Læsetid: 9 min.

Der skulle ikke så meget til for at blive likvideret

Den tidligere modstandsmand og kommunist Herluf Rasmussen har selv udført likvideringer under besættelsen. Han har også fået ordrer højt oppefra til at likvidere folk, som ikke var skyldige. Information interviewer den nu 87-årige tidligere københavnske politiassistent i anledning af premieren på filmen 'Flammen og Citronen'
28. marts 2008

Herluf Rasmussen var under besættelsen leder af et illegalt politikompagni, der talte 120 bevæbnede medlemmer. Han har personligt likvideret to personer, som arbejdede sammen med tyskerne under besættelsen.

Det har ikke siden hen givet ham onde drømme, forsikrer han, for som den tidligere københavnske overbetjent formulerer det:

"Selvfølgelig kendte vi som betjente landets love, men lige så snart en arbejdede sammen med tyskerne, så havde vi vores egne love, og så kunne man risikere at blive henrettet. Sådan var det. Og det var nødvendigt dengang, at det var sådan."

I anledning af premieren på Flammen & Citronen, hvis hovedpersoner var blandt de mest aktive stikker-likvidatorer under besættelsen, har Information bedt Herluf berette om sine egne erfaringer med likvideringer. Og de er langt fra entydige. Herluf medgiver nemlig, at "der skulle ikke så meget til for at blive likvideret."

I to tilfælde har han således fra højere instanser i politiet modtaget ordrer om at likvidere personer, hvor han efter at have undersøgt sagen valgte at afstå. Personerne kunne nemlig ikke være skyldige.

Det ene tilfælde drejede sig om en manufakturhandler på Nørrebrogade. Han skulle ifølge de oplysninger, Herluf i marts 1945 modtog fra Hans Christensen, der dengang var leder af det illegale politis efterretningsvirksomhed, samarbejde med tyskerne.

"Jeg var lidt loren, for jeg kunne ikke forstå, hvorfor en sådan person ikke for længst var blevet afsløret af beboerne i ejendommen. For en sikkerheds skyld bad jeg derfor om at få ordren bekræftet, og jeg fik den besked fra Christensen, at den var god nok," fortæller Herluf.

Han sendte en af sine mænd ind i tøjforretningen for at købe et slips og sikre sig, at kysten var klar, hvorefter Herluf selv stormede ind med sin pistol skudklar. Nu ventede han bare på, at manden i butikken skulle komme frem fra baglokalet.

Personlig hævntørst?

"Det viste sig at være en af mine egne illegale folk fra politikompagniet, der arbejdede i forretningen. Selv om han var illegal, var han ansat af manufakturhandleren, der altså måtte være god nok. Jeg sagde så til min mand, at han skulle advare sin chef: Nogen var ude efter ham, så han skulle holde sig væk fra forretningen," forklarer Herluf, som stadig af og til grubler over den historie. Ikke mindst i forbindelse med, at han i sin høje alder er gået i gang med at skrive sine erindringer bl.a. om tiden som folketingsmedlem for SF og senere CentrumDemokraterne.

"Det er da klart, at den slags sætter tankerne i gang. Hvad drejede det sig om, og hvad er der gået forud? Var det personlig hævntørst? Efter krigen blev Hans Christensen næstkommanderende i Politiets Efterretningstjeneste, men under besættelsen var det ham, der udarbejdede de sedler, der gav ordre til likvidering," fortsætter Herluf.

Oprindelig blev Herluf uddannet som speditør, men under besættelsen blev han med en nabos hjælp ansat som såkaldt reservebetjent.

Sammen med hundredevis af andre reservebetjente fik Herluf til opgave at bevogte jernbaner, elværker, broer osv. mod sabotage.

"Det var ret usædvanligt, at jeg som medlem af Danmarks Kommunistiske Parti kunne blive ansat i Københavns Politi, men jeg blev altså nærmest puttet ind af min nabo. Og den første opgave for mig var at undersøge, om nogle af de andre nyansatte reservebetjente var modne til at blive modstandsfolk og modne til at blive kommunister."

Det lykkedes Herluf at få organiseret en gruppe på seks-syv mand, der i foråret 1944 blev tilsluttet sabotageaktionen BOPA, der var stiftet af tidligere Spaniensfrivillige og kommunister. Herlufs gruppe deltog bl.a. i sommeren 1944 i to sabotageaktioner mod en virksomhed i Ryesgade, Nordwerk, der fremstillede dele til de tyske V2-bomber.

Da det danske politi blev arresteret af tyskerne den 19. september 1944, blev Herluf og hans gruppe af reservebetjente, der i månederne frem mod befrielsen voksede til omkring 120 mand, næsten alle bevæbnede med pistoler eller maskinpistoler, frigjort fra BOPA. I stedet fik de til opgave at holde lav profil og holde sig klar, så de igen kunne træde i tjeneste, når besættelsen ville være forbi.

Blandt medlemmerne organiserede Herluf også en såkaldt Aktivgruppe, som han selv deltog i. Den skulle udføre specielle opgaver heriblandt likvideringer.

"Det siger sig selv, at problemet, om det nu også var den rigtige mand, der skulle likvideres, hele tiden opstod. Derfor lagde man stor vægt på at få tydelige ordrer til den slags oppefra politiledelsen," forklarer Herluf.

Af og til var det dog ikke nødvendigt med ordrer. Herluf har således på egen hånd i foråret 1945 arrangeret en veritabel massakre på medlemmer af Hipokorpset, der bistod det tyske politi i kampen mod modstandsbevægelsen.

"Et af vores medlemmer i kompagniet var slået ihjel af Hipo-folk på Vesterbrogade. Og derfor ville vi lave en straffeaktion," fortæller Herluf.

Planen var enkel: Kompagniets eneste kvindelige medlem - Tove, som Herluf stadig karakteriserer som 'Københavns smukkeste kvinde - udgav sig for at være servitrice på Flaskekroen, som dengang lå i starten af Gammel Køge Landevej lige før Hvidovre. Tove ringede ind til Hipoernes hovedkvarter på Politigården og fortalte, at der i kroens skænkestue sad en mand og legede med en pistol. Imens var Herluf og otte medlemmer af Aktivgruppen gået i dækning på det første stykke af Køgevejen, hvor der på grund af vejarbejde kun var en kørebane. Der afventede de Hipoernes udrykning med maskinpistoler og håndgranater.

Når blodet koger

"Jeg stod i civil på fortovet med en skjult maskinpistol i dækning bag en parkeret lastbil. Så kom Tove løbende fra Flaskekroen og sagde, at nu var de på vej. Og så snart jeg så den første bil, trykkede jeg af. Kuglerne perforerede bilen, der stoppede efter 100 meter. Mens jeg var ved at skifte magasin, kom Hipo-vogn nummer to drønende, og her sprang fire mand ud og gik i dækning bag vognen," fortæller Herluf.

Han holdt især øje med den ene af Hipo-mændene, der tydeligt gav indtryk af at være militært trænet. Herluf kunne se det på den rutinerede måde, Hipo-manden mavede sig frem med sin maskinpistol foran sig.

"Jeg var klar over, at jeg kun havde én chance: Lige så snart han lagde an til skud, og derfor måtte hævet hovedet for at tage sigte, skulle jeg ramme ham. Det lykkedes heldigvis, han fik min næste salve lige i hovedet. På den måde afklapsede vi Hipoerne. Selv mistede vi kun en mand under den aktion."

- Hvordan er det at skyde et andet menneske?

Det er tydeligvis et spørgsmål, Herluf har besvaret mange gange. Han tøver da heller ikke med sit omhyggeligt formulerede svar:

"Det er klart, at når man står over for en mand på få meters afstand og skyder ham i panden - sådan som man ofte likviderede en stikker - så er det noget helt andet end at deltage i en rigtig ildkamp, hvor blodet koger inde i en. Under en likvidering går man f.eks. hen til et kolonihavehus, banker på, og i det sekund døren åbnes, skyder man. Det har jeg gjort to gange."

- Har du haft eftervirkninger sidenhen?

"Nej, det kan jeg ikke sige. Men jeg vågner da en gang imellem om natten og kan ikke sove videre. Jeg tror nu, at alt det andet, jeg har lavet i mit liv - f.eks. at bryde med DKP og være med til at stifte SF og senere være medlem af Folketinget - at det har slidt langt mere. Jeg tænker i hvert fald tit på Aksel Larsens ord om, at ens professionelle modstandere skal man ikke frygte så meget, fordi de har altid kniven fremme foran sig, så man kan se den - hvorimod ens modstandere i eget parti tit gemmer knivene bag ryggen!"

Ikke selv se filmen

Herluf har på afstand fulgt med i tilblivelsen af filmen om de to modstandsfolk 'Flammen' og 'Citronen'.

"Det gode ved filmen er, som jeg forstår det, at den bygger på nogle rigtige tildragelser. Ud fra det vil man så forsøge at skildre de to modstandsfolk som rigtige mennesker, hvad de har følt, og hvad de måske har gjort af fejl. Især det sidste kan blive interessant, fordi det er vigtigt at sætte sig ind i de motiver, de forskellige modstandsfolk dengang havde. Hvad var det, der drev den enkelte ud i sådanne dramatiske situationer? Var det en trang efter spænding? Var det et brændende ønske om at befri Danmark fra tyskerne," som Herluf spørger.

Både Bent Faurschou-Hviid ('Flammen') og Jørgen Haagen Schmith ('Citronen') var tilknyttet modstandsorganisationen Holger Danske.

"Holger Danske var jo en udpræget nationalt-orienteret organisation, der kun meget nødtvungent ville arbejde sammen med kommunisterne," siger Herluf og tilføjer: "Dengang var det klart for os kommunister, at vi først og fremmest ville bekæmpe fascismen. At Danmark så også blev befriet, var så at sige en slags tillægsgevinst."

Herluf tror dog ikke, at han vil se filmen, selv om han fuldstændig accepterer, at instruktør og forfatter digter videre på historien.

"Jeg kan vist ikke sidde stille så længe, det tillader bentøjet ikke rigtig," som han siger. Det er dog ikke hele forklaringen.

"Arh, jeg har nu altid ment, at de to var temmelig letsindige i den måde, de opførte sig på. Sådan at bede en tjener om at bestille en droske, der skal køre dem derhen - det er jo at bede om problemer, hvis tjeneren i virkeligheden er tyskvenlig og giver Gestapo besked. Det værste er jo ikke, at de selv udsætter sig for fare. Næh, det er de skader, som den slags uforsigtig optræden kan medføre for andre," forklarer Herluf, der dog "absolut ikke dermed ønsker at udtrykke, at de to ikke har gjort en stor indsats for at bekæmpe besættelsesmagten, for det har de. Derom er ingen tvivl."

- Kan film om besættelsen og modstandskampen stadig sige noget til et publikum i dag?

"Ja, det skulle jeg da mene. Måske kan den få folk til at blive bedre til at se, hvad der er ret og uret, og hvad der gemmer sig bag politikernes ord," siger Herluf og nævner som et eksempel et læserbrev, han for nylig har sendt til Jyllands-Posten. Det handler om en helt anden slags besættelse, nemlig den danske militære indsats i Afghanistan.

"Jeg er selvfølgelig også tilhænger af, at man skal bekæmpe terrorister, men jeg bliver mere og mere betænkelig ved, at Danmark forsøger at bekæmpe terrorister på deres hjemmebane, altså i deres eget land. Hvorfor overlader vi ikke det til landets egen befolkning? Jeg må tilstå, at jeg er meget nervøs over det. Jeg har erfaringer fra en besættelse, og jeg ved, hvor vanskeligt det kan være selv for en meget effektiv og godt disciplineret besættelsesmagt at holde styr på en befolkning, hvis bare et mindretal sætter sig til modværge."

Herluf roder på sin computer for at finde teksten til læserbrevet.

Det ligger et eller andet sted i hans mailboks, forklarer han.

"I min ungdom kæmpede vi for at befri Danmark fra fascismen, og vi vidste, hvad vi havde kæmpet for, hvis det - om galt skulle være - skulle koste os livet. Men de unge danske soldater, der i dag sættes ind på slagmarken i Afghanistan, ved de på samme måde, hvorfor de risikerer at miste livet? Jeg synes, at kampen mod terror er mere diffus, og jeg forstår ikke, hvorfor vi ikke overlader den kamp til Afghanistans egen befolkning. Det bør da være deres indsats, der tæller," siger han og fortsætter med at lede efter sit læserbrev.

Til sidst finder Herluf det og læser slutningen højt. Det er ordene fra Frihedssangen: "Gå til modstand, alle danske, alle mand som en og gør Danmark frit..."

Herluf smiler polisk:

"Sjovt nok har Jyllands-Posten endnu ikke bragt læserbrevet."

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kære Herluf Rasmussen
Hvis du skulle kigge på indlæggene her på bloggen, vil jeg bede dig om at læse mit indlæg på bloggen under artiklen "Det kollektive bedrag". Jeg havde desværre ikke set artiklen med dig, da jeg skrev mit andet indlæg.

Jeg kunne godt tænke mig at høre din mening om den tese, jeg har fået under min research til min bog "Kong Midas Barber". At likvideringerne også var en del af et opgør - kald det en slags "miniborgerkrig" - mellem de etablerede politikere og det, som de opfattede som en kommunstisk trussel. Som reelt ikke eksisterede.
mvh Willy Johannsen