Læsetid: 5 min.

Seriøs nedrivning

Jeg-automaten. Vi kontrollerer og coacher, måler og vejer os selv og hinanden i alle ender og kanter. Men det kan ikke lade sig gøre at præstere sig til det gode liv, mener teologen Jørgen I. Jensen, som viser sig at være en underholdende foredragsholder
Mig, mig, mig. Coaching, strategier, planlægning. Det er jo de rene femårs planer,« mener teolog Jørgen I. Jensen og forbinder den moderne danske tidsånd med datidens DDR. For vi kan ikke præstere os til et lykkeligt liv.

Mig, mig, mig. Coaching, strategier, planlægning. Det er jo de rene femårs planer,« mener teolog Jørgen I. Jensen og forbinder den moderne danske tidsånd med datidens DDR. For vi kan ikke præstere os til et lykkeligt liv.

Eugen Gerhardt

15. marts 2008

Kompetencemennesket, karrieremennesket, projektmennesket, det gennemevaluerede, det selvrealiserede, det kontrollerede, det værdiorienterede, det resultatorienterede menneske.

Teologen Jørgen I. Jensen, tidligere lektor i kirkehistorie ved Københavns Universitet, har brugt mange, lange ord for det, han denne tirsdag aften skal holde foredrag om i Hans Tausens Kirke ved Islands Brygge. Det drejer sig om en kritik af en samfundsepoke, hvor alt gøres til et spørgsmål om karriereplanlægning, coaching og kompetencer. Jensen har også skrevet en bog om det. Jeg-automaten hedder den i al forvirrende korthed med en titel, der lyder som navnet på en antikveret modernistisk digtsamling.

Hvad er det hele for noget besynderligt noget?

Det er ganske underholdende, viser det sig efterhånden som aftenen skrider frem, og teologen på talerstolen folder sig ud. Der ser ellers helt stille, hyggeligt og normalt ud i den lille sal i kirkens sidebygning. 35-40 mennesker på plads, skåle med chips på bordene, kaffe, te, øl, vand og vin til salg for en billig penge nede ved den ene endevæg. En kvinde sidder og strikker.

Det er en uforstyrret tidslomme af god, gammeldags folkeoplysning. Nu skal det blive rart at høre et velovervejet og opbyggeligt foredrag af den lødige, men måske også lidt lumsk kedelige slags.

Så sker der noget. Lidt tumult ved den ene dør. Jørgen I. Jensen kommer ind i salen. Og vil straks gå ud igen. Han er kommet i tanke om, at han lige skal nå ryge en cigaret. Godt. Der går nogle minutter, så står han atter i salen.

"Nu kommer alle rygerne ind. Og hoster løs," siger han.

"Men jeg kan bare ta' noget vand."

Det kan ikke fortsætte

Han hoster højlydt. Bevæger sig op på talerstolen. Skænker sig et glas vand. Går i gang.

"Seriøs nedrivning," udbryder han.

"Det er det, jeg gerne vil."

For det viser sig, at han ikke blot er en mand, der holder et foredrag, men et menneske med en stor lyst til at fortælle. Til at være entertainer. Til at have noget på hjerte. Hele tre ting på én gang. Jørgen I. Jensen kaster sig bare ud i det.

"Det, jeg siger, er ikke rettet mod bestemte partier eller institutioner," understreger han. "Jeg taler om en bestemt tidsånd, et åndeligt indgreb, en religion. Det, jeg taler om, kan ikke fortsætte."

Store ord. Men de ligger godt i munden på Jensen. Bliver ikke for utroværdige, svulstige, kedelige. Det er selve hans stil på talerstolen, som bærer ham igennem. Hans tørre humor og underspillede sarkasme, hans talent for den fabulerende og associationsrige fremstilling. Der er ikke noget egentligt manuskript, ser det ud til. Blot en samling forskelligartede lapper og noter, som han roder lidt rundt i. Plukker lidt her og der. Kommer i tanke om noget. Noget andet. Hvor var det nu? Her.

"Der er sket en primitivisering i samfundet," slår han fast.

Det er måske i sidste ende det, Jørgen I. Jensen mest af alt tager afstand fra ved den herskende tidsånd. At der er skabt en udvikling, der synes at gå ud på at "infantilisere mennesker", at undervurdere dem. At få dem til at føle sig små og fratage dem evnen til at tænke selvstændigt.

Naturligvis er der både noget diffust og noget gammelkendt over denne kritik af vor civiliserede nutid. Jensen ved det godt. Og derfor husker han også at understrege, at han egentlig ikke er kulturpessimist. Dertil elsker han nok livet for meget og har en for veludviklet humoristisk sans. Og et skarpt blik for den fortættede detalje, der afslører så meget om den tid, vi lever i. Han fortæller om tv-mediets formidling af folketingsvalg. Engang var den grundig og landsdækkende og en lille smule langtrukken: "Sådan er det ikke længere," konstatere han.

"Alt er nu personfikseret. Journalisterne kappes om at komme ind i bilerne med partilederne, når de kører til Christiansborg."

Ganske rigtigt. Vort moderne mediedemokrati defineret i en enkelt sætning. Eller med andre ord: "Vi ligger alle under for Villy-effekten". Men der er mere endnu. Der er ifølge Jørgen I. Jensen to gennemgående og centrale spørgsmål, vi alle stiller os selv og hinanden: Hvordan var din barndom? Og hvordan har du det lige nu i maven med globaliseringen?

Flere illustrative emner og temaer kommer til - lidt hulter til bulter - efterhånden som foredragsholderen kommer i tanke om dem. For nutidens forældre er barnet blevet et 'brand'. På sygehusene har patienterne krav på at kende personalets kompetencer helt ned i petitesserne og gerne umiddelbart før en krævende operation. Ingen kan i dag blive ansat i ledende stillinger uden en psykologtest. Tendensen med de såkaldte medarbejderudviklingssamtaler er gået helt grassat. Overvågningssamfundet er over os, for vi vil alle sammen gerne ses og være på. Og på bogmarkedet findes der i dag en overflod af biografier, fordi vi er forgabt i karriere og livsforløb. Heldigvis finder Jørgen I. Jensen også her et åndehul af tør og præcis humor:

"De to eneste interessante biografier er B.S. Christiansens og Stig Tøftings. For de har lært mænd at læse."

Du skal gøre noget ved alting

Det er dog helt andre personnavne, som i aftenens løb demonstrerer foredragsholderens egen klassiske dannelse. Forudsigeligt nok er der tale om gutter som Kierkegaard, Grundtvig, Luther, Marx og Shakespeare. De bliver bare nævnt sådan en passant, for at vi skal vide, vi er i sikker havn. Civilisationskritik med bund og perspektiv. Det sidste indfinder sig især, da Jørgen I. Jensen mod slutningen af sin optræden drager en tankevækkende parallel:

"Coaching, strategier, planlægning. Det er jo de rene femårs planer," slår han fast og forbinder dermed den moderne danske tidsånd med datidens DDR.

Inden han afslutter helt med at opsummere øjeblikkets 'tre maksimer': Der skal gøres noget ved alting. Du skal artikulere og eksponere din person. Du må aldrig være bagud. Så er der en pause inden spørgsmålene fra salen. Det er en rygepause.

"Min mavefornemmelse siger tre minutter," meddeler Jørgen I. Jensen og søger mod udgangen, idet han begynder at fiske en pakke Rød Corner op af jakkelommen. Så skal der hostes.

Under spørgerunden er der ikke så meget nyt under solen. Lidt om folkeskole- og gymnasielærernes skemalagte arbejdsvilkår og om Facebook og mobiltelefoner. Der er måske også en fornyet snert af alvor i Jørgen I. Jensens morale:

"At man kan præstere sig til et lykkeligt liv, er helt hen i vejret."

Luther kunne ikke have sagt det bedre. Men der er så mange ting her i livet, vi skal tænke på. Udenfor i mørket sidder der en seddel i udhængsskabet på kirkemuren, og den har bestemt noget vigtigt at sige os alle sammen: "Fodring af dyr på kirkens område er ikke tilladt. Menighedsrådet".

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jeg må indrømme, at jeg heller ikke forstår, hvorfor mennesker har så travlt med at forspilde deres liv fremfor at være sig selv og dermed for alvor noget. Hvis man ikke har en indre kerne, er man jo ingenting, og man kan manipuleres og forandres efter andres forgodtbefindende. Det er ihvertfald en usund basis for et demokrati, for det kræver stærke, selvstændige individer med begge ben på jorden.
Men allerede Anders Rous indledning fortæller os jo, at substans og nærvær og seriøsitet betragtes som 'kedeligt'. Det er faktisk tværtimod. Men Jørgen I. Jensen er også at sætte kavalleriet ind. Når journalisten kan bruge udtrykket "vor civiliserede nutid" tyder det dog på, at han ikke har fattet dybden i Jensens kritik: at vi ikke længere kan tillade os at kalde det "civilisation".

Manden har jo fuldstændig ret. Hvis jeg havde planlagt og coachet mit liv ... jeg tør slet ikke tænke på, hvad jeg var gået glip af!

DK i 2008 har INTET med DDR, at gøre.

Livet i DK er kynisk og brutalt.

Det var det ikke i DDR.

DK i 2008 er en facistisk politistat.

Selvom det nok er korrekt, at man ikke kan præstere sig til et lykkeligt liv - hvis man da ellers ved hvad det er for en størrelse ?? må jeg sige, at jeg altså ikke deler den tidligere lektors pessimisme mht. coaching mv.

Folk som ham mener jeg har overhovedet ikke forstået hvad coaching eller støtte fra en psykolog overhovedet går ud på. Hvis han fik sin vilje, mente vel, at det blot er nok er at bede til Gud om at gribe ind - for at gøre noget.

Her er en Nyhed til ham og til alle:

De nogen, der bør gøre er os....for '/ivets gud har dine hænder/derfor er det dig han sender/når din næste lider nød/ som vi synger engang imellem i den danske folkekirke.

Og nej, coaching handler aldeles ikke om at man skal præstere sig til lykkeligt liv. Det handler om ved coachens hjælp at finde frem til hvad det lykkelige er for netop mig (eller jeg) - også finde frem til, igen ved ved coachens hjælp, hvordan jeg vil nå derhen.

Hvis jeg f.eks. gerne vil være erhvervsskolelærer eller fortælle folk om sund livsstil selvom jeg ingen uddannelse har, ja så kan det nogen gange være sundt med et kvalificeret modspil fra en totalt udenforstående som kan sparke lidt til en - og få en til at vågne op - og sige til en, at hvis du virkelig mener at det er den vej. du vil gå, så må du også gøre noget for det. Hernede på jorden er det jo kun drømmene, man sovende kommer til...

Og alle har vel en indre kerne et eller andet sted. Alle er vi vel vores egen sol, som stråler (I ved, det med lyset og skæppen). Og hvis vi ikke er det, må vi se at få vores indre sol tændt så den kan stråle...

Og nej, coaching handler bestemt ikke om at fratage folk sin kerne eller identitet om man vil. Det handler tværtimod om at man bliver sig sin identitet mere bevidst og sin kerne mere bevidst og får mod til at udtrykke sig som den (hele) person man nu engang er...og at man bliver bevidst om at vi alle spiller forskellige roller livet igennem.

Jeg er f.eks. en anden når jeg er sammen med min familie end når jeg underviser en 2. klasse i matematik. Og igen er jeg en anden når jeg underviser en 4.klasse i matematik. Og igen er jeg en anden når jeg er sammen med mine kolleger....

Alt sammen er dette roller, jeg tager på mig, men alle sammen udspringer de jo af mig - og min indre kerne. Og det er den en coach kan hjælpe en ti at finde ind til...

Jeg ved godt, at masser af kristne mennesker ikke tror på det her, fordi de mener, at jegets begær er syndigt og at dets begær skal undertrykkes, men det er nu engang sådan, at vi må have et jeg (eller et ego) før vi kan slippe det - eller opgive det - og lade sjælen styre.

Og det er nemlig her at de fleste kritikere tager fejl. De tror det handler at udvikle egoet eller jeget, men det gør det ikke. Det handler om Selv-udvikling med stort S, af nogen også kaldet Sjæls-udvikling. Og når man er nået dertil, ja så må man give sig Gud i vold, som det hed i gamle dage, altså lade Gud eller Sjælen råde, dvs. lytte til sin indre Sjælsnatur. (af nogen også kaldet den indre stemme eller fornemmelsen i maven).

Og det er det en coach kan hjælpe en med...

Torben ved tydeligvis ikke, hvad en fascistisk politistat er.

Et eksempel: I en sådan stat ville de 26, der netop er blevet frikendt i byretten, aldrig være kommet for en domstol, men bare være frihedsberøvet administrativt eller helt forsvundet. Og VAR de kommet for retten, var de i hvert fald ikke blevet frikendt.

Der er fascistiske politistatstræk i visse dele af den terrorlovgivning, som en bevidstløst folketingsflertal har ladet sig skræmme til at gennemføre, men der er heldiogvis LANG vej til målet endnu. Og domstolene er ikke så lette at skræmme som folketinget. Heldigvis.

I en fascistisk politistat vlle Torben i øvrigt også have kunnet forvente et ubehageligt besøg efter sit indlæg - og ville afgjort ikke have fået lejlighed til at svare mig, hvilket jeg forventer, at han gør.

Og i en fascistisk politistat ville det have været nødvendigt for "Torben" at optræde anonymt. Det er det ikke her. Kom bare frit frem, "Torben."

Torben ved tydeligvis ikke, hvad en fascistisk politistat er.

Et eksempel: I en sådan stat ville de 26, der netop er blevet frikendt i byretten, aldrig være kommet for en domstol, men bare være frihedsberøvet administrativt eller helt forsvundet. Og VAR de kommet for retten, var de i hvert fald ikke blevet frikendt.

Der er fascistiske politistatstræk i visse dele af den terrorlovgivning, som en bevidstløst folketingsflertal har ladet sig skræmme til at gennemføre, men der er heldiogvis LANG vej til målet endnu. Og domstolene er ikke så lette at skræmme som folketinget. Heldigvis.

I en fascistisk politistat vlle Torben i øvrigt også have kunnet forvente et ubehageligt besøg efter sit indlæg - og ville afgjort ikke have fået lejlighed til at svare mig, hvilket jeg forventer, at han gør.

Og i en fascistisk politistat ville det have været nødvendigt for "Torben" at optræde anonymt. Det er det ikke her. Kom bare frit frem, "Torben."

En primitiv artikel, fra en uddannet, i en primitiv religiøs tankeverden.Herremanden og overmennesket udstiller sin primitivitet.