En af de bemærkninger, Anders Fogh vil huskes for, er hans ønske om, at religion kunne holdes væk fra det offentlige rum. Nu har Villy Søvndal med held gentaget ønsket. Er der to, der står sammen i dansk politik - Desværre må man bedrøve de to toppolitikere med, at de ikke får deres ønske opfyldt. Et lidt mere beskedent ønske, men dog også vanskeligt at opfylde, udtrykte statsminister Stauning i 1930'erne, hvor han udtalte: "Hold de hellige i ro, ellers er fanden løs!".
Men man skal nok ikke vente sig, hverken at religionen forsvinder, eller at de hellige holder sig i ro. Det har vi jo just set i den sidste måneds tid, hvor hærværk i Guds navn med bilbrande og skoleødelæggelser har floreret.
Det var her Villy Søvndal fik sin finest hour med sit ønske om, at de hellige krigere måtte gå "ad helvede til". Ikke dårligt.
I religionens navn
Religionen trækker sig ikke tilbage. Måske hænger det sammen med, at religion er et af de vigtigste områder i menneskelivet. Ligesom sex, politik og nogle få andre ting.
På disse felter begås der frygtelige ting. Mord, tyranni, mishandling, løftebrud og meget andet har også deres hjemsted i disse vigtige verdener. Man kan gøre næsten alt i religionens navn; man kan blot nævne korstog, hellig krig, stening, afbrænding og mange andre ondskabsfulde ting for ikke kun at holde os til det aktuelle. Hjernevask følger megen religion. Men derfor forbyder vi ikke religion, for det er herigennem, vi forstår tilværelsens storhed, grusomhed og ufattelige storhed; og den guddommelige kærlighed
Kønsdriften har forårsaget jalousimord, frygtelige hævnakter, voldtægt og ydmygelser og mange andre ting. Seriemordere er næsten altid seksuelt motiveret. Men derfor forbyder vi ikke sex, for det er vejen til at opnå stor lykke, og det er døren ind til det næste slægtled.
Og politik er måske det område, hvor det går værst til, for her kan meget ske med lille årsag. Politik drives ofte som krig med andre midler, hvor det gælder om at snyde hinanden på bedste vis, at finde sine venner blandt sine fjenders fjender. Løftebrud er et begreb, der kan beskrives med mange synonymer. Den italienske statstænker, Machiavelli sagde lige ud, at hvis man ikke brød sig om at være et uhæderligt menneske, skulle man holde sig fra politik og blive hjemme i sin have. I det 20. århundrede så vi politiske forbrydelser i et hidtil ukendt omfang hos f.eks. Hitler, Stalin og Mao. Alle tre blev de forgudet verden over - en tid lang indtil sandheden blev offentligt kendt. Men fordi politik kan være en beskidt affære, forbyder vi ikke politisk aktivitet, men opmuntrer den tværtimod.
Forbrydelser og forbrydere har altså ikke pladsmangel, for de kan færdes overalt. Men derfor afskriver man ikke disse tre nævnte områder af vort liv. At leve med hinanden er politik, som vi derfor ikke kan undvære, da vi er sociale væsener; at give liv til hinanden og den næste generation sker gennem sex, og det vil vi ikke undvære.
Samfundskittet
Og religion kan vi ikke give afkald på. Den dyrkes i utallige former verden over. Nogle religioner, som f.eks. buddhisme eller scientologi, toner ikke rent flag, men nægter at være religioner. Men tro dem ikke på deres ord. Ordet religion betyder formentligt 'sammenbinding', altså at se denne verdens mange fænomener i en større og meningsgivende sammenhæng.
Og religion er altid med i det offentlige rum. Den holder sig aldrig for sig selv. Den kristne kirke har været med til at forme vort samfund med hospitalshjælp, fattighjælp (socialhjælp) og har givet vort samfund mange af de afgørende idealer, som er fundamentale for os. Overalt i landskabet ligger kirkerne og kalder på os. Både gennem øjet og nydelsen af de pragtfulde kirkerum og med øret, fordi kirkeklokkerne forvandler vore omgivelser til en gudstjeneste. Kirken er virkelig meget langt fremme i det offentlige rum, og det skammer den sig overhovedet ikke over. Og kirkefolk kan slet ikke se, hvorfor de skulle dukke hovedet, for de har ikke noget at skjule. Hverken vore gudstjenester, sjælesorg, koncerter og mange andre ting holder vi hemmelige, men deler dem gerne med andre i al offentlighed og åbenhed.
Alligevel har vi her i Vesten gjort os tingene vanskelige. Vi har nemlig siden renæssancen etableret et intellektuelt skel, som andre kulturer ikke har. Nemlig at der er noget, der er i den ydre verden og handler om denne, f.eks. fysik, astronomi og de andre naturvidenskaber. Og så er der noget, vi selv finder på, men som ikke er "objektivt". Er billedet på væggen f.eks. smukt? Det gives der ikke noget objektivt svar på, for det kommer an på, hvad den enkelte tilskuer synes. Eller er det rigtigt at handle etisk eller ej? Dette er en mellemting og må derfor også have et mellemsvar.
Der er store forskelle i, hvad forskellige kulturer og individer anser for at være etisk korrekt. Må man stene kvinder eller omskære dem? Vores kultur svarer nej, mens man i mange samfund, som er præget af islam, vil sige ja. Må man gerne ryge? Mange vil svare nej, fordi man ødelægger sit eget og andres helbred, mens andre vil sige at svaret herpå må være, at det er en personlig sag. Alle disse og mange flere spørgsmål er i vores kultur 'subjektive', dvs. overladt til individer eller enkeltgrupper at tage stilling til. Svarene på dette område er altså ikke 'objektive', dvs. gældende for alle i vestlig kultur, og derfor giver det tilsyneladende en slags mening at forvise dem fra det offentlige objektive rum til sjælens indre rum, hvor mennesker selv tager stilling enten individuelt eller sammen med ligesindede grupper, de være sig politiske eller religiøse el.a. Nu er der bare det ved det, at det offentlige rum ikke er forbeholdt objektive kendsgerninger eller troværdige og sandfærdige videnskabelige beskrivelser, men det rummer også politiske slagsmål, moralske seksualdiskussioner og religiøse kætterdomme, ja, det rummer alt lige fra irenisk, troværdig politik og dybsindig religion - til plattenslageri af alle slags. Det tror jeg heller ikke at de to toppolitikere vil benægte.
Pli og god tone
Men så må de jo mene noget andet med 'religion', og hvad kan det mon være? Måske ikke religion som sådan (det ville også være en ordentlig mundfuld), men måske en bestemt religion eller dele heraf. Nemlig den, hvor man kan begrunde urimelige kønsroller, afbrændinger af biler og andre vestlige symboler såsom Dannebrog. Men her er vi ovre i noget helt andet, og mon så ikke man skulle sige dette lige ud i stedet for politisk korrekt at almengøre problemet til ukendelighed ved at tale om religion som sådan. Skulle man ikke i stedet sige, at der er elementer i den muslimske religion, som kan gøre den til en meget vanskelig importvare. Og understrege, at hvis dens tilhængere vil gøre sig gældende hos os, må mange af dens udøvere lære sig almindelig pli og god tone i det samfund, de er kommet til.
Det har mange af dem allerede gjort, men der er endnu nogle, der ikke har fulgt med i klassen.
Er det ikke det, der er problemet, og ikke religion som sådan?
