Den er både en velsignelse og en forbandelse. Den dukker op lige pludselig og lukker alting ned, og sandet lægger sig overalt. På tøjet, i øjnene, i lungerne og på samtlige overflader indenfor og udenfor. Da det begynder at regne, er det ikke rensende dråber, der falder ned fra himlen, men fugtige dråber sand, der sætter sig som runde gule plamager på tøjet og i lerede pytter, der hurtigt tørrer ind og bliver til stenhård ørken.
Men den er også afsindig smuk. Når sandstormen lukker alting ned, lukker den også en mærkelig afsondret uvirkelighed ind i den krigszone, Irak har udgjort de seneste fem år. Man kan ikke se 100 meter frem for sig, og ind- imellem ikke engang fem, mens klare og mærkelige farver lægger sig som et filter gennem det fine sand, vinden hvirvler op.
"Jeg har været udstationeret hernede to gange, men jeg er ikke blevet træt af det endnu, selv om det kommer alle steder," siger den amerikanske marineløjtnant og løfter en bog fra kommoden og sender en sky af fint gult sand i lokalet.
Udenfor på gangene i den gamle stationsbygning fejer en soldat forgæves gulvet for tredie gang denne dag, mens det fine pulversand umærkeligt trænger ind gennem alle huller og sprækker og lægger sig overalt, og det orange lys brænder igennem hullerne i de mørklagte vinduer, som om et hav af lava prøver at trænge ind.
"Der kom lige et opkald ind fra en marine ude i ørkenen. Han sagde, at han ikke kunne se noget to meter foran sig ud over den her orange farve, like the surface of Mars. I går var det lilla. I morgen er det en anden farve, og alting ligger stille her, indtil sandstormen lægger sig".
Den amerikanske militærbase i Iraks Anbar-ørken er i sig selv et uvirkeligt sted, selv uden sandstorme til at afskære den fra den virkelige verden.
Togvognene fra en anden æra, da Saddam Hussein stadig var ved magten, står klodset op omkring den tidligere togstation, forladt på sporene; nogen væltet ned ad sandbankerne, men de fleste stående på skinnerne, som var de netop forladt og parate til at køre. Men det irakiske togsystem er ligesom så meget andet i det krigshærgede land meget langt fra at fungere, og i stedet er de kæmpe turbinehaller i dag indtaget af Humvee-jeeps, kampvogne og pansrede motorkøretøjer fra det amerikanske marinekorps i denne udpost nær den syriske grænse. Den er netop blevet åbnet igen og lukker varer ind i denne del af Anbar-provinsen. Provinsen var tidligere et af stederne med mest indædt modstand mod de fremmede koalitionsstyrker, men i dag er den mere eller mindre forsvundet fra de daglige dispacher med dårligt nyt fra Irak.
Men soldaterne fylder på en eller anden måde ikke så meget i det nøgne ørkenlandskab, hvor ørkenen strækker sig hele horisonten rundt, selv på en dag med vind. En af de udrangerede togvogne har ordet "Chapel" skrevet med et bogstav i hver støvet rude, og bagved ligger en vakkelvoren træbygning med et lille tårn til at markere den lokale kirke, som et midtpunkt i en forblæst westernby, mens de lange rækker af militærkøretøjer genetablerer formålet med tilstedeværelsen i denne ørken.
Men vejret er der ingen, der kan styre, og mens militærkøretøjerne bliver dækket med gult støv, genindtager ørkenen for en tid sit gamle territorium.
