Læsetid: 3 min.

Ikke et ord om islam

Men 2500 års europæiske højdepunkter i regeringens nye demokratikanon
13. marts 2008

"Hvorfor er offentlighed i forvaltningen ikke et punkt i demokratikanonen?" Det var et af de spørgsmål, lanceringen af en ny demokratikanon rejste, da værket i går lanceredes på et pressemøde i Folketingets historiske Samtaleværelse. Med henvisning til, at svenskerne har langt større åbenhed end Danmark.

Udvalgets formand, professor dr. phil. Knud V. Jespersen forklarede, at det var et begreb, som var vanskeligt at konkretisere og tematisere, og at begreber af denne type "befandt sig i udkanten af udvalgets kommissorium."

"Vi har ikke haft til opgave at fabulere om, hvad et perfekt demokrati er, men at pege på forudsætninger," supplerede professor ph.d. Peter Kurrild-Klitgaard, og ph.d. David Gress, skribent på Jyllands-Posten, understregede, at demokrati ikke var paradis på jord.

Og hvorfor var grænsen sat ved år 2000?

Hertil forklarede udenrigsminister Per Stig Møller, at kun således var der mulighed for distance til stoffet. Ellers ville kanon ende i journalistik. Formanden tilsluttede sig synspunktet, at overblik havde behov for en vis afstand. Ellers risikerede man at drage forkerte slutninger, så debatten kom til at handle, ikke om demokrati, men om alle mulige andre dagsordener, der netop nu var aktuelle.

Muhammedtegninger?

De tre tilstedeværende ministre, udenrigsminister Per Stig Møller, kulturminister Brian Mikkelsen og undervisningsminister Bertel Haarder samt udvalgsformanden gav hver især indledningsvis udtryk for, at demokrati var noget, der hver dag skulle kæmpes for, og at denne kamp krævede viden om demokratiets rødder. Her forelå nu et ikke-obligatorisk undervisningstilbud med 11 konkrete, historiske begivenheder fra Reformationen til Folkeafstemningen om EF. Desuden en introduktion til 16 tænkere og filosofiske strømninger samt otte politiske tekster fra Magna Carta til den danske grundlov. Sidstnævnte blev i øvrigt besunget af Folketingets formand, da denne bød velkommen.

Selv om Knud V. Jespersen betegnede udvalgsarbejdet som "i sig selv et eksempel på demokrati", eftersom uenigheden undervejs havde været stor, så fremtrådte forfatterne i stor samdrægtighed, indtil spørgsmålet om afgrænsningen blev rejst. Her brød sognepræst, ph.d. Kathrine Lilleør ud og gav udtryk for, at hun personligt havde været meget uenig og eksempelvis havde ønsket striden om Muhammed-tegningerne med. Det var til gengæld den vistnok eneste gang, islam eller dens profet blev nævnt overhovedet.

Et spørgsmål om, hvorvidt kanonen skulle oversættes til arabisk, blev besvaret med, at der intet kontroversielt ville være i det, udenrigstjenesten arbejdede i forvejen for demokrati i de arabisk talende lande.

At kanonen så godt som udelukkende koncentrerer sig om Europa og den vestlige verden lå i sagens natur, mente flere af udvalgets medlemmer, eftersom det var i en vestlige verden, demokratiet var udviklet, og der lå heller ikke nogen kontrovers i, at den eneste begivenhed, der overskred historiske modsætninger inden for den vestlige verden selv, var Rushdie-sagen.

Da Bertel Haarder blev bedt om en definition på demokratiets fjender, lød svaret, at det var dem, der ikke ville indrømme andre den samme frihed, som de selv krævede, ikke ville være uenige i skikkelighed, eller ikke ville forstå, at frihedsrettighederne var en forudsætning for myndighed.

Udenrigsministeren supplerede med at opregne de demokratiske frihedsrettigheder, og professor dr. phil. Ole Thyssen betonede begrebet tolerance, men også, at vi nu befandt os i en tid, hvor man var nødt till at gennemtænke, hvad man mente med tolerance, samt hvor grænsen for tolerancen gik. Det var også en del af baggrunden for kanonen.

En skikkelig måde

Flere af personerne i kanonen var ikke selv demokrater, hvilket Bertel Haarder fandt anledning til at understrege. Grundtvig var således nok for frihed, men ikke for flertalsstyre, og indførelsen af dette gav stødet til at han fandt på højskolen. Og Luther var aldeles ikke demokrat! Men her havde Kathrine Lilleør igen kæmpet, forstod man. Hun var "lykkelig over at Reformationen og Luther var med," fordi det var her, religionsfriheden knæsattes i Europa.

At pavens magt blev brudt var vigtigere end demokrati, og hvis Luther ikke skulle med, ville hun have opponeret imod alle historiske personer før 1915, hvor kvinderne fik valgret. Før have vi jo ikke haft demokrati!

Der blev citeret meget - Nordahl Grieg, Churchill, Kaj Munk og Løgstrup, den sidste den, der efter såvel udenrigsminister som undervisningsminister, havde sagt det mest fornuftige om demokrati: At det var en skikkelig måde at være uenig på.

Bagefter var der hvidvin, hvid vand og pindemadder.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu