Læsetid: 3 min.

Den samlende X-faktor

Seermagneten om musikalske talenter, X-faktor på DR, er godt tv. Jeg elsker det. Selv Information har nu valgt at skrive og omtale det
7. marts 2008

Lad mig gå til bekendelse med det samme: Jeg ved, hvad jeg skal lave i aften. Jeg skal se X-faktor.

Jeg elsker det program, næsten mere end jeg elsker det næsten identiske American Idol, der som hovedperson har den mand, jeg og et par hundrede millioner andre har lært at hade: Simon Cowell. Den britiske pladeproducer, som ejer retten til X-factor-konceptet og tjener 120 millioner kroner om året bare på at 'være' Thomas Blachman på amerikansk tv.

American Idol er i store træk identisk med X-factor. Dommerpanelet består af den kloge, super-professionelle, men brutale og arrogante mand (Simon Cowell/Thomas Blachman), den søde, dygtige, positive og følsomme sangerinde (Paula Abdul/Lina Rafn) og den lige så professionelle, men bløde og sympatiske kunstner/pladeproducent (Randy Jackson/Remee).

American Idol er den største amerikanske tv-underholdnings-succes i årtier. Flere amerikanere afgav deres stemme på deres favoritter i finalen, end der blev afgivet stemmer ved sidste præsidentvalg.

Drønsikker succes

Det er en dødeligt effektiv underholdningskombination. På deltagersiden, hvor landsbytosser, der helt bevidst er udvalgt som konkurrenter i programmets indledende auditions får os til at grine i en blanding af forargelse og skadefryd, velmenende amatører, som vi kan identificere os med - og den udvalgte gruppe af få umiskendelige talenter, hvor vi lynhurtigt føler - og evt. lider - med vores egne favoritter.

På dommersiden, der både i den danske, britiske og amerikanske version helt efter bogen og planen naturligvis konkurrerer indbyrdes og skændes bravt. Der findes ikke nogen dødsikker opskrift på succes i Underholdnings/mediebranchen - den sidste afgørende faktor, selv i velafprøvede koncepter, er netop den ubestemmelige X-faktor.

Den, man ikke kan konstruere sig frem til, den man ikke kan lære. Den, som DR-udgaven af konceptet har. Den, der lige får en stilfærdig pæn succes til at blive et brag. Den der har gjort den danske udgave af X-faktor til verdens mest sete, med seertal, som ellers kun dansk tv-drama eller helt afgørende nationale sportsbegivenheder kan mønstre.

Men det er selvfølgelig kun tv-underholdning. Og i disse tider, hvor man dagligt underholdes af nyheder om avisunderskud, læsertals-fald og medieproblemer, er der god grund til at glædes over noget, der går godt. Det er en trøst midt i elendigheden, at læse at de mange avisforsider på B.T. og Ekstra Bladet med stjerner, dommere, vandbærere, konflikter, tårer og smil i X-faktor, havde vendt de konstant vigende oplagstal. Endelig en X-faktor, som kan gøre de gammeldags avis-koncepter til en succes. I hvert tilfælde den weekend.

Borte var den generelle surhed over, at tv - både på nyheder, sladder og underholdning - undergravede tabloidpressens hidtidige journalistiske grundlag.

Borte var surheden over licens-giganten DR, der endelig tog sig sammen (selvom underholdning af den karakter egentlig slet ikke burde sendes på en public service- kanal, der burde koncentrere sig om 12-tonemusik og lyrik-oplæsning).

Borte var ligegyldigheden over finansloven eller frygten for terror.

Dommerne græder

Aviser beskæftiger sig for størstedelens vedkommende med virkeligheden. Den virkelige virkelighed er oftest alt for kompliceret - og endnu oftere alt for kedelig - til at den sælger aviser.

Men tv-underholdning er jo også virkelighed! Remee er en virkelig person og han græder! Lina er en virkelig person og hun græder! Thomas Blachman er (næsten) en virkelig person og selvom han er castet i rollen som det dumme svin, kan han også græde! Og han kan oven i købet indflette kortfattede analyser af menneskeslægtens globale fortid, nutid og fremtid, når han stemmer for og imod. Så interessant og perspektivrigt, at han kan komme på forsiden med store typer.

Nu også i Information

Ikke bare på B.T. og Ekstra Bladet, men oven i købet på den mindst ringe avis, der af indlysende grunde ikke ville bruge ordet tabloidformat, da den gik over til det, men med held brugte beskrivelsen 'kompakt-format'.

Det skal dog siges, at Blachman ikke fyldte Informations forside, fordi han græd, men fordi selv Information ikke kunne ignorere den massive mediebegivenhed, som X-faktor er blevet. Symbiosen mellem tv og tabloid- og ugepressen bliver mere og mere udtalt.

I en tid, hvor masse-medierne har sværere og sværere ved at ramme snævrere og snævrere målgrupper er det journalistisk, markedsførings-mæssigt og emotionelt s k ø ø ø n t, når der endelig kommer en begivenhed, der kan samle nationen på tværs af alle skel. i en stor målgruppe med en fælles, defineret forståelsesramme. De helt store sportsfinaler med dansk deltagelse er som regel engangsknald med flere år imellem. X-faktor kommer hver fredag. Ahhhh!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Man må simpelthen overgive sig til x-factor.

Jeg lagde ud med sure, kulturkritiske analyser, jeg mumlede "public service" og bekymredes over den hårde tone, ydmygelserne osv.

Men hold da kæft, hvor er det skægt at se på! Og medrivende, nervepirrende.

Hvis Heidi ryger ud, så blir jeg nok sur igen: Så er det bare for meget med importeret, amerikaniseret fordummende pop-tv. der skal sløve masserne, så de ikke laver revolution.

Jeg kan ikke udstå programmet, men respekterer naturligvis andres smag -næsten (der er er en betingelse). Kom aldrig mere og kritisere (vores) amerikanske underholdnings TV-programmer, da X-faktor er så amerikansk et koncept, at det næsten ikke kan blive værre. (oops.. der kom jeg med et meget værdi-ladet ord)

Jeg er totalt hamrende ligeglad med enhver X-factor i det her land. Og jeg er endnu mere totalt hamrende ligeglad med Thomas Blachmann (som jo da vist oprindelight er trommeslager? og ikke musiker) og hans næsten hadske facon når han kører personligt på deltagerne som f.eks. 'du synger ad helvede til' eller 'du synger abstrakt dårligt' eller noget i den stil.

Som lærer mener jeg desuden også at Blachmann's meget mobbende stil er udtryk for - nå ja - dårlig stil, især fordi tusindvis af skole-elever (børn) sidder og ser på det, og ad devn vej lærer at det er i orden at sige sådan som Blachmann gør til andre mennesker, uanset om de er børn, unge eller voksne. Det er i hvert fald ikke den måde, jeg gerne vil have, at mine elever (hvis jeg underviser nogen) skal tale til hinaden på.

Thomas Blachmann mener jeg er mand, som hver gang evig eneste ganmg vil høre det sublime og englene synge, når han leder efter deltagere til X-factor. Og det er da også OK. Problemet er blot at de automatisk sorterer alle de personer fra, som sådan set er ganske normale habile sangere som f.eks. Erik Paaske, Frits Helmuth og andre af samme støbning. Ikke alle kan jo være en Edith Piaf eller Nora Jones. Men det synes han at kræve.

Desuden mener jeg (ud fra det lidt jeg har set og hørt) at manden ganske mangler empati. Og med det mener jeg at han ganske mangler evnen til at give konstruktiv kritik. Man kan nemlig godt starte med det positive, så det negative, og så slutte af med hvad eleven eller sangeren kan arbejde med for at blive bedre.

Ja, Karsten Aaen, det lyder sandt for dyden som om du er MEGET for ikke at sige aldeles ligeglad med X-faktor og Thomas Blachman.....

Karsten Aaen:

En trommeslager er jo lige præcis en musiker - jo rytmen er skam også en del af musikken ;-)

Og så kan jeg ikke lade være med at sige med Hansen ovenover - sikke meget tekst at bruge på et emne man er ligeglad med...

Jeg er altså både hamrende ligeglad med programmet og med Thomas Blachmann. Hvad jeg som lærer derimod ikke kan være ligeglad med det er den måde Thomas B. taler til deltagerne på. Og det var det der var pointen.

For nu at blive ved Thomas Blackmann så har hans professionelle vurderinger udgangspunkt i en professionel uddannelse: DKDM og Berklee i Boston. Læg så et professionelt musikervirke på trommesættet til.

Men derfor er det ikke ensbetydende med at han er en fair/god 'dommer' i showprogrammet fredag aften.

Men han følger konceptet, bl. a. ved at 'dommerne' bekriger hinanden indbyrdes og det kan uheldigvis gå ud over nogle af deltagerne.

Og han er god til at tale 'sort'. Fx. var han en bogs tid om at forklare hvorfor invandrerdrengen skulle vinde over sangkvintetten. Men at sige at kvintetten ikke swingede sammen med Radioens Big Band var for let købt. Det han vel mente var, at 'nu skal vi have en god og hjertevarm sameksistens i vores samfund og det kan indvandrerdrenen være med til'. Og det er også fint nok. Men sangkvintetten swingede - efter min mening - rigtig godt..

Men om ikke andet, så har DR fået TV2 på glatis. Og DR har da brug for lidt succes ude i Ørestaden - ikk'?

Kommentar til Bjørn Holmskjold...

Ja jeg kan kun give dig fuldstændig ret i din analyse Bjørn!

Og jeg kan ikke lade være med at tænke på et mesterværk af det tidligere Pink Floyd medlem Roger Waters - Cd'en Amused to death... den siger det hele!

Og især titelnummeret "Amused to death" beskriver jo meget godt det som for tiden sker overalt på jordkloen...
Kort fortalt er historien i sangen denne: et fremmed rumskib opfanger signaler fra jorden, og man begynder at undersøge arten som bebor denne planet. Men det eneste man finder er skyggerne af menneskene som sidder rundt om de tændte TV-skærme - og er døde!
Man undrer sig over hvad der har udryddet hele denne art? og efter utallige teste og ved hjælp af udelukkelsesmetoden konkluderer man i den endelige rapport: "This species has amused itself to death"!!!

ja det er jo meget tankevækkende...

Men hør nu selv pladen... det er knaldgodt musik og lyrik!