Læsetid: 3 min.

Ikke et ord om bagsiden af demokratiet

Den nye demokratikanon kompenserer for 40 års historieundervisning, men i de 35 punkter står der intet om de udfordringer, som demokratiet står over for i dag
Knud J.V. Jespersen, formand for demokratikanonudvalget (på billedet), og hans kanondisciple kritiseres for at udelade de begivenheder, der problematiserer demokratiets vilkår.

Knud J.V. Jespersen, formand for demokratikanonudvalget (på billedet), og hans kanondisciple kritiseres for at udelade de begivenheder, der problematiserer demokratiets vilkår.

Carsten Snejbjerg

13. marts 2008

"Selvfedme."

Så kort kan de 35 nedslagspunkter for udviklingen af demokratiet i Danmark beskrives.

"Man problematiserer overhovedet ikke demokratiets vilkår."

Ordene kommer fra professor i Statskundskab ved Københavns Universitet, Tim Knudsen, og han supplerer:

"De 35 punkter er leksikalsk bænkevælling, som ikke er udfordrende for skoleelever og gymnasieelever. De lærer ikke at tænke. De lærer en del danske og udenlandske navne uden sammenhæng. Ydermere er der e nskævhed mellem det nationale og det internationale," siger Tim Knudsen om den omstridte demokratikanon, der i går blev offentliggjort af Undervisningsministeriet.

Fokus på individet

Det mest iøjnefaldende ved demokratikanonen er fraværet eller nedtoningen af begivenheder, der har udfordret udviklingen af demokratiet i Danmark, mener iagtagere.

"I kanonen skal man se meget godt efter for at få øje på kampen for parlamentarisme i Danmark, hvor Venstre var en drivkraft. Man kan heller ikke se ret meget om kampen for lige og almindelig valgret. Brandes er med, men spiller jo ingen væsentlig rolle i kampen for demokratiet. Der er et alt for stort fokus på individer frem for det kollektive," siger Tim Knudsen.

Produkt af Danmark

Drude Dahlerup er professor ved Statsvetenskapliga Institutionen ved Stockholm Universitet, og hun mener, at demokratikanonen er udtryk for, at demokrati er noget, vi har udviklet i Danmark, som bliver truet udefra.

"Dels at der er meget lidt folkelig deltagelse i demokratiet, og dels er danskerne ikke længere medlem af politiske partier. Vi er gået fra deltagerdemokrati til markedsdemokrati, hvor vælgerne er konsumenter og politikere skal sælge sig selv via spindoktorer, som måske er den største trussel mod demokratiet."

- Hvad siger fraværet af nutidige trusler mod demokratiet dig?

"At det eneste, der truer demokratiet er muslimerne. Vi glemmer vores egen rolle. Og så alle muslimerne, der er kommet ind og brænder biler af. Men de er jo et produkt af Danmark! De har gået i skole i Danmark. Det er Danmark, der har udviklet det her. Salman Rushdie-sagen er oplagt som billedet på den muslimske fare mod det etablerede danske demokrati."

Drude Dahlerup mener, at der er et grundlæggende demokratisyn lige nu, hvor Danmark har demokrati en gang for alle, og så skal vi bare eksportere det.

"Med Irakkrigen forsøger vi at eksportere demokrati, hvilket er nyt og umuligt. Det kommunale selvstyre, som er en vigtig del af demokratiet, er ikke med, og det er måske fordi, at man netop er ved at afvikle det. Mere specifikt kunne jeg tænke mig ungdomsoprøret i 1960'erne, og kvindebevægelsen i tiden efter Anden Verdenskrig. Og så ville jeg også gerne have haft Bodil Koch, fordi hun gjorde en masse ting for, at kvinderne kom med i demokratiet."

Muhammed mangler

Ditlev Tamm er professor i retshistorie, og han mener, at kanonen som udgangspunkt er problematisk, fordi de 35 punkter er udtryk for en historisk lineær udvikling af demokratiet. Det er problematisk, fordi historien ikke er udtryk for en kamp for demokrati.

"Man kan diskutere, om man kommer til at give et skævt billede af demokratiets vilkår ved ikke at holde historie og politisk historie og så demokratiets udvikling for sig."

Ditlev Tamm mener, at demokratikanonen har undgået de emner, der var "rigtig vigtige": "Kampen mod terror og Muhammedtegningerne havde været lidt mere interessante og relevante for demokratiet lige nu end Jyske Lov! Nu lever vi i 2008, og i Danmark har der været en kæmpe debat om det."

- Kanonen skulle ikke gå til længere end 2000. Hvad mener du om det?

"Det er jo ikke en begrundelse at komme med, når man vælger at lave en historisk gennemgang af demokratiudviklingen. Hvis det skal bygge på et demokratisyn i dag, så er det da helt urimeligt, at man ikke har diskussionen om, at demokratiet er truet, hvis man undlader at bringe satiretegninger."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er vel ikke noget land i Vesteuropa, der som Danmark formår at udstille demokratiets begrænsninger. Danskerne udstiller om noget demokratiets akilleshæl, nemlig de vanskeligheder demokratierne ofte har med at beskytte sårbare minoriteter.

Og historien har jo efterhånden mange gange vist os, at et demokrati uden effektiv mindretalsbeskyttelse lynhurtigt kan udvikle sig til et brutalt og barbarisk flertalsdiktatur…

Demokratiet standses som bekendt stadig ved fabriksporten, kaserneporten og i skolegården, så kampen for demokratiets udbredelse begynder i den hjemlige andegård og kanonen bør rettes mod alle disse historieløse neoliberalister og samfundstømmere, hvis fornemste opgave det åbenbart er også at udhule det hjemlige folkestyre ... ja, demokratiet er så sandelig under pres ...

TEmOKRATI

Teokrati kommer af de græske ord theós, som betyder Gud, og kratía, som betyder styre.

Demokrati kommer af de græske ord démos, som betyder folk, og kratía, som betyder styre.

Når du hører ordet teokrati, så associerer du det med et religiøst styre, hvor overhovedet påstås at have en eller anden forbindelse til den, der har skabt hele denne molekylære masse, som vi alle lever i. Og dermed er det udelukkende denne persons mening, som gør sig gældende i livets kampbane.

Når du hører ordet demokrati, så associerer du det med et folkeligt styre, hvor alle meninger kommer til udtryk gennem et stort konsensus repræsenteret i et folkevalgt styre.

Når du hører ordet teokrati, så tænker du: Farvel til ytringsfriheden og meningsfriheden. Her er det kun én mening, der er sand. Ingen argumentation og ingen diskussion.

Når du hører ordet demokrati, så tænker du: Goddag til ytringsfriheden og meningsfriheden. Her kan flere forskellige meninger være sande. Masser af argumentation og masser af diskussion.

Det her er i hvert fald hvad ordbøgerne, filosofferne, politikerne og ideologerne gerne vil have jeg tror. Men jeg har nu altid været skeptisk af natur. Og når nu jeg lever i et samfund, som af de fleste bliver beskrevet som værende demokratisk, så har jeg egentlig lidt lyst til at prøve, at vægte og veje dette samfund i filosoffernes filosofiske vægtskål.

At det ikke er et teokrati jeg lever under er (heldigvis) en nem og hurtig konklusion, at komme frem til. Jeg mindes ikke at have hørt den seneste statsminister påstå, at han har direkte kontakt til skaberen, selv om hans selvsikkerhed godt kunne give en mistanke om, at han selv tror det.

Men er det så dermed automatisk et demokrati, jeg lever under? Vi er alle sammen en flok kloge og velargumenterende mennesker i det her samfund. Og det gør jo, at vi er yderst kritiske og sandhedssøgende.

Og én ting er da sikkert. Det styre jeg lever under tillader i hvert fald at jeg tænker. Og med min skeptiske natur og min til stadighed velfungerende hjerne, har jeg nu valgt at tænke lidt på, om min mening kommer til udtryk gennem det her store konsensus repræsenteret i det folkevalgte styre.

Ligesom konklusionen om teokratiet var nem og hurtig at komme frem til, så kommer jeg ligeledes raskt og kvikt frem til, at mine meninger ikke er repræsenteret i dette styre. Og nej, det skyldes ikke den blokpolitik, som lystigt demonstreres inde i den store sal. Det skyldes derimod at det parti, som jeg helst så sidde ved styrepinden, overhovedet ikke er repræsenteret i det folkevalgte styre. Så med andre ord hører jeg til den del af befolkningen, som blot er tjæren på tandhjulet.

Men det giver mig dog ikke en bitter smag i munden.

Der, hvor jeg som, den tjære jeg nu engang er, har lyst til at hoppe af tandhjulet, er i forbindelse med den saglige argumentation. Siden jeg indledte mine spæde år på den intellektuelle stige i undervisningssystemet, er jeg altid blevet belært om at lytte til andre, diskutere, argumentere, afvise, anerkende og vigtigst af alt acceptere andres holdninger. Mine år i undervisningssystemet blev præget af skift mellem Anker Jørgensen, Schlüter og Nyrup. Men på min vej op af den intellektuelle stige, stødte jeg ind i Anders Fogh og hans regering. Den traditionsprægede sædvane med at sidde i rundkreds og holde hinanden i hånden blev fluks ophævet. Det har sikkert ramt nogle personer meget hårdt.

Men det giver mig dog ikke en bitter smag i munden.

Der, hvor jeg føler mig trådt over tæerne, er når ophævelsen af rundkredsen indbefattede ophævelsen af saglig argumentation, diskussion og kritik. Jeg mener nu engang, at mennesket i sin atomare kropssammensætning er et intellektuelt væsen, der har kapabiliteten til at tænke og overveje. Jeg mener rent faktisk, at det er min helt egen primitive ret, at jeg kan få lov til at tænke og overveje og ytre. Problemet opstår, når jeg i dagens arena, bliver frataget denne primitive ret.

Præcis det giver mig en bitter smag i munden.

Jeg føler, at jeg ikke må tænke og overveje og ytre. Jeg tænker på om den retfærdige krig i Irak nu også er retfærdig. Jeg tænker på om Søren Soldat overhovedet skulle være i Kabul. Jeg tænker på om regeringen hjalp den danske ko med at komme af med sin mælk. Jeg tænker på om de danske veje er bygget på et sandt fundament. Jeg tænker på at måske er der nogen, der har bagtanker med deres planer og love. At jeg tænker er indtil videre ikke kriminelt.

Men at jeg ytrer nogen af de ovenstående holdninger har vist sig at føre til beskyldninger om landsforræderi, beskyldninger om at støtte terror, beskyldninger om at være et får, beskyldninger om at være fundamentalist og beskyldninger om at være Islamist.

Rent faktisk ser jeg nu at det endda kan føre til fængselsstraf at være uenig med regeringen i dens håndtering af det verdenspolitiske scenario.

Og fængslet ligger åbenbart tæt op af mit hjem. For jeg går ind for politisk Islam.

Men det er ikke mit problem. Mit problem er, at jeg ikke engang må argumentere for, hvorfor jeg går ind for politisk Islam. Jeg må ikke argumentere for, hvorfor jeg mener, at demokratiet har spillet fallit. Jeg må ikke argumentere for, hvorfor jeg mener, at ytringsfriheden er hyklerisk, idet den kun gør sig gældende for Mogens Camre og ikke for Hizb ut-Tahrirs talsmand. Jeg må ikke argumentere for, hvorfor jeg mener, at muslimer skal forsvare sig, når indbrudstyven træder ind i deres lejlighed. Jeg må ikke argumentere for, hvorfor religionsfrihed er hyklerisk, idet den kun gør sig gældende for upolitiske religioner. Jeg må ikke argumentere for, hvorfor jeg mener at demos kratia er århundredets største løgn, idet folket som helhed aldrig ville kunne til enighed om én bestemt samling af love, og at der altid vil være uenigheder og stridigheder.

Jeg må ikke engang argumentere for, hvorfor jeg er overbevist om, at der findes en skaber, der skal lovgive for mennesket, og at demokratiet dermed er usandt.

Landsskadelig virksomhed. Antidemokratiske udtalelser. Lad os brænde ham på bålet. På en civiliseret måde.

Jeg skal acceptere, at der kun er én mening, og den er sand. Ingen argumentation og ingen diskussion.

Så min skepticisme har ført mig til at tænke, mene og ytre at jeg lever under et TEmOKRATI.

Juntaen til nationens frelse, lader som om Danmark ikke er et monarki, taler som om der er direkte folkestyre, og glemmer alt om det `repræsentative, styre pr stedfortræder. Demokratiet blev afløst af de 30 tyraners tyrani, i det gamle athen, desuden gjalt det kun for noble mænd, ikke kvinder, håndværkere, slaver, og tilflyttere, lig den danske grundlov.

Er det kun undertegnede, der finder det himmelråbende hyklerisk, at et sammenrend af konservative ministre under præsentationen af en "demokratikanon", hvor punkt #18 er Alexis de Tocquevilles lære om magtens tredeling, står og bræger op om, hvor vigtig denne demokratikanon er i dag, når der "er nogle i Danmark, som ikke vil demokratiet det godt", mens deres kumpaner og partifæller i selvsamme stund er godt i færd med at foretage administrativ udvisning af to tunesere på baggrund af et bevismateriale, som en uafhængig domstol ikke må have lov at vurdere i modsætning til Glostrup-sagen mod "EH", der som bekendt faldt både i første og andet forsøg.

Prøv lige at kigge indenad en stund de herrer ministre Møller, Mikkelsen, Bendtsen og fru Espersen og fortæl mig, med hvilken ret I spiller forargede på demokratiets vegne, når det er jeres egne politiske beslutninger, der udgør den største reelle trussel mod demokratiet og retssamfundet i dagens Danmark?

Man bekæmper terrorisme bedst ved at give borgerne _mere_ frihed - ikke omvendt.

Ulrik Høstblomst

sulpica har ret

Ifølge sagens natur med dansk deltagelse i krigen mod Afghanistan burde det hedde "Kanon-demokrati" i stedet for det nu anvendte "Demokrati-kanon"

Det ville være klædeligt at magthaverne ikke anvendte Ny-sprog !!

Men hvorfor i al verden skulle de dog lade være med det -- når de nu har magten ?

Seriøst - jeg har på fornemmelsen, at når eksempelvis Søren Espersen (DF) pludselig nævner Rosseau og John Locke i et TV-interview om, hvor fantastiske, disse Mohammed-tegninger er for os alle, og hvor synd det er, at de ikke er med i Demokrati-Kanonen, må det skyldes, at han sammen med Haarder, Mikkelsen, Sander, Fogh har alle oplysninger om historie og filosofi fra amerikanske sammendrag, tidsskriftartikler og det berømte leksikon på Internet-søgemaskinen Google, Wikipeida.

Bortset fra Per Stig Møller - inden han kom med i Foghs regering - og muligvis Bertel Haarder er der med garanti ikke nogen i regreingen, der har førstehåndskendskab til noget som helst i en større sammenhæng og sikkert heller ikke Jydske Lov, H.C. Andersen, Niels Bohr, Karen Blixen og hvad Danmark ellers har at prale med ud fra et mere og mere pinligt mindreværdskompleks - kulminerende med den vanvittige Mohammed-happening - som de normale nationer, inkl. vore naboer, ikke kender til.

Ret skal være ret - venstreorienterede kan også være storsindede - historieundervisningens afmontering startede i 1968 mere eller mindre parallelt med Studenteroprøret, og Socialdemokratiet med Ritt Bjerregaard ("det ikke alle kan lære, skal (må) ingen lære") i spidsen underminerede de sidste rester af tradition og objektivitet ("man kan ikke være objektiv", lød et af vulgærmarxismens mantra) - nu har disse totalamerikaniserede danske politikere så endegyldigt aflivet den humanistiske arv og stillet den i anti-islamiseringens og Det Internationale Samfunds* tjeneste.

* En uformel og antagelig variabel sammenslutning af nationer, der kan forekomme sammenfaldende med begrebet Vesten (minus Frankrig og til tider Tyskland) men inkl. Polen og Baltikum med Israel som en slags associeret medlem med konsulentagtig status

Og så er der lige den med den ”frie” presse. Regeringen rynker jo ofte og gerne på næsen af lande der har en ”statskontrolleret presse”. Men hvordan er det lige hos os selv? Hvilken karakter har regeringens kontakter har til ledelsen af den borgerlige presse og de licensfinansierede elektroniske medier. Det er et forhold der er alt andet end transparent og på ingen måde underlagt demokratisk kontrol.

I Danmark har man reel ytringsfrihed, hvis man lev at mærke har råd til at købe en mediekoncern…

ubayd, tak for et godt indlæg fra en side der sjældent får plads i medierne. Du har helt ret i, at den gældende version af Frihed og Demokrati giver religioner plads, hvis de bare holder sig uden for samfundsdebatten - den kristne Folkekirke unaturligt undtaget.

Som Anders Fogh Rasmussen skrev i maj 2006: "Den danske historie og kultur og det danske samfund er gennemsyret af kristen tænkning – ganske enkelt, fordi de fleste danskere er kristne. Og naturligvis betyder det noget i et folkestyre, hvad flertallet tror på. I den forstand kan religion og politik ikke ganske adskilles."

Begrebet "upolitisk religion" er en manisk konstruktion, og en af de mest hykleriske, vort samfund har accepteret som sandhed. Vi har som mennesker vore holdninger ud fra alt det, som vi tror på - ideologi, filosofi og såmænd også alt muligt spirituelt. Dette mix definere os som personer.

Et flertal tror på Demokrati som styreform, og taler ud fra det - men deres kristne opdragelse skinner helt naturligt igennem, og fred være med. Problemet opstår når denne lammende konformitet brydes under mødet med andre kulturer - for disse fremmede med deres usædvanlige religioner har ikke samme ret til at lade deres indre stemmer åbent præge liv og beslutninger.

Metoden svarer til den som Sovjet brugte, da diverse etniske mindretal skulle assimileres. De etniske grupper fik lov til sjovt tøj, underlig musik og folkedans, mens alle andre dele af deres kultur skulle underlægges statskommunismen.

Magthaverne har altid travlt med at cementere, at deres udvalgte styreform er den eneste naturlige - alt andet er enten latterligt eller ulovligt. Som en minister fra et etparti-styre engang kommenterede: "Hvor mange parlamenter har I i jeres land?". Han mente, at der inden for rammerne af hans parti, kunne være lige så meget bredde og plads til forskellighed, som vore parlamenter levner os - og det mener jeg han principielt har ret i.

Du kan kun deltage i vores etparlament-styre ved stramt at underlægge dig de begrænsninger, som denne styreform dikterer. Du må godt privat tænke religiøse tanker, men du må ikke argumentere politisk med dem. Alt er dog i orden, hvis blot du skjuler religionen bag andre ord, når du fremlægger dem offentligt.

Hvis du ærligt står frem og siger, at dine beslutninger skyldes religiøs overbevisning, hører du ikke hjemme i Demokratiet. Og hvis du som fx muslim ikke siger det, så sætter alle dine modstandere åbent spørgsmålstegn ved, om du alligevel er for præget af din religion til at måtte være politiker.

Imens helligholder de selv politiske ideologier som Frihed, Demokrati og Liberalisme, der er blevet til fundamentalistisk eviggyldige sandheder. Disse begreber må der ikke sættes spørgsmålstegn ved. Og da slet ikke, hvis du er muslim. Og at antyde, at politikernes tro på disse dogmer nærmer sig religiøs fanatisme - det er helligbrøde.

Der er alt for få kvinder i politik, siges det af og til. For mig er det et større problem, at alle politikere til forveksling ligner hinanden. Vores demokratiske system er bygget til at tiltrække en bestemt form for magtmennesker, og systemet giver dem ret begrænsede muligheder for at reelt at udfordre parlamentets grundlæggende ideologi.

Jeg er på enhver måde imod at skulle leve i dit teokrati, som jeg frygter vil efterlade mig med langt færre friheder, end der er tilbage i vores demokrati. Jeg holder af muntert at kritisere enhver ideologi, uanset om den er svøbt i religion eller politik. Til gengæld sætter jeg stor pris på, at alle har friheden til at fremlægge nye og overraskende tanker.

Som gammel anarkist er heller jeg ikke repræsenteret under dette folkevalgte styre. Regeringens nye kanon skal cementere dette bevidste fravalg af anderledes tanker, og viser på god darwinistisk vis, at det danske folkestyre med historisk determinisme har udviklet sig til verdens ypperste, til at styre folk.

Heinrich R. Jørgensen

Femte juni kvalmen kom tidligt i år...

Det burde være åbenbart for enhver, at Danmark er en bananrepublik. Med en inferiør forfatning, der ikke sikrer magtens tredeling, kan det ikke være eller blive anderledes. Det er slemt at tænke på...

Hvad der dog er endnu mere kvalmende, er at blive konfronteret med politikere o.a., der i kollektiv symbiose forsøger at sælge en massivt bedrag og selvbedrag om vores folkestyre, vores retsstat og befolkningens indflydelse og rettigheder.

Det er glædeligt at se, at der trods alt findes små oaser af frirum (læs: dette debatforum, når det er bedst), hvor ikke alle har overgivet til de officielle skåltaler...

Mvh

Jeg må med skam i stemmen korrigere min ovennævnte kommentar, da jeg kan konstatere, at jeg har fået forvekslet et par franskmænd: #10 på listen er Charles de Montesquieu, som er den retteophavsmand til læren om magtens tredeling, mens Tocqueville erhvervede sig sin berømmelse bl.a. ved studier af det spæde amerikanske samfunds indretning.

Jeg mener dog, at min overordnede pointe kan fastholdes - nemlig, at det er hyklerisk at fremsætte en såkaldt "demokratikanon" med ophavsmanden til læren om magtens tredeling prominent placeret, mens man i samme stund uddeler verbale drag over nakken til en ikke nærmere defineret befolkningsgruppe på trods af, at ens partifæller faktisk er de første, der tager initiativ til konkret at undergrave den demokratiske samfundsorden.

Heinrich R. Jørgensen

Jeg synes det er hyklerisk at fremhæve Montesquieus berømte analyse af nødvendigheden af magtens tredeling, men af en anden årsag, nemlig at den danske grundlov ikke sikrer magtens tredeling!

Men til gengæld er det jo heldigt, at lidt interesse for Montesquieu måske vil give nysgerrige et kvalificeret bud på, hvorfor vi oplever at have en ineffektiv og sammenspist ledelse af landet, og på nogle områder ringe retssikkerhed?

Mvh

Jeg er lidt glad over, at Jakob Schmidt-Rasmussen denne gang nøjes med at pådutte mig, at "jeg vil kæmpe for, at mine religiøse synspunkter omsættes til lov". Det er naturligvis forkert, men normalt slynger han langt voldsommere fejllæsninger ud. Men ok, jeg skrev heller ikke, at det var "forbudt at arbejde politisk for at fremme holdninger, som er religiøst begrundede i et demokrati", som Jakob Schmidt-Rasmussen "citerer".

I Danmark kan enhver - også politikere - frit fortælle, at de lever ud fra "kristne værdier" uden samtidig at skulle forklare, at disse naturligvis kun består af en bevidst afskrælning af et beskedent hjørne af Bibelens bud. Modsvarende kunne en muslim da godt argumentere for det rimelige i at leve ud fra sharia. Men hvis vedkommende samtidig arbejder normalt politisk i et "normalt" dansk parti, starter heksejagten omgående. Så det er ikke forbudt, blot umuligt.

Jeg er modstander af sekulært hykleri, og det var hvad jeg beskrev. Jeg argumenterede imod den meningsløse beskrivelse af et frit folkestyre som et, hvor der er en klar sondring mellem politik og religion.

Jeg er også modstander af religiøst hykleri og opfatter ikke selv noget som "helligt", Jakob. Du er en ihærdig debattør, men bruger for lidt tid på at læse de indlæg, som du "svarer" på. Jeg reagerer også mest, da din ihærdige pådutning af umulige synspunkter altid irriterer - men det er vel derfor du gør sådan.

Konflikten i Nordirland er kun en religionskrig ud fra en meget overfladisk betragtning. Striden er den gamle historie om besættelse, mindretal, del og hersk politik. På samme måde er det i dag en helt overflødig skelnen at argumentere for, at verdslig lov står over diverse religioners universelle love. At sådanne påfund kan være religiøst betingede, er ligegyldigt. Betydningen er blot det indlysende i, at en lokal motorcykelklub heller ikke kan indføre egne love, der står over samfundets generelle.

Religion er ideologi. Ideologi er religion. Det ene påstås at være rationelt og fornuftsbetinget, men det er ikke mere fastslåede kendsgerninger, end at vi alligevel er dybt uenige om indholdet. Jeg nægter at tage det ene mere alvorligt, end det andet. Og jeg nægter at behandle det ene mere høfligt, end det andet.

Regeringens kanon prøver krampagtigt at ophøje en tilfældig ideologi til en fælles norm, som skoleelever og indvandrere nu skal opdrages efter. En mere fremadrettet metode ville have været at starte en fælles debat om folketstyrets fremtid...

Den nye konsensus.

Hvis demokrati og markedsøkonomi havde været en god ide, havde erhvervslivet forlængst indført det som internt styringsredskab.

Demokrati har aldrig været på tale, men i 1-ste halvdel af 80-erne forsøgte en række store danske virksomheder at indføre "intern markedsøkonomi" mellem deres afdelinger.

Forsøgene blev en dundrende fiasko og kombinationen diktatur og planøkonomi er nu genindført i alle virksomheder, men man lærte noget nyt:

Et nyt ord dukkede op: "Transaktionsomkostninger". Det var disse omkostninger (andet ord for interne slagsmål og magtkampe) der stoppede eksperimenterne.

Det er sjovt, at det eneste styringssystem der fungerer i virkelighedens (erhvervslivets) verden: Diktatur+planøkonomi - skal dæmoniseres i det offentlige rum.

Det samme gælder mere abstrakte filosofier. Efter socialismens og (i vores del af verden) snart religionernes fald, er den eneste overlevende ideologi den "Darwinistiske ateisme".

Dyrkelsen af overmennesket (X-factor) på bekostning af folket (rundkredspædagogikken) er på vej mod konsensus, mens ideologiens tænkere (Nietzche og Hitler) på papiret fortsat dæmoniseres - især sidstnævnte.

Tanken om at give evolutionen "en hjælpende hånd" (Auswich) må være lige om hjørnet.

Suk... Jeg har lidt svært ved at se hvorfor Villy Søvndal og Enhedslisten absolut skal rodes ind i denne tråd. Mit ærinde var et helt andet, men du får da et sidste svar, for lad os da bare lige punktere endnu et af dine postulater:
"ligegyldigt, om antidemokrater er kristne, muslimer eller ateister! Det var netop det, som Villey sagde". Nej, det sagde han intet om, hvis du her refererer til Villy Søvndals berygtede udfald mod Hizb ut-Tahrir, som du i givet fald selv burde læse.

Store og betydende statsmænds konsekvente misbrug af Frihed og Demokrati har tømt ordene for reelt indhold - så i den sammenhæng må du gerne kalde lige netop mig for "antidemokrat", hvis det kan more dig.

Selv om det er en Fogh-agtig tåbelig etiket at benævne alle, der kritiserer den nugældende styreform i Danmark for "antidemokrater". Til din åbenlyst nødvendige orientering, er "Demokrati" ikke et entydigt begreb.

Demokratiets udformning i fx Frankrig, Rusland og USA er udmøntet i en så forskellig praksis, at de kun minder svagt om hinanden på det helt ydre plan. Lidt som de indbyrdes forskelle i en "Kristendom", der dækker alt fra pavetro katolikker til juleaftentro danskere. Eller tilsvarende for upræcise begreber som sikher, muslimer og jøder - liberale, socialister og anarkister, whatever.

Vladimir Putin hylder Frihed og Demokrati. Det samme gør Anders Fogh Rasmussen og George W. Bush, men det er åbenlyst, at de lægger vidt forskellig betydning i ordene.

"Religion mig her og religion mig der."

- skrev den islambesatte scientolog.

Jeg er enig! Religion er så sandelig ikke det interessante her, men snarere den danske politiske elites kvalmende dobbeltmoral og selvfejring. I den forbindelse skal lyde en tak for en række glimrende indlæg fra Sulpicia, Ulrik, Tom, petersen et al. God tråd!