Kommentar
Læsetid: 4 min.

Den pinefulde forandring

Dvoráks 'Rusalka' i musikalsk pragtopførelse på Operaen
Kultur
5. marts 2008
Den værgeløse havnymfe Rusalka - senere med ben - i Gitta-Maria Sjöbergs skikkelse er som i H.C. Andersens fortælling fanget mellem to verdener og har kun døden i anden potens som udvej.

Den værgeløse havnymfe Rusalka - senere med ben - i Gitta-Maria Sjöbergs skikkelse er som i H.C. Andersens fortælling fanget mellem to verdener og har kun døden i anden potens som udvej.

Det Kgl. Teater

Antonín Dvorák forbindes ikke ofte med operaer, skønt den store tjekke rent faktisk skrev 10 af slagsen. Af disse er Rusalka den mest kendte, mestendels på grund af Rusalkas ørehænger af en sang til månen i operaens første akt.

Men Dvoráks eminente melodiføring og helt personlige instrumentering fornægter sig ikke, og operaen efterlader lytteren i et klangbad som hos Wagner, inspireret som Dvorák på flere måder var at sit tyske forbillede.

Rusalka fra 1901 med libretto af Jaroslav Kvapil er en lille-havfruehistorie med udgangspunkt i Friedrich de la Motte Fouqués eventyr Undine fra 1811 og med spor af H.C. Andersens senere så tragiske eventyr om havgestalten med kvindekrop og fiskehale, der så inderligt gerne vil være noget andet, vil være menneske for at kunne forene sig i kærlighed og dagslys med den attråede prins på slottet.

Undine må give talens brug i pant for omforandringen med haletab og smertende blødende fødder. Den skæbne deler Rusalka, der over for heksen insisterer på den farlige og umulige transformering. Selvsagt går det som spået af heksen, som virkelig er en heks, grueligt galt.

Prinsen kan selvfølgelig ikke begribe, at hans underskønne Rusalka ikke mæler et muk, og at hun er kold som en nylandet fisk fremmer heller ikke parforholdet.

Den grumme ægte menneskeprinsesse, der gerne ser prinsen i eget garn intrigerer over for den værgeløse havnymfe - nu med ben - og har let spil med prinsen, der ikke just brillerer ved indsigt og visdom. Tragedien er komplet. Rusalka er fanget mellem to verdener og har kun døden i anden potens som udvej.

Trist historie

I Den Kgl. Operas udgave af Rusalka er handlingen henlagt i en mere prosaisk tidsalder, end forlægget umiddelbart beskriver.

Et rustikt Tjekkiet i det 20. århundredes midte, hvor småborgerskabets fjendtlighed mod den anderledes kvinde med den vaklende gangart nok så meget ansporer prinsen til at finde på noget andet end ofre sig i kærlighedens kompromisløshed. Omgivelserne er jo helvede.

Man skal i forståelsens navn ikke give sig til at læse instruktøren Richard Jones udtalelser til programmet, det er noget vås om aktuelle kropsforandringsambitioner og anoreksi og den slags, men blot tage iscenesættelsen til efterretning som et bud på eventyret.

Det halvmoderne Tjekkiets forudsætninger for at danne ramme om historien er til stede i den nævnte bondske jævnhed i folk og folkefantasi; i den harske lugt af tørv og i de bundløse moser. At ville gøre sig fri af dette sure vandland kan have sin pointe.

Resultatet på scenen er ikke sexet, hvad der et eller andet sted er opfattelsens svaghed. Rusalka bliver ikke på noget tidspunkt gjort til en godbid af et kvindfolk ved den ellers simpelthen pragtfuldt syngende Gitta-Maria Sjöberg; titelpersonen er ikke i Nicky Gillibrands kostume af en art, der får mænd til at dumme sig.

Og prinsen ved Johnny van Hals effektive tenor er nærmest udstyret lettere kvabset og ligner en opgivet provinsfrikadelle. Betagelsen de to imellem, prins og Rusalka er ikke så indlysende for andre, hvilket i sig selv kan være en slags ægthed i forestillingen.

Mageløse Resmark-heks

Heksen i den altid uforlignelige Susanne Resmarks tyngde forekommer rimelig i sin mageløse hovedrysten over Rusalkas insisteren på ilandstigning og amputerede fremtid.

Iscenesættelsen lever og ånder ved sin sørgmodige konsekvens og med scenografi ved Giles Cadle, der understreger tristessen. De levende dødes klub er ikke et sted, man gerne kommer, og slet ikke som mand, idet man efter dødskysset af andre fortabte undiner bogstaveligt talt rulles i graven med et hørligt brag. (Sig mig engang, kommer de medvirkende ikke til skade?)

Som vidne til tragedien i første parket står søtrolden eller Rusalkas far, sunget smukt og bevægende af Gustav Belacek, mens partiet som den onde prinsesse ikke giver så meget stof til Tina Kiberg.

Hvis man på et felt må tage munden fuld, gælder det atter engang Det Kgl. Kapel. Efter en svag start, rullede ensemblet sig ud under Michael Schønwandt i en pragt, der er kongruent med Dvoráks format.

Schønwandts eget vokser og vokser. Hvad denne betydelige kunstner leverer, fås næppe bedre, mere farverigt, nuanceret og dynamisk. En musikalsk totaloplevelse.

Man kan, som det sikkert fremgår, diskutere iscenesættelsen. Gud ved, om der en dag kommer en instruktør der tør gøre, som det er den indlysende mening!

Når det er sagt, giver Richard Jones sit bud med konsekvens og stille tragik midt i jævnheden. Enkelte dumme påfund sniger sig ind: Hvorfor nu det projicerede ansigt i Månen? Det er for primitivt.

Nedrulningen af fortabte mænd nærmer sig som antydet det komiske. Og bør Rusalka ikke være udstyret underskøn og uden vaklen, da hun endelig har vænnet sig til ben at gå på?

De, der ikke kender Dvorák som operakomponist, bør ikke desto mindre søge til Dokøen og håbe på, at det ikke pisser ned og blæser en stiv kuling som på premiereaftenen.

Tilkørsel, parkering, tilgang, fragang og frakørsel er stadig et mareridt. Har de ansvarlige opgivet at gøre noget?

Har Det Kgl. Teaters ledelse også opgivet at reformere garderobeforholdene og sætte flere siddepladser ud i foyeren til gamle og gangbesværede? Skal det være, som det er værst - stadigvæk?

Antonín Dvorák: Rusalka. Medv.: Gitta-Maria Sjöberg, Johnny van Hal, Gustav Belacek, Tina Kiberg, m.fl. Instruktion: Richard Jones, scenografi: Giles Cadle, kostumer: Nicky Gillibrand, lysdesigner: Mimi Jordan Sherin, koreograf: Linda Dobell. Det Kgl. kapel. Operakoret. Dirigent: Michael Schønwandt.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Se Rusalka i Prag. Narodni Divadlo (Nationalteatret) har de sidste to opførelser denne sæson 18.april og 5.maj 2008. Læs mere: http://www.narodni-divadlo.cz/Default.aspx?jz=en