Læsetid: 5 min.

Sårede religiøse følelser

På internettet ligger der tonsvis af islamistisk hademateriale, men denne sande blasfemi imod islam falder det ikke tidens krænkede muslimer ind at forlange bortcensureret
7. marts 2008

Nogle gange føles etniske og religiøse konflikter så overvældende, at vi ville ønske, vi kunne lukke af og bare gøre det, vi plejer: Gå i biffen, spise god mad, drikke os fulde, tage på solferie og komme hjem, hygge os med kæresten foran tv, gå i teatret eller til koncert, kneppe, tage boliglån og føde børn.

For vi er så lede og kede af islamdebatten.

Så lede og kede af de krænkede antidemokrater, hvis religiøse følelser så let bliver stødt, og som har så let ved at føle sig personligt fornærmede over døde profeter, at de kæmper med næb og klør for at indskrænke og modvirke Oplysningstidens vigtigste arv: Det sekulære demokrati, som i kraft af sin ytringsfrihed til stadighed udvikler sig igennem åben samfundskritik.

Og, må det tilføjes, gennem fornærmelser, skæg og ballade, gennem frygtløse og ikkevoldelige samfundsdebatter, hvor intet er for helligt til at blive sat til diskussion. Fordi vi ved, at vores dybeste fundament er en humanistisk enighed om, at vi skal respektere hinandens ret til at ytre sig og frit og uafhængigt at kunne vælge, hvordan de vil leve.

På den baggrund er det en velsignelse at læse Ian Burumas bog Mord i Amsterdam. Selv om bogens tema - omstændighederne omkring mordet på den islamkritiske filminstruktør Theo van Gogh er velkendt, er den alligevel som en lysbryder i islamdebattens stadigt mere indviklede labyrint. Som forfatteren slår fast.

Værdidebat

"Islam kan snart blive hovedreligionen i dette land, hvor kirker i stigende grad bliver gjort til turistattraktioner. Den franske islam-forsker Olivier Roy har ret: Islam er blevet en europæisk religion. Hvordan europæerne, herunder såvel de muslimske som de ikke-muslimske af dem vil forholde sig til det, er et spørgsmål, som vil bestemme vores fremtid. Og hvilket sted kunne være bedre for et sådant drama at udfolde sig end Nederlandene, der vandt sin frihed igennem et oprør mod det katolske Spanien, og hvor idealerne om tolerance og forskellighed blev en national æressag og siden blev det land, hvor den politiske islam først slog til imod en mand, hvis dybeste overbevisning var, at ytringsfrihed omfatter retten til at fornærme?"

Over hele Europa foregår der en intens værdidebat mellem sekulære og religiøse værdier. I skrivende stund er de internationale nyheder præget af både den danskmuslimske karikaturstrid og en ny strid, som er på vej. En nederlandsk højrepolitiker har produceret en kortfilm, Fitna, som hævdes at være endnu mere blasfemisk, end hvad Muhammed-tegningerne påstås at være.

Filmen er blevet forsøgt stoppet i Nederlandene og traileren til filmen fjernet fra YouTube efter pres fra Pakistan. Verden var uden YouTube i to timer, fordi en pakistansk tekniker ved en fejl formåede at afskære hele verden i stedet for kun Pakistan fra adgang til dette netsted. Den slags lader sig altså gøre. På internettet ligger der tonsvis af militante islamistiske hadetaler, der søger at hidse muslimer op til jihad, men som ingen har protesteret så stærkt imod, at det er blevet udsat for en tilsvarende censur. For mig er den slags materiale ellers den sande blasfemi.

Nettet er Satan

Der er flere grunde til, at YouTube er farlig for Pakistan og for andre religiøse og militære diktaturer. Her er for første gang et forum for samfundskritik, hvor pakistanske statsborgere kan lægge små dokumentarklip ud om landets prostituerede, børnearbejdere, grov politivold, overgreb mod gadebørn og mishandlede kvinder.

Men den slags interesserer ikke dem, som vil censurere islamkritikken på YouTube. De er optaget af blasfemi. Af fornærmelse af en død profet. Internettet er imidlertid også de militante islamisters hyppigt brugte redskab. En af dem tordnede for nylig imod, hvad han kaldte "den ekstremistiske ateisme", som chikanerer rettroende, vestligt kulturelt forfald og al dens slags.

Hans egentlige ærinde var imidlertid følgende: Døtre, søstre og mødre skal nægtes adgang til internettet. Som den gudsfrygtige mand messede i cyberspace:

"Jeres egne døtre er jo altid de frommeste - det er andres døtre, som er ludere. Men jeg siger jer: Enhver datter, som har internet på sit værelse, er en luder. Internettet og tv er Den Store Satan, og det er jeres pligt at passe på, at jeres døtre ikke bliver påvirket af den verdslige kultur, begynder at drikke alkohol, gå på diskotek og dyrke sex med fremmede mænd. Satan findes i jeres egne stuer."

Med tusindvis af potentielle læsere på netop internettet fremlægger denne veltalende imam altså sine synspunkter om, hvordan den muslimske befolkning kan finde frem til den rette tro upåvirket af den sekulære sodomi og dens fordærvelse af de rettroende.

En historisk arv

Rører man alt dette sammen i hovedet på unge mænd, der er seksuelt frustrerede over at være tvunget til at leve i seksuelt apartheid, og føler sig afvist af det vestlige samfund - så har man opskriften på Theo van Goghs morder, som var stærkt påvirket af netop internetformidlet fundamentalisme og hysterisk propaganda imod Vesten.

Ian Buruma skildrer med genuin indlevelse livshistorien hos unge indvandrere, som falder uden for systemet, fanget imellem presset fra to kulturer. Han ser ligheder mellem nynazisme og andre kriminelle voldelige retninger, men ser også tilbage på den historiske arv, som Nederlandene har som nation - dets imperialistiske historie og den triste tilværelse, som de hårdtarbejde og isolerede fremmedarbejdere, der slog sig ned her, har måttet leve. Den generation blev ikke ekstremister - de var travlt optaget af at overleve.

Man behøver ikke at være religiøs for at blive en voldelig terrorist. Pointen må være, at enhver ideologi kan misbruges.

Det er om de kræfter, der ophidser folk til vold og had til demokratiet, og om de mennesker, der forsøger at advare os i tide, at denne bog handler. Som en reinkarnation af den første oplysningskamp fra Spinozas tid i vor egen epoke viser forfatteren os ligheder og forskelle mellem liberalisme og fundamentalisme, moral og amoral, klasse og samfund helt frem til Mohammed Bouery - manden, som myrdede Theo. Narren og fundamentalisten. Begge udøvere af en radikal universalisme. Den ene sekulær og fundamentalt fri. Den anden religiøs og voldelig.

Ian Buruma: Murder in Amsterdam - the death of Theo van Gogh and the limits of tolerance. 278 s. Atlantic Books. 148 kr. i Atheneum Boghandel i København

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu