA med begrundelsen, at mio. af mennesker, potentielt deltagere i frigørende aktiviteter og kandidater til Bevidstgørelse, blev påvirket af ABBA til manglende politisk stillingtagen.

Senere forsøgte de marxistiske lærere desperat at overvbevise deres kvindelige elever om, uden held, at John Travolta var en uinteressant kommerciel døgnflue.

Nu kommer så den 100 pct. ligegyldige kvindelige Mickey Mouse, og nu er målet altså fuldt: Vi behøver ikke at beskæftige os med hende, for hun påvirker ikke til andet end lav talje, udfordrende påklædning og, måske, narkoindtagelse, anorexi osv. Der er for meget andet at tage stilling til; rent politisk udtalte hun, at den siddende præsident (Bush under Irak-krigen) jo er den, der bestemmer og vel ved, hvad han gør, ellers var han jo ikke valgt.

Lad os slippe for at høre om hende - i Information - hørt!

It's a Tale told by an Idiot, full of Sound and Fury, signifying Nothing (Shakespeare)